POMW I.A blev afviklet for en uge siden, og siden da har deltagerne været i gang med ”Living POMW”, hvor de har trænet dagligt i POMW Skydeteknik, og det uden så meget som at lave et enkelt lillebitte hul i noget.
Intensiteten stiger med POMW I.B, og derfor er starttiden denne søndag morgen rykket frem til 08:00! – Ja så ved man, at kursisterne er velmotiverede. Specielt når sommeren pludselig har vist sig igen, og temperaturen hastigt er på vej mod de 30 grader.
Og alle var klar, på den til lejligheden klargjorte ”skydebane” i Højagerhallen. Det var med ammunitionsbord, sikkerhedsbord, afspærring ind til skydebanen, splintfri skydebriller og høreværn – Det fulde udtræk!
Vi startede med en opsamling af POMW I.A, hvorefter sikkerheden blev gennemgået minutiøst. Sikkerheden baserer sig på Jeff Coopers fire sikkerhedsregler
- Behandl altid et våben som om det er ladt
- Peg altid våbenet i sikker retning
- Hav aldrig fingeren på aftrækkeren før dine sigtemidler er på målet
- Vær sikker på dit mål og hvad der er bagved
Sikkerhed drejer sig om indstilling, og den bedste sikkerhed skal sidde imellem ørerne på alle der befinder sig på en skydebane, og understøttes af procedurer og metoder til håndtering af våben og ammunition, hvilket blev gennemgået. Adskillelsen af våben og ammunition er første step, så alle våben befinder sig på sikkerhedsbordet, alle magasiner og ammunition på ammunitionsbordet, og de må først bringes sammen når skytten befinder sig på selve skydebanen. Al håndtering af våben og ammunition, alle steder, skal følge sikkerhedsreglerne, og skal gøres på en måde der overholder, og utvetydigt kommuniker; ”Jeg forstår og overholder sikkerhedsreglerne”, ”Jeg ved hvad jeg gør, og udgør ingen fare for mig selv eller mine omgivelser”. Og dermed blev introduceret konsekvensen: DQ (DisQualification), der her betyder 2 minutter på bænken til at tænke over sikkerheden og egne handlinger, og 3. gang hjemsendelse! For i Shindenkan er vi venlige, og dette ER den venlige tilgang, idet en DQ til et IPSC stævne (skydning på handlebane) betyder at man fragår stævnet øjeblikkeligt – uanset om man har rejst den halve verden rundt, og der er 4 dage tilbage af stævnet. Og i den virkelige verden vil det være én selv eller andre der er død, alvorligt såret, eller har været udsat for livsfare.
Så var det tid til en gennemgang og genopfriskning af POMW grundlæggende skydeteknik med hånd-, krop- og skydestilling og indstilling. Den rette teknik skal indlæres med rettidig omhu, så den kan bruges direkte på kal .22 og 9mm pistol. Mange baneskytter er gået bort fra 9mm ”grov” pistolen med egoknæk efter at være faldet igennem med et brag, fordi de i deres indstilling og skydeteknik har sprunget over hvor gærdet er lavest, med løse håndled og ukorrekt kropsstilling, der ikke kunne håndtere rekylen fra en 9mm pistol.
Og med hensyn til indstillingen, så rammes du selv af den til sidst. Mænd er ofte fulde af undskyldninger og mindreværd, og opfatter sig selv som for gode til at behøve at følge POMW skydeteknik. Og dermed for gode til at følge Kimu Senseis indsamlede erfaring fra verdens bedste skytter, optimalt struktureret, og serveret på et guldfad! Kvinder har derimod oftere en ydmyg tilgang til opgaven, og følger vejledninger og struktur hvilket tydeligt viser sig når regnskabets time kommer. Disse erfaringer er indsamlet i de tidligere forløb, og bruges til at forberede dette hold endnu mere optimalt.
Banekommandoer blev gennemgået og indøvet, og derefter var alle klar til at få ”luft unger vingerne”.
