Hvor mange kampsport / Kampkunst organisationer kan med stolthed sige at de har 50 års historie i Danmark? Det er der kun én organisation der kan og det er Shindenkan. Og så ovenikøbet med et unikt Koryu kampkunstsystem der har 1000 års historie med sig. Det vil med andre ord også sige at det er den ægte kampsport og kampkunst der trænes her. Det er måske i virkeligheden også derfor at Shindenkan har eksisteret i 51 år – fordi det er den ægte vare med Kimu Sensei som en ægte kampkunst stormester til at guide os alle i den rigtige retning.

I Shindenkans 51-årige historie har hele verden ændret sig. Den er åbnet op flere steder og kontakten til omverden er blevet væsentlig nemmere bl.a. via internettet og mængden af Tv-kanaler, som alle siger de ikke ser, men alligevel kender. Dette gør også at vi som mennesker får bredere viden om hvad der sker ude bag vores egne grænser. Vi har alle muligheder for ikke at blive borgere i et landsbysamfund med tilhørende smalt syn på livet men i stedet for at være borgere med et meget bredere og mere tolerant syn på det der er ude på den anden side. På den anden side af jordkloden ligger Japan og jeg altid set landet som værende spændende. Ja, altid er nok så meget sagt for jeg må også erkende at fra jeg startede min træning gik der alligevel en del år inden jeg for alvor fandt den dojo som skulle få mit syn på omverden fra landsby syn til det brede, det mere tolerante og dermed også større interesse for Japan og kulturen her. Det var selvfølgelig ikke fra dag ét og der skulle erkendes nogle sandheder før end der kom gang idet. Det er det der sker når man styres af sit ego og ikke bare er sig selv på godt og ondt.

Nu sad jeg her i flyet på vej til Japan og læste 11 timer omkring kulturen og landet. Jeg var taknemlig og beæret over at SOPORG og Kimu Sensei ville have mig med på denne RRCamp til Japan for at back-trace de 50 års Shindenkan historie således at vi kunne fortælle den til andre med troværdighed og respekt, og som forberedelse til 2023 Shindenkan Japanrejse. Det ville også blive starten på det nye Shindenkan. Det nye Shindenkan vil være en organisation hvor historikken ville være af en ægthed som er meget få forundt og hvor flersporethed virkelig vil være mærkbart både internt som eksternt. Det skal ikke nødvendigvis handle om at blive kæmpestore men i stedet være stærke, på det der skiller os ad fra andre – nemlig flersporet kampsport og kampkunst samt en historisk ægthed som man ikke finder andre steder.

Historisk ægthed kan måske lyde lidt underligt men vi ved alle at mange fordrejer historien og fortæller hvad som helst for at skabe fokus og flere elever. En af de ting som jeg altid har set som en styrke i Shindenkan er den ægthed der altid har ligget i historien og læringen af dette som er brugt til nutiden og forberedelse af fremtiden. På forårsstævnet 2018 fortalte Kimu Sensei at SST går på pension pr. 31 marts 2018. Det gør han som organisationsleder for Bujutsu Kodosokukai, men absolut ikke som den 34. Soké for Yashin Mon Yakami Taijutsu. Det vil sige at SST har valgt de oprindelige tre elever som hver især nu kan køre videre i deres egen Sodenke linje. Den ene af de 3 oprindelige elever er Kimu Sensei. Og mange vil måske spørge sig selv om hvad der nu skal ske når forbindelsen til SST ændres.

