Af Jokokan Honbu
Selvmedlidenhed kommer af, at man føler sig påtvungen en situation, og man på et tidspunkt før eller senere er bevidst om, at man bliver nødt til at foretage nogle valg for, at komme videre på den ene eller anden måde. Disse valg føles ofte ubehagelige, da de symbolisere en masse ting. Dette kan være frygten for det ukendte, frygten at træffe forkerte valg, frygten fra fortiden, nutiden eller fremtiden, eller valg der har været udsat for lang tid, og dermed er snebolden blevet til en gigantisk snekugle.
Selvmedlidenheden rummer mange mennesker, både kujonen, kæmæleonen til mesteren, som føler sig hårdt trængt før de sidste indre oprydninger. Afhængig af graden af selvmedlidenheden i det enkelte menneske, vil dette menneske altid tage mere eller mindre svære valg efter, hvad der er nemmest for dem selv. Samtidig vil de udadtil, og også overfor dem selv ytre, at de har truffet det bedste valg, eller ihvertifald det næstbedste, – for i morgen er en bedre dag til, at træffe det helt rigtige og varige valg.. Bare ikke i dag, for da har de vigtigere ting for.
Selvmedlidenheden rummer også muligheder for fejlfindelse og tillæggelse af skumle motiver hos ofte uskyldige mennesker, hvor fejl eller slette hensigter tillægges disse mennesker. Og har de ikke nogen skal det ikke stoppe selvmedlidenheden. Men når sandheden virkelig skal frem, er denne fejlfindelse et udtryk for jalousi, indre smerte og utilfredshed, en rodløshed og en flugt fra at tage de varige valg, man ikke tør tage og udsætter i det uendelige, eller siger man ikke ved, eller.. og meget andet.
Men i sidste ende er det et indre som ydre udtryk for at have lov til, at “leve i fred” sammen med selvmedlidenheden, og livets løgne og bedrag, – både egne og fælles.
Selvmedlidenheden medfører oftest at forskellige roller spilles under forskellige aktiviteter. Det være sig arbejde, blandt venner og bekendte, dagligdags ting og i hjemmet. Dette fordi at når to eller mange lidelsesfæller af selvmedlidenheden samles, genkendes dette igennem én selv og igennem hinanden. Selvmedlidenheden er som sagt god til at beskytte sig selv, og derfor har den antaget en rolle for at beskytte sig selv. Dette fordi selvmedlidenheden altid føler sig misforstået, har en følelse af mangel på værdsættelse og “altid har det meget hårdere end alle andre”.
Dette medfører at selvmedlidenheden ofte grænseløst søger at rette op på “denne uretfærdighed” ved at søge anerkendelse på den ene eller anden måde. Det være igennem “et martyrium” til tvang igennem grænseløs magtudøvelse.
“Selvmedlidenhedshullet” bliver derved kortvarig mæt, men skal hele tiden mades for at holde “den ukontrollerbare og udefinerbare sult” nede.
To klassiske roller som altid er spillet er, når manden og kvinden er syg. Manden er stærk, brav og modig til hverdag, og bliver oftest det modsatte når han er syg. Kvinden er feminin, lettere forvirret og hjælpeløs, og effektiv til daglig, – og er det ofte stadig når hun er syg, bortset fra det der med lettere forvirret og hjælpeløs. Der er tit ikke grænser for hvad hun når!. Både i hjemmet og i at bebrejde manden, at hun ikke engang kan tillade sig at ligge syg, men stadig er nødt til at ordne alt det daglige til UG – som hun normalt ordner til MG, når hun er rask.
Selvmedlidenheden tages ofte i ryk, når man har brug for den. Er der ingen svære valg at tage og man sidder på livets grønne gren, genkender man den hos alle andre med medfølelse og medlidenhed udadtil, og dyb foragt, triumf og ligegyldighed indadtil. Ofte søger selvmedlidenheden at undgå disse selvmedlidende mennesker, eller også prøver man at hjælpe disse mennesker på “ens egne betingelser”, oftest i forventning om en belønning, og en senere til “gengæld tjeneste”. Det kan også være at man i virkeligheden ønsker at føle sig ovenpå, når man hjælper dette nødstedte og stakkels menneske, – selvom man selvfølgelig egentlig har bedre og vigtigere ting at tage sig for.
Dette skal selvfølgelig forstås som “ens egeninteresser”. Selvom dette selvfølgelig kaldes prioriteter i selvmedlidenhedens rette ånd.
Når selvmedlidenheden når den næste cyklus, hvor efteråret og vinteren har omdannet livets grønne gren til en nøgen og sårbar gren, kommer de modsatte følelser frem. Man er lige pludselig blevet den lille, – hvilket man selvfølgelig ikke officielt giver udtryk for. Ofte bliver mænd mere insisterende overfor omgivelserne, og forsøger at vise at han ” har kontrol over hans eget liv”, ved en ofte selvhævdende og påståelig adfærd. Kvinder graver sig ofte et dybt hul og springer ned i dette for, at skumle over at livet er så uretfærdigt mod én, eller drømme sig virkelighedsfjernt væk fra det hele. Mange mennesker kombinere disse mange muligheder. Variationerne er utallige som menneskets skabende fantasi.
I højere kampkunst skal selvmedlidenheden ikke undertrykkes, men forstås, erkendes og integreres. Når den er blevet ét med dig, eksistere den ikke mere.
Disse to linjer rummer både en ydre som indre fortolkning, hvis de står alene. Prøv og læs dem separat engang. De fleste vil tolke disse ord efter Ydre fortolkningen (Omote), og ikke efter den indre fortolkning (Ura), som lå bag ordene.
Dette er helt normalt for et helt normalt menneske i en hel normal verden. Så dette er altså også en hel normal artikel om noget helt normalt for alle mennesker i en hel normal verden. Der er kun et problem – hvorfor lyder eller føles dette ikke rigtigt..?
Al forandring begynder med dig selv – det er dit valg og ansvar i livet.
