Japans historie, samfundsstruktur og sociokulturelle baggrund, sammenlignet med Europa, set og oplevet igennem en Daimyo Lensfyrste families øjne i mere end 2.650+ år
Meiji revolution, Genro, Meiji Nyadel – overgangen fra middelalder til vestlig modernisme
Yamana-Itotani Daimyo Lensfyrste slægtens våbenskjold igennem 2.650+ år
Kamons er den japanske tradition for den tilsvarende heraldiske tradition i Europa. Kamons eller heraldik er oprindelig adelsfamiliers våbenskjold, så det var nemt at kende forskel for alle. Både den japanske som europæiske heraldiske våbenskjold tradition var indtil 1500 tallet meget ens – simpel og letgenkendelig fra lang afstand, uanset om det var på slagmarken eller under en festbanket. Herefter gik de i hver sin retning. Den europæiske blev meget kompliceret, prangende og var kun for de indviede, som var uddannet i at lave og tolke våbenskjold. De betitlede adels våbenskjold fik adelskroner, ridderordner og op til 16 adelige aner i våbenskjoldet og i tillæg også et motto. De japanske fortsatte med deres beskedne traditionelle enkelthed. I Europa indtil 1900 tallet, var våbenskjold hovedsageligt forbeholdt adelen eller du skulle have regulativ tilladelse dertil. I Japan var det normalt, at alle havde et kendetegn, men det var strafbart at anvende adelsfamiliers kamon våbenskjold.
Knight of the Garter våbenskjolds eksempler;
Japans kejser, England og Spanske Kong Phlippe II.
I Europa var det normalt med ét våbenskjold, som fortalte alt om bæreren. I Japan var det normalt at du havde ét eller flere, afhængig af din samfundsmæssige status. Lavere rangerende soldater af samurai status havde ét kamon. Gokenin samurai officerer af lavadel, havde normalt op til to kamons. Det var normalt at betitlet højadel havde tre eller flere kamon våbenskjold. Jo ældre familien var, jo flere kamon våbenskjold havde de, da det kunne skifte i forbindelse med familiens karrieremæssige succes eller fiasko i Japans historie. Dette hørte også sammen med, at Daimyo lensfyrster kunne belønne trofaste lords med skrifttegns karakterer fra eget navn eller den højeste ære, som var tilladelsen til tillægsanvendelsen af et af Daimyo Lensfyrstefamiliens sekundære eller tertiære våbenskjold.
Der var to grader af denne ære og magttildeling; tillægsanvendelsen af kamon våbenskjold og så det højeste; tillægsanvendelsen af Daimyo lensfyrste familien tillægsnavne. For Yamana-Itotani familien skete dette både fra kejseren og shoguns; Minamoto, Ashikaga og Tokugawa. Med Tokugawa var det med navnet Matsudaira og Matsudaira kamon våbenskjoldet, som dermed siger at du er “Extended family”, hvilket familierne også er. På 300 år var der 52 familier som fik dette af Tokugawa shoguns. Det samme var med Ashikaga og kejseren af Japan. Våbenskjoldet fra kejseren af Japan, er kejserens sekundære familie og rangklasse 1+ status våbenskjold, og er idag symbolet på den japanske premierministers embede. På 1.000 år er der under ti nulevende famillieslægter som har opnået dette. Idag kan alle i verden anvende våbenskjold, da adel idag mest er titulært, da alle privilegier er afskaffet.
- Alle
- Muligt Filter 1
- Muligt filter 2
Kejserfamilien
Kejserfamiliens våbenskjold indtil ca. år 960
Seiwa Minamoto
Seiwa Minamoto fra ca. 960 til ca. 1160+
Bunke til Honke Nitta
Familiemæssigt Bunke til Honke Nitta fra ca. 1160 til 1333
Yamana første våbenskjold
Første selvstændige Yamana våbenskjold fra 1185-1363+;
Yamana hovedvåbenskjold
Yamana hovedvåbenskjold dekret fra kejseren, rangklasse 1+ fra 1363+
Seiwa no Minamoto no Yamana
Seiwa no Minamoto no Yamana stamtavle våbenskjold fra 1441+
Yamana-Itotani
Yamana-Itotani våbenskjold fra 1581
Seiwa no Minamoto no Yamana
Seiwa no Minamoto no Yamana fra 1590
Yamana-Itotani
Fra 1600; To Honke;
Selvstændig honkelinje Yamana-Itotani Inaba-Hoki
Yamana-Shimizu (1711)
Fra 1600; To Honke;
Selvstændig Honke linje – Yamana-Shimizu Tajima (fra ca. 1711).
Det sidste søm i ligkisten, gav slet ikke mening for den japanske befolkning, at lensfyrsterne Daimyoerne, som i århundreder eller årtusinder, generelt fik lavere Shin Meiji adelstitler i 1884, når Daimyo lensfyrste funktionen for de 261 lensområder, havde været den japanske befolknings nærmeste chefer, rollemodeller og kontakt.
De lavere Shin Meiji adelstitler var dog ikke gældende for ”Udkants Daimyo lensfyrsterne”, som oprindelig var Genro´s oprindelige topchefer i det lokale lensdømme, som tidligere nævnt absolut ikke have været ”inde i varmen” i de sidste 250+ år under Tokugawa Shogunatet.
Men her var det lige revolutionsmæssigt omvendt!
