Af Helene Grønfeldt, 4.kyu Yakami Shinsei-ryu, 3.kyu Bujutsu Kodosoku-kai Jikitai Karate-do, 3.kyu Bujutsu Kodosoku-kai Gensei-ryu Karate-do
Endnu et fag er blevet føjet til et efterhånden langt skoleskema som elev i Shindenkan – kinesisk kampsport og kampkunst. Ifølge invitationen skal vi gennem tre måneder fordybe os i tai chi, hsingi og pakua og dermed få indsigt i kinesisk kamsport og kampkunst. Det er et vigtigt værktøj for at forstå Yakami Shinsei-ryu – som der stod i invitationen.
Det er Kimu Sensei, der har undervist, og første kursusdag forventede jeg en lang og ordrig indledning. Det er jo sådan, vi ofte gør i Shindenkan – får en grundig forklaring. Jeg blev dog overrasket, da vi forholdsvis hurtigt kastede os ud i praktiske øvelser. Og der var i den grad tale om fordybelse! Vi skulle starte forfra med at lære at knytte og åbne hånden (det kræver meget øvelse at gøre det rigtig) og finde de rigtige udgangspositioner – som ikke er de samme som i vores almindelige karate.
Dag 1 på kurset gik med, hvad der på overfladen var simple øvelser i at gå frem og tilbage mens man slog. Men så enkelt var det naturligvis ikke! For hvis man skal være rigtig effektiv skal hele kroppen i brug og de rigtige muskler spændes. Tre timer fløj af sted, og jeg var både fysisk og mentalt flad, da jeg kom hjem omkring frokosttid den lørdag. Det blev til mange siders noter til mig selv for at huske det hele!
Anden kursusdag var dedikeret til partnerøvelser. Voldsomt forsimplet kunne det beskrives som øvelser i henholdsvis at gå rundt i cirkler og skubbe hinandens hænder. Det lyder ikke særligt kamp-agtigt, men når det bliver gjort rigtigt, giver det en enormt stor effekt. Det viste Kimu Sensei blandt andet på den chefinstruktør, der blev brugt som prøvekanin. Jeg var så heldig at have en træningsmakker fra en anden lokalskole, og det giver også en helt særlig dimension i træningen, at man står overfor én hvis handlemønster, man ikke genkender fra hverdagen. Og så bliver man jo tilnærmelsesvis høj de gange, hvor man virkelig får øvelserne til at fungere sammen.
Sidste kursusdag var en repetition af de to første kursusdage. Selvom vi havde trænet en del lokalt – og mange utvivlsomt også havde trænet selv derhjemme – var der stadig meget at få ud af repetitionen. Nu havde vi jo fået tid til at tænke over detaljerne og prøve det lidt mere, ligesom Kimu Sensei tilføjede endnu flere detaljer til teknikkerne.
Kurset sluttede med den teoretiske del, som jeg havde ventet på den første dag. Vi fik forklaret baggrunden for, hvorfor vi også skal lære kinesisk kampsport og kampkunst i Shindenkan, ligesom vi så klip af de teknikker, som vi havde trænet, brugt i praksis. Og det var nærmest den største øjenåbner for mit vedkommende. At se hvordan forholdsvis simple teknikker kunne være utrolig effektive overfor en modstander var både inspirerende og imponerende.
Helt overordnet synes jeg, at det har været et meget inspirerende kursus, ligesom det er fedt at blive undervist af Kimu Sensei. Til hverdag har vi rigtig dygtige chefinstruktører og instruktører – det er der ingen tvivl om! Men der kommer en yderligere dimension på træningen, når det er Sensei, der underviser. Eksempelvis når man ser ham bringe den sædvanligvis urørlige chefinstruktør på glatis med et par fingre. Puha – så er jeg ikke den eneste, der godt kan synes, at det kan være lidt svært.
Så alt i alt endnu en fag til skoleskemaet, der efterhånden leder tankerne hen på heldagsskolen. Jeg er blevet klogere på endnu en dimension i kampkunsten, og forhåbentlig vil det med tiden også smitte af på min karate.
