Af Mads Villadsen, SDKSkyt, Ballerup
Helt nye omgivelser. Noget at vænne sig til, ja det har vi vel alle prøvet på et eller andet tidspunkt i Vores liv. Det jeg har erfaret i sådanne situationer er, at man skal træde et step tilbage og starte med at observere hvad det er der sker. Sådan havde jeg det den 28-01-2024 da POMW-kurset 2.a rullede afsted.
Der skulle være masser af sikkerhed, ikke kun over for hinanden, men også over for os selv. Kimu Sensei gjorde det meget tydeligt fra starten af, at vi skulle HUSKE VORES AMMUNITION HELE TIDEN! DEN SKAL ALTID VÆRE UNDER OPSYN. DET ER DIT ANSVAR! Det er loven der siger det. Så derfor skal det overholdes. Alt var gennemstrømmet af kontrol hele tiden. Det var en ny adfærd/væremåde. Mere observant og mere detaljeret. Og meget professionelt.
3 DQ og så er du ude af POMW-kurset (dumpet). Det gjorde Kimu Sensei meget klart fra starten, det er simpelthen en sikkerhedsforanstaltning for andres og vores egen skyld.
Hele dagen var en forventnings afstemmende dag. Det var meget anderledes end jeg havde forstillet mig. Mest af alt skydemetoden. Da vi et par dage inden havde fået at vide at vi skulle lave en skydesok, var det første jeg tænkte, hvad pokker skal vi bruge sådan en til. Den viste sig nu at være meget nyttig. Den skulle bruges til at hvile pistolen på.
Da jeg skulle fylde første magasin og skyde det af, var mit hoved fyldt med tanker. Jeg har en far der tidligere i sit liv har skudt med både kaliber .22 og 9 mm. Og han har fortalt hvor god han var og hvor nemt han syntes det var. Derfor følte jeg et pres fra hjemmefronten. Og derfor kunne jeg slet ikke finde roen.
Jeg fik en advarsels DQ for jeg fokuserede på resultatet. Jeg havde en hændelse hvor jeg blev irriteret på mig selv og derfor fokuserede på resultatet. Jeg blev styret af mit mindreværd og hørte simpelthen ikke efter. Derfor fik jeg en advarsels DQ af Kimu Sensei, ikke en rigtig DQ, men en advarsel, hvilket var helt rimeligt.
Dagens forløb var med en 100 % styret runde 1 og 50 % selvstyret runde 2 – med meget forskellige resultater. Hvor runde 2 blev betydeligt dårligere, selvom det jo burde have været betydeligt bedre – hvis vi havde holdt fast i processen og bygget videre på runde 1. Og stadig havde kørt processen og kontrolleret vejrtrækning.
Da vi havde været i gang i mange timer, var sidste proces rensning af pistoler, som også var en nørdet proces, men jeg følte den virkelig afslappende.
Desuden fik vi instrukser på at gå i bad og vaske alt vores tøj efter kurset på grund af bly og krudtslam. Hellere være på den sikre side for vi reagerer alle forskelligt når det gælder vores helbred.
Til afslutning opsummerede vi sammen med Kimu sensei og alle de andre skydeledere, skydekommandører og deltagere, hvordan dagen var gået og hvad vi hver især skulle fokusere på. Jeg fik personligt at vide, at enten er jeg helt oppe at køre eller også kører jeg mig selv ned. Derfor skal jeg prøve at finde roen og ikke falde i de fælder som jeg tit laver for mig selv. Lære at finde roen mens jeg skyder. Jeg er meget resultatorienteret og det skal jeg arbejde med.
Og så må jeg ikke tale mig selv ned, det er det værste man kan gøre. Der er så mange der gerne vil gøre det. Så lad vær med selv at gøre det. Byd processen og læringen velkommen – så det bliver en del af dig og du kan få det bedste ud af det. I Shindenkan tror vi på dig, men du skal også tro på dig selv. Kimu Sensei siger altid – vi er alle helt unikke og fantastiske mennesker – det handler bare om at gøre sit bedste.
Man skal køre processen og ikke fokusere på resultatet. Og så finde et sikkert sted (fysisk og psykisk) til at finde følelsen af den gode skydning. Enhver kan lære af egne fejl, men en sand leder lærer af andres fejl.
Alt i alt en meget inspirerende dag, som forløb meget roligt med masser af fokus.
Kæmpe meget tak til Kjeld Renshi for personlig vejledning. Når man prøver noget nyt er det meget rart, at have en der kan berolige dig når det bliver lidt for svært og for presset. Tag det roligt og træk vejret. Det gjorde det ikke bedre at den pistol jeg havde jammede (fejlfunktioner) en gang i mellem og jeg blev en smule frustreret over den.
En uge efter kom næste kursus dag. Vi skulle selvfølgelig tørtræne derhjemme hver dag imellem kursus dagene og samtidig havde jeg endda været så heldig før kurset, at jeg havde fået personlig vejledning af Jens Hanshi-dai, efter en lokaltræning. Og det var jeg meget taknemlig for. Der drøftede vi yderligere hvordan det var gået og hvad jeg skulle fokusere på. Sådan at jeg kunne udvikle mig endnu mere.
