Japans historie, samfundsstruktur og sociokulturelle baggrund, sammenlignet med Europa, set og oplevet igennem en Daimyo Lensfyrste families øjne i mere end 2.650+ år
Magtstrukturen og Meiji højadel 1884-1947 – hvordan fungerede det i praksis over tid?
Krigerkongen Shogunen fik af kejseren magten og retten til at inddrive alle skatter i Japan, og at udnævne og fyre alle Shugo Daimyo lensfyrster i hele Japan i 1185.
Kejseren var de facto en kransekagefigur de næste ca. 650 år med krigerkonge Shogun styre.
Dog beholdt han retten til at udnævne og beslutte den kejserlige hof etikette, ceremonier og rangklasser, som Tokugawa Shogunatet dog begrænsede indtil 1868.
Det fik efterfølgende alvorlige følger for Tokugawa og dens lensfyrste vasaller, da Kejser Meiji og hans Genro (Senior Ministerråd) kom til magten.
Da kejserens indtægter var stærkt begrænset og kejserens udgifter enorme, da han også skulle erholde alle udgifterne med hans ”medarbejdere”; Hof adelen, så betød dette ret hurtigt, at kuge hof adelen fik meget høje rangklasse titler som kompensation for manglende indtægter, og de måtte supplere deres indtægter, som lærermestre for højadelige meget velhavende elever inden for kalligrafi, musik, digte og andre kunstarter.
For at undgå oprør måtte kejseren forsikre Kuge hof adelen, at de var ”finere” end den mega rige og magtfulde krigeradel inklusiv krigerkongen Shogunen!
Det var total virkelighedsforvrængning af uvirkelig proportioner, men kejseren fastholdt dette politiske hensyn helt op til Meiji perioden, hvor alle Kuge hofadels fyrsteslægter alle fik nye shin-Meiji adelstitler som hertug, markis og greve, selvom de fleste dårligt havde ”smør til brødet” eller havde lavet en ”fodnote til Japans historie”.
Men her blev de hjulpet af en kejserlig statspensionsløn.
Shogun Tokugawa Ieyasu
Men ingen japanere havde hørt om dem eller kendte dem og derfor fik de heller ingen respekt og anerkendelse. Mange opgav derfor deres titler efter endt tjeneste hos kejseren og forsvandt igen ud i glemslen, – dog som ubetitlet adel.
Sådan var det i øvrigt også for kejseren selv. I 650 år havde det været kutyme, at kejseren lukkede sig inde i hans paladser, da kun de i rangklasser havde mulighed for at se ham.
Faktisk var det frem til 1989 med kejser Showa Hiroshito, at japanerne kun så ham to gange årligt; Nytår og til hans fødselsdag, hvor han holdt korte taler på under 10 linier. Kejser Akihito ændrede dette og førte kejserembedet ind i det moderne århundrede. Det vil den nuværende kejser Naruhito også, men han skal hele tiden slås mod et rigidt hofsystem, som er ”en stat i staten”.
Sådan var det derfor også for hofadelen – kuge lensfyrsterne, som havde høj kejserlig rangklasse som lensfyrster, – men intet lensområde, magt og penge.
Så ingen dødelige japanere havde set hverken kejseren eller nogen af mange kuge adelsslægter, da de blev lukket ud af ”deres gyldne bure” efter 650 år, i 1868 eller da de nye Shin Meiji adelstitler blev tildelt i 1884 og frem.
Det gav ingen mening for japanerne, at nogle ”underlige hoffolk som i 650 år kun omgikkes andre hoffolk med næsen i sky” pludselig blev hertuger, markiser og grever i det nyoprettede ”House of Lords”.
Og dette, sammen med lavtstående embedsfolk, som før havde fungeret som godsejerens foged og godsforvaltere fra Daimyo lensfyrste familier, som var at betragte som ”udkants Japan”, pludselig fik samme shin Meiji adelstitler og statspensioner, når de før ”bare havde været naboerne i det lokale funktionær villakvarter” og ingen historisk betydning havde haft for Japan – altså nogensinde før.
Det betød også kæmpe politiske modsætninger imellem Kejseren og Genro.
Kejser Meiji (1867-1912) og andre kejsere før ham kunne nominere alle i de første 5 rangklasser, som havde betydning med ret til foretræde for kejseren. Det var derfor adlen i Japan i 2650+ år.
I den nye Meiji adel fra 1884-1947 betød de første 4 rangklasser udnævnelse som baron, viscount, greve, markis og hertug, og den femte rangklasse var ubetitlet Meiji adelspatent.
Det var Genro som stod for anbefalingerne i den nye Meiji adel, – med kejseren som ”gummistempel”. Det medførte modsætningsfyldte udnævnelser.
Det betød f.eks. at imellem 65-85 % af alle Meiji ny adlinger på de tre øverste niveauer, – vidste man stort set ikke hvem var eller havde hørt om, og omvendt når det var de to nederste niveauer.
De forsøgte godt nok i første omgang at lave ”livstids ny adlinger”, ligesom i UK hvor der er adlinger for livstid. Men det opgav de efter kort tid, da de toneangivende ”livstids ny adlinger”, herunder kejserens ministerråd Genro, bestemt mente at man sagtens kunne købe sig til et adelsstamtræ og dermed med et fingerknips tilsidesætte 2.650+ års kulturhistorie.
Det sidste søm i ligkisten, gav slet ikke mening for den japanske befolkning, at lensfyrste Daimyoerne, som i århundreder eller årtusinder, generelt fik lavere Shin Meiji adelstitler, når Daimyo lensfyrste funktionen for de 261 lensområder, havde været den japanske befolknings nærmeste chefer, rollemodeller og kontakt.
Shin Meiji adelstitlerne varede fra 1884-1947, blot 63 år og blev betragtet som en ”politisk fodnote”, da 70 % af udnævnelserne var Shin – ny højpolitisk adelige, som aldrig havde været højadelige før eller ingen vidste hvem var.
Alle vidste til gengæld hvem shogunen og Daimyo lensfyrsterne var igennem 30, 70 eller 126 generationer, og derfor betragter alle japanere i dag disse som skaberne af Japans historie.
Kejser Meiji (1867-1912)
