Af William Grønfeldt, 2. Kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do, 1. Kyu, Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do, 1. Kyu, Bujutsu Kodosokukai sports Karate-do
Min forberedelse til gradueringen startede omkring jul, hvor jeg gik i gang med at træne mig op til de fysiske tests. Jeg havde brug for et meget højt kondital, og det var primært det jeg fokuserede på i min træning. Frem til foråret foregik træningen på egen hånd, og jeg trænede ikke meget intenst. Min træning bestod af min daglige cykeltur til og fra skole som var i alt ca. 17 kilometer, og så nogle gange en tur på cyklen i et fitnesscenter sammen med andet styrketræning.
Da de fysiske tests begyndte at nærme sig, begyndte vi at træne sammen som klub, og mødtes regelmæssigt i fitnesscentret for at lave testen sammen, hvilket hjalp mig godt på vej mod at nå helt op i mål. Med hjælpen fra disse samtræninger, var jeg i stand til at nå hele vejen i mål, trods en noget inaktiv ferie, og jeg kunne gennemføre testen med et behageligt overskud. I forhold til KataFIT og SKK testen var jeg siden jul begyndt at tage højere KataFIT’er, så jeg var klar på at kunne lave en 10’er til selve testen. En måned før testen var der jeg begyndte at træne tiderne igennem, da jeg havde trænet styrken op, og bare skulle vænne mig tilbage til at tage normale KataFIT’er, i stedet for NOX’ere, som jeg havde brugt meget i min optræning. Til SKK’en havde jeg ikke trænet mig særligt meget op, idet den er mere teknisk end styrke-orienteret. Jeg sørgede bare for at træne den godt igennem til de lokale træninger, og have fokus på de rettelser vi havde fået til selve prøven. Både KataFIT’en og SKK’en forløb uden problemer til selve testen.
Det var også fedt at der ikke var nogen der var faldet fra her, hvilket gjorde hele forløbet mere holdagtigt, end bare hver persons egen graduering, og jeg fik mere en fornemmelse af at vi alle gik op som et hold, og vi skulle gøre vores bedste for hinandens skyld. Også på dette punkt følte jeg at en god del af gradueringen var overstået, fordi hele optræningen over de sidste par måneder ledte op til disse to prøver, og når de var overstået, havde vi en lille pause før de sidste prøver begyndte. Dette var dog ikke tilfældet, for de to fysiske prøver er der bare for at sikre at man er i god nok form til at gennemføre de andre prøver, og det er der den egentlige udfordring kommer.
Da der var gået nogle uger, og nogle af de senere prøver var nære, havde vi en SB-BB (Honbu sort & brunbælte) træning, og det var der jeg opdagede hvordan mit mindset skulle være fremover. Vi gennemgik en masse kataer langsomt og hurtigt, og selvom vi også kørte langsomt, kunne jeg mærke at jeg var presset på kondien. I mine øjne var denne træning en opvarmning til hvad der ville vente til pensumtesten, og det fortalte mig at jeg virkelig skulle skrue bissen på, og vise at jeg virkelig gerne ville gradueres, og den dag gik jeg hjem og gjorde mig mentalt klar til de prøver der lå forud.
Efter lidt omrykning af datoer for at få alles kalendere til at passe, blev datoen sat til 3. juni. Det var der, vi regnede med at skulle lave fysisk, og teoretisk pensumprøve, men der blev også lagt op til at vi skulle noget mere. Til KataFIT prøven havde Kimu Sensei fortalt at vi skulle have beskyttelsesudstyr med, og at vi ville få brug for det. Intet konkret var blevet fortalt til os om dagen andet end beskyttelsesudstyret, og vi fik fortalt at selv ikke Jens Hanshi-dai havde fået noget at vide om hvad der skulle ske på dagen, så jeg var klar på det værste. Før gradueringen var begyndt havde vi fået fortalt at Mads og jeg ikke skulle op til shiai, men at Kimu Sensei ville ”finde på noget i stedet for,” så det var nok det der skulle ske nu.
