NB: Billederne er ikke fra selve stævnet men kun fra gradueringssessionen – men nyd de livsbekræftende billeder taget af David 🙂
Dagene er blevet lysere, foråret er på vej, og traditionen tro inviterede Shindenkan til forårsstævne i den forgangne weekend.
Allerede fra dagens begyndelse kunne vi mærke den stemning af fornyelse, som kendetegner foråret. Der var en masse nye ansigter til stævnet, og Kimu Sensei varslede, at dagen ville byde på en ny måde at træne på, hvor Kimu Sensei ville tage mere aktiv del i undervisningen, så elever på alle niveauer i Shindenkan kunne få direkte del i den viden, Kimu Sensei har fået gennem mange års træning med sine stormestre.
Stævnet var delt ind i flere sessioner over dagen, hvor alle – på tværs af alle bæltefarver – trænede det samme, blot med forskellige fokusområder. Det fantastiske er, at uanset hvor længe man har trænet, og hvor højt gradueret man er, er der altid mere at lære fra basisteknikker og den allerførste Kata. Det er simpelt og så alligevel så kompliceret, når ny viden tilføjes, og alle udfordres på den gode måde.
Og man må sige, at Kimu Sensei i den grad tog del i træningen. Mange nød at få vejledning, rettelser og ros direkte fra Kimu Sensei for første gang. Og særligt de yngste nød at se, at teknikkerne blev demonstreret på Jens Hansi-dai, der ellers altid er ham, der er den allerbedste.
For nogen var højdepunktet på dagen pauserne med dejlig kage. Og for de mange, der var til graduering, var højdepunktet helt sikkert, da de – efter at have vist deres kunnen – fik velfortjente streger eller nye bælter.
For os – som del af ledelsen i en lokalklub og som mangeårige medlemmer – var det fantastisk at opleve den fantastiske stemning, fællesskabet og hyggen, men også den nye viden og væksten i vores klubber.
Så selvom der var tale om en ny måde at holde stævne på, må vi konstatere, at det var en manifestation af Shindenkans motto: “Vi møder dig der, hvor du er, og tager dig med på en rejse”.