Der kan være mange parametre at sammenligne på, men udgangspunktet må jo være det som adelen er opstået omkring; konge/kejser, penge og magt!
BNP modellen – økonomiske magtforhold og lande med historisk adel er nærliggende at tage udgangspunkt i. I dag er Japans bruttonationalprodukt (BNP) stort set det samme som Danmark, Norge, Sverige og Tyskland,- tilsammen! Eller lidt mindre end Danmark, Norge, Sverige, UK og Spanien,- tilsammen!
Japans økonomiske magt er gigantisk stor ift. de europæiske landes monarkier og adelsskab – og har altid været det, bortset fra den tidlige industrialisering fra ca. 1840-1890. Men som danskere er vi jo mere interesseret i at sammenligne direkte med Danmark – vort fædreland? Direkte sammenlignet med Danmark som også er én af verdens mest velstående nationer, så har Japan ca. 15 gange større BNP, ca. 22 gange større befolkning og ca. 9 gange større landareal. Japan er verdens ældste kejserdømme på 2.600+ år og Danmark er verdens ældste kongedømme igennem knap 1200 år.
Men det fortæller jo ikke noget om, hvorfor dansk eller europæiske adel ”ser sig selv som ophøjet finere eller speciel” ift. den japanske adel – hvordan får vi lige afgjort den ”strid” og med objektive øjne? Sammenligninger er altid vanskelige, men heldigvis blev det meste af al adel målt på det samme: Godser, guld og magt!
Kongeriget Danmark-Norge-Skåne/Halland/Blekinge blev i 1660 enevældigt kongedømme under Christian V; His Majesty the King: By the Grace of God, King of Denmark and Norway, the Wends and the Goths, Duke of Schleswig, Holstein, Stormarn and Dithmarschen, Count of Oldenburg and Delmenhorst.
Den gamle danske adel har traditionelt været meget magtfuld igennem rigsrådet og blokerede mange af kongens ønsker. Kongen kunne faktisk ikke uden rigsrådets accept udnævne ny dansk adel! Det blev derfor ændret i 1671, da kongen etablerede en ny dansk adel, – enevældigt udnævnt af kongen. På denne måde brød kongen den gamle danske uradels magt – 16 adelige aner var nu ikke mere et kriterium for den nye betitlede som ubetitlede adel. De udenlandske adelsfolk blev der set ned på af den gamle danske uradel, hvilket skabte problemer hvis disse udenlandske adelsfolk besad vigtige poster i Christian V regering. Det var vanskeligt for dem at udføre deres arbejde, da de savnede samfundselitens anerkendelse og ligestillelse som adel. Derfor kom der en forordning i 1671, som brød den gamle danske uradels magt.
I princippet kunne alle uden undtagelse blive adelige – bare de havde gods eller guld. Men i princippet var de fleste adelige i forvejen. Men det betød igennem tiden, at betydende og meget rige erhvervsfolk blev adlede eller fik titler, og dermed anerkendt for deres betydning for Danmark. Men det betød også, at indvandrende adelsfolk fra især det tyske rige med de mange forskellige fyrstedømmer nu kunne blive anerkendt som dansk adel! Det skete nu også for franske, engelske og polske indvandrere! F.eks blev en fransk adelsmand, dansk hertug, som den eneste nogensinde.
Helt op til det 20 århundrede skabte dette en liberal holdning til indvandret udenlandsk adel, som blev kgl. naturaliseret som dansk adel. Det sidste var i 1913 af Christian X, – næsten 65 år efter enevældens afskaffelse.
I 1671 var det ”pay-back time” fra den nye enevældige konge til den gamle uradel i Danmark. De sidste knap 800 års historie havde vist, at uradelen i Danmark sagtens i tilspidsede situationer, kunne gribe til våben imod deres egen konge eller begå forræderi i magtkampene. I 1671 blev deres magt nedbrudt og en ny adel som var kongetro blev ét faktum, hvor der kom en adelsforordning, som oplevede flere ændringer undervejs. Der var flere nyskabelser, som havde til formål, i takt med tiden i Europa, at skabe en afhængighed og forherligelse af kongemagten, som var blevet enevældig:
Den gamle uradel ”så sig selv som speciel” ift. den nye af 1671 adel og mange undlod derfor at ansøge og betale for de nye titler, men forblev ubetitlet dansk uradel. Men når alt kommer til alt, så var den nye adelsforordning af 1671 et stort hit.
