2. Kyu Gradueringsforløb Du kan hvis du vil
Fra mine erfaringer fra mit tidligere gradueringsforløb til 3. Kyu var jeg helt klar over, at min graduering til 2. Kyu ville kræve en stor del mental fokus, tilstedeværelse og fysisk forberedelse og ikke mindst at kravene ville være større.
Samtidig skal familien også være parate til at træningen kommer til fylde mere i både hverdage og weekender (som ellers er dedikeret til alle de praktiske gøremål som ikke kan nås i hverdagen) og at jeg, i perioder, ikke vil kunne yde det samme bidrag derhjemme som normalt.
På grund af udfordringer på hjemmefronten med vores søn som har både autisme og ADD, så vidste jeg at det ville kræve ressourcer og accept af familien udover det sædvanlige, da det til tider kræver voldsomt meget at få hverdagen til at fungere nogenlunde normalt.
Selve processen startede mentalt for mig allerede fra sæsonen begyndte, men når der er 6 måneder til selve gradueringen til Sommerstævnet, så kommer der gradvist et forøget fokus på både det fysiske og det mentale.
Det er samtidig der hvor at man skal være helt afklaret om man er klar til at yde den ekstra indsats som er påkrævet for at gennemføre forløbet. Hvis den rette indstilling ikke er der eller man har lidt for mange undskyldninger overfor sig selv (og de kommer helt sikkert) for ikke at yde den nødvendige indsats, ja så vil man før eller siden have så mange undskyldninger at man afbryder forløbet.
Cirka 3-4 måneder før Sommerstævnet blev min søns situation væsentlig forværret og hans skolegang var i fare for at skulle afsluttes og vi måtte køre ankesag mod kommunen, var i dialog med advokater og alternative skoletilbud, hvilket tog så meget af familiens energi og mentale overskud at jeg slet ikke kunne overskue hvordan jeg kunne være til stede for familien og samtidig gennemgå et gradueringsforløb ved siden af – Der var jeg meget tæt på at sige fra.
Det krævede mildt sagt en kæmpe indsats af hele familien og vi blev enige om at jeg kunne fortsætte forløbet hvis jeg var fast besluttet på at gøre den nødvendige indsats for at bestå, og at jeg var der for familien når det var påkrævet for, ellers ville det være spildt energi for alle – Det lovede jeg og sådan blev det.
Gradueringsforløbet består af 9 stoptest som alle skal bestås efter nogle helt fastdefinerede rammer, så det er ens for alle. De ni stoptests for en 2.kyu graduering er som vist nedenfor:
- Fysisk test (Cardio + KataFIT 5S indenfor tid)
- SKK + KataFIT 10S indenfor tid
- Ryuha (Teknisk pensum)
- Ryugi skriftligt (Teori fra Pensumhåndbogen)
- Ryugi mundtligt (Teori fra kurser m.m.)
- Shiai – Frikamp uden regler (valgfrit hvis man er over 50år)
- Undervisning og rollemodel
- Beståelse af OBC
- Stamina test (udholdenhedstest på pude)
Specielt når de fysiske kontroltest (eller ”Curling” testene som de også bliver kaldt :o)) begynder hver 14’ende dag, så finder man hurtig ud af om man har taget lidt for let på at få grundformen på plads, eller om man har overskuddet til at nå i mål.
Vedholdenhed
Vedholdenhed – ja det kan blive defineret på mange måder, som f.eks. at jeg ikke missede en eneste træning i hele sæsonen eller som i det faktum at jeg hele tiden har haft en ambition om at blive bedre og at opnå et højere kompetenceniveau. Eller som i min beslutning om at gøre en forskel for de andre mennesker efter Shindenkans værdisæt som jo blandt andet siger tag ansvar for dig selv og andre.
Jeg havde en rimelig klar fornemmelse af, at min grundform var rimelig god, da jeg laver andet idræt ved siden af karate, men jeg måtte alligevel erkende at der skulle lægges en ekstra indsats ind for at nå mine mål og meget gerne med lidt margin, da man typisk mister 10-20% når man er mentalt presset til selve testen.
Det gik da heldigvis godt både til Cardio, KataFIT og Ryuha testene, hvilket betød at man følte sig motiveret til at fortsætte til de næste stopprøver og troen på at en vellykket graduering var indenfor rækkevidde, men vejen var kun lige begyndt.
Der hvor jeg helt sikkert vidste at jeg skulle gøre en indsats var på selve Ryugi’en (teorien), da jeg har store udfordringer med at lære sætninger, grader og historiske momenter udenad, specielt når teorien i visse tilfælde, for mig, virkede uforståelig og jeg ikke kunne finde en logisk sammenhæng – Sådan er min hjerne i hvert fald skruet sammen. Derfor gik jeg tidligt i gang med at finde en metode for hvordan jeg kunne tilegne mig og huske den viden og jeg måtte inddrage både kone og børn som skulle høre mig i teoristoffet (og det en del).
I dagene op til Ryugi prøven (der er en mundtlig og skriftlig), så følte jeg mig efterhånden rimelig fortrolig med stoffet, jeg var ikke superoptimist, men dog sikker på at jeg kunne komme igennem selvom jeg var under pres.
