Gradueringsartikel Sommer 2025
Af Magnus Wulff Breinstrup, 19 år, 3.kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do (det flersporede kampsportssystem), 2.kyu, Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do (Oprindelig gl. Original Okinawa Karate-do), 2.kyu, Bujutsu Kodosokukai sports karate-do (Gensei-ryu arven fra 1965 og sammenlignelig grad til Shotokan, Goju-ryu, Taekwondo, Judo, Jujutsu, Kendo osv.)
I år er jeg begyndt på en udvikling, en rejse, der vil vare resten af mit liv.
De sidste par år er Kimu-sensei begyndt at undervise i noget som han ikke har undervist i meget længe, og det har været en mulighed for enorm udvikling, hvis man er villig til at tage det til sig.
Allerede for 3 år siden havde jeg besluttet mig for at sidste år ville jeg ikke graduere, da jeg gik i mit tredje år på gymnasiet, og det ville jeg gerne fokusere på. Til gengæld ville jeg tage et sabbatår i år, hvor alt mit fokus ville ligge på YSTK. Og den plan har jeg fulgt. Sidste år var jeg stadig med til brunbælte træningerne og OBC (Obligatorisk flersporet Kompetencevedligehold årscertificering), men man kunne også godt se på mig at jeg ikke var oppe til graduering. Og det betød, at mit udgangspunkt i år var meget ringe rent fysisk, selv hvis jeg rent teknisk havde en okay start.
Jeg begyndte sæsonen med en vægt på omkring 93 kg, et kondital på omkring 34 og jeg havde ikke styrken til at gennemføre en KataFIT 5S. Mildt sagt var det et meget dårligt udgangspunkt, især hvis mit mål var at gå over minimumsgrænsen for de krav der skulle opfyldes. Bare for at bestå skulle jeg nå et kondital på 57 og tage en korrekt KataFIT 8S, men mine personlige mål var at nå et kondital på minimum 60 og at tage en KataFIT 10S. Og det ville jeg helst gerne kunne gøre med en anbefalet sikkerhedsmargin, så jeg ville jo gerne stræbe efter et kondital på 62, samt at kunne gennemføre en KataFIT 12S. Allerede her lød mine mål meget ambitiøse, og det er kun de fysiske mål. Der er selvfølgelig også krav for pensum, teori og med lidt held, en mulighed for at prøve Shiai, Shindenkans frikampskoncept. Så for at nå det mål ville jeg være nødt til at tage mig sammen, og gå til træning med den rigtige indstilling.
For det første skulle jeg tabe mig. Jeg var svært overvægtig (BMI over 30), og i forbindelse med mit kondital havde min vægt stor indflydelse, så det ville være den letteste måde at forbedre mit forfærdelige kondital. Men allerede på det punkt havde jeg ikke den rigtige indstilling i starten af sæsonen. Da vi nåede frem til november, vejede jeg stadig 92 kg. Og jeg havde heller ikke en fantastisk indstilling når det kom til den tekniske eller fysiske træning. Jeg var nok stadig ikke helt kommet mig over at blive student før sommerferien, så selv om jeg havde store mål, var min reelle indsats relativt lille. Jeg havde heller ikke nogen struktur i min hverdag, da jeg var færdig med skolen og endnu ikke havde fundet mig et arbejde. Jeg brugte heller ikke rigtig tid på nogle hobbyer ud over karate, som jeg også kun brugte tid på til træningerne, og jeg snakkede ikke særlig ofte med mine venner. I alle aspekter af mit liv var jeg rimelig meget i bund. Og det var jeg nødt til at gøre noget ved.