I dag bliver nye adelstitler kun skabt indenfor kongefamilien, ordensvæsenet er per automatik forbeholdt 90? % topembedsmænd/kvinder og 10? % erhvervsfolk. De fineste danske ikke-adelstitler, som kammerherre og hofjægermester der ligger højt på rangforordningen, er i dag forbeholdt hovedsageligt den gamle adel, godsejere og kongefamiliens fortrolige.
Sådan er det i øvrigt i dag for næsten alle lande, kun Holland, Belgium, Spanien og UK skaber stadig nye adelstitler. De færreste adelsfolk har stadigvæk godser og guld. Men adelen sidder stadig på mange godser – I UK er det helt op til de 50-60 %. De fleste adelige, har ganske almindelig jobs som alle andre mennesker i samfundet. Men det som adskiller dem, er en ganske unik historie og så kender de ofte alle deres forfædre i rigtigt mange generationer afhængigt af deres kreationsdato. Der har været ca. 725 danske adelsfamilier igennem historien, men blot ca. 200 er idag stadig alive and kicking.
Den japanske adel har stort set de sidste 1200 år været opdelt i en krigeradel og en hofadel. Nogle familier var begge dele. I 1869 blev Japans adel samlet i én gruppe på 427 familier, kaldet Kazoku. Efter engelsk og tysk inspiration blev der fra 1884 udnævnt en ny betitlet højpolitisk adel, som varede frem til 1947; i 1884 var det 509 familier og i 1947 1016 familier. Herefter blev alle lige. Det samme skete i Danmark med grundloven i 1849 og lensafløsningen i 1919.
I Japan blev lensherre begrebet formaliseret i 1601, som det senere skete i Danmark i 1671. I Japan kunne du kun indstilles til lensherre af Shogunen (Enevældig konge) til Kejseren (Den guddommelige kransekagefigur) som underskrev benådningen, hvis du havde en indtægt hvert år på mindst 10.000 koku. Koku er et sammenligneligt begreb med det danske og tyske hartkorn, som har udgangspunkt i landbrugsudbytte og dermed indtægt, – , uanset om måleenheden er Hartkorn (Rigsdaler sølv) eller Koku. For en direkte sammenligning skal vi blot omregne til danske kroner (2017), og det er heldigvis nemt, da andre har gjort dette før. Vi skal dog huske på, at BNP (Brutto National Produkt) var BETYDELIGT mindre for alle landbrugs- og handelslande i 1600- eller 1800- tallet, end det er i det kraftigt industrialiserede samfund i dag. Det adresserer vi senere på en anden måde.
Kravene for en kongelig benådning som dansk lensgreve eller lensbaron i 1671+, var hhv. mindst 2.500 og 1.000 tønder hartkorn, svarende til hhv. 120.000 og 50.000 rigsdalere, – på benådningstidspunktet. Det svarer til en årlig omsætning eller ”løn” før udgifter på hhv. ca. 10 mio. DKK/år og ca. 4 mio. DKK. Tommelfingerreglen på fordeling af udgifter og lensherrens løn er 2/3 og 1/3.
Sammenlignes der med i dag, er der ca. 46.000 danskere som tjener mere end 1,4 mio.DKK, som er grænsen for top 1 % i Danmark. Der er er ca.4.500 som tjener mere end 4 mio. DKK og ca. 1100 som har en husstandsindkomst på mere end 10 mio. DKK. Så de udregnede tal er ikke helt skæve, og det må da siges at være meget gode lønninger.
Sammenligner vi med den japanske Daimyo – lensherre får vi følgende sammenlignelige tal. 10.000 Koku er mindste grænsen for en Daimyo – lensherre. Det modsvare en årlig omsætning eller ”løn” før udgifter på ca. 50 mio. DKK/år. Nogle kilder siger ca. 8 mio USD, som med 2018 kurs giver nogle millioner ekstra. Tommelfingerreglen på fordeling af udgifter og lensherrens løn er 2/3 og 1/3.
Selvfølgelig var der danske lensgrever og lensbaroner som havde en større indtægt end mindste kravet. Men det var der absolut også i Japan og her er der en inddeling i tre Daimyo klasser; Sho-han Joshu (80 %) som under 100.000 koku, Chu-han ryoushu (12 %) under 400.000 koku og Dai-han kokushu (8 %) op til 1.000.000 koku. Det svarer til en årlig omsætning eller ”løn” før udgifter på op til hhv. ca. 500 mio. DKK/år, 2 mia. DKK/år og 5 mia. DKK/år, og det må da også siges at være meget gode lønninger.
