Den essentielle uddybende forklaring for den som vil
Empowerment i Shindenkan er et hovedmantra. At alle medlemmer har muligheden for at opfylde deres fulde potentiale.
Udfordringen er blot, at langt de færreste har dette ønske og motivation.
Sådan er det i dag, men sådan var det ikke i det gamle Japan før 1615, hvor motivationen til at opfylde dit fulde potentiale, ikke var et ønske eller valgmulighed, men et krav til din, din families, venners, kammeraters og lens område fysiske, emotionelle, psykiske, mentale og spirituelle overlevelse og frihed.
De fleste industrialiserede lande i dag, har ikke oplevet total krig siden 2.verdenskrigs afslutning i 1945.
Det er mere end 70 år og flere generationer siden, og fakta er, at det er en normalitet for næsten alle mennesker, at de kun udvikler og forandre sig, hvis de bliver tvunget af forskellige ydre som indre omstændigheder.
Sådan har det været i tusinder af år, men det betyder også, at jo større forandring og udvikling, kræver større pres fra ydre til indre omstændigheder.
Det er beskrevet af mange af psykiatriens som psykologiens fremmeste indenfor dette fagfelt de sidste 100 år, men også af mange græske, romerske og andre filosoffer igennem tusinder af år.
For snart 30 år siden var jeg på min første træningslejr i Japan, – som eneste elev på holdet. Underviserne var japanske kampkunst stormestre. Jeg kom til Japan som ingeniørstuderende og ubesejret “champ” i kamp. I sportskampe havde jeg aldrig haft en sportsfrikamp som havde varet mere end 10 sekunder, før jeg havde besejret min modstander og havde aldrig mødt én som var hurtigere end mig. Jeg havde dog “tabt” med vilje nogle point, hvilket jeg selv var meget stolt over, og yndede at fortælle om i “al fortrolighed ved lejrbålet” og nød tilkendegivelser på “storsindethed, næstekærlighed, champ´agtig” og mere ned af den boldgade.
Indenfor den første time af træningslejren, havde jeg oplevet ikke at kunne nå at parere ét eneste angreb. Ikke ét eneste af mine angreb blev pareret,da de ikke var værd at spilde tid på at parere, blive kastet uden at blive rørt og energisuget til kollaps, plus flere andre “mærkværdigheder” som jeg ikke kunne få helt passet ind i min ingeniørhjerne. Dertil havde jeg lidt ét giga ego knæk!, som jeg i dag ved kun de færreste kunne rejse sig fra. Det kommer jeg senere uddybende ind på.
I første lektion som varede 3 timer, havde jeg lykkedes med præcis 0,00 teknikker. Det var som at komme fra børnehaveklassen, men blive undervist på PHd niveau, og så samtidig få at vide at stormestrene, at teknikkerne blot var banale begynderteknikker og total basis! for en Budo udøver som kendte sig selv 100 %.. Selvfølgelig – Alt selvfølgelig i en venlig og respektfuld tone og atmosfære.
Lad mig sige det på den måde, at jeg ikke var meget værd til frokosten og følte mig sådan ca. et knappenåls hoved høj.
Det meget til forskel til ankomsten aftenen før, hvor jeg i ét af stormestrenes private hjem, hvor jeg blev indlogeret, blev præsenteret som “Kimu Tenno (Lord)” fra en af Japans mest berømte urhøjadels slægter.
Det resulterede i, at stormesterens moder, Keiko på 87 år, kastede sig ned på gulvet i entreen, hvilket betød at alle andre end jeg, kastede sig ned på gulvet i et vedvarende seiza buk, som i en Akira Kurosawa samurai film. Jeg synes det var meget pinligt og uventet, men vidste godt hvad der var forventet af mig.
Til frokosten blev jeg spurgt af de tre kampkunst stormestre, hvordan jeg havde det. Jeg var ærlig og fortalte det.
Jeg fik at vide at jeg var alt for stærk og hellere skulle lære at være svag, for så var jeg rigtig stærk!. Øh, det forstod jeg ikke rigtig. Hvordan kunne jeg være alt for stærk, når jeg lige havde oplevet 3 timers total ydmygende undervisning og i mine øjne havde fejlet og skuffet maksimalt. Både mig selv, men i mine øjne også stormestrene, da jeg jo var eneste elev, hvilket var meget usædvanligt i Japan og Kina.