Da vi nåede over i nærheden af november, begyndte jeg at mærke presset. På alle fronter. Jeg havde stadig ikke fundet noget arbejde, og YSTK er ikke billigt på mit kompetenceniveau, så jeg kunne mærke at jeg havde brug for at få en indkomst. På trods af det var jeg heller ikke begyndt at bruge mere tid med mine venner eller hobbyer, så dagene gik bare uden nogen betydning for mig. Og hvis jeg ikke begyndte at tage mig ordentligt sammen til YSTK, ville der også komme et tidspunkt hvor jeg ikke længere kunne nå i mål. Heldigvis var der OBC-træning i starten af november, og udsigten til det hjalp lidt på motivationen. Presset var også brugbart til at begynde at tage mig sammen på vægttabs-fronten, som kan ses ved at november var der, hvor jeg begyndte at tabe mig. Omkring 2-3 kg om måneden frem mod gradueringen. Afslutningen af POMW-kurset (Project Old Modern Warrior) havde også sat nogle tanker i gang, der endelig var begyndt at sætte sig omkring slutningen af oktober. Og de tanker var nok det, der satte gang i min reelle udvikling. For det var ikke nogen tanker, der bare lige var kommet, de havde bygget sig op siden starten af POMW Kompetencekursusforløbet i januar 2024, og havde rødder tilbage til min tidlige barndom. Det var blandt andet tanker om hvem jeg virkelig er, og det er tanker jeg skal holde fast i hele vejen frem til Menkyo.
Med udviklingen sat i gang, begyndte jeg også at tage mig sammen på alle fronter. Jeg holdt op med at være kræsen i min jobsøgning og søgte bare alle jobs jeg kunne finde. Og jeg begyndte at bruge noget tid på de hobbyer jeg ikke havde rørt ved længe, da det var ting jeg godt kunne lide at lave. Det endte med at jeg fik et job som avisuddeler, og selvom det ikke lige var det job jeg havde håbet på, især da det ikke var særlig mange timer om ugen, begyndte jeg at få noget struktur i min hverdag. Sammen med støttestrukturen fra nurse Jens Hanshi-dai, begyndte jeg at få styr på mit liv igen, og det havde jeg virkelig brug for.
Hen over slutningen af året fik jeg samlet mit liv sammen igen, og i starten af det nye år begyndte jeg at gå fra at træne KataFIT 5S til KataFIT 8S. Desuden fik jeg et mere regulært job med arbejdstid hver dag, så nu begyndte der virkelig at være noget struktur i min hverdag.
Men det der virkelig fik sat gang i mig var OBC C og D. Det var en helt speciel oplevelse for mig. Jeg kan ikke sige præcis hvad det var, men på en eller anden måde føltes det som om jeg havde fået en åbenbaring. Det påvirkede mig i så stor en grad, at da jeg gik derfra kunne jeg se at mit syn var blevet klarere, og verden så mere farverig ud. Det var en fantastisk følelse, og hvis det var sådan det ville føles hele tiden, når jeg oprigtigt trænede min YSTK, så var der absolut ingen grund til ikke at gøre det.
Efter det begyndte jeg virkelig at ville give hvad jeg havde til mit YSTK. Og hen over vinteren fandt jeg en ny vennegruppe gennem en af mine hobbyer, så det var ikke kun i mit Shindenkan liv at ting gik fremad. Men på det tidspunkt var alt mit fokus på YSTK, så jeg brugte igen ikke så meget tid på mine venner eller andre hobbyer, og i starten af foråret begyndte jeg at kunne mærke det.
Så efter at tænke over det, og en samtale med Kimu Sensei, begyndte jeg at fylde min kalender op med ting der gjorde mig glad. Jeg tror aldrig jeg har skulle så meget i mit liv, men jeg tror heller aldrig jeg har haft et mere tilfredsstillende liv før. I modsætning til efteråret hvor mine dage bare gik, uden at have nogen betydning, havde jeg nu hele tiden noget jeg så frem til og glædede mig til. Og det gav mig også energien til virkelig at give alt hvad jeg havde til mit YSTK. For nu var det nu, jeg skulle vise hvad jeg kunne.
