Lørdag den 26. marts 2022 er en milepæl i Shindenkans historie. Vi afholdt det første forårsstævne i 3 år, og hvilket stævne!!! Forår symboliserer genfødsel, nyt håb, en ny start, varme og liv, men foråret kan også have en skrøbelighed og sårbarhed indbygget i sig. Corona havde resulteret i aflysning af forårsstævnerne i 2020 og 2021, men nu kunne vi endeligt gennemføre et forårsstævne, og så endda helt uden restriktioner. Der var ikke meget skrøbelighed og sårbarhed den 26. marts på Shindenkans forårsstævne! Til gengæld var der en overflod af håb, varme og liv blandt både deltagere og tilskuere, og det resulterede i en fantastisk stemning og energi i hallen, gennem hele stævnet. Der var tydeligvis et stort opsparet behov for at smide hæmningerne og restriktionerne, og bare give den gas, og det er ikke for meget at sige at Shindenkan og medlemmerne virkeligt blomstrede denne dag.

I ugerne op til stævnet blev der som altid arbejdet hårdt med organisering og planlægning, men stemningen i stævneledelsen var virkeligt god og optimistisk. Tilmeldinger til både pensumtræning og forårsstævne strømmede ind, og det er tydeligt at der er stor og bred opbakning til Shindenkans vision blandt alle medlemmer. De sidste forberedelser og klargøring til stævnet aftenen før og om morgenen på stævnedagen foregik også med brede smil og højt humør, og det er tydeligt at deltagerne havde glædet sig til stævnet, for folk mødte frem i rigtigt god tid og var klar til at have et brag af et stævne. I lokalklubberne er der også blevet bakket op, de ny-konstituerede bestyrelser har fået mange nye medlemmer, og alle vil i gang igen, få nye kompetencer, og hæve det generelle niveau i Shindenkan, hvilket Kimu Sensei og forbundsformand Jens Hanshi-dai også redegjorde for og takkede for i deres organisatoriske opdatering inden første lektion.

Under Corona har vi i lange perioder ikke kunnet træne fuldt og helt sammen, men i stedet har vi måttet nøjes med at træne i delvis isolation. Der er derfor behov for at finde tilbage til en normal hverdag og en normal træningsrutine. Som en hjælp, havde Forårsstævnet fokus på fortrolighed, sikkerhed og tryghed. Fortrolighed med reglerne i dojo’en: Dojo-kun, og fortrolighed med pensum. Er denne fortrolighed på plads, giver det øget sikkerhed for alle i dojo’en, og øget sikkerhed i pensum. Denne sikkerhed er en forudsætning for tryghed, føl dig tryg med dine kolleger i dojo’en, vær tryg ved din egen kunnen og ved at teknikken er den rigtige løsning i situationen. Med dette tema havde alle deltagerne en rød tråd de kunne følge gennem dagens tre lektioner. I første lektion var der fokus på Jujutsu: fald, kast og låse. Vi startede med fokus på korrekt faldtræning, da dette er en forudsætning for at kunne gennemføre kast og låse med fuld sikkerhed og tryghed. Efter en genopfriskning af faldteknik var der fuld gas på både kast og efterfølgende låse og nedtagninger. Der blev virkeligt gået til stålet blandt deltagerne, men altid med et smil og en hjælpende hånd til kollegerne. Det handler jo ikke om at vinde, men om at lære noget, og i partnerøvelser lærer begge mest hvis indstilling og tilgang er optimal.

Efter en kort pause var det tid til lektion 2. I Coronatiden har vi alle bogstaveligt som mentalt været I boksen. Lektion 2 var ud-af-boksen træning, forstået på den måde at programmet var kendte teknikker fra pensum, men i en ny kontekst. Dette er jo nok til at ryste den mest erfarne ’kriger’, men heldigvis er der en pædagogisk tankegang bag alt i Shindenkan, så først var der mulighed for at programmere (om-programmere 🙂 ) kroppen ved et par langsomme gennemløb, før der skulle tempo og energi på, og det kom der, men med brede smil og grin!!! Så var der brug for en pause, og heldigvis stillede de frivillige støtter fra Shindenkans Venner op med kaffe og kage så man kunne få fyldt batterierne op inden sidste lektion. Tak for det!!!

I tredje lektion skulle teori og praksis testes på den rigtige scene. Den nye basistræning vi havde lært i lektion 2 skulle nu stå sin prøve ved mødet med virkeligheden: en modstander. Det er een ting at lave basis uden modstander, men en modstander gør det virkeligt og uforudsigeligt. Igen var det kendte teknikker, men i ny kontekst, ude af boksen: Angreb bagfra, fra siden, med højre, med venstre. En utroligt lærerig lektion, hvor der både var mulighed for at prøve forskellige variationer af, men hvor man også skulle være på hele tiden, og det er der jo også en læring i, efter en Coronatid hvor man måske har kunnet ’gemme’ sig lidt.

Efter tre fantastiske lektioner med læring, energi og højt humør var det tid til det som mange havde ventet på: gradueringssessionen. En graduering er en anledning til at vise sig selv og andre hvad man kan, og selvfølgeligt progressere i Shindenkan. En graduering er også en fest for både deltagere og tilskuere. Først var der kompetencegraduering i Kenjutsu 3, det første kumite-kursus med sværd. Kenjutsu 3 øves og indlæres selvfølgeligt under trygge rammer, men kræver dog en del træning for at opnå den fortrolighed med sværd og teknikker der giver den fornødne sikkerhed i håndteringen. Kenjutsu 3 er spektakulært, og holdet af graduanter leverede en virkeligt flot opvisning i kamp med sværd. Efter kompetencegradueringen var der gradueringssession for indstillede i karate, og her var der virkeligt gang i den med masser af forårsenergi! En flot session med mange dygtige karateka’er i alle aldre!

Der var også blevet plads til det traditionelle kata-udskilningsløb, som virkeligt viser dybden i Shindenkans pensum.

Stort tillykke til alle med nye streger og bælter!

Efter gradueringssessionen skal Shihan-kai altid votere før resultatet kan meldes ud. Dette levnede plads til den traditionelle Black Belt Funny Moments med den nye Master Motivator Adam Shishó. Adam havde fundet noget godt frem fra posen, for igen var humøret højt og smilene store blandt deltagere som tilskuere, og voteringen gik faktisk for en gangs skyld alt for hurtigt!!!

Forårsstævnet 2022 var en kæmpe oplevelse, en befrielse, en energiudladning, og en tiltrængt festdag efter 2 års pandemi. Det er over 2 år siden at vi har været så mange glade mennesker sammen i Shindenkan. Det lover virkeligt godt for fremtiden, og for vores Sommerstævne i juni!!! Foråret er kommet til Danmark og Shindenkan 🙂 .

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

login