På dagen kommer vi derop, og vi starter med en præsentation der minder om mange af de andre præsentationer vi har fået gennem året. Vi fik at vide at nogle af tingene fra præsentationen ville komme på den teoretiske test, så jeg var ekstra omhyggelig med at skrive noter. Bagefter fik vi udleveret selve testen, og selvom der var nogle spørgsmål jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare på, havde jeg lyttet godt nok efter til at bestå. Efter testene var blevet rettet og vi fik at vide at alle var bestået blev vi linet op, og stillet nogle spørgsmål, hvilket var den mundtlige prøve. Jeg fik kun et spørgsmål, og det var et af de nemmeste: ”hvad betyder Jokokan,” og svaret var meget simpelt; huset med de otte kræfter.
Da vi stod på linjen, fik vi også at vide at vi havde bestået den fysiske pensumtest, da den var foregået til træningen, hvor vi lavede kataer. Men legen var ikke slut endnu, og vi skulle dernæst lave nærkamps-OBC. Vi startede ud med at lave fald, og intensiteten blev fra start sat meget højt. Vi kom igennem teknikkerne fra de forskellige kurser, og til at slutte af skulle vi lave stranguleringer på hinanden. Det startede ud ret godt for mig, men da jeg blev mere og mere træt, begyndte jeg at blive langsommere og tabe mere. Da den sidste omgang blev stoppet, var jeg godt gennembanket og overhovedet ikke klar på det næste vi skulle lave.
Mads og jeg skulle alligevel op til shiai. Vi ville skulle kæmpe mod hinanden, Jesper Hjort og Michael Bekker. Mads startede, og jeg var hans første kamp. Jeg startede godt ud, men ligesom med stranguleringerne, begyndte jeg at skrue ned for tempoet da jeg blev træt, hvilket gav Mads kampen tilbage. Fra efter et minut var jeg for udmattet til at tænke ordentligt, og jeg nåede knapt nok at komme ud og hvile før jeg skulle ind og afslutte Mads’ runde. Da min runde begyndte, var Mads min første kamp, og allerede efter 10 sekunder kunne jeg mærke den udmattelse der havde ændret tempoet i første runde. Resten af min omgang var bare at jeg prøve at overleve mens min modstander der var mere frisk bare hamrede igennem på mig. Da det sluttede, var jeg noget af det mest lettede jeg nogensinde har været. Efter Mads og jeg lige var kommet os fik vi at vide at vi havde bestået, og vi havde klaret det godt, og jeg var ret stolt af mig selv for ikke en eneste gang at tænke på ikke at rejse mig op.
De følgende dage var jeg ret øm, og jeg fik tid til at tænke over hvad der egentlig var sket, og jeg skrev lidt til mig selv, så jeg kan kigge tilbage på hvordan jeg havde det lige efter kampen. Jeg er meget glad for at jeg har prøvet det, fordi det har givet mig et indblik i virkeligheden, og har givet mig et realistisk billede på hvad jeg er i stand til og hvad andre er i stand til.
Nogle uger senere kommer de afsluttende test, som er de sidste OBC certificeringer, og stamina-testen. Jeg er ikke så bekymret for OBC-testen, da jeg bare skal gøre mit bedste og jeg har gjort det før, og stamina-testen er bare en mildere version af shiai-testen som jeg allerede har været igennem.
OBC certificeringerne går som jeg forventede, og siden jeg ikke var så nervøs, lavede jeg ikke så mange dumme fejl, som jeg ellers kunne lave. Koblet med at vi allerede havde lavet certificeringerne for jujutsu og ShindenFight, som er de mest krævende for mig, kunne jeg fokusere mere på teknikken, hvilket jeg godt kan lide.
Stamina-testen var jeg dog nervøs for. Da de farvede bælter var ude og graduere kunne jeg mærke pulsen stige, men jeg kunne berolige mig selv med at det er nemmere end shiai. Stamina-testen kræver altid mere end man forventer, og det er også sandt for denne gang, men jeg havde min far og min bror på sidelinjen, og jeg måtte ikke skuffe dem, og efter hvad der føles som en længere spillefilm, blev jeg stoppet efter tredje runde og jeg kunne få lov at gå ud og tage noget vand. På dette punkt var jeg ret sikker på at jeg havde bestået, men alligevel var det dejligt at stå oppe på scenen og få et vide at man var 2. kyu, samtidig med at alle ens kammerater var kommet i mål.