De kunne godt se at jeg ikke forstod dette, som jeg synes var direkte selvmodsigende. De sagde det var meget enkelt. Hvis jeg kun var stærk, ville jeg ikke kende til svag, og hvis der ikke var balance imellem stærk og svag, så ville jeg jo slet ikke vide, hvad der var hvad!.
Og sådan fortsatte forklaringerne og jeg forstod ikke en meter, eller rettere sagt essensen af hvad de sagde. Indtil de sagde om jeg gav op.
Her reagerede jeg instinktivt og sagde NEJ!.
De spurgte om jeg var helt sikker og det kunne jeg bekræfte, da jeg vidste jeg aldrig ville få sådan en chance igen i mit liv, at træne med de absolut bedste Budo og Bujutsu stormestre i verden fra både Japan og Kina i nær fremtid, hvis jeg lykkedes.
De fleste vil sige at forløbet af den efterfølgende træningslejr var komplet umenneskelig og yderst brutal.
Og da jeg var hjemme hos min japanske familie igen i Tottori, så havde jeg da også muskelspasmer, store blå områder på min krop og nogle forstuvninger.
Men vigtigst af alt for mig, havde jeg på intet tidspunkt opgivet og jeg forstod på en instinktiv og udefinerbar fornemmelse, at Budo og Bujutsu vejen ville være en meget hård og kompromisløs træningsvej. Det har den havde været for alle de andre igennem tusind år, som havde opfyldt vejen til deres fulde potentiale.
Da jeg efterfølgende blev tilbagekaldt til Tokyo til endnu en speciel træningslejr med mig som eneste elev, var der noget dybt inde i mig som bare var faldet i hak og fundet sin rette hylde. Jeg forstod noget som jeg ikke havde forstået før.
Denne træningslejr forløb helt anderledes end den første, og til min overraskelse blev jeg gradueret JODEN (4.dan Yashin Mon.Yakami no Taijutsu) og til stormestrenes overraskelse men glæde, bestod jeg også min mesterlicens i meditation og ki, under en japansk meditationsstormester, som også var kejserlig og regeringsudnævnt; National Treasure. En mesterlicens jeg slet ikke var klar over at jeg var oppe til.
Ni år senere havde jeg syv af mine Shindenkan instruktører med på en succesfuld træningslejr i Japan, og jeg var netop efter en opvisning i Fukushima blevet udnævnt til SODENKE SHIHAN, Menkyo Kaiden foran et større publikum og amtsdignitarer.
Menkyo Kaiden er Bujutsu og Budo stormester / 8-10.dan og betyder “Initiated master of all the Martial Arts”.
En Densho grad jeg bestod i 1996 efter en intens træningsler med en del kampkunst stormestre, men i 1998 bestod jeg SODENKE titlen, som betyder noget i retning af “Næste generations stormester – egen system linie under det mere end 1.000 år gamle Yashin Mon. Yakami no Taijutsu kampkunstsystem.
I en stille stund efter en overdådig “samurai” udendørs bålmiddag, talte jeg igen med to af stormestrene fra 1989, men nu som ligeværdige i Budo og Bujutsu. Da vi havde fået noget japansk risvin (saké) mindedes de min første træningslejr i Japan.
De sagde at 99,999% af sortbælte kampsportsudøvere ville have givet op efter de første tre timers ego ydmygelser. Men de godt vidste med min baggrund, at jeg aldrig ville give op efter første del.
Men de havde 100 % forventet at jeg ville give op hurtigt under anden del, da de aldrig i deres liv har set en kampsportsudøver modtage så mange bank, blive så meget ydmyget. være mere bevidstløs af smerter af de udførte teknikker end vågen under hele den tre dages intensive træningslejr fra tidlig morgen til nat, og alligevel blive ved.
Her påstod de, at 99,999999% ville have givet op hurtigt og de faktisk aldrig nogensinde havde oplevet eller hørt noget lignende før eller siden.
Deres ord var ikke noget jeg var stolt af – tværtimod!. Vi vidste nemlig alle tre sandheden.
Grunden til alle mine bank, blå mærker, forstuvninger, besvimelser ikke var heltemodigt, men bundede i et GIGA OPBLÆST EGO, – og for mange film, bøger, vandrehistorier og misforståelser omkring Budo og Bujutsu og hvad der forventes som elev og som mester.
Denne ydre og på overfladen hårde eksekvering og afvikling af træningslejren, var slet ikke nødvendig, men udsprang af mit giga opblæste ego.