Tokugawa shogunens officielle lensområder fordelt over hele Japan var imellem 4-7 mio. koku, som svarer til en årlig omsætning eller ”løn” før udgifter på op til 20-35 mia. DKK/år. Til sammenligning fik kejseren tildelt omkring 500.000 koku af Tokugawa Shogunerne, som svarer til en årlig omsætning eller ”løn” før udgifter på op til ca. 2,5 mia. DKK/år, som faktisk ikke er så forskellig fra i dag, når alle åbne som skjulte udgifter og indtægter medtages.
Vi kan nu begynde at sammenligne direkte den danske lensherre med den japanske lensherre:
En anden sammenlignings- og omregningsmåde er, at sammenligne med krav til tønder hartkorn og Koku:
Tallene er maksimalt omkring 10 % forskellige uanset omregningsmåde, og er en acceptabel usikkerhedsfaktor og konklusionen er og bliver den samme.
Det sande sammenlignelige billede er nu skabt og konklusionen må være, at vi ikke direkte kan sammenligne den danske betitlede adel med de japanske Daimyoer. De japanske Daimyoer er reelt lensfyrster af forskellige magtstørrelser, som direkte kan sammenlignes med det Tyske forbund af lensfyrster, som vi allerede har gjort én gang.
Baroner, lensbaroner, grever og lensgrever står derfor i rang under lensfyrsten, som i Danmark var kongen. Og sandt at sige, kan mange Daimyoer jo direkte sammenlignes med den danske konge – i magt, gods og guld – og hær:
Det er måske ikke flatterende for mange i den danske adel, men dette er en international sammenligning. Og derfor er den bedste internationale sammenligning, at sammenligne de japanske lensfyrste Daimyo´s med de tyske lensfyrster i det tyske kejserlige forbund. Det gjorde japanerne også selv før 1884, da de skulle indføre den nye betitlede adel. Her var sammenligningen direkte med Tyskland og prestigemæssigt med UK.
Daimyoer, som i både japansk som europæisk sammenhæng er lensfyrster, eksisterede i Japan fra omkring midten af 1100 tallet til 1869, – altså omkring 700 år. Men allerede før 1100 tallet eksisterede begrebet i Japan, det hed blot ikke navnet Daimyo og der var ikke sat ”standardiseringskrav” til at blive benådet med lensfyrste titlen og den nærmest enevældige magt den medførte. Så fra 660 f.kr til 1100 tallet var betegnelsen bare anderledes og skiftende. Men det er et faktum at japansk adel har eksisteret siden 660 f.kr,- dvs. i 1884 i sådan cirka 2.500 år. Den nye moderne og højpolitiske” “Meiji adel” efter tysk og engelsk inspiration eksisterede kun indtil 1947, – reelt blot 63 år!.
Derfor – er der stadig stor respekt for uradelen i Japan, som har eksisteret i 2600+ år. Der er ingen respekt for den stærkt politiske “Meiji adel” fra 1884-1947. I 1947 blev alle formelt lige i Japan og Japan fik en ny amerikansk skrevet grundlov. Og dog.
I 1947 flyttede USA kejserhusets administration direkte under den af US dikterede politiske struktur; Premierministerens kontor. Hele Japans elite var tydeligvis dybt berørte og havde ubehag ved dette diktat, da det japanske kejserhus altid formelt har været statsoverhoved og derfor ikke hørt under nogen. Det japanske kejserhus har altid været at betragte som guddommeligt og derfor behandles den japanske høj uradel som stammer fra kejserhuset, også som ”halv guddommelige”.
I 800 år fungerede Japan nærmest som et ”konstituelt kejserligt monarki”, hvor kejseren kunne rådgive og formane Shogunen (”Enevældskonge”), men ikke diktere ham. Men ligesom i de europæiske konstituelle kongehuse efter 1848+, så skete dette dog jævnligt igennem tiden. Dette var også grunden til, at administrationen af kejserhuset i 2010, blev ”en selvstændig enhed direkte ved premierministerens kontor”, – dog uden at rapportere eller stå til ansvar overfor ham. Det var derfor den moderne version af, at alt var som før 1947. Og dog.
Den japanske kejser efter 30.april, 2019, hedder Naruhito. Naruhito er meget berejst, har mange gange været i Danmark og er en god ven af det danske kongehus. Problemet er blot, at han ikke har en søn, men en datter. Derfor begyndte i 2005 en lang politisk diskussion om, hvordan dette problem kunne løses. Hurtigt blev det kogt ned til en diskussion om den gamle løsning indtil 1947, skulle effektueres. Løsningen blev parkeret i 2012 og foreløbig er det kejserens bror; Akishino eller dennes søn, Hisahito, som er den næste tronarving – pt. Det er der mange som der er særdeles utilfredse med og nu skal i høre hvorfor!
