Fredag d. 27. januar direkte fra arbejde til Måløv til første modul af ”Projekt Old Modern Warrior”…
På hjemmesiden har Kimu Sensei skrevet tre artikler, der forklarer baggrunden for at introducere skydevåben som en del af Shindenkans kompetencer og værktøjskasse. Budskabet er ligetil: Historien har vist, at hvis din modstander har en overlegen våbenteknologi, og du ikke forholder dig til den, vil du tabe kampen, selv om du måske er den dygtigste kriger!
Da Shindenkan er et flersporet kampsportssystem, der anerkender, at hjulet og den dybe tallerken allerede er opfundet, er det naturligt at tage ved lære af historien, følge med tiden og forholde sig til de våben en evt. modstander på gaden måtte have!
Det er logisk, men alligevel kontroversielt. Ikke kun blandt almindelige mennesker, der ikke træner kampsport, men tilsyneladende også inden for andre kampsportssystemer, der ikke mener skydevåben hører til i kampsport! Jeg må indrømme, at jeg også skulle vænne mig til tanken. Jeg blev lidt provokeret, da Jens Hanshi-dai i forbindelse med en brunbæltetræning holdt et oplæg om POMW. Mest fordi det ikke var faldet mig ind, at kampsportstræning kunne omfatte skydevåben, men efterhånden også fordi det blev virkeligt på et andet niveau end den øvrige våbentræning. Der går trods alt langt imellem, at man hører om, at mennesker er blevet dræbt med et sværd, men død og lemlæstelse p.g.a. skydevåben hører dagligdagen til! Er jeg klar, hvis min modstander har en pistol?
Således i indre konflikt sad jeg sammen med små 30 andre Shindenkanere, da Kimu Sensei bød velkommen og inviterede os med på en rejse.
Det er ikke pistolen der dræber, det er mennesket bag! Det er et udsagn vi har hørt mange gange under den øvrige våbentræning, men nu fik udsagnet en ny klang, da det jo netop var skydevåben kurset handlede om. Der er altid et menneske bag våbnet og brug af våben kræver afklaring og ikke mindst indre afklaring!
Vær afklaret så du kan handle, hvis du tøver, betyder det afgivelse af fordele og potentielt døden. Vær afklaret om din indstilling og dine kompetencer. Det er dit sande kompetenceniveau!
DO – MICHI vejen eller selverkendelsesprocessen som udtrykkes i de gamle Densho-grader.
Kimu Sensei fortalte om én af Soke Sensei Tonegawa læremestre: Minouchi Sensei, der hævder, at den normale vej til kampkunst går via kampsport, hvis det vel at mærke har været planen fra starten. Hvis det ikke har været planen, og en kampsportsudøver har opnået succes, er det yderst sjældent, at vedkommende går videre. Simpelthen fordi deres ego er for stort. Men det behøver ikke at være sådan siger Minouchi Sensei. Broen mellem kampsport og kampkunst ligger omkring fra Joden til Menkyo niveau. Kampsportsudøvere under Joden niveau kan få udfyldt sine ”værktøjskasser” ved at lære om moderne våben. Derfor tilbydes POMW i Shindenkan TG4 (sortbælte) og op.
En komplet ”værktøjskasse” baner vejen mod empowerment ~ at være sin egen leder, et helt menneske i tanke ord og handling! …Det er kampkunstens værktøjskasse!
Hvordan ved jeg så om jeg er afklaret? Svaret er lige så enkelt som det er komplekst: Det ved jeg når jeg er det!
Sidste del af kurset var en gennemgang af skydevåbnets udvikling fra glatløbet ærtebøsse til moderne pistoler og sniper-rifler. Særligt det faktum, at der findes 750.000 registrerede og mindst 250.000 ikke-registrerede håndvåben i Danmark bidrog til følelsen af, at det i høj grad er virkelighed som skal tages alvorligt. Kimu Sensei sluttede med at gennemgå sin skydetræning og POMW skydetræning betaversion 1 på Jens Hanshi-dai, krydret med lidt video af IPSC-skydning, som er praktisk anvendt skydning, og som vi kursister kommer til at prøve kræfter med på de senere moduler af POMW1.
”Er du forvirret eller afklaret?” spørger Kimu Sensei. Jeg er afklaret med kursets formål og relevans! Er jeg klar til at trykke på aftrækkeren i en ekstrem situation? …det ved jeg ikke, men jeg er jo heller ikke Menkyo.