Eksekveringen af træningslejren kunne havde været fredfyldt, uden modstand og kærligt, i stedet for i brutal, konfronterende, smertefuld og lidende kamp, bulder og brag, med efterfølgende selvmedlidenhed og egoløgne historier.
Et hurtigt, dybt og indforstået blik imellem os tre stormestre bekræftede, at vi alle tre havde været på denne helt normale livsvej og livssyn, men det var alle tre lykkedes os, at erkende dette faktum i søgen for at opfylde vores fulde potentiale,- set med kampkunst øjne og formål.
Alle kampsportsudøvere under densho grad Menkyo, er hvidbælter
“Alle kampsportsudøvere under densho grad Menkyo, er hvidbælter!”, har SST hver gang erklæret under træningslejre i Danmark siden 1967.
Først i 1994, da jeg selv blev Menkyo, forstod jeg betydningen af det sagte ord, og indtil da var jeg som alle andre fortørnet og forurettet over denne meget arrogante og nedladende udtalelse om alle kampsportsudøvere.
Densho graden Menkyo betyder “Master of all the Martial arts” og er en flersporet altomfattede grad. Yamana Samurai
Firkantet betyder den “Kend dig selv”. Eller rettere sagt “Erkend dig selv på godt og ondt – 100 %”. Menkyo graden modsvare typisk graden 7-8.dan, sort bælte, flersporet Yakami Shinsei-ryu og mange flere dan i enkeltsporet kampsport.
Densho Menkyo graden er en kampkunstgrad efter samme bedømmelseskriterier de sidste 600 år. Det er DAN og KYU grader ikke. Det variere lige fra “træk i automaten” til et ærligt forsøg på opdeling af en densho grad til flere DAN grader.
Med ovenstående forklaring vil det give en mening for de fleste kampsportsudøvere, hvad SST erklærede til hver træningslejr i Danmark, – og mange andre kampkunststormestre i Kina og Japan har erklæret løbende: Dette er ikke kun begrænset til kampkunstens stormestre, men til stormestre indenfor alle livskunstens erkendelsesveje, både i vesten som i østen og igennem flere tusinde år.
De færreste knækker psykisk på en varm sommerdag på stranden. De fleste knækker først psykisk under pres.
Under de forskellige former for pres er, hvor mennesker viser deres sande jeg, – dvs. der hvor de er nu i deres erkendelsesproces på deres vej og livscyklus.
Mennesker forandrer og udvikler sig normalt mest, når de er tvungent til det, og mennesker har en generel tendens til at gøre det nemmest for dem selv.
Men store personlige livsbegivenheder, som barndomssvigt, børn, ægteskab, skilsmisse, dødsfald, nyt job, mistet job osv., tvinger de fleste mennesker til enten at udvikle sig eller gøre det modsatte, alt afhængig hvor de er i deres erkendelses- og adfærdsproces i deres liv.
De færreste mennesker giver sig i kast med en livslang bevidst og målrettet selverkendelsesproces.
Det sker mest under ferie og stille stunder eller markant under alvorlige sygdomsforløb, livsbegivenheder og efter pensionering.
Nogle venter ikke, men opsøger aktivt at tage med på en rejse med 100 % kontrol og kun så længe de er motiveret til dette.
Her er Shindenkan et rigtig godt eksempel. Shindenkan afspejler samfundet og dens evige skiftende strømninger.
Men Shindenkan afspejler også en 1000 år gammel gennemprøvet værktøjskasse til at lære dig selv at kende igennem kampsporten Yakami Shinsei-ryu med KYU og DAN grader.
Når du begynder på de ældgamle densho grader, så går du i fodsporene på de gamle samurai elite krigere og deres stigende kompetencer og kundskaber.
Hvis du når densho graden Menkyo og videre, hvor du går fra at kende dig selv til at kende andre igennem dig selv. Dette er kampkunstens vej.
Fokus er nu på densho grader, da DAN grader har udspillet sin ego rolle. Dette er min vej og kan også blive din.
Virkelighedens verden og egen skabte verdener
Et kampsportssystems overlevelse er ofte modsat kravene for et kampkunstsystems overlevelse.
Et kampkunst systems overlevelse er 100 % baseret på intakt videre førsel af en århundrede eller årtusind gammel værktøjskasse og det kan kun budo og bujutsu stormestre fra og med densho graden Menkyo Kaiden.
