Af Dan Jensen, SDKSkyt, Frederiksberg
Vi er rykket udenfor. Vi begyndte POMW-forløbet i en gymnastiksal med hvide kugler, kom over på en indendørs skydebane som mindede mest om en lukket kælder og nu er vi ude i det fri. Gennem hele forløbet har jeg øvet mig derhjemme (uden at skyde rigtigt) og hele forløbet hænger fint sammen. Jeg er blevet bedre, jeg kan blive endnu bedre og jeg kan se en forbindelse til den øvrige karatetræning, som er det jeg er i klubben for.
Det var søndag den 14. april og det var POMW II. Vi skulle mødes kl 8 et sted ude på landet, og det var planlagt, at vi skulle slutte kl 19. Der var lagt op til en lang dag og måske var det med i planen, at vi skulle blive trætte for at se, hvordan det ville påvirke proces og resultater. Jeg blev træt og det påvirkede også resultaterne. Men fint gik det.