Shin Meiji adelstitlerne varede fra 1884-1947, 63 år og blev betragtet som en ”politisk fodnote”, da 70 % af udnævnelserne var Shin – ny højpolitisk adelige, som aldrig havde været højadelige før eller ingen vidste hvem var (Kuge).
Alle vidste til gengæld hvem shogunen og Daimyo lensfyrsterne var igennem 30, 70 eller 126 generationer, og derfor betragter alle japanere i dag disse som skaberne af Japans historie.
Kuge adelsslægterne betragtes som kejserens embedsfolk, og har derfor en bi-rolle i Japans historie de sidste 1200 år.
Shin Meiji adelsfolkene forbigås i tavshed og ingen aner rigtig hvem de er.
De holder også selv meget lav profil, da de heller ikke selv betragter sig som ”rigtige højadelsfolk”, trods fine Shin Meiji titler som Hertug, Markis, Greve, Viscount og Baron, har undersøgelser vist.
Det er normalt i Japan, at én Shin Meiji Hertug opfattes af lavere status og rangklasse end en Daimyo lensfyrste med Shin Meiji titel f.eks. Viscount.
Dette især, hvis Daimyo Lensfyrsten oprindelig var Daimyo for Shin Meiji Hertugens familie før 1868, så er det ned i ”seiza og hænderne i gulvet, skælven og underkastelse!”.
Der er meget stor forskel på at have en lang familiehistorie, som har bidraget til Japans historie, i forhold til det modsatte. Det ved godt de ny Shin Meiji adel betitlede, – der er trods alt forskel på 16 år, 63 år, 500 år, 800 år, 1200 år eller op til 2600+ års historie.
Meiji constitutionen
Dertil var Meiji ”oplysningstiden” (1868-1912) reelt et demokratisk tilbageskridt på mange områder. Den var kvindefjendsk og nedladende og fratog kvinder ”stemmeretten”, og de frie valg fra 1890-1920 udgjorde reelt imellem 1-6 % af den japanske befolkning som stemmeberettiget efter årsindtjening, hvoraf op til 25 % var forhenværende Shizoku – samuraiklassen.
Sådan var det nu også i mange europæiske og vestlige lande, men den nye magtelite i ”Meiji kejserens navn” forfordelte sig selv og styrede Japan igennem kejserens ministerråd Genro på 9 medlemmer. De var 4 fra Choshu lensfyrste domænet fra den sydligste provins på Honshu, 4 fra Satsuma lensfyrste domænet på Kyushu og Kejser Meiji barndomsven fra Kuge, hofadel.
Begge lensfyrstedømmer var ”forsmåede” lensfyrstedømmer, da de var på den forkerte side under slaget ved Sekigahara år 1600, som medførte Tokugawa shogunatet (1601-1868). Så i godt 260 år var de godt sure på Tokugawa Shogunatet og over de valgte forkert side. Tokugawa Shogunatet tog sig ikke rigtig af dette, da du dårligt kan komme længere væk fra centralregeringen end disse to lensfyrstedømmer – det var udkants Japan. Det var en stor fejlbedømmelse af Tokugawa Shogunatet.
Så efter 260 års surhed og selvstændighed, kom disse til magten og hævnen var sød. Det betød først og fremmest ”himmel og helvede” over Tokugawa klanen og alle dens Daimyo lensfyrste vasaller hovedsagelig i de første årtier af Meiji tiden, herunder også store dele af Yamana-Itotani lensfyrsteslægten.
Men Genro styrede reelt Japan fra 1868-1912, hvilket vil sige i hele Kejser Meiji´s regeringstid. Heldigvis greb Kejser Meiji ofte ind, når forfordelingen eller egeninteresserne blev for problematiske for Japan internt som eksternt.
Men Genro betragtede sig hurtigt sig selv som ”Japan Founding fathers”, fik kejseren til at udnævne næsten alle til hertuger, hvilket også inkluderede deres tidligere arbejdsgivere; Satsuma og Choshu Daimyo Lensfyrsterne, nogle blev generaler og admiraler og fik kejseren til at blåstemple, at efter demokratiske valg besluttede Genro den næste premierminister, uanset resultatet af valget!
Det betød ofte, at de selv udnævnte sig selv til premierminister, hvis de demokratisk valgte ikke lige ville som de ville. Sådan var det helt op til 1940, hvor den sidste Genro døde.
Det var en rodet tid med ”Trial and Error” metoder. Alle Genro havde ingen national eller lokal lensdømme topledelses erfaring, men blev udelukkende udvalgt af Daimyo lensfyrsterne som repræsentanter i begyndelsen fordi, de havde studeret i vesten, – og fordi kejseren godt kunne lide dem.
Deres funktion i det lokale lensfyrstedømme havde været på laveste eller i bedste fald, mellemlederniveau. Og nu var deres funktion, at lede Japan fra et middelaldersamfund til et moderne samfund, – det er i hvert fald det de har taget æren for og fået æren for af Kejser Meiji.
Det er i sandhed med store modifikationer, men I Japan modsiger du jo ikke kejseren, især ikke når det kan koste dig ”Magt, ære, økonomi eller hovedet”.
Men sandheden er jo, at efter få år, kom statsmænd med langt større national som lokal topledelses erfaring til, som i stigende grad kom til at lede mere og mere autonomt.