Sådan er det ikke nødvendigvis for et kampsportsystems overlevelse, Men det afhænger af om skaberen af kampsportsystemet er lokalt, nationalt eller internationalt begrænset.
Kampsportsystemer som Judo, Kendo, Taekwondo, Wushu osv har sin oprindelse i kampkunstsystemerne, men blev udbredt meget succesfuldt internationalt ved at blive kampsportsystemer.
Judoén grundlægger, Dr.Kano udtalte også smertefuldt, at aldrig havde hans Judo system nået et så kompetencemæssig lavpunkt, da Judo blev den største internationale kampsport succes nogensinde.
Dr.Kano løste problemet som mange andre vha. 99,999999% problematikken. Kun de som virkelig ville, gik kampkunstens vej og de var meget få.
Èn af den japanske karate´s grundlæggere, Dr. Gishin Funakoshi tog også konsekvensen af forskellen imellem kampsport og kampkunst, og graduerede derfor aldrig selv udøvere i hans Shotokan system mere, end 5.dan, sort bælte.
Det modsvare densho graden OKUDEN, som er densho graden FØR MENKYO, som er den første rigtige kampkunstgrad, og i øvrigt den grad Funakoshi selv modtog da han blev sendt fra Okinawa til Japan for at udbrede karaten i 1922.
Andre af Funakoshi´s elever, har så gradueret op til 10.dan, sort bælte.
Funakoshi og Kano var i øvrigt venner og trænede hos hinanden. Sådan gjorde kampkunstmestre dengang og i dag. Det handler om essensen i kunsten og ikke giga ego´er.
Idag er det er sjældent at kampsportsmestre, mestre mere end deres egen kampsports system.
De udsætter sig ikke for risikoén ved at fejle og lære udenfor egen kontrol og andedam.
En Kampkunstmester mester altid adskillige kampkunstsystemer.
Det er en væsentlig forskel, simpelt og kompliceret.
Kampsportens internationale udvikling- 2.verdenskrigs sønderbombede ruiner
Enhver som har lyst kan etablere en forening. I dag kan også enhver etablere deres eget kampsportssystem.
I Japan skete det især efter anden verdenskrig, hvor de amerikanske og allierede sejrherrer diktererede Japans nye grundlov i 1947, som vendte op og ned på det japanske samfund.
Der var stor fattigdom i Japan, men rigtig mange udenlandske soldater, som i deres indstillings natur og profession havde stor interesse i den japanske krigerkultur.
Efterspørgslen steg derfor og efterspørgslen oversteg udbuddet.
Markedsmekanismerne gjorde en stor indsats for lynhurtigt at balancere dette, da dette kunne sikre overlevelse og penge.
Det gik derfor også ud over kvaliteten og kompetencerne.
Men det medførte at millioner af udenlandske soldater spredte budskabet, at alle japanere kunne karate, Judo, Jujutsu, Kendo osv.
Det var selvfølgelig meget langt fra sandt, men de vidste jo heller ikke bedre, når de ikke kendte forskel på den ægte vare og spørgsmål om “Overlevelse, bazar og kinesiske hestemarkeder”.
Mere end 6 millioner japanske soldater var vendt hjem som arbejdsløse og et sønderbombet land, og periodevis op til 400.000 amerikanske soldater og op til 50.000 britiske, australske og new zealandske soldater, havde en sulten interesse for at lære kampsport, før de skulle hjem igen.
Og den efterspørgsel blev indfriet og solgt godt af de japanske, kinesiske og koreanske udbydere af kampsport.
Og soldaterne var ligeglade og de spredte salgsbudskaberne når de skulle fortælle alle “soldaterhistorierne” om deres tid i Japan. Og gu ve om de historier ikke blev bedre og bedre med årene :-).
Men der skete også en hurtig etablering af japansk kampsport rundt omkring i verden, senere understøttet af udsendte japanske instruktører i 1950´erne og 60´erne.
Det passer også godt med vores egen Shindenkan historie; Kodosokukai Gensei-ryu Karate-do kom til Europa og Danmark i 1967, og Yashin Mon. Yakami no Taijutsu i 1989.
Men det betød også, at markedsmekanismerne igen gjorde sit indtog.
Dette gjaldt også Danmark.
I 70´erne blev de første danske kampsportssystemer lanceret af danske udøvere med 5-15 års træning i forskellig og stærkt variende kompetence kvalitet som udgangspunkt, hvor deres instruktørers grad ofte ikke var højere end de/den første Dan grader.
