OBC – Obligatorisk re-Certificeringskurser – Hvad er kompetencer værd, hvis du ikke kan huske dem og udføre dem mere!
OBC er en hjælp til alle lokalskoler, instruktører og elever, der igennem OBC har en struktur, metodik og støtte til at få vedligeholdt kompetencer, samtidig med at niveauet kontinuerligt hæves, så vi i Shindenkan ER en flersporet kampsport – både i ord og handling.
I sæson 2018/2019 starter vi med de mest avancerede OBC kurser, og har dermed hele sæsonen til at træne dem, inden vi arbejder os frem til OBC Kompetencemærke gradueringen i slutningen af sæsonen.
Som en af instruktørkræfterne i Honbu-dojo, har jeg fået æren af at assistere Kimu Sensei under udførelsen af OBC 6, der omfatter Task Fighting 3 og Ju-jutsu 3 og kombinationen af de 2, nemlig ShindenFight Basics.
Både i Ju-jutsu 3 og Task Fighting 3 er vi gennem de foregående kurser, kommet så vidt med teknik, indstilling og mindset at vi bliver stillet over for den svære opgave at forholde os til realiteterne. I alle historier og film er det en kamp som helten vinder, gennem at sætte sig selv til side, og gøre det rette. Nemlig målrettet og uden omtanke for personlig risiko at tage ansvar og forsvare sig selv og sine.
I den virkelige verden er der ingen spotlight og underlægningsmusik, men stadigvæk masser af udfordringer. Det er ikke alle der er afklarede om hvad de vil, og om at de faktisk vil kæmpe for sig selv og sine. Det er ikke alle der tager beslutningen på det splitsekund der kan være til rådighed, og der er ikke alle der er deres ansvar bevidst i forhold til at påvirke sig selv, sin familie, sit lokalsamfund og hele verden med sit eget værdisæt – altså at være en positiv faktor, og en afgørende faktor, når der er behov for det.
Tager du de seneste Fake News for pålydende, eller kigger du selv på realiteterne, når den officielle historie lyder falsk? Tager du stilling, eller siger du ”pyt det vedrører ikke mig”?
Det fik alle lov til at overveje i Ryugi (Filosofidelen) af kurset.
Selv er jeg gammel sportskaratekæmper, med 2 bronzemedaljer fra VM i Japan (for et par år siden J), og jeg er udmærket klar over at sportskarate IKKE er virkeligheden. Det er en konkurrenceform styret af regler og dommere. Sådan er virkeligheden IKKE. I den virkelige verden er reglerne smuldret, og dommerne ikke tilstedeværende mange steder. Dermed er det op til mig at tage beslutninger og ansvar, og gøre det rette – lige NU og HER, når situationen kræver det, og ikke når det passer mig. Det er også op til mig at tage konsekvenserne, når jeg ikke handler – konsekvenserne ikke kun for mig, men i høj grad også for min familie.
Det ved jeg godt, men gør jeg det også når situationen kræver det? Er jeg afklaret med mit ansvar, og tager det på et splitsekund?
Det var hvad vi aftestede under trygge og sikre forhold i ShindenFight Basics. Inden da havde vi gennemgået udvalgte dele af Ju-jutsu 3 og Task Fighting 3 kurserne, og fået tilføjet yderligere viden og teknisk kunnen, og derigennem hævet vores kompetenceniveau, som er Kimu Senseis udtrykkelige mål med OBC kurserne – en kontinuerlig udviklingsspiral, med stadig stigende niveau.
I ShindenFight Basics, var testen at starte ud fra basissituationer, hvor vi på skift var klar til, som angreb, at lave låse- og stranguleringsteknik, samt modsvar på den samme. Når kommandoen blev givet, var det om at nedkæmpe gennem lås og strangulering, eller at kæmpe en vis del ud af bukserne for at komme fri fra stranguleringen. For hvem kan lide at ligge hjælpeløs, når meningen er at man skal kunne forsvare sig selv. Og på dette niveau, er man ikke i tvivl om at det er potentielle liv/død situationer vi træner. Hvilket også kunne ses af Kimu Senseis demonstrationer på Søren Renshi. Der var tale om kontante og nådesløse teknikker der blev sat ind på splitsekunder – ingen tøven, ingen undskyldninger!
Virkeligheden viste at langt fra alle var afklarede, og reagerede ved allerførste gang at forsvare sig selv med det samme, og uden tøven og tvivl – hvilket giver en lang større sandsynlighed for at komme ud af kampen uskadt og som vinder.
Men erfaringen af at være hjælpeløs, blev hurtig omsat til kampvilje og indstilling om at ”det skal …… ikke ske igen”, hvorefter der blev kæmpet intensivt i alle de udvalgte situationer.
Da vi alle var godt brugte og ømme efter flere timers træning, brugte Kimu Sensei den sidste halve time på at opsummere hele OBC kurset. Det gjorde han ved igen at sige det usagte, at bryde tabuet, gennem at gennemgå alle deltagernes forskellige indsatser, italesætte dem, og påpege og rose alle de tilfælde hvor kursisterne havde brudt egne komfortzoner og grænser, og ydet udover det sædvanlige høje niveau. Alle de tilfælde hvor deltagerne havde lært af egne og andres indsats, skiftet til et nyt gear, ydet endnu mere, og været en endnu bedre træningsmakker. For hvad er viden værd hvis man ikke bruger den. Og hvad er erkendelser og højere niveau værd, hvis man ikke anerkender det – anerkender at man er blevet bedre, og ikke bare har været heldig.
Og det er ikke altid det letteste; heller ikke en fredag aften efter en lang arbejdsuge, en lang træningssession, når man er tømt for energi, og har kørt på reservetanken i mindst en halv time.
Men det var søreme en fantastisk indsats alle som én ydede! Vær stolte af jer selv.
For i kan meget mere, end i selv og andre påbyder jer, og i har lige vist det!
