I sommeren 1989 skulle min mor, jeg og søster besøge min familie i Tottori. Min far måtte desværre blive hjemme og passe huset i Hareskov, da han skulle komme sig efter en række hjertetilfælde.

I det forløbne år havde jeg fået en alen lang strøm af videoer, tegninger, forklaringer og papirer på alskens teknikker. Jeg havde trænet flittigt hver dag, da jeg vidste at Tonegawa Sensei havde arrangeret en træningslejr i den japanske Honbu-dojo.

Nishiwake brødrene var fuldtidsprofessionelle budo-udøvere med 30-35 års erfaring bag sig. De var bl.a. 6.dan og 5.dan i Shorinji-kempo. Det var en rigtig budo-historie at høre, hvordan Nishiwake brødrene var begyndt at træne under Tonegawa Sensei. Nishiwake brødrene havde hørt om Tonegawa Sensei og hans indsigt, evner og viden indenfor alskens Budo og Bujutsu systemer – japanske som kinesiske.

De kontaktede ham, og Tonegawa Sensei indvilgede i at møde dem. De udvekslede teknikker på et høfligt plan, indtil den ældste af Nishiwake brødrene brød isen og spurgte om han måtte blive Tonegawa Sensei´s elev. Tonegawa Sensei smilede. Men! Sagde den ældste af Nishiwake brødrene, da han var en simpel mand måtte Tonegawa Sensei først besejre ham i kamp – og dette gjorde Tonegawa Sensei så. Efter respektfuldt at have “krøllet” Nishiwake Shihan sammen et par gange, blev Nishiwake Shihan og hans bror trofaste elever af Tonegawa Sensei. Se det var en rigtig Budo-historie 🙂 .

I Juli 1989 fløj min søster og moder videre til Tottori airport, mens jeg tog toget ind til Tokyo by og indlogerede mig på mit hotel i Asaka-dai. Kort efter mødtes jeg med Tonegawa Sensei, som bød mig velkommen. Vi tog de efterfølgende dage ud til den nye ø “Dream-island”, hvor man kunne leje dojo’er. Her blev jeg undervist fra morgen til sent aften, kun afbrudt af måltider og drikkepauser. Aldrig har jeg sovet så godt om natten…

Så oprandt dagen, hvor vi skulle op til Dojoen i Iwaki, omkring 3 timers togkørsel fra Tokyo. Vi blev afhentet af Nishiwake brødrene på stationen og kørt direkte til Dojoen, hvor også den ældste bror havde sit hus. Vi blev budt hjertelig velkommen af hele familien og der blev serveret japansk the og snacks. Så var turen kommet til det obligatoriske varme og rensende bad før vi tørnede ind. Jeg sov i dojoen, Tonegawa Sensei i det tilstødende gæsteværelse.

Kl. 06:30 var der morgenmad og kl. 08:00-12:00 var der træning, frokost i byen og træning igen 14:00-18:00, aftensmad og så træning igen fra 19:00-23:00. Jeg var temmelig træt, udmattet og på en respektfuld 🙂 måde var jeg blevet skåret ned til sokkeholderne om min reelle budo-formåen.

Den første aften var jeg jo blevet præsenteret som ubesejret “champ”. Ja, det var rigtig nok at jeg aldrig havde tabt før og folk nok var lidt bange for mig i Shiai – men én episode bankede realismen ind i hovedet på mig.

Tonegawa Sensei bad mig om at angribe ham med alt hvad jeg havde. Det gjorde jeg så, og han gad ikke engang parere, men var flink nok til at sige ” Wow, Kimu-Chan – you move very fast – Oversættelse = min kære barn Kimu – du bevæger dig sørme hurtigt 🙂 “.

Så var det Tonegawa Sensei´s tur. Jeg forberedte mig optimalt, tænkte over alle muligheder og åbninger, og grinte lidt indeni mig selv, da han stod 5-6 meter fra mig og dermed alt for langt væk til at lave et effektivt angreb indtil POOW! Så blev jeg ramt af en tsuki lige midt på brystbenet. Jeg nåede end ikke at bevæge øjenbrynet, så var jeg ramt. Mine 184 cm., 78 kg og 24 årige toptrænede legeme var blevet besejret af et 159 cm. højt, 58 kg tungt og 51 årige senet legeme.

Jeg tabte kæben helt ned til gulvet og var totalt måbende lammet. Langsomt mærkede jeg et stik fra tusind nåle, som bredte sig udfra det sted, hvor jeg var blevet ramt. Igen og igen spillede jeg filmen for mit indre øje; Jeg nåede kun sporadisk at opfatte en fartstreg, – som i en tegneserie for at understrege farten.

Tonegawa Sensei brød tavsheden. Med et stort smil sagde han syngende “Ah, Kimu-chan, you must react, you are a young man, I’m an old man! – oversættelse = aaha, mit kære barn Kimu, du bliver altså nødt til at reagere – du er jo en ung mand på toppen – jeg er jo ældgammel!”.

Langsomt genvandt jeg kontrollen over min kæbe, og tænkte ” Der er sgu ikke noget gammelt over ham..”.

Senere oplevede jeg at blive kastet uden at blive rørt, og at blive tappet for energi uden at blive rørt, så jeg på trods af mobilisering af al modstandskraft ikke kunne forhindre, at mine ben blev tungere og tungere og til sidst kollapsede.

Den nat sov jeg slet ikke! Og heller ikke de efterfølgende. Filmen og oplevelserne blev spillet igen og igen. Akademisk uddannet – men dette var umuligt! Men samtidig kunne jeg jo ikke benægte, hvad jeg selv lige havde oplevet, set og mærket på min egen krop.