Da der ikke er en international eller national regulering af DAN (Sort bælter) og KYU (Farvede bælter) grader, så graduerede disse instruktører ofte sig selv, fik forenings bestyrelsens til det, eller én eller anden mere eller mindre dubiøs person fra udlandet.
Ofte påstod disse nye egen etablerede kampsportssystemer, at de havde deres oprindelse i Japanske eller kinesiske munkeklostre eller krigerklaner.
Hvilket ved nærmere undersøgelser ikke kunne holde vand, da verden i kraft af den internationale flytrafik og internettet, hurtigt blev mindre og mindre.
Mange følte sig bedraget i den tid, og mange bliver fortsat bedraget, men nu er det “oplyst bedraget” pga. internettet.
Men det har ikke forhindret flere danske kampsportssystemer i at komme og gå.
Fælles for næsten dem alle er en eminent markedsføring, fremhævelse af sig selv og eget system og nedgøring af de traditionelle systemer som HAR en historie med indhold, og en mere eller mindre løs forbindelse med fagområder, som folk generelt anser som sejt.
Dertil også en klingende fornemmelse for de forskellige efterspørgsel behov, der er opstået med tiden; Kong-fu, Ninjutsu, superhelte og menneskers angst for overgreb I en voldelig usikker verden.
Én finger peger frem og tre peger mod dig selv
Når jeg peger på dette, må jeg også pege på mig selv. Jeg har også igennem årene ufrivilligt skabt adskillige “giga ego soker og Sensei´s ” som mere eller mindre succesfuldt har etableret deres eget kampsportssystem i en landsdel, kommune eller land.
Efter 30 år, har Jeg konkluderet, at det ikke kan undgås, da det er menneskers natur af forskellige årsager og samvittigheds niveau.
Hvert år oplever Shindenkan også forskellige grader af selvbestaltede “Soke & Sensei” tendenser blandt både sort og brunbælte gruppen, men også lokale chefinstruktører igennem tiden.
Der er selvfølgelig politik i alle større demokratiske sportsorganisationer som Shindenkan.
Men i honbu er det ikke hvad du siger du kan, som er afgørende, men hvad du reelt kan, – for det afsløres ret hurtigt i en dojo.
Derfor vælger nogle at forlade Shindenkan, da de så ikke kan afsløres og ingen konkurrence har i kompetencer og kan stå uimodsagt om deres opnåede kompetencer og kunnen, – og som helt i deres egen film mesterværk.
Shindenkan har 50 års historie i Danmark og i 50 år har det næsten altid været instruktører med udgangspunkt fra specielt én region i Danmark, som har haft stort behov for “giga ego Soke og Sensei” drømmene og føre disse ud i livet, som helte i deres egen filmmesterværk, og de skyer ingen midler. Men nogle har fået succes.
Vi har faktisk undersøgt hvorfor det er sådan og hvad årsagen har været.
Hvorfor lige netop den region af Sjælland, har vi faktisk ikke fundet ud af – måske er det noget undertrykt lokal kulturelt? eller så er der meget underliggende skjult I den region?.
Men vi har de sidste 10 år været meget åbne om det – og alligevel sker det alligevel.
Men vi har fundet ud af hvad der er årsagen til, at nogle gerne vil køre autonomt i det halvskjulte, men under Shindenkan paraplyen og Shindenkans trygge internationale garanti for kampsports kompetencer.
50 % er det primært deres hustru/kæreste, og sekundært lokal støtters ambitioner, forventninger, egeninteresser og pres.
50 % deres eget ego behov, hvor de altid selv er helten i deres egenskabte univers og kongerige, i stedet for fællesskabets behov og ansvaret for eget og andres liv i den virkelige verden. De ønsker at stå u imodsagt og ikke udsætte sig for risiko, som kan ødelægge deres eget selvbillede, som oftest sker på bekosning af andre mennesker – deres nærmeste venner og elever igennem mange år.
Motivationen, selvbedraget, dobbeltspillet og argumenterne er oftest surrealistisk og uden for pædagoisk rækkevidde, vil langt de fleste mene. Det kan være ganske skræmmende efter at have trænet en instruktør – og ven igennem rigtig mange år, pludselig forandre 100 % personlighed, som ikke skyer nogle midler. Det kan være ganske hårdt og ubarmhjertigt. Men det er desværre virkeligheden og livet.