Hvis den japanske regering skulle genoplive den ældgamle japanske tradition og kulturarv igennem 2600 år, så skulle både sidegrenene af kejserhuset og dermed også den gamle adel igen anerkendes – konstituelt. Japan ville så være den første nation i verden, som ”kørte historien baglæns” og officielt igen anerkendte adelsblod. Men det kunne også opfattes som et politisk statement af dimensioner overfor især USA og Kina. Det var man for 10-15 år siden ikke parate til, – men diskussionen fortsætter og den gamle kulturhistorie og -tradition vinder terræn.
I Japan er man meget pragmatisk og det afspejler sig også i arvefølgen til adelsfamilier og normalt kejserfamilien indtil 1947.
Du fødes i Shinto og bliver begravet buddhistisk. Religion er en personlig ting. Kejser Naruhitos mor er oprindelig katolik, men konverterede til Shintoismen da hun blev gift med Naruhitos far, Akihito, Japans kejser nummer 125. I Japan var man også meget pragmatisk mht. til arvinger til kejserhuset, fyrste- og lensfyrstehusene, adelshusene, samuraihusene, – ja alle familiehuse.
For at sikre egnede arvinger til slægtens overlevelse, var det kotyme og almindeligt, at kejseren og højadelen giftede sig politisk ”til høre hånd og hustru”, men også giftede sig af kærlighed til ”venstre hånd og officiel Maitresse”. Men ikke nok med det, kunne du også adoptere sønner og døtre, som dine egne børn. Havde du kun døtre, kunne du adoptere deres ægtemænd som dine sønner og derved kunne deres børn også blive arvinger af blodet. Dette skete også efter 1947, da de gamle fyrstehuse forberdte sig på, at den gamle uradel blev indført igen. De forventede ikke, at “Meiji adelen” blev indført igen, da den blev betragtet som et overstået politisk kapitel, altså som i bedste fald “livstidstitler” og ikke arvelige adelstitler.
Til forskel fra Europa og Danmark, så var alle børn af både hustru, maitresser og de forskellige adopterede, officielt anerkendte og ægtefødte børn, og den/de bedst egnede sønner kunne derfor arve Gods, guld, magt og adelstitler i både hovedlinier (Honké) som sidelinier (Bunké). F.eks. var Kejser nummer 123; Taisho (1912-1926), barn af kejseren og en officiel maitresse. På denne måde havde du både nok døtre til at sikre alliancer og nok sønner til at sikre slægtens overlevelse. Husk på, at krig, sygdomme og barselsseng var meget bekostelige i menneskeliv igennem historien.
Sådan var det ikke i Europa. Her var normalen, at det var ældste søn som arvede, uanset om han var egnet eller ikke. Kunne en arving ikke få børn, så er der mange uofficielle versioner om, at så trådte far, brødre eller anden “avlshingst” til. Ellers var det kun mandslinjen som kunne arve. Kun i sjældne tilfælde også i kvindelinjen.
I mange konge- og fyrstehuse var reglen, at kun fyrstehuse kunne gifte sig med hinanden og producere ægte og arveberettigede børn. Det medførte efter få hundrede år, at fætre og kusiner jævnligt blev gift med hinanden.
Vi ved alle i dag, at indavl er noget skidt for slægtens overlevelse. Genetisk reproduktion af nært beslægtede kan medføre både psykiske, som fysiske og mentale sygdomme. Det er ikke så godt for en enevælds konge med ubegrænset magt, – det er livsfarligt for undersåtter og naboer. Og når det har stået på i århundreder, bliver det blot værre og værre. Alle europæiske kongehuse har haft mange grelle eksempler, hvilket også gælder f.eks. det danske, engelske og spanske kongehus. Det skete også i Japans kejserhus.
Alle var godt klar over problemet. Man forsøgte at afhjælpe problemet og derfor blev især de mange af de talrige tyske lensfyrstehuse yndede ægteskabspartnere. Men nogle gange kom kærligheden i vejen. Et rigtig godt eksempel er dronning Victoria af UK, som giftede sig med sin egen tyske fætter, Albert på sin mors side. Først omkring anden verdenskrig ebbede “fætter-kusine-indavlsfesten” ud blandt de europæiske kongehuse. Både det danske, svenske, norske, hollandske, spanske kongehus har giftet sig af kærlighed og med ikke-adelige, det belgiske, engelske og japanske konge-/kejserhus har giftet sig med adelige, men også af kærlighed.