Sikkerhedsudstyret blev monteret, skytterne rykket frem til 3 meter linjen, den første omgang magasiner med CO2 og bio-plastikkugler blev udleveret, og der blev kommanderet ”Load and make ready”, ”Are you ready”, ”Stand by”, ”Shoot”, hvorefter plastikkuglerne fik luft at flyve med. Der var masser af kugler der røg tilbage i hovedet på skytterne, men de lod sig ikke mærke af det, men forsatte med at træne ”Sikkerhed” og ”Basisk, men optimal skydeteknik”, nøjagtig som indøvet. Efter skydningen blev der kommanderet ”If finished, unload and show clear”, ”Hammer down”, ”Holster”, og høreværn blev kommanderet af. Og der røg de første 2 DQ’s, hvor kursister havde udvist initiativ, og foregrebet næste kommando. Der blev spidset ører og skærpet opmærksomhed, da de første 2 DQ’s røg på så små petitesser. Men enten følger man kommandoen, og udviser korrekt sikkerhed, eller også gør man ikke!
Resultaterne på skydeskiverne blev gennemgået, og heldigvis var der et tydeligt billede af at tørtræningen havde lagt et godt forberedende bundniveau, men der var stadigvæk masser af tilretninger af hånd-, skyde- og kropsstilling.
Over de næste små 3 timer gentog scenariet sig, mens der blev rykket fra 3m ud på 5m og 7m, og ind igen for at indlære bedst muligt med opbygning af både teknik og deltagere.
Da det endelig var frokost var alle godt brugte og den medbragte frokost forsvandt som dug for solen. Derefter var der dømt nulstilling af hjernen, hvor alle lagde sig i 20 minutter med lukkede øjne for at genvinde fokus og roen. Det lykkedes så godt at der spredt omkring kunne høres meget dybe åndedrag.
Derefter gik kurset videre med en opdeling af kursisterne i grupper, der på skift øvede tørtræning, mens den anden gruppe øvede skydning på 7m og 11m afstand på små og store skiver, igen med det formål at optimere indlæringen af baneskydning, samt at træne øjnene og synet.
Næste stop var “Shoot and reset” på 7, 13, og 15m. Kan du finde punktet hvor aftrækkeren laver reset, så du hurtigst muligt kan løsne skud nr. 2. Få fornemmelsen for aftrækkeren og håndter den optimalt. Igen blev der skiftet afstande, og dermed måtte deltagerne konstant indstille øjne og sigtemidler efter afstanden.
Som instruktør var det under hele denne proces, muligt at se konstante forbedringer hos eleverne; at se enkelt elementerne i POMW skydeteknik falde på plads hos de enkelte deltagere, en fascinerende udvikling, og stigende fokusering og indstilling. Men det skulle blive endnu mere tydeligt i dagens sidste øvelse.
Skydebanen blev ryddet, opryddet, og forlænget så der kunne trænes korrekt aftræk med SIRT – topprofessionelle laserpistoler, der også anvendes af SOF, idet de straks viser om man har korrekt aftræk: Hvad kommer der når man trækker af? Kommer der en prik, er det korrekt, kommer der en streg, så rykker man pistolen med sit aftræk. I hold af 3 gik alle frem og gjorde deres bedste, startende på 3m afstand. Her havde mange lidt deres egen tilgang til hvordan der skulle trænes; og der var fokus på at lave et kort aftræk, så muligheden for at lave en streg blev minimeret. Det lignede lidt at springe over hvor gærdet var lavest – hmmmm. Men efterhånden som afstanden blev forøget i trin op til 25m, begyndte alle at lave korrekt POMW Skydeteknik, inspireret af dem der gik foran og lavede optimal POMW Skydeteknik. Samtidig gik langt de fleste bort fra at lave teknik beregnet på at få et godt resultat (Kort tryk = kun en prik), til at lave korrekt aftræk med press-squeeze, selvom det var sværere kun at lave en prik med den korrekte teknik. Men hellere se et realistisk billede af hvor god man er nu, end at sænke barren og ”snyde” sig til et bedre resultat, for alle tilstedeværende kunne alligevel tydeligt se om man trænede for at forbedre sig hele tiden, eller om man trænede for at se godt ud 🙂 Samtidig steg indstillingen og koncentrationen støt, efterhånden som afstanden blev større, så enkelte personer, der tidligere havde tvivlet på sig selv, lavede markant forbedrede resultater. POMW Skydeteknik blev gennemgået en sidste gang, og kl. 18 var oprydningen godt i gang efter 10 timers træning, hvor der skulle rengøres efter de små 6000 plastikkugler der var skudt, inden alle drog hjem for velfortjent at nyde weekendens sidste timer.
”Living POMW” kører videre for alle deltagere på denne POMW rejse, og vi ses igen om 14 dage. Så må vi se hvordan den daglige tørtræning frem dertil har forbedret vores skydning.
Shindenkan POMW InstruktørTeam