Af Bertrand Bourgeat, Medlem indtil 2022
Shindenkan Obligatorisk Certificering, eller bare OBC, er seks halvdagskurser hvor Sensei gennemgår essensen af Shindenkans kompetencekurser i jujutsu, kenjutsu, kotachi med flere. I hver OBC er samlet en række specifikke kompetencekurser, hvor essenserne og principperne er de samme. Eller sagt på en anden måde, hvis du træner essensen af den ene kompetence, så træner du også de andre kompetencer. Underviseren på OBC er Sensei og han har ikke lagt skjul på, at for ham er formålet med OBC to ting. Dels at møde alle der træner Shinsei-ryu i øjenhøjde, dels at se og sikre kompetenceniveauet og hvert år hæve det en lille smule!
Så hvad får man ud af at stå i to timer i træk og kun øve etikette? Dvs. bukket inden man starter den egentlige træning eller kamp! ”Ret jer op, hagen ind, spænd i ballerne så du kipper bækkenet, langemand på dragepunktet, tungen op bag tænderne, spænd i indadførerne og løft storetæerne. Ånd ind og buk nu fra hoften til 30 grader, mens du ser frem i dit perifere syn og ånder ud. Nej, ikke sådan, om igen!”. Så kort kan tekniktræningen under OBC 5 beskrives, hvor temaet var de lidt mere øvede kompetencer Kenjutsu 3, Jo-jutsu 1 og Iai-jutsu 1. Udefra virker det fuldstændigt vanvittigt at bruge så lang tid på noget, så tilsyneladende simpelt – men jeg syntes at det var megafedt og jeg var helt høj da jeg kom hjem!
Så hvorfor denne begejstring? Jeg skal her prøve at forklare hvad det betyder for mig.
Jeg havde trænet karate i en del år og jeg oplevede ofte frustrationer under træningen. Det kunne være over ikke at kunne udføre bestemte teknikker eller forstå det vi trænede. Men en dag sagde Sensei til mig: ”Lad være med at blive frustreret. Du kan jo kun være så god, som du er lige nu. Det er ikke nogen skam at tabe til overlegen teknik”. Det tænkte jeg meget over indtil det gik op for mig, at mine frustrationer stod i vejen for mig. Lang historie kort, så resulterede det i at jeg tilgav mig selv for ikke at være perfekt. Jeg holdt op med at være frustreret over alle de ting, jeg ikke kunne, og begyndte at glæde mig over de ting jeg var god til og glad for. Jeg kiggede på mine mange år med skolegang, arbejdsliv og karatetræning og kunne se at jeg hen over årene faktisk havde udviklet mig utroligt meget.
Men jeg kunne også se at det havde taget lang tid og jeg kom til at tænke på en af Sensei’s andre keypoints: ”Lad være med at fokusere så meget på resultatet. Følg i stedet processen, trin for trin, og du skal nok nå frem til målet.” Det gav bare rigtigt god mening for mig. Det er bare så meget nemmere at træde hvert enkelt trin på trappen for, at nå op til toppen af højhuset, end det er at springe hele vejen op. Bevares, det hænder stadigvæk at jeg bliver grebet af, at jeg gerne vil hurtigt frem og derfor overser nogle af trinene. Men som sagt, jeg har tilgivet mig selv for ikke at være perfekt. Det vigtige er, at i stedet for at se frustrationer, som leder til opgivelse, så ser jeg opgaver der kan løses og leder til personlig udvikling. Dermed skifter fokus fra destinationen til rejsen, fra målet til processen, fra fremtiden til nuet.
Og med denne forklaring, er vi nået frem til hvorfor jeg er så begejstret for OBC. For på OBC går Sensei i dybden med de enkelte trin og essenser. Jeg får ganske enkelt et kick ud af at fordybe mig i hvert enkelt trin og opdage nye sammenhænge på tværs af kompetencer. Og hvis du ser mig i det øjeblik, så vil du ofte kunne se mig med et stort smil på læben, for jeg har ofte svært ved at skjule min begejstring. Jeg er på en fantastisk rejse og nyder hvert øjeblik af den, uden at fokusere for meget på endemålet (den der passer sin træning får jo det sorte bælte, før eller siden). Det er for mig den perfekte rejse – en kompetence ad gangen, en fordybelse ad gangen, en OBC ad gangen.
