Det var nu blevet tid til at gennemføre og forhåbentlig bestå det tredje POMW-kursus hvor alt det vi havde lært på POMW I & II nu gerne skulle ligge så meget på rygraden at det effektivt kunne udnyttes i POMW III og yderligere udbygges med den stigende sværhedsgrad og nye fokuspunkter for ens egen indstilling og selverkendelse under pres.
Det samlede POMW III kursus er meget koncentreret og består af 4 forløb med hver deres fokuspunkter og indlæring som igen er opdelt i en individuel og en fælleskabsdel. Hvert forløb har en varighed af ca. 13½ time hvilket betyder at der stilles store krav til udholdenhed og indstilling så man kan holde fokus 100% under hele forløbet. Det er jo dels et spørgsmål om sikkerhed, men også at man ikke tillade sig at tage en ”slapper” og ramme lidt ved siden af det sorte felt på skiven og tænke at næste gang så gør jeg det bedre – Hver eneste kugle tæller og skal ramme i plet hver gang, fuldstændig som når man kæmper, skal til eksamen eller lukke en stor kontrakt.
Derudover skulle vi nu skyde på tid så vi havde 8 sekunder til at trække pistolen, finde målet og ramme i ”Bullseye” samtidig med at vi udfører det teknisk korrekt (ellers rammer man slet ikke ”Bullseye”!).
POMW III kurset foregik på en udendørs bane og der var lagt op til skydning primært med 9mm pistol og kaliber 0.22 som en slags indskydning og tilvænning før det gik løs med 9mm.
Der havde været en periode på 5 uger siden den første del af POMW III hvor der primært blev skudt kaliber 0.22 og vi fik genopfrisket teknikkerne i POMW I og II. Nu var vi nået til de næste forløb og der blev vi bedt om at lave en skydestøtte opstilling som skulle kunne justeres i højden og være stabil nok til at man kunne bære vægten af en skydesok og en pistol som lige akkurat hvilede på sokken.
Der var mange spændende og kreative løsninger og de blev heldigvis alle godkendt, men vi var jo også lidt spændt på hvad sådan en opstilling skulle bruges til!
Det fik vi afklaret af Kimu Sensei som fortalte at der er flere parametre som kan spille ind som fejlkilde når man rammer ved siden af. Udover de fem grundlæggende teknikker:
- Korrekt Stilling og dobbelt håndgrebskontrol
- Korrekt Vejrtrækning
- Korrekt Sigte
- Korrekt Aftrækskontrol (Press’n squeeze)
- Korrekt Rekylkontrol og eftersigte
Så er der nemlig også pendlingen som spiller en væsentlig rolle – Pendling er når pistolen svinger i et 8-tal når man står og sigter. Det behøver kun være ganske lidt, men effekten er temmelig stor når målet er 25m eller bare 15m væk.
Så ved at bruge opstillingen som en slags støtte, så blev pendlingen taget ud af ligningen og dermed kunne man fokusere på hvilken teknik(ker) som var det svageste led og det man skulle fokusere på at blive bedre til. Det fungerede fantastisk og meget hurtigt kunne man se en markant forbedring for alle POMW III skytterne hvor skuddene nu blev samlet i en klase i stedet for at være spredt ud over skiven.
Når vi individuelt havde optimeret på de teknikker som var årsagen til at skuddene ikke altid ramte der hvor de skulle, nemlig i midten af skiven, så gik vi over til stående skydning og pendlingen var igen en del af de potentielle fejlkilder. Men nu burde vi til gengæld kunne ramme væsentligt bedre nu da vi vidste hvilke parametre som skulle blive bedre og utrolig nok, så viste det sig også at vores skydning blev langt mere stabil og præcis.
På de efterfølgende forløb skulle vi blive fortrolige med 9mm pistolen, da den er en del kraftigere end kaliber 22 og det gav et ordentligt brag når den blev fyret af. Specielt når man står på en række og skyder, så kan man mærke lyd trykket fra sidemanden og det kræver at man kan abstrahere fra det og holde fokus. Samtidig er rekylen noget voldsommere og der kan opstå situationer hvor man ligefrem bliver bange for rekylen og det påvirker ens præstation i en temmelig negativ retning. Der er det vigtigt at man bliver ”venner” med pistolen og er fortrolig med pistolhåndteringen så begynder det at fungere og faktisk kunne jeg bedre lide at skyde med 9mm end kal. 22 efter et stykke tid.
Ved POMW III kurset, så tages det for givet at man kan håndtere pistolen forsvarligt og korrekt (dog under observation af skydekommandørerne) og de grundlæggende skydeteknikker er på plads. Derfor skydes hver runde a’ 30 skud med point hver gang på tid så man løbende kan se om sin skydning forbedres efter de større eller mindre korrektioner som man får besked på at ændre.