De forskellige europæiske fyrstehuse, benådede selv deres fortrolige med arvelige adelsbreve eller adelstitler. En adelstand under en enevældig konge med et samlet land, havde kun én adelsstand. Men det gjaldt ikke kejser- eller kongehuse som bestod af forbundsstater med selvstændige lensfyrster.
Dette gælder europæiske lande som Spanien, Italien og Tyskland. I Tyskland var der derfor både en kejserlig udnævnt adel og en lokal adelsstand udnævnt af én selvstændig fyrste, uanset om denne havde titel af konge, fyrste, storhertug, hertug eller fyrste-biskop.
National adel kontra lokal adel, skabte en del problemer om, hvem som var finest og havde forrang.
Løsningen i Spanien var, at der oprettedes titlen Grande som kun kunne benådes til en adelsmand af den spanske konge. Det betød kort, at selv en spansk Grande Baron, havde højere rangklasse end en lokal Hertug af f.eks. Castilien eller Catalonien.
I Tyskland blev der tilføjet ”Tysk-Romersk RIGS – fyrste, hertug eller greve” som adskilte de som havde sæde i det kejserlige rigsråd, ift. dem som ikke havde. I Danmark blev det tilføjelsen LENS – greve og baron. Mange Tysk-Romerske Rigsfyrsters fyrstedømme bestod jo ofte af flere underliggende selvstændige mindre lensfyrster og der med ”mindre forbundsfyrstedømmer” med Rigsfyrsten som talsmand og overhoved.
I 1864 bestod den tyske forbundsstat ialt af 35 selvstændige fyrstendømmer, som var en kraftig reduktion fra de over 1000 knapt 300 år tidligere. Det skabte også interessekonflikter, når f.eks den danske konge siden 1487 og den svenske konge siden 1648 også havde sæde i den tyske rigsdag, som tyske lensfyrster. Derfor reducerede man bestemmelsesretten således, at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver beslutning. Dog oprettedes der rigskredse, som var de regionale grupper af mindre lensfyrstedømmer inden for riget. Det var jo også svært at gå i krig mod ens egen rigsdag. Men det skete jo mod Danmark i både 1848-52 og i 1864.
Den japanske model kan sammenlignes med den tyske model med forbunds lensfyrstestater indtil 1884. Sammenligner vi befolkningstal fra “dengang” I 1873, så var Japans befolkningstal ca. 35 mio, der var ca. 31 mio i UK, ca. 38 mio i Frankrig, ca. 42 mio i USA, ca. 42 mio i Tyskland og i Danmark knap 2 mio.
Brutto National Produktet var BETYDELIGT mindre for alle landbrugs- og handelslande i 1600- og 1800-tallet, end det er i det kraftigt industrialiserede samfund i dag. Det højere BNP har for I-landende skabt velfærd og rigdom for langt flere i middel- og overklassen end det var tilfældet før. Det betyder også at hvis vi sammenligner et BNP i 1671 med købekraften i dag, bliver tallene langt mere imponerende, men også forståelige i nutiden.
Tallene er stadig imponerende for de fleste mennesker, men at sammenlige et Danmark med ca. 375.000 Tdr. Hartkorn og Japan med 26.000.000 Koku i 1671, med købekraften i dag, yder ikke fuld forståelse for, HVOR velhavende og hvad indkomsterne var DENGANG for adelen, og dermed den reelle købekraft DENGANG.
Men det kan vi belyse ved dette eksempel. Japan står i dag for ca. 8 % og Danmark for 0.5 % af hele verdens BNP. 10.000 koku står for ca. 8 mio. USD i “værdi” i dag. Men sammenligner vi med BNP i dag, så er 10.000 Koku ca. 0.4 % af Japan´s totale BNP i 1671. 0.4 % af Japans nuværende BNP svarer til 133 mia. DKK.!, hvilket så er udtryk for “købekraften idag”.
Det forklarer også mere logisk, hvordan en typisk Daimyo – japansk lensfyrste havde sin egen professionelle hær og kunne betale for den.
Under Tokugawa shogunatet (1603-1868) bestod en Daimyo´s hær typisk af Hatamoto samuraier (lensherre-lords – højere officerer) og Go-kenin (riddere, officerer), som var riddende som foldfolks samuraiér. De var alle fuldtids professionelle elite soldater, som ikke bestilte andet end at perfektionere deres krigskunst kompetencer. De var frygtindgydende elite krigere. Historien viser, at de var langt overlegne både de kinesiske, koreanske og Okinawa elitekrigere fra samtiden og ofte var 10:1 ikke noget problem. Det var noget særlige i verdenshistorien.