Fakta er at forbindelsen til SST altid har gået gennem Kimu Sensei da det er ham der er den direkte elev og nu med World Wide licens til at være selvkørende og selvstændig. Det har Shindenkan været i Europa siden 2007, men nu er det ubegrænset. Det vil med andre ord sige at alle medlemmerne i Shindenkan stadigvæk vil have forbindelsen til Japan gennem Kimu Sensei. Man kan så sige at historikken måske nok lige går nogle stik dybere da Kimu Sensei’s slægt i Japan er af en Daimyo slægt og har en historisk baggrund som har haft stor betydning for Japan. Det er også en slægt som gennem tiden har været det man kan kalde sponsor for rigtig mange kampkunst systemer her iblandt Yashin Mon Yakami Taijutsu som er SST’s familie system. Vi kender alle Kimu Sensei som en fantastisk stormester og igennem årene har vi i SOPORG også spurgt og fået svar, hvilken position han har i familien og hvad det betyder i den Japanske kultur og historie. Det er altid svært at se hvordan det hænger sammen når man er her i Danmark og måske også når man kender Kimu Sensei som det menneske har er. Men på denne RRCamp så vi flere eksempler på hvad Kimu Sensei har af position og virkningen af dette. Adelen blev afskaffet i 1947 af USA og de allierede, men respekten for den japanske ur adel, som har deres oprindelse fra den japanske kejserfamilie, er stadig meget stor. Det var en stor ære at se men bedst af alt var måden det blev gjort på. Det var respektfuldt og effektivt på en meget anstændig måde, som ikke skaber det store fokus. De der ved besked ved besked og agerer efter dette. Noget som rigtig mange kunne lære en hel del af inkl. mig selv.

Samtidig med at jeg var beæret over at få lov til at være med på denne RRCamp så var jeg også hunderæd for at blive “BURT” fordi jeg var på vej til et land hvor det at udvise respekt og ydmyghed for andre er en stor del kulturen og min typiske reaktion er at lukke af for følelserne og bare trykke på dødemandsknappen. Ville jeg på trods af jetlag og måske søvnmangel være i stand til at kigge ud over egen selvmedlidenhed og være mig selv eller ville jeg gøre som jeg oftest gør nemlig lukke af for følelserne og kigge dybt i “BURT”. Kimu Sensei gav mig svaret efter ca. 7 timer i Tokyo.

Da jeg som ung teenager første gang trådte ind i en dojo var det med stor æresfrygt i sindet. Det var en regulær karate dojo med fokus på konkurrence og der var en masse ritualer der skulle overholdes både før under og efter træning. Vi fik konstant besked på at sådan var det også at træne i Japan. Tidspunktet var i begyndelsen af 80’erne og adgangen til resten af verden foregik på daværende tidspunkt ikke gennem 200 stk. Tv-kanaler eller internettet. Det forgik gennem bøger og fortællinger fra mennesker der havde været ud og se verden. Videomaskinen var også kommet frem og mængden af film var selvfølgelig enorm – specielt kampsportsfilm fra Kina var stort hvilket også gjorde at det var den kinesiske kampsport mange interesserede sig for. Kinesisk mad og kultur var godt udbredt i Danmark og dermed skulle man også tro at Kinesisk kampsports var udbredt – det var det bare ikke for det foregik lidt i det skjulte og hvis man fandt en kinesisk kampsports skole som typisk lå i en baggård, så var det mindst lige så spændende som det man så på film. Problemet var blot at det sjældent var den ægte vare. Kina var et meget lukket land og det var ikke meget der kom ud derfra, hvilket også gjorde at det der kom, blev meget støjende og det gav ikke et korrekt indtryk af en ældgammel kultur.

Men som det tit sker så er virkeligheden en anden og efterhånden som man vokser op så lærer man også mere og mere om andre kulturer. Japan og Japansk kultur var stadigvæk ikke noget der havde så meget fokus. Måske skyldes det at jeg som menneske havde det indtryk at det var et lukket land med tungt hierarki og meget bestemte måder at opføre sig på som ALLE bare overholdte. Jeg havde jo også set Shogun i tv og kunne der se hvordan historien havde spillet ind på landet og det havde jo ikke ændret sig siden da – bildte jeg mig selv ind. Men igen var det fiktion og virkeligheden er typisk en anden når man oplever det selv. Nu har jeg været der og kan se at Japanere ikke har behov for fokus på sig selv, på den måde som f.eks. Kinesere og vi Danskere har.