Men nu kender vi stedet, rutinen, og væremåden lidt bedre og nu kender vi lidt til at skyde med kaliber .22.
Kimu Sensei startede med nogle helt ’’basale’’ facts inden vi gik i gang. Om folk indenfor skydeverden.
- 80 % er over middelklasse indkomst
- 67 % har ikke nogen børn og vil ikke have regelmæssig undervisning
- 50 % af os vil ikke høre efter. Og vil lukke helt af for det der bliver sagt her i dag.
Folk er for arrogante, for selviske, kæmper med mindre selvværd og mangel på selvtillid. Det var også noget Kimu Sensei sagde i løbet af dagen. Det var som at se på en hel klasse der lige havde fået skæld ud af rektoren. Alle dem der ikke kiggede ned i bordet, var lidt småfornærmede over det han sagde.
Og det endte også ud i at 50 % fik DQ på dagen. Så noget havde han jo ret i.
”I kæmper mod jer selv. I er jeres egen værste fjende. Det er en indre kamp. Men hvorfor?”
”I sætter alle grænser for jer selv. Hvorfor det, I er fantastiske.”
Det passede jo meget godt sammen det han sagde. Men det stod også lidt i kontrast, først at give os problemet og så give os løsningen. Og så stå og påstå, at 50 % ikke ville høre efter. Det virkede helt hul i hovedet fra min optik.
”Det er nu vi øver gentagelser, gentagelser, gentagelser. Så det kommer ind på rygraden. Og det er nu det begynder at blive en vane” fortalte Kimu Sensei, som på kurset er Chefinstruktør og overordnet skydeleder, da han gennemgik planen for den dag.
Det er som vores Shindenkan principper. Vi møder folk der hvor de er og tager dem med på en rejse. Der blev taget højde for alles startpunkt og derfra begyndte instruktørerne at bygge os op.
Men vi viste jo alle hvad vi skulle, det var bare at vi skulle i gang med at skyde. Lige som sidst. Eller det troede vi. Vi startede med at øve tørtræning et par gange med real ammo. Derefter var det meget egen kørsel med at fylde magasiner, klargøre pistolen, lade den, med korrekt pistol håndtering, skyde og aflade. Alt dette stod på en skydevejledning som blev lagt på hvert skydebord.
En udfordring som en ordblind person var at være sikker på at jeg overholdt skydevejledningen til punkt og prikke. Da det var exceptionelt udfordrende at læse og håndtere pistolen på samme tid. Uden at jeg bragte andre eller mig selv i fare. Uden at det skal være en undskyldning eller jeg skal have medlidenhed for min situation.
Men det resulterede i at jeg var nødt til at bide tænderne sammen og ikke have ondt af mig selv. Det gjorde også at jeg måtte, i hvert fald prøve at stole 100 % på mig selv og mine evner og min viden. Stadig med den forståelse og anerkendelse, at der er andre der ved mere end mig og at jeg stadig skulle være ydmyg.
Og overgive mig fuldstændig til processen. Og træne med det formål at lave POMW skydeteknik 100 % rigtigt.
Dertil kunne jeg ikke have gennemført det uden den kæmpe mentale og fysiske vejledning og støtte fra Kjeld Renshi, som var min personlige skydeleder da alle skulle have en erfaren skytte til at holde opsyn med at alting forløb korrekt og at der ikke blev begået nogen fejl. Eller give DQ. Heldigvis slap jeg uden nogen denne gang.
Jeg kommer selv af en familie hvor jeg er den eneste ordblinde. Derfor har jeg altid været lidt bagefter de andre, og har særligt haft svært med at leve op til min forældre og min storebror. Det har også afspejlet sig igennem dette kursus. Jeg har svært ved at leve op til min egne forventninger og når jeg så ikke gør, kører jeg mig selv ned af en nedadgående spiral. Det problem har jeg prøvet at arbejde med siden mine tidlige teenageår her i Shindenkan. Men jeg havde aldrig troet at et kursus der baserer sig på en mange år gammel tese skulle have Så stor effekt på mig.
Det var en stor udfordring for nogen, inklusive mig selv, da vi gik fra skydning med støtte af sok til frihåndsskydning. Pistolen blev meget tungere end jeg havde forestillet mig. Og at holde pistolen stille var endnu mere udfordrende. Man skulle prøve at pendle frem og tilbage, og skyde lige når den var det rigtige sted. Det var rent ud sagt pissesvært.
Nu hvor jeg tænker på det og ser tilbage på det, minder det mig om frikamp. Maksimalt pres under trygge og sikre forhold.
Overordnet set en rigtig fed dag. Fyldt med god stemning og godt kammeratskab. Men også med en høj læringskurve, og masser af fokus på os.
Under trygge og sikre forhold.