Især også da samuraier ikke kun var begrænset til mænd, men kvinder også forventedes at kunne forsvare hjemmet, forstå og være bushido – krigerens vej.. Der er utallige historier fra 1100 til 1868 med kvindelige samuraier, som deltog i slag på lige fod med de mandlige samuraier. Alle højadelskvinder var toptrænede samuraier med de bedste lærerkræfter, og derfor var der mange samuraikvinder eller samuraikvindekorps, som var særdeles frygtede på slagmarken. De var noget særligt i verdenshistorien.
For hver samurai, var der typisk omkring 6 ashigaru (fodfolkssoldater, som blev indkaldt når der var brug for dem og til løbende militær hærtræning. Det var oftest normalt, at en ashigaru kom igennem et fuldtid soldat forløb med en tjeneste på typisk 3-5 år.
En ashigaru var i modsætning til en samurai, normalt ikke flersporet i sine kampkunst kompetencer. De blev trænet flersporet nogle år, hvorefter de blev specialiseret. Specialerne var normalt spyd (yari) og musketter (skydevåben).
Efter endt tjeneste og optræning, forventedes det at Ashigaru soldaten vedligeholdt sin træning og fik udbygget og videreudviklet sine kompetencer “hver weekend”. I dag vil én ashigaru træning, være at sammenligne med en olympisk elitetræning, – men dengang var det almindelig træning og kompetenceniveau.
For en Ashigaru var det også en mulighed for social opstigning under krig, hvis han udmærkede sig. Han kunne stige til samurai klassen, som Go-kenin og Hatamoto. Nogle meget meget få blev Daimyo.
Det mest berømte tilfælde var Toyotomi Hideyoshi, som reelt var enevældig konge over hele Japan fra ca. 1583-1598, men ikke kunne få titlen Shogun fordi, at han ikke havde Seiwa Minamoto blod i årene. Han satte selv en stopper for, at nogen kunne gøre ham kunsten efter i mere 300 år.
Først 1884 skete det igen. Det var højpolitiske udnævnelser uden tidligere sidestykke igennem 2.600 år japansk historie.
Hvorfor? Fordi det var et regulært militærkup, som senere blev støttet af kejser Meiji på knap 15 år fra 1868.
Kejseren og hans hofadel Kuge så en mulighed for at få magten igen efter 800 år, og til det skulle de bruge nogle “muskler”. Det fik de i de fire store “Shogun fjende daimyo´s” fra det sydlige Japan; Shimazu (Satsuma), Nabeshima (Tosa), Mori (Choshu) og Yamauchi (Hizen), som så deres snit til at omstyrte det bestående Tokugawa Shogun dømme.
Det betød at næsten alle betydningsfulde Meiji regerings- og militærpositioner indtil 1912+´erne udelukkende blev besat af ovenstående. Da der var masser af nationale positioner som skulle besættes, betød dette at hele embedsmandsværket fra de fire lensfyrsters administration “blev ophøjet af kejseren” til at være på nationalt plan!
De skriver samtidig en ny tysk-preussisk inspireret forfatning i 1889, hvor kejseren er øverste guddommelige magt. Men det forventes absolut ikke, at han udøver den! Det skal nemlig gøres igennem kejserens øverste råd, kaldet Genro.
Genro består af 9 personer. Èn er Kuge (Hofadel), resten er lavadels (gentry) embedsmænd fra lensfyrsterdømmerne; Satsuma og Choshu, og de bestemmer hvem som skal være hvad, herunder premierminister i Japan og danne regering, – trods første frie valg i 1890 med et nyt under- og overhus.
Genro er de facto Japans sande magtinstans indtil Kejser Meiji dør i 1912. Den sidste Genro dør i 1940.
Det var en kæmpe omvæltning i Japan! De som blev anset som “udkants Japan”, blev lige pludselig enevældige magthavere.
Du kan sammenligne det med, at lige pludselig vendes der op og ned i Danmark. Udkants Danmark bestemmer! Åbenraa, Tønder, Ærø og Langeland kommuner bliver enevældige magthavere, støttet af Dronning Margrethe, – og diskret bakket op af England, Frankrig, Tyskland, USA og Ruslands militære kræfter. Alle de kommunale embedsmænd fra disse kommuner besætter alle de øverste civile som militære poster i Danmark.
De opretter samtidig en ny kongelig højadel, hvor de har lånt dronning Margrethes Danmarks stempel og de forfordeler ublu sig selv. Deres kommuners borgmestre bliver hertuger, kommunaldirektører bliver markiser, afdelingschefer bliver grever, sektionschefer bliver viscounts og kontorledere bliver baroner og alle i Genro bliver prinser! Sådan!