Det oplever vi desværre når instruktører når det første eget fastsatte ego loft for indvendigt pres, og melder deres sande ansigt og intention ud i det offentlige rum efter rigtig mange års lydhør og hengiven undervisning.
Ego loftet er der hvor offeromkostningen bliver for høj dvs. kravene banker på døren til risikoen for, at fejle og ødelægge sit opbyggede selvbeskyttende egenbillede oftest fra barndommen af. Det betyder at kravene er, at du skal se på dig selv som du er og acceptere dette. I Shindenkan kalder vi dette for “BURT”.
Det kan være lige fra, at ville graduere sig selv, lave deres eget system i systemet, specielle særregler for dem, deres børn, “hof”, mig mig MIG, til det mange vil betegne som “landsforrædderi”, egocentrisk hævngerrighed over ikke at få sin kongevilje og de mest nederdrægtige ting du kan forestille dig og mere til.
Men det er sket før og det vil ske igen, men vi er blevet bedre til at spotte det med rettidigt omhu og tage forholdsregler, som oftest omfatter at passe på de implicerede imod dem selv, dem selv mod deres familie, på os selv og på Shindenkan.
Virkeligheden og sandheden kontra selvskabte heltefilm
Nu vil du stille spørgsmålet hvorfor?. Men måske har du allerede gættet rigtig, hvis du tænker på min egen forhistorie og hvorfor denne kom med.
I rigtig mange år troede jeg at alle kunne gøre som jeg og blive Menkyo Kaiden “Initiated master of all the Martial arts”. Det tror jeg som udgangspunkt stadig på.
Det havde aldrig været nemmere og med større muligheder, da der nu er en fuld uddannet traditionel kampkunststormester i japansk og kinesisk Budo og bujutsu i Danmark og Europa. Og man ikke som jeg havde behøvet, at rejse til Japan og Kina for at blive uddannet, udviklet og trænet i de årtusind år gamle teknikker og værktøjskasse. Det hele lå jo lige pludselig på den anden side af gaden!.
Jeg havde store planer om at gøre det muligt for alle som gerne ville dette.
Men sådan er virkeligheden bare ikke og sådan gik det bare ikke.
I dag har jeg uddannet siden 1989 følgende Densho; Én OKUDEN, Tre JODEN og nogle CHUDEN OG SHODEN i Yakami Shinsei-ryu. Det er 3-6.dan, flersporet sort bælte og 4-7.dan i enkeltsporet karate-do.
Indenfor kampsport er det jo en giga succes og faktisk det højeste samlede kompetenceniveau i Shindenkan igennem de sidste 50 år!.
Men set med kampkunst system øjne, er det en katastrofe, da der ingen MENKYO er, som er første grad indenfor kampkunst.
Det er først ved Menkyo er, at du vælger at være konstant, lidt firkantet udtryk “At du gør som du siger og siger som du gør – altid”.
Som jeg plejer at sige til chef- og vicechefinstruktørerne og sortbælte holdet, så kan du først være konstant, når du kender dig selv på godt og ondt – 100 %.
Indtil da må du køre op og ned i helårs, halvårs eller kvartalscyklusser, – og så bliver det ekstra udfordrende at skabe progression og udvikling for en Okuden eller Joden på vej mod Menkyo, når forudsætningen er at eleven konstant er på vejen – DO.
Jeg selv fik én chance.
Enten var jeg god nok eller så var jeg ikke. Der blev givet én chance og sådan har det været i 1.000 år.
Stormestrenes sammenligning af 99.999999 % betyder at 1 ud af 1 million kampsportsudøvere bliver Menkyo Kaiden – Kampkunst stormester.
Det tal har jeg aldrig ville erkende, men kæmpet imod denne stormester sandhed og statistik de sidste 30 år. Jeg har altid troet på, at alle kunne blive Menkyo, Kaiden eller Menkyo Kaiden, HVIS de gerne VIL.
Problemet er bare at de færreste gerne VIL, når det kommer til stykket og illusions egopresset bliver for stort. Men ALLE kan hvis de VIL.
Problemet er bare, at alle siger de vil, men når illusionspresset på egoét bliver for stort, så kan de alligevel ikke. Men forventer stadig chance nr 9999.
Menneskers ego og mindreværd gør, at de fleste gør det nemmest for dem selv, både ekspansivt som destruktivt – Yin/Yang.
