Af Jokokan Danmark

Det var en kold efterårsdag i 1995. Skælskør Karate Klub holdt krisemøde. Vi havde ca. 10 medlemmer. Ud af de 10 medlemmer var de 4 af os 1. kyu., resten var begyndere med max 1 års træning bag sig. Vi havde haft en 1. dan i klubben, men han havde trukket sig tilbage, så nu underviste vi hinanden, det bedste vi havde lært. Vores fremtidsudsigter var ikke umiddelbart til at få øje på. Vi fire ville jo gerne have et sort bælte på, og vi havde ikke noget tilhørsforhold til en mester. Gensei-ryu stilarten, som vi trænede, var temmelig spredt i Danmark på daværende tidspunkt, med flere forskellige mestre. Da karate-kaer som regel er lidt stolte af deres stil, kastede vi os ikke lige over hvem som helst.

I tidernes morgen da Skælskør Karate Klub startede, var vi en underafdeling af Slagelse Karate Klub. Nogle af deres instruktører havde trænet under en stormester fra Japan ved navn Yukio Tonegawa Sensei. Vi havde imidlertid ikke nogen kontakt med Slagelse Karate Klub mere, men vi vidste at deres cheftræner Jan Wismann var 2. dan (1994, p.t. 3.dan) i Gensei-ryu, så han måtte da kunne graduere os.

Vi kontaktede ham, og han indvilligede i at komme og undervise os. Efter et par gange blev vi inviteret til Slagelse for at deltage i deres træning. Vi var to instruktører fra Skælskør, der tog imod dette tilbud. De var temmelig dygtige – dem fra Slagelse, vi havde rigtig meget at lære. Slagelse Karate Klub var medlem af Jokokan Danmark, en forholdsvis ny organisation, som blev ledet af Kimu Bjarkmann 6. dan (1996, p.t. 7.dan). Han blev undervist direkte af vores tidligere stormester, Soke Tonegawa Sensei, så her var der virkelig noget med kød på.

Vi trænede nogle måneder i Slagelse, hvorefter vi blev inviteret med til Jokokans årlige sommerlejr i 1996. Jeg var den eneste fra Skælskør der deltog. Det var en fantastisk oplevelse, jeg fik en rigtig god fornemmelse af, at det var her jeg hørte hjemme. Heldigvis syntes de også godt om mig, og der kom en aftale på plads omkring prøvemedlemskab af Jokokan Danmark. Dette blev så gjort officielt ved en ceremoni i Skælskør efteråret 1996. Her blev jeg samtidig udnævnt til chefinstruktør for Skælskør Karate Klub.

Efter ca. et halvt års prøvemedlemskab blev vi optaget som fuldgyldigt medlem af Jokokan Danmark. Desværre mistede vi en del af vores medlemmer, inklusiv nogle af de gamle, i denne nye forandringsfase. Men vi fortsatte, fordi i Jokokan var der virkelig meget at lære, selvom det sommetider føltes som om, at man begyndte forfra. De første par år, var for mit vedkommende én lang sej træning. Jeg skulle lære nyt pensum, nye principper og træningsmetoder, som jeg kunne videregive til mine elever.

På ydersiden lignede det jo det jeg i forvejen kendte, men jo mere jeg trænede, jo mere gik det op for mig, at alt det inde bagved ikke var fulgt med. Der skulle gå fire år, fra den dag jeg deltog på den første træningslejr, til jeg fik det sorte bælte. Og jeg som troede at jeg den gang var klar! Fra den dag af var det som om, en masse brikker faldt på plads.

Pludselig fik vi mange medlemmer i Skælskør. Vi havde et system og et forbund bag, der bakkede os op, tilbød undervisning, coaching og sparring samt en masse gode kollegaer fra andre klubber. Sidst men ikke mindst havde vi medindflydelse på alle beslutninger i forbundet. Nu var vi ikke længere den lille isolerede klub nede i hjørnet af sjælland, vi var vokset ikke alene i størrelse, men også vores viden var blevet stor. Vi havde nu en masse, som vi kunne viderebringe til vores elever. I dag er vi omkring 70 medlemmer, og vi er ikke færdige med at vokse. Vores næste store mål er, at få vores egne lokaler, og det skal nok lykkes.

Chefinstruktør & Shihan
Per Nygaard Kristensen
Jokokan Skælskør Karate Skole