Da deres baggrund er embedsmænd, har de ikke nogen fornem familiehistorie og familieformue. Det er et stort problem, da en vis levestandard forventeligt følger med deres nye adelstitler. Men her har de uventet nogle super allierede; Kuge (Hofadelen).
Hofadelen har altid haft fine kejserlige adelstitler, men ingen penge. Så også her skal der findes en løsning, da Kuge selvfølgelig også vil have deres del af kagen. Så der skal findes en løsning, som skal passe til deres nye fine Meiji adelsstand.
De bevilger derfor sig selv en rigtig god og fed regeringsløn med mange benefits, såsom fri bolig, DSB og SAS-frikort, og de kan nu – ja, leve som “grever og baroner” med næsen i sky.
De har bare ét stort problem.
De anses ikke som rigtige adelsfolk af 99,9 % af Japans befolkning, uradelen som blev trynet, og kejseren.
Det viste sig at generationerne efter første adelstitel kreationen, ofte følte det samme, har senere videnskabelige undersøgelser vist. Det var og er heller ikke østlig og japansk skik og kulturtradition, hvor hovedfokus er på din slægts historie og æring af dine forfædre. Men det var brydningens tid, hvor Japan søgte vestlig inspiration og gik fra middelalder til supermagt i løbet af ganske få årtier.
Den nye Meiji adel fra 1884 -1947 opfattes derfor i Japan, som en “fake adel” – medmindre de faktisk er gammel adel.
Men det begyndte faktisk rigtigt lovende og fair.
I 1869 blev de to separate adelsklasser samlet i én adelsklasse; Kazoku. Hofadelen – Kuge bestod af 148 familier og krigeradelen; Daimyo lensfyrster, bestod af 288 familier og 33 shintoistiske og buddistiske “biskopper” som alle kom fra kejserfamilien. 469-adelsfamilier var nu én adelsklasse.
Det syntes alle adelsfamilierne var en acceptabel foranstaltning, når det ikke kunne være anderledes. Dertil havde alle de 469 “nye” Kazoku adelsfamilier stadig deres ældgamle kejserlige rangforordningstitler, baseret på deres familiers historiske bidrag til Japan igennem mange hundrede år og for nogle flere tusinde år.
Som tidligere nævnt, så fik alle hofadel Kuge familier meget høje titler som kompensation for lavere løn og formue, betalt af Kejseren. De boede flot i kejserens bygninger, men de fik ikke ret mange penge til at opretholde deres liv og forventninger til leveomkostninger.
Kugyo optegnelserne, som er listen over de kejserlige lønninger til Kuge viser, at langt de fleste fik 100-500 koku om året. Toppen var Konoe familien med 1.470 koku.
Det er i stærk kontrast til deres modpart, krigeradelen, hvor den lavest rangerende Daimyo lensfyrste havde mindst 10.000 koku om året og dertil masser af reel magt. Shogunen havde næsten 7.000.000 koku.
Til gengæld sørgede kejseren for, at Kuge oftest fik højere rangklasse end lensfyrsterne, inklusiv shogunen! Men i østen er ikke alt hvad det ser ud til at være!
Det var derfor vigtigt for kuge hofadelen, at de beholdt deres høje rangklasse, men nu også fik sikret en høj fast lønindkomst, – og derfor støttede de i første omgang den nye adel som blev indført i 1884. Alle kuge fik titlerne hertug, markis og greve, selvom de fleste før i tiden dårligt havde råd til “smør på brødet”, når alle udgifter var betalt. Men takket været de nye klækkelige løn støtteordninger og at kejseren “beordrede” dem til det, så var der her en hofadel som vandt stort på de nye “Genro” reformer.
“Ny Titel Taberne” var helt sikkert den gamle krigeradel; de 288 Daimyo lensfyrster. For de flestes vedkommende tjente de jo officielt Tokugawa shogunerne siden 1601, men de facto fungerede alle som “små konger” igennem 300 år med egen hær og lensdømme administration.
Alle var fra 1869 medlem af den samlede Kazoku højadel og alle havde kejserlige rangforordningstitler, – som oftest var lavere end kuge, selvom stamtræet var ligeså fint eller finere. Men alle var uden undtagelse temmeligt velhavende.