De fleste kan ikke lide at blive bedømt eller sætte dem selv i en situation hvor de kan fejle, fordi deres selvskabte illusioner kan briste.
Men hvordan kan du så lære af fortiden og andre generationers erfaringer og læringer?. Er det livets hemmelighed?. Gentagelser på gentagelser?. En evig ring?.
Men her kan Shindenkan hjælpe dig. Da Shindenkan tager dig med på en rejse, opbygger og støtter dig, giver dig selvtillid og øget selvværd, – hvis du vil dette.
POMW og SHIELD KISS projektet har bevist, at vi netop tør at sætte os i situationer, hvor vi kan fejle big time, for at bevise vores essentielle metodikker, teknikker og menneskelige indsigt, kompetencer, som åbenlyst viser at vi tør fejle, men ikke gør det. Hvor mange andre tør og gør det?.
Er det fordi vores oprindelse er sand kampkunst og af dette kommer at kende sig selv og sit eget selv værd?
Det andet praktiske skisma
NKT – National Kompetencetræning i Honbu regi, blev indført i sidste sæson 2016-2017 og blev en kæmpe succes. Det åbenbarede alle vores pensumkompetencer og de fleste blev temmelig overrasket over, hvor meget de egentlig kan!.
Det medførte en indre stolthed og praktisk forståelse for Yakami Shinsei-ryu flersporede fagkompetencer og værdier, – og vi IKKE er som andre enkeltsporede kampsportsystemer.
Denne faglige stolthed, – sammen med en flot KataFIT krop, har gjort hurtig underværker for de fleste. Vi har spunget års informationer og kommunikationer over ved dette tiltag. Det kan vi være meget stolte af som organisation og individuelt!
Især sortbælte holdet og Brunbælte holdet har taget godt imod NKT med kyshånd og har en meget høj fremmøde procent for de 6 + 6 lokale som nationale NKT træninger, som bliver afviklet som under en kompetence opvisning.
To timers uafbrudt bevæbnet våbenopvisning i kenjutsu (sværd), Kotachi (lang kniv), Jo (lang stav) og Iai (hurtig træk med blank våben sværd), eller to timers uafbrudt ubevæbnet opvisning indenfor Jujutsu (faldteknik, kast, låse, gulvteknik og nervepunkter), Hsingi (kinesisk boksning), og Task Fight (fra pointkamp til fuldkontakt nærkamp).
Det er et temmeligt imponerende skue!, – og så er det endda “blot” til 1.dan Yakami Shinsei-ryu, 2.dan BKK.
Vi kan med rette være stolte af os selv og vores 1.000 årige arv.
Udfordringen er så blot, at især TG1, TG2 og nogle TG3, dvs. 9.kyu til 3.kyu, ikke altid prioritere de 6 + 6 lokale som nationale NKT, og dermed hurtigt får en lavere fremmødeprocent og dermed stor usikkerhed i vedligeholdelsen af pensum kompetencekurserne.
Det har den åbenlyse konsekvens i nær fremtid er, at vi vil se mange shindenkanere dumpe til TG3+ gradueringer og måske ligefrem give op, da det bliver for uoverskueligt for dem.
Det bliver hurtigt et voksende destruktivt problem, eller en udfordring.
Her har vi valget imellem at lade stå til og sige det er folks eget ansvar, eller med rettidigt omhu gøre noget ved det.
Det er Shindenkans værdisæt og motto “Plads til alle, eliten som motionisten” og alle uden undtagelse har brug for en opmuntring og støtte på et tidspunkt.
Derfor er der indført en formel stopprøve i gradueringsforløbet til TG3+ og derfor er der indført en konstant og formel understøttende trænings og undervisningstruktur ifa OBC kurserne.
Det tredie praktiske skisma
Et andet problem er det uforholdsvis store og årelange ressourceforbrug indenfor både økonomi, finansiering og 24-7 undervisningsressourcer under RRCamps, stævner og i det daglige ledelsesarbejde.
Det er udfordrende at skabe fremdrift og udvikling efter en strategiplan2021, når du aldrig ved, hvilke ledelsesmæssige ressourcer du har rådighed over, og om disse kører på 100 % kraft, 50 % eller 1 % kraft.
Det kan du gøre over en kortere tidsperiode, men det er ikke hensigtsmæssigt år efter år, når det er kun er én konstant ressource, som forventes står til rådighed 24-7 og skal holde ledere oppe når de er nede og sætte turbo og fremdrift på, når de er oppe.