De Japanske kampsport så som karate, judo mm. har faktisk altid været meget mere udbredt og sat i system end de kinesiske i Danmark. Jeg kan huske en episode som fik mig lidt på sporet af japansk kamsport. Det har været i starten af 1980 og jeg var inde på Østerbro station for at se indendørs fodbold. På et tidspunkt skal jeg tisse og jeg bevæger mig ud for at finde et toilet. På et tidspunkt lykkedes det mig at finde toilettet og på vejen tilbage til min plads går døren pludselig op til et lokale og ud fra dette står der nu en kæmpe foran mig i en udrustning som jeg aldrig havde set før. Selv ansigtet var dækket af en for mig meget mærkelig maske. Kæmpen havde kjole på, store handsker og en lang stav i den ene hånd. Jeg var ved at dø af skræk og stod fuldstændig stille. Kæmpen lukkede igen døren og inde fra rummet kunne jeg nu hører skrig og skål samt en masse banken på noget som lød voldsomt. Havde jeg ikke lige været på toilettet så var det sket lige der – dette var mit første møde med en Kendo udøver i fuld uniform. Det var skræmmende men også lidt spændende for det gik op for mig at japansk kampsport indeholdt mere end blot karate.

Men alligevel gik der mange år før end jeg begyndte at gå den vej. Efter nogle år med mislykket træning i nogle meget ustrukturerede kampsportssystemer blev jeg gennem en ven introduceret til en kampsport skole som virkelig var anderledes end jeg havde oplevet tidligere. Det var en helt anden verden at træde ind i for jeg blev mødt af venlighed og accept fra langt de fleste mennesker jeg mødte i den karateskole. Det var også her jeg fik min første indtryk af hvad Japansk kampsport også indeholder. Karate systemet de trænede hed Gensei-Ryu og var noget jeg aldrig havde hørt om før. De havde også en stormester i Japan som kom til Danmark hvert andet år, for at træne og undervise. Det var SST. Træningen i klubben var lige noget for mig og min interesse for Japansk kultur og Japansk kampsport blev større og større. Interessen for at besøge og træne i Japan voksede også og jeg følte at jeg havde fundet min vej.

I 1988 møder jeg Kimu Sensei og Jens Hanshi-dai for første gang og i år 2000 skifter jeg over til min første rigtige Shindenkan dojo hvor jeg blev mødt af samme glæde og varme som jeg havde mærket tidligere. Siden den gang er indsigten i hvad virkelig kampkunst er blevet ændret til det bedre, og har gjort mig nysgerrig efter mere viden omkring Japan og hele kulturen og historien. Det er selvfølgelig også Kimu Sensei’s baggrund, hans nærværende “kammeratskab” og tilgængelighed, der gør at man nu ser virkeligheden omkring japansk krigerkultur og det der hører med her, hvilket jeg er rigtig taknemlig for. Det vil sige at den rigtige Søren er taknemlig og ikke når jeg er “BURT” Søren, for han ved ikke hvad det er. Når man som jeg gerne vil være et rigtigt menneske og elskes for det, så bliver jeg oprigtig ked af det og flov når “BURT” får lov til at tage plads i mig. Nu var jeg inviteret med på denne historieskabende RRCamp og vidste godt at det var en drengedrøm der gik i opfyldelse, men at det var også en læring i hvad respekt og ydmyghed er og hvordan det bliver ægte hvis det kommer fra hjertet.

Da Kimu Sensei i november 2017 præsentere SOPORG for at RRcampen i Maj 2018 vil handle om at back trace de sidste 50 års Shindenkan Historie i Danmark tænker jeg på hvordan det egentlig løses. Og da han så siger at med baggrund i dette så er RRcampen nødt til at være en officiel tur som går til Tokyo, så tabte jeg kæben. En ting er at drømmen skulle gå i opfyldelse en anden er, at dette handlede om at være med til at beskrive Shindenkans 50. årige historie med troværdighed og dette kan kun gøres hvis man har set og mærket de historiske steder selv. Det sætter selvfølgelig gang i en masse tanker. Ville det være som jeg havde hørt om i 80’erne eller ville det være som Kimu Sensei havde fortalt om gennem de sidste 18 år. Jeg var slet ikke i tvivl om hvilket der ville være rigtigt og jeg glædede mig rigtig meget til at få lov til at se hvor det hele startede og dermed kunne beskrive de sidste 50 års historie med troværdighed og afsæt til fremtidens Shindenkan.

