Hvad har været den største udfordring ved gradueringen? Lige nu er det faktisk at sætte ord på processen. 🙂
Min rejse mod gradueringen til 2. kyu startede i efteråret. Ja den startede jo egentlig for godt 9 år siden, da jeg fulgte min søn til karatetræning for første gang, men lad os blive i nutiden. Jens Hanshi-dai spurgte i efteråret, om jeg var indstillet på at arbejde frem mod graduering til 2. kyu til sommerstævnet 2023. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg var klar, for jeg var egentlig stadig lidt mentalt træt efter gradueringen lige før sommerferien. Men jeg meldte mig på bruttoholdet. Om ikke andet, kunne jeg jo nyde, at bruttotilmeldingen betød ekstra fokuseret træning på sort- og brun-bæltetræningerne med Kimu Sensei.
Efteråret gik med sædvanlig træning og nogle weekend træninger med sort- og brunbælterne. Og niveauet på træningerne har været rigtig højt i år – vi har trænet mange af de øvelser, vi ”plejer”, men vi har fået tilføjet en masse detaljer. For mig har det været som at åbne døren til en helt ny verden, og på mange måder har jeg følt, at jeg er startet lidt forfra. Det har været den klassiske – jo mere du ved, jo mere ved du, at du IKKE ved – eller ”kan” i dette tilfælde.
Og som sæsonen skred frem ”fangede bordet”. Nu havde jeg jo meldt mig til graduering, og så måtte jeg hellere tage det alvorligt. For mig føles de fysiske krav altid som de sværeste; højt kondital og en KataFIT med mange flere armbøjninger, end mine (slappe) arme synes om. Armbøjningerne har derfor stået på en daglig to-do-liste det meste af sæsonen. Og for en gangs skyld har jeg haft forholdsvis ro i maven i forhold til, at jeg nok skulle klare den KataFIT 10, som er kravet til 2. kyu.
Vanskeligere var konditionskravet. Det bør jo ikke være noget, man skal træne sig op til – vi træner jo allerede. Men jeg kan afsløre, at mit kondital som udgangspunkt ikke er højt, så der skulle trænes! Og det gik fint de første måneder af året. Men så ramte den ene efter den anden ”gode grund” og dårlige undskyldning for, at jeg ikke liiiige fik trænet på kondicyklen. Og pludselig begyndte det at se rigtig vanskeligt ud. Jeg har haft en del dage i fitnesscenteret, hvor jeg nærmest har forsøgt at tale mig selv fra projektet. ”Så er det hellere ikke vigtigere at bestå den graduering…..”. Jeg overvejede virkelig at kaste håndklædet i ringen, men selvmedlidenheden fik heldigvis ikke overtaget, og jeg fik brugt medlemskortet til fitnesscenteret præcis nok til, at også konditionstesten blev bestået.
Men KataFIT og konditest er jo de lette prøver ifølge Kimu Sensei. Og når man dykker ned i prøverne, er det helt rigtigt. KataFIT og konditionstest er forholdsvis objektive krav. Man kan træne sig op og gennemføre – det er målbart. De andre prøver er mere abstrakte – det handler om indstilling og udholdenhed, og det har været i spil hele året.
Jeg har som sagt været udfordret af det langt højere nieau, vi blev præsenteret for i år. Det er blevet rigtigt svært at lave selv tilsyneladende simple ting. Jeg synes selv, at jeg er blevet markant bedre, og jeg har haft rigtigt mange fede dage. Men jeg føler også, at jeg er blevet ”dårligere” – eller sagt på en anden måde; jeg kan i hvert fald se mange flere forbedringspunkter, i det jeg laver.
Og det er vel egentlig det, der er status for mig nu. Nok er gradueringen til 2. kyu bestået – og det er jeg rigtig stolt af – men det er også bare et skridt på vejen videre. Og så er jeg egentlig på vej til at besvare et spørgsmål, jeg fik meget kort tid efter, at sommerstævnet var slut: Er du klar til endnu en graduering næste år? …. Lige nu er jeg stadig træt, men udviklingen vil jeg i hvert fald gerne fortsætte med. 🙂
Og så har jeg slet ikke skrevet om, hvor svært jeg har haft det hele året med tanken om, at jeg måske skulle lave frikamp i forbindelse med gradueringen. Det slap jeg heldigvis for i denne omgang, men så er der jo lidt mere at tænke på frem mod næste graduering….!
