Af William Grønfeldt, 1. Kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do, 1. Kyu., Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do, 1. Dan, Bujutsu Kodosokukai sports Karate-do.
Min vej til 1. Kyu Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do
Efter et år med masser af træning og en måneds tid med stopprøver blev jeg den 15/6 2024 gradueret 1. Kyu i Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do. Med til den grad hører min første sortbæltegrad, nemlig enkeltsporet 1. Dan Gensei-ryu Karate-do, hvilket selvfølgelig er meget specielt for mig. Det er ikke et rigtigt sort bælte endnu, men det er ret fedt at vide, hvor tæt man er på at nå en af de helt store Milestones, man har set frem til, helt siden man startede.
Denne graduering har været meget anderledes for mig end den sidste graduering. Sidste år var der mange af os oppe, og der kom et højt fysisk pres i slutningen af gradueringsforløbet. Det var både fordi de fysiske krav var øgede i forhold til året før, og fordi vi også skulle op til Shiai-prøven, hvilket var langt ud over grænserne, for hvad jeg nogensinde havde prøvet før. Det samme fysiske pres var der ikke for mig i denne gradueringsperiode, især fordi vi ikke lavede Shiai. Til gengæld har der, for mig, været et stort mentalt pres gennem hele forløbet, allerede fra start.
Det har primært været mig selv og min egen tankegang, der skabte det pres, og jeg tror det startede da min træningsmakker, som jeg ellers har fulgtes med i bæltegrader, blev sorteret fra i gradueringsprocessen ret tidligt. Kombineret med, at der ikke var et lige så stort felt af graduanter i år, følte jeg, at der var mere fokus på mig, og jeg kunne blive sorteret fra når som helst, hvis jeg ikke var god nok. Jeg havde også en dårlig vane med at sammenligne mig med Pia, som på det tidspunkt var den grad jeg har nu, og der var problemet, at jeg ikke kunne se mig selv på et teknisk niveau, der svarede til Pias.
Derfor følte jeg mig på dybt vand i nogle af de teknikker og serier, jeg havde set Pia øve i flere år, som jeg selv knapt nok kunne huske. Jeg var meget bevidst om, at det ikke var godt for mig at tænke på den måde, og som gradueringsprocessen skred frem, blev jeg bedre til at holde fokus på mig selv og min egen teknik og stole på, at det jeg kunne var godt.
Ellers forløb gradueringen nogenlunde som de forrige år med masser af fysisk træning fra jul frem mod gradueringsvinduet og selvfølgelig masser af karate-træning. En lille ændring var tilføjelsen af POMW-forløbet, der ikke konkret var en del af gradueringen, men som selvfølgelig medgik i helhedsvurderingen af ens fremskridt, og derfor talte med. POMW er et meget godt værktøj til at træne sin indstilling, da det i virkeligheden er nemt at skyde, men kræver at man gør sig umage og følger teknikken og processen ordentligt for at se gode resultater. Og resultaterne er meget tydelige, fordi hullerne i skiven giver en øjeblikkelig feedback.
Dette værktøj brugte jeg aldrig ordentligt, da jeg tog kurset for første gang for 5 år siden, men efter at have begyndt på kurset igen, prøver jeg nu at inkorporere budskaberne fra POMW i min skydetræning og også min karate-træning. Det har hjulpet mig meget at have de to forløb, karate og skydning, kørende samtidig, da skydning virkelig har gjort det tydeligt for mig, hvor vigtig en korrekt indstilling er, og det har jeg kunnet (prøve at) overføre til min karate. Det har virket for mig kortvarigt under skydningen, så hvis jeg kan gøre det samme med karate, vil jeg kunne se store fremskridt på relativt kort tid. Og det kunne jeg godt tænke mig 😊.
Mit mål er at gå efter det sorte bælte til næste år. Der er mange ting, jeg skal lære, men jeg har heldigvis et helt år til det. Jeg er klart bedre i dag, end jeg var sidste år, og jeg føler mig ret sikker på, at det næste år bliver rigtig godt for min udvikling, uanset om det ender med et sort bælte, eller om der lige skal gå et år mere.