Det forventes dermed også at man yder sit absolut bedste hver gang og at resultaterne gerne skulle blive bedre. Derudover skulle vi efter en afsluttet runde estimere hvor mange point man havde skudt og de skulle ligge indenfor +/-10% af de point man havde skudt, ellers så ville runden ikke gælde og man blev registreret for nul point. Det samme gælder også hvis man ikke skød indenfor den 8 sekunders tidsramme der var for hvert skud. Det var ikke det man havde lyst og derfor blev der gjort alt for at gøre sit bedste hver gang og allerhelst gøre det bedre – det viste jo at man havde gjort det der blev sagt. Yderligere, så vidste vi at vores resultater og indstilling konstant blev evalueret og skulle i sidste ende danne basis for om vi kunne bestå POMWIII, så jo, der var pres på.
Det medvirkede også til at der konstant var et psykisk pres og da man også blev træt i løbet af dagen, så skulle der bruges mere energi på at holde det mentale fokus. Derudover så stod Kimu Sensei med et arsenal af fyldte 9mm magasiner og tømte dem på rekordtid mens man stod og skulle forbedre sin præstation på tid og samtidig holde fokus mens tomme og temmelig varme hylstre ramte en i hoved og arme. Samtidig gav det nogle ordentlige brag og trykbølgerne kunne mærkes konstant både fra sidemanden og Kimu Sensei’s maskingeværsalver.
På trods af det relativt store pres både psykisk og fysisk, så lykkedes det at få samlet mine skud i en pæn klase som betød at jeg lå i den gode ende af pointskalaen. Det blev derfor også noget mere krævende at forbedre min præstation for hver runde og der skulle virkelig ledes på alle hylderne inde i hovedet hvor jeg kunne gøre det bedre. Det var lidt frustrerende, for når jeg kikkede over på Kimu Sensei’s skive så lå alle hans skud i midten af skiven på trods af at han fyret dem af på en brøkdel af den tid vi selv havde til rådighed – Så jeg konkluderede at der var basis for forbedring og jeg ”bare” skulle grave lidt dybere ind i mig selv og så få øvet en hel del.
På trods af at det var nogle meget lange dage, så gik tiden utrolig hurtig fordi vi hele tiden var i gang med at skyde eller sammen med sine kammerater gennemgik vores oplevelser, erfaringer eller delte gode råd hvis vi havde gjort nogle observationer som kunne forbedres. Men udover den praktiske del, så er der den sociale del som består af det sædvanlige helt unikke Shindenkan sammenhold selv når vi alle er godt mærket efter en lang og mental hård dag eller hvis der lige er en kammerat som skal have et klap på skulderen hvis frustrationerne er ved at tage over.
Der blev bagt absurd lækre kager (og tak for det, Helene 😊) som var garanti for at alle så frem til de sparsomme pauser og ens sukkerniveau ikke gik helt i bund. Selv rensning af pistoler som tog omkring 1½ time blev ligefrem en hyggetjans med rockmusik og en masse snak frem og tilbage mens rensegrejet fløj hen over bordene.
Så efter de første tre kursusforløb i POMW III var afsluttet og vi kunne se tilbage på nogle hårde men lærerige og sjove timer, så var sandhedens time kommet hvor vi fik at vide om vi havde bestået eller ej for det var absolut ikke en selvfølge. Heldigvis bestod jeg den første del, som var den individuelle del af kurset og så var der det sidste forløb hvor fælleskabsdelen skulle bestås.
I forbindelse med den individuelle del, så havde Kimu Sensei besluttet at jeg og en anden skulle videreuddannes som assisterende skydeinstruktør/kommandør i SDKSKYT regi så vi kunne bidrage til fremtidige POMW-kurser. Det var naturligvis en stor anerkendelse og det betød at mig og min kammerats kursusforløb ikke var helt overstået endnu.
Den sidste del bestod for vores vedkommende i at vi skulle arbejde sammen med de uddannet instruktører og løse forskellige opgaver som var relateret til skydekommandørens rolle og som løbende blev vurderet for at se om vi havde det nødvendige overblik og samtidig kunne sørge for at sikkerheden blev prioriteret. Skydningen var der mindre af denne dag da vi skulle fokusere på de opgaver vi blev stillet.
Også denne dag gik lige så hurtigt som de andre dage og da dagen var slut, så kunne vi se tilbage på en spændende og lærerig dag set fra instruktørernes side og det var helt sikkert at det er et stort ansvar at leve op til med tanke på at vi har ansvaret for sikkerheden af vores kammerater og de ikke kommer til skade eller det der er endnu værre.
Jeg ved endnu ikke om vi bestod, det har vi til gode da vores indsats skal vurderes af Kimu Sensei, men indtil da kan jeg kun sige at det har været super spændende forløb som har givet mig et stor indblik om at lære mig selv at kende og at øvelse gør mester – hele livet igennem 😊