I løbet af året havde Kimu Sensei talt om, hvordan der normalt var nogen der sprang en grad hvert syvende år, og at det var mere end syv år siden det sidst var sket. Samtidig er Kimu Sensei jo begyndt at undervise i ting han længe ikke har undervist i siden 2000/2009, og niveauet er i den grad også steget. Så med alle disse forudsætninger, og med den udvikling jeg selv kunne mærke jeg havde haft, satte jeg mig et mål.
Hvorfor bestå med minimumskrav, hvis du kan gøre dit bedste og få chancen for at springe en grad. Så nu hvor vi nærmede os gradueringsvinduet skulle jeg virkelig vise hvad jeg kunne, og det vidste jeg også jeg ville få muligheden for. Så jeg gjorde hvad jeg kunne i de stoptest vi var oppe i, inklusiv Shiai, hvor jeg virkelig fik en fornemmelse for hvad jeg egentlig kunne.
Det hele kulminerede i sommerstævnet, hvor jeg både skulle undervise og op til stamina-testen. Selvom gradueringen havde været i gang i over en måned, var det her prikken over i’et, slutspurten. For mig var sommerstævnet ikke under de bedste forhold. Jeg havde stadig skader fra Shiai, og desuden var jeg også blevet lidt syg, men nu hvor jeg var nået så langt betød det virkelig ikke noget. På trods af at jeg allerede havde afprøvet Shiai, og jeg godt vidste at jeg var god nok, var sommerstævnet den første gang i mit liv, hvor jeg rigtigt var nervøs.
Det afspejler nok også den udvikling jeg har haft i år, da nervøsiteten kommer af at jeg for første gang i mit liv virkelig har arbejdet for noget der rent faktisk betyder noget for mig. Men undervisningen har jeg aldrig været bange for, så selv om det måske kunne have gået bedre, gjorde jeg det så godt jeg kunne.
Den rigtige nervøsitet var i forbindelse med stamina-testen. Havde jeg virkelig viljen til at give mig 100%? Men da vi kom ind til stamina-testen, og publikum stod der og så på os, introducerede Kimu Sensei os. “The Great Magnus”. En titel han har kaldt mig før. Men når jeg stod her til sommerstævnet, og han fortalte om hvad jeg havde udrettet i løbet af året, følte jeg mig endelig fortjent til den titel. Og med sådan en introduktion kunne jeg ikke give op til stamina-testen. Så da jeg nåede igennem halvdelen af den første runde, og det føltes som om mine arme var ved at falde af, havde jeg bare accepteret det. “Hvis mine arme falder af her, så falder de af”. Jeg kunne ikke tænke på et bedre sted det kunne ske. Og selvom mine ben føltes tunge allerede inden vi gik i gang med anden runde, så var det også helt fint. På det tidspunkt havde jeg allerede besluttet mig. Nu hvor jeg er i gang, må jeg ikke stoppe igen. Hvad end der sker, så skal jeg bare fortsætte fremad. Ikke blot i min kamp mod puden, men i min kamp mod mig selv, min udvikling. Den rejse jeg var begyndt på. Om jeg så måtte fortsætte til jeg besvimede, så vidste jeg at der var nogen der ville hjælpe mig op igen, så her skulle jeg bare give alt hvad jeg havde.
Og på den måde bestod jeg min graduering. Ikke nok med at jeg bestod mit næste bælte, 3.kyu Yakami Shinsei-ryu Taijutsu og Karate-do, jeg havde gjort det så godt, at jeg fik kompensation for det næste OBC-mærke. Og så opnåede jeg mit andet mål, jeg fik yderligere en Ho-grad. Det betyder at jeg til X-mas-stævnet 2025 skal op til 2.kyu YSTK. Så selv om sommerstævnet var slutningen på min graduering til 3.kyu, var det også begyndelsen på min graduering til 2.kyu.
Ligesom denne sæson har været begyndelsen på min udvikling, min rejse for livet.