Da jeg efter et par dage igen var hjemme hos min familie i Tottori, bestemte jeg mig for, at livet ikke er en benægtelse men derimod en bekræftelse. Jeg ville lære og forstå, hvad f… jeg end havde oplevet. For det stod ikke i mine lærerbøger, men snarere i Budo-legender, filosofiske- og religionsbøger. Min nysgerrighed og ambition var vakt.

Jeg talte meget med mine fætre og onkler, om det jeg havde oplevet. De var selv højt graduerede budokaer, og de fortalte at hvis det forholdt sig sådan som jeg fortalte, så var jeg faktisk en heldig rad, at blive undervist af én af de få nulevende rigtige og ægte kampkunst stormestre idag. Ja, faktisk var de lidt stolt af det.

Da jeg kommer af en ældgammel adelsslægt med stolte traditioner, bekræftede min families råd og mening mig i min beslutning; Jeg ville gøre alt for at blive så god som mulig indenfor kampkunst, indenfor mit talent og potentiale. Denne ed svor jeg senere højtideligt og melodramatisk ved mine forfædres tempel og gravsted. En ed der forpligter, når man kommer af en 2.600 årige gammel slægt. I har sikkert set filmen engang 🙂 .

Heldigvis ringede Tonegawa Sensei nogle dage før vi skulle tilbage til Danmark. Han spurgte min tante om “jeg havde tid og lyst til at komme til Tokyo før jeg skulle hjem igen”. Det havde jeg!

Min familie bookede aftenflyet og et hotel i Tokyo for to overnatninger. Min familie var stolte over invitationen, som de synes var usædvanlig.

Tonegawa Sensei, ville teste mit niveau og viden indenfor Budo, herunder meditation & Ki. Under Træningslejr del 1, havde jeg fået stillet forskellige “Koan-agtige” og andre mærkelige spørgsmål, som jeg skulle løse til næste morgen. Næste morgen fik han så mit svar, og når jeg tænker efter kunne jeg godt se, at han nogle gange blev lidt mærkelig i hovedet over mine svar.

Efter 2 dages intens træning i meditation-, Ki-øvelser og Budo/Bujutsu graduerede han mig 3.dan, Gensei-ryu Karate-do og Joden i hans eget families system, Yashin Mon. Yakami no Taijutsu. Samtidig fik jeg lærer-licens i Meditation & Ki.

Først ville jeg ikke rigtig tage imod disse anerkendelser. Men som Tonegawa Sensei sagde, så kunne jeg jo ikke løbe fra, hvem og hvilken viden, indsigt og niveau jeg nu havde. Så om jeg ville modtage certifikaterne nu, senere eller aldrig var sådan set sagen ligegyldig.

Men jeg var nu så fyldt op af oplevelser og erfaringer, at mit indre var ved at sprænges, og mit hoved kunne sprænges i tusind stumper hvert øjeblik. Jeg havde brug for hvile, tid alene og få samling på det hele.

Jeg havde fundet det jeg søgte efter, men samtidig også fået en forsmag på hvor hårdt det havde været psykisk og mentalt, og fremtiden viste kun et stærkt opadstigende kurve på disse områder. Var jeg god nok? Ville jeg det nok? Mine tanker kredsede om dengang jeg havde ytret overfor min morfar igennem min mor, at jeg gerne ville begynde på noget japansk kampsport. Én uge efter ringede postbudet på døren med en stor papkasse. Det var fra min morfar, og den rummede et komplet Kendo og Iaido udstyr. Sværd fik jeg tilsendt af officielle japanske kanaler. Min morfar mente, at Budo/Bujutsu ville være godt for mig i min stræben mod at bygge karakter, personlighed og mig selv. Jeg var 7 år gammel.

Da vi kom hjem fra Kastrup lufthavn, ville jeg tage et langt bad. Jeg havde ikke sovet i flere dage af spekulationer. Pludselig blev jeg dårlig og begyndte at kaste op. Jeg kollapsede og råbte på hjælp. Jeg blev båret i seng og fik langsomt meget høj feber.

På trods af febernedsættende kodimagnyler, fik jeg næsten 42 i feber. Natlægen blev tilkaldt, og tilkaldte straks en ambulance, som med fuld udrykning kørte mig på hospitalet. Jeg blev indlagt på intensiv afdeling, hvor jeg gennemgik alskens undersøgelser og prøver.

Det mest ydmygende for mig jeg kan huske, foruden mit liv passerede revy var, at selvom jeg blev bedt om at vende mig – så kunne jeg ikke! Det var som om min krop var ved at bryde sammen for den lystrede ikke mine ordre. 9 dage lå jeg på intensiv afdeling med høj feber og lægerne vidste ikke hvad jeg fejlede.

På niende dagen vågnede jeg pludselig om eftermiddagen. Feberen var væk og jeg havde det pragtfuldt! Jeg stod ud af sengen, vaklede lidt på mine ben, men tog så tøj på og spadserede ud på gangen til nogle sygeplejersker, som fik sig en kaffetår. Hvorfor den ene sygeplejerske tabte sin kop med et klir, ved jeg ikke rigtig, måske var det fordi jeg var 9 kg lettere, eller så var det mine ord ” Nu vil jeg hjem!”.

En læge blev straks tilkaldt og feberen var rigtig nok væk, og det samme var min tvivl. Jeg skulle nok gennemføre hvad jeg havde svoret. Min vilje og ambition var vakt – en ny verden og vej havde åbnet sig for mig.