Derfor er der nu blot fire årlige kvartals RRCamps for TG5+ og yderligere to halvårlige RRCamps for TG6+. Det burde være nok og passer også rigtig godt til familien og andre forpligtigelser.
Shindenkan er nu en kampsportsorganisation, men skal også i fremtiden være en rigtig kampkunstorganisation med flere medlemmer,- end Yamana-Itotani Sensei.
Bredden er blevet tilgodeset og det har medført en giga succes som sjældent er set på den internationale kampsports scene, men elitært mangler vi det oprindelige ben – kilden og oprindelsen, som skal sikre overlevelsen til de fremtidige generationer og den fortsatte udvikling til gavn for samfundet og verden som helhed.
Shindenkans motto er ; Plads til alle, – eliten som motionisten.
Inspireret af den succesfulde trin 1 til trin 5, så er eneste løsning derfor, at skabe en understøttende undervisnings- og træningsstruktur, som ikke kun understøtter gradueringer op til 3-6.dan, flersporet sort bælte og 4-7.dan i enkeltsporet karate-do, men også 8-10.dan flersporet og enkeltsporet, og vigtigst af alt, Densho grader fra Menkyo, Kaiden og Menkyo Kaiden.
Vi skal sikre fremtiden og tage vores medlemmer på en så lang rejse som mulig.
Det fjerde praktiske skisma
Vi har hidtil været rigtig gode til at hylde og respektere vores helte og heltinder i alle aldre, som gør en stor ekstra indsats, som de fleste andre tager for givet.
Dette markant igennem Kohaku-jin og Guld IRIS koncepterne.
Trin 1 til trin 5 har lagt op til, at vi også skal til i højere grad og markere, at hylde og vise hovedinstruktørers funktion som rollemodelller, – end nødvendigvis deres kampsportsgrad.
Da det i denne kampsports verden og indstilling er sådan, at kampsportsinstruktører har vekslende livscyklusser og egenopfattelser af egen værdi og indsats.
Men således at livet og Shindenkan toget kører videre, selvom de selv sætter sig på bænken i et stykke tid, eller holder pause i en årrække.
Dette betyder at andre instruktører tager over, – og hidtil har de næste i rækken tydeligt understreget, at Shindenkans topleder støtte- og supportnetværk, RRCamps-, instruktør-, og Sortbælte undervisninger og uddannelser er yderst succes- og værdifulde leder uddannelser.
Derfor er det næste naturlige trin i kampsportsorganisationen Shindenkan, at indlednings- og afslutningsopstillingerne på række (line-up), nu også primært afspejler den nationale og/eller lokal funktion, indsats og indflydelse, og derefter grad.
Det betyder pr. 1.august, 2017 ved line-up – nationalt som lokalt;
- At alle honbu udnævnte chefinstruktører efter grad, står først.
- Dernæst honbu udnævnte Vicechefinstruktører efter grad.
- Derefter Honbu udnævnte specialinstruktører,benævnt Sr.Instruktører efter grad,
- Og derefter alle andre efter grad.
Det betyder i praksis, at der ingen ændringer er for Shindenkanere under 1.dan, Yakami Shinsei-ryu, 2.dan BBK, Sort Bælte. Her er line-up som det altid har været – efter grad.
På denne nye måde, vil line-up være ændret fra et statisk til et dynamisk værktøj og diskret signalværdi på både den korte som lange bane, som alle hurtigt og nemt kan danne sig et overblik med.
Det betyder, at når gamle sortbælte instruktører som kommer tilbage af den ene eller anden årsag, først vil opleve denne simple “Ego og indstillingstest”.
Hvis deres ego kan klare dette over tid og de indhenter de fagkompetencer som svare til deres Yakami Shinsei-grad på lige fod med alle andre til enhver tid, kan de også kvalificere sig som alle andre til ledende hovedinstruktør poster igen.
Det er fair for alle, en klar forventningsafstemning og det minimere ressourcespildet for de få ledende hovedinstruktør kræfter.
Det er en Win-Win efter Shindenkans værdisæt og Strategiplan 2021. Som trin 5 siger “Udvikling efter indsats – More Fun!”
I kampkunstorganisationen Shindenkan, vil det fortsat traditionelt være efter grad.
Jeg har stor forventning til at denne understøttende initiativ for alle – en Win-Win, vil blive en giga stor success for alle. På forhånd TAK