Op til alle RRCamps er der forberedelse. Der er basis niveau som hedder at være i balance og med korrekt indstilling. Selv om dette var en officiel tur med et sponsorat på 40.000,- og med vores egenbetaling, så skal der stadigvæk forberedes da det er en RRCamp. Kimu Sensei havde sørget for at vi som SOPORG blev klædt på med læsestof der kunne gøre os i stand til at få en indsigt i historien for Japan, Tokyo osv. Turen ville være nr. 89 til Japan for Kimu Sensei, nr. 6 for Jens Hanshi-dai og nr.4 for Kjeld Renshi – for mig ville de være nr. 1 og dermed en tur med massivt indtryksniveau – så jeg skulle passe på ikke at bliver overloadet Da jeg er SOPORG medlem og det er min første gang i Japan, havde Kimu Sensei givet mig én opgave; Jeg skulle have et intensivt “crash kursus” i Japan og hvordan Japan fungerer.

Den største opgave og ære var at skulle være guide til en tur der skulle gå til Kamakura som en historisk vigtig og meget smuk by. Det er en times kørsel fra Tokyo med lyntoget og turen skulle være en crachtest for mig således at jeg også kunne blive klædt på til at varetage opgaver i Japan når Shindenkan turen i 2023 skulle afvikles – dette er turen for TG3+ elever i Shindenkan der har lyst. Men mon ikke der er mange der har det.

Tokyo er en dyr by og perioden vi skulle afsted i er en af de dyreste så selv om der var modtaget sponsorat på 40.00,- for at skrive historien, så skulle vi også tænke os om mht. hvor vi skulle bo mm. Kimu Sensei havde fundet et vandrehjem 45 minutters kørsel fra “epi center” i Tokyo således at vi kunne opleve livet uden for byen, og samtidig også holde omkostningerne nede. Dette var helt fint for hele SOPORG, for det handlede om at opleve det virkelige Japan og beskrive historien. I flyet blev der læst om Japans og Tokyos historie til den store guldmedalje for Kimu Sensei havde sagt at dette var en RRCamp og vi ville blive hørt i det – det var ikke en badeferie. Efter 4 timers flyvning mødes vi bagerst i flyet til en kop kaffe og de første spørgsmål kom. Hmm, måske vi lige skulle læse noget mere inden vi ankom til Narita lufthavn i Tokyo. Det handlede om respekt for det der var planlagt så vi måtte lige tage os sammen og få gjort os selv skarpere på indholdet. De 20 timers læsning og 11 timer i flyet var ikke nok. Det blev dog også til lidt søvn inden vi ankom og da vi kom ud af flyet, blev vi mødt af en smilende Kimu Sensei der sagde velkommen til Japan. Nu var vi her og nu skulle jeg med egne øjne og i mit eget hjerte mærke det jeg havde drømt om i mange år. Tiden fra flyet og ud til transporten gik nemt og effektivt – det er jo Japan og LEAN er ikke opfundet for ingen ting. Vi hoppede ombord på bussen og ænsede slet ikke hvor den kørte hen. Kimu Sensei var jo med så han skulle nok få os frem og vi gør jo som vi tit gør nemlig bare at følge med som får.

Nu var vi i kampsporten og kampkunstens hjemland og det skulle blive spændende at se hvordan det hang sammen med det vi havde læst. Ca. 10 km. uden for lufthavnen siger Kimu Sensei: “kig til både højre og venstre hvor I kan se 2 templer – et på hver side. Dette har relation til Kashima og Katori som er to af de meget gamle Koryu kampkunstskoler i Japan”. Wow, nu var det på vej, vi havde ikke kørt ret langt og nu begyndte kampkunsten allerede. Det blev mere og mere autentisk og virkeligt. Det er jo de gamle Koryu kampkunstskoler som også er en del af Shindenkans historie både den nuværende som den nye.