Som nye udnævnte guvernører for deres gamle lensdømme, fik de en løn på 10 % af lensdømmets hidtidige indtjening, efter alt var betalt fra 1869-1871. Senere fik de udstedt statsobligationer svarende til 5 gange deres lensdømmes koku årsindtjening med en forrentning på 5-8 % p.a. Det var en temmelig god forretning og rigtigt mange blev multimilliarderærer “overnight” i japanske statsobligationer. Dertil havde de fleste anseelige og mange fornuftige formuer i forvejen. Nogle var dog totalt forgældet. Så den nye økonomiske forordning faldt på et tørt sted. Disse penge var med til at starte den industrielle revolution i Japan, og derfor har rigtig mange af de gamle lensfyrste familier en særdeles magtfuld samfundsposition idag. F.eks. blev en forhenværende Lensfyrste i lige linie, Japans premierminister i 1994.
De helt store tabere var samuraiklassen (gentry), som var ca. 4 % af den japanske befolkning. De mistede deres koku indtjening, trods de fik japanske statsobligationer. Det var dog ikke særligt lukrativt og de fleste havde solgt dem for at overleve efter få års ejerskab.
I sommeren 1884 blev den nye Meiji højadel oprettet og kejserlig udnævnt. Der var mildest en meget kraftig forfordeling. Faktisk var forfordelingen så slem, at op til 70 % af alle nye adels titel kreationer fra 1884-1944 var helt nye adelspatent oprettelser med oprindelse fra de fire eks. Domæner og hofadel Kuge. 1/3 var fra Daimyo lensfyrsterne. Mere end 50 % af Daimyo lensfyrsterne fik ingen titler – De blev pludseligt ubetitlede Kazoku adel. Andre fik lavere Meiji titler end de officielle regler foreskrev. Det var især de lensfyrste familier som var Tokugawa Shogunens direkte og mest betroede lensfyrste vasaller. Nogle blev udnævnt til Meiji baroner, hvor de skulle have været Meiji Markiser eller Meiji Hertuger. Det var en del af det politiske spil, da disse Meiji adelstitler gav fast sæde i det nye; House of Lords. Men jo mere de “faldt til patten”, jo højere og hurtigere steg de i Meiji titler.
Men de fleste fik dog nogle af de nye Meiji titler efter nogle år i “skammekrogen”, – men havde samtidig de gamle kejserlige rangforordningstitler. Det skabte groteske situationer. Den sidste Shogun Tokugawa fik først en hertug titel i 1902! Det betød at han var Tokugawa familiens øverste klanoverhoved for adskillige meiji hertuger, meiji markiser, meiji grever osv, – men han havde ingen Meiji titel selv og skulle iflg “Genro” gå bagerst i kejserlige processioner, inklusiv sin egen familie, som han var overhoved for!
Men – det var sådan set ikke et problem for de gamle Daimyo lensfyrste familier, da de blot “fulgte strømmen for at overleve” og de havde en dyb foragt for de nye Meiji titler, hvilket iøvrigt kejser Meiji også selv havde! Dertil havde de stadig penge – rigtig mange penge, som blev investeret i opbygningen af det nye Japan. Især Kazoku uradelen før 1500-tallet (ca. 5-10 %) med oprindelse fra kejserfamiliens Seiwa-Genji og hoved kuge fra kejserfamilien Fujiwara, havde meget stor modstand. De fleste blev dog påtvunget de nye Meiji titler efter ordre fra Kejser Meiji for, at Genro kunne legitimere og kaste glans over de nye Meiji titler. Den gamle uradel følte de havde legitim ret til denne afstand, da de i tusinder af år havde tjent Japan og været med til at skabe op til 2.600 års historie, og den del stammede fra kejserfamilien og blev derfor anset som “halv guddommelige familier”. Derfor, anses Seiwa Genji Minamoto og Fujuwara Kuge som de fornemmeste familier og uradel i Japan idag. Du kan stadig idag opleve at blive behandlet som en “kongelig rockstjerne”, hvis du tilhører én af disse “halv guddommelige familier”, som der konstant bliver lavet film, TV-serier, video- og computerspil, forsket og skrevet om.
De nye Meiji titler var Genro – det kejserlige råds politiske håndværk, som de fleste efter 1947, kaldte; politisk motiveret makværk. Men de havde en vigtig medspiller; Kejseren. Det var stadig begrænset hvad han rent faktisk bestemte, men han blev det “lim og samlingspunkt”, som fik hele Meiji reformationen til at blive den succes på ultrakorttid, som den blev. Husk på at Japan gik fra middelalderen til den mest magtfulde nation i østen, som allerede efter 20 år kunne banke Korea og Kina, og i 1904 sænkede hele den russiske flåde!
SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”
Glæd jer – det kommer snart
Venligst log in for at se indhold