På selve dagen for Ryugi testen, da begyndte sommerfuglene at komme frem og jeg synes pludselig at jeg ikke kunne huske hverken det ene eller det andet. Der blev afholdt et slideshow for bl.a. strukturen af Shindenkan og SOPORG med rigtig mange informationer som flittigt blev noteret, da Kimu Sensei havde indikeret at der kunne muligvis komme et spørgsmål eller to om emnerne.
Da vi startede prøven, skete der en fuldstændig blokering og det vi netop havde gennemgået, var fuldstændig væk. Hvis jeg var blevet spurgt om mit navn i det øjeblik så ville jeg have været i tvivl – Jeg blev selv dybt overrasket, da jeg til dagligt tager store beslutninger og leder andre mennesker, men pludselig står jeg i en situation, hvor det hele ramler og det er superdårlig timing lige i den situation!
Testen endte heldigvis med et godkendt resultat og akkurat kun lige med fingerspidserne, det takket være Kimu Sensei som huskede mig på at man skal tro på sig selv og da jeg vidste at jeg havde forberedt mig det bedste jeg kunne, så lettede tågen og vejrtrækningen blev nogenlunde rolig, men jeg var stadig overrasket over min reaktion, da det normalt ikke ligner mig at reagere på den måde.
Det var en kæmpe lettelse og jeg fokuserede nu kun på de næste tests. Det er naturligvis nemmere sagt end gjort, da vi ikke ved hvad der venter og uvisheden i sig selv er en del af processen, da det øger det mentale pres som vi løbende blevet udsat for over en lang periode.
Shiai testen (frikamp) skulle jeg ikke gennemføre da det ikke er obligatorisk ved 2. kyu når man er over 50 år (og det står der på min fødselsattest at jeg er, men mentalt og fysisk er jeg en del yngre 🙂 ). Til gengæld fik jeg og en alderstilsvarende medgraduant æren af at give den gas overfor to yngre medgraduanter som virkelig kæmpede for sagen. Stoptesten er beregnet til at afspejle den virkelighed vi alle kan komme ud for ved f.eks. et voldeligt overfald hvor man skal kæmpe med friske modstandere indtil man ikke kan mere. Det foregår under et fuldstændig kontrolleret miljø med en læge tilstede hvis der skulle ske et uheld, men man bliver så udmattet, at den skal man normalt gemmer sig bag er fuldstændig væk, og ens personlighed kommer frem. Det er først på det tidspunkt at man lærer sig selv at kende og man bygger videre på – hvis man kan og vil. Mange kan ikke lide at se den side af sig selv og kan blive skræmt og vælge helt at stoppe med karate.
De næste stoptests skulle bestås ved selve Sommerstævnet og selvom de foregående tests er bestået, så er der ingen garanti for at gradueringen er overstået. Alle tests tæller og Kimu Sensei gør alle graduanter opmærksom på at vi nu står på egne ben, dvs. at hvis en af stoptestene ikke gennemføres under stævnet så kan han ikke ”holde hånden” over os og man må acceptere at man ikke gradueres hvis en eller flere af testene ikke er bestået.
Stævnet omfatter bl.a. stoptests som rollemodel, staminatesten og ikke mindst OBC som kræver en hel del fysisk og mental fokus, da man skal kunne være i stand til at gennemføre alle de bevæbnede og ubevæbnede kurser man har gennemgået og på et tidspunkt hvor at man er mentalt og fysisk udmattet.
OBC testen følte jeg at det nok var det dårligste jeg har lavet, men det nytter ikke at tage de negative tanker med ind på gulvet og sige ”øv” når man laver noget forkert – Det er kun ”Ja” hatten som kan bruges til noget konstruktivt og man må gøre det bedste man kan også selvom man er træt.
I sidste ende er det kun Kimu Sensei som kan vurdere om man kan sit pensum, og det viste sig heldigvis at det kunne jeg, hvilket man ikke får at vide før ens navn bliver nævnt under uddelingen af bælter og streger.
Den sidste test er stamina testen som skal teste ens udholdenhed og indstilling ved at slå og sparke på en pude sammen med ens makker – Vil man eller vil man ikke, også selvom kræfterne er sluppet helt op. Det er en ultrahård test, og i den sidste fase af testen bemærker man faktisk ikke at publikum står og hepper og råber – Man er helt i sin egen klokke og er kun fokuseret på at der skal slås til og holde tempoet indtil Kimu Sensei siger stop (hvilket man heller ikke bemærker indtil ens makker siger til).
De sidste tests gik heldigvis godt og først når ens navn bliver nævnt, så ved man at gradueringen er vellykket og de anstrengelser man har været igennem, har været det hele værd.
En kæmpelettelse går igennem en og ikke mindst stolthed over at man har gennemført rejsen. Det lyder måske underligt, men det er en rejse med at kende sine grænser og udfordre sig selv til grænsen og lidt over sammen med nogle fantastiske mennesker som tilmed gør det sjovt at sparre med og som man har kunnet støtte sig til – Det giver et unikt sammenhold og fællesskab.
Det jeg er mest stolt over, er min families opbakning samtidig med de udfordringer vi måtte og stadig gennemgår i forbindelse med min søn. Det har krævet en indsats og forståelse langt udover hvad man kan forvente og det sætter jeg utrolig stor pris på og det beviser fuldt ud at alt er muligt hvis man vil.
