Af John Christensen, Medlem indtil 2010

Der er snart mange år siden, at jeg deltog på min første lejr i Jokokan. Dengang var tiden en anden, og det var Jokokan også!

Engang imellem er det godt at stoppe op og kigge sig over skulderen, gøre sig klart hvad det var der skete? hvorfor? hvordan?

Når man har været medlem i et par år, kan man til tider høre sig selv sige: ”dengang vi…..”  hvorfor er det egentlig så vigtigt for os at se tilbage? Et svar må være, at hvis vi vil vide hvem vi er, må vi vide hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen.

Da jeg startede i Jokokan, var vi vel en 40 medlemmer. En klub i København og en i Slagelse. I København var der stort set ingen medlemmer med graden 4.kyu eller derunder. Den daglige træning var baseret på et højt teknisk niveau.

De forskellige lejre i årets løb var ligeledes tilrettelagt på et højt fysisk og mentalt niveau. Nu kunne det lyde negativ, men sådan oplever jeg det dog ikke. Det er stort set de samme mennesker, der er instruktører i dag, så den type træning har også båret frugt!

Hvorfor har det så været vigtigt at revidere stilen?

Med det seneste arrangement i tankerne, synes det indlysende for mig. En nettotilgang af medlemmer på rigtig mange.. Positive tilbagemeldinger fra mange af de nye medlemmer.

Det der dog har gjort størst indtryk på mig, er den fællesskabsånd, der nu er styrende på vores lejre. Hvor de øvede forhen trænede i den ene ende af dojo’en, sammen med Kimu Sensei, begyndere i den anden ende, sammen med Jens Shihan. Børn! Ja dem var der ikke mange af.

I dag træner vi sammen med en masse fordele. Børn og begyndere har nogle at kigge på og blive inspireret af. De øvede har mulighed for at hjælpe og forklare, og dermed gøre sig selv bevidste om hvad de præcist gør, og lærer dermed også noget værdifuldt.

Tak for en god lejr!