Min barndom og opvækst før SST i 1988 og i SST organisation 1986.

Jeg er født og opvokset i en kernefamilie, nord for København, nærmere bestemt Hareskov by, Værløse, Furesø Kommune.

Min far og mor var selvbyggere og byggede deres egen villa i 1968. Før da, boede de i et sommerhus på grunden siden 1957. Villaen blev udgravet, fundamenter støbt og mure og tag opbygget – alt udført fra hånden. Dengang var det almindeligt med selvbyg og man hjalp hinanden med den tekniske og faglige viden. Min fars og mors resultat var ret godt.

Begge mine forældre er særdeles værdibaseret, hviler godt i sig og meget arbejdsomme. Min barndom kan bedst beskrives af én af mine nærmeste venner igennem hele mit liv, som sagde til mig engang, da vi var i 30érne; ”Kimu, er du klart over hvor privilegeret din barndom har været ift. de fleste andre? Du er ikke kun født med en guldske i munden, men med en diamant ske!”.

Jeg forstod ikke helt hvad han mente, da jeg ikke som de fleste andre af mine folkeskole klassekammerater og venner fra Hareskov Skole, hvert år kørte på bil- eller tog charterferie sydpå, men mest var hjemme, i sommerhus og da en enkelt gang havde været på Sunny Beach, Bulgarien i begyndelsen af 70´erne.

Først mange år senere forstod jeg hvad han mente. Min barndom har været fuld af ubetinget kærlighed og støtte fra mine forældre – altid og jeg har aldrig været i tvivl om jeg har været elsket og begge mine forældre til enhver tid ville dø for mig. Jeg har aldrig været pakket ind i vat, men altid blevet opfordret til at prøve mine grænser af på en god og sund måde. Når jeg faldt, blev jeg samlet op, trøstet og kærligt gennemgået hvad som gik godt og galt, og så sat op på hesten igen. Den opdragelse og ubetingede kærlighed er jeg så heldig at mine børn også har nydt af. Mine forældre har lige så stor andel i mine børn, som min hustru og jeg.

Først mange år senere forstod jeg, at det er de færreste som har haft en opvækst og barndom som jeg. Det omverdenen ser og sandheden kan være meget forskellig.

Det som familiemæssigt askilte mig fra andre familier i Hareskov var mine forældres dybt forskellige baggrunde. Min far som var en efternøler, blev forældreløs som 9 årig, hvor min farmor døde af kræft. Hos en stedsøster gik han for lud og koldt vand og kom i handelsflåden som 16 årig. Han blev udlært som kok fra Restaurant Bellahøj, som var datidens svar på én af de bedste restauranter i Danmark og Norden – en uddannelse som skulle føre ham vidt omkring. En uddannelse der medførte, at han har lavet mad og isskulpturer til kongelige, AP & MM Møller, generaler og admiraler, alle vejens børn og voksne, til fastelavns vejfester og til tusindvis af betalende gæster.

Min fars nysgerrighed førte ham til udnævnelse som AP Møllers yngste hovmester, kun 23 år gammel, søofficer, smed, maskinarbejder, fabrikant, fagforeningsmand, prestigefyldte virksomheders bestyrelsesposter, våbenudvikler og meget mere.

Min far var meget berejst, nysgerrigt barnesind, vidende og lynende intelligent. Han har sloges mod pirater en del gange, blevet knivstukket i kravebenet under kampene, blevet beskudt af tunge maskingeværer fra Fremmedlegionen efter en glad tur i byen, hvor de nød og næppe blev reddet af en snarrådig skibskaptajn. I mange år bagte han fastelavnsboller og lavede mad til alle grundejerforeningens børn og forældre, og arrangerede badminton- og fodboldturneringer til stor glæde for vejens børn. Som ivrig amatørfotograf, og ivrig for at lære fra sig, så vi meget ofte lysbilleder fra min fars rejser, min mors og fars rejser, vores japanske familie, men også vores barndom og opvækst blev dokumenteret og mindet. Og til stor glæde fik min mor altid blomster, jeg og min søster bamser, når vi var i Tivoli eller på Bakken, da min far som uddannet militær finskytte, sørgede for dette i skydeboderne. Det holdt dog kun nogle år, så kendte alle ejerne af skydeboderne min far og så fik han ikke lov til at skyde mere.

Min far gik bort på en vinterdag med solskin, søndag den 4. februar, 2018 omgivet af hele sin familie – det var en meget smuk og fredelig bortgang, som de fleste af os ønsker det. Han ligger nu på familiegravstedet, Hareskov kirkegård.

Min mors familiemæssige opvækst kan næsten ikke være mere modsatrettet. Hun kommer fra én af de mest kendte japanske højadelige familier, med 2600 års historie og som har præget Japans historie igennem tusind år. Min mor er opvokset med ”Gods, guld og grønne områder” med tjenende ånder og med familie på samfundets højeste poster. Min mor fik en traditionel japansk uddannelse for den betitlede overklasse; privatskole, privat gymnasie målrettet højadelens formål, etikette, Judo, Naginata og Jujutsu fra de bedste instruktører osv. Første gang det gik op for mig hvem min familie er og hvem jeg er opfattet som, var en gåtur i min families hjemby, Tottori, som er grundlagt af min familie for 500 år siden og er på størrelse med Odense. Som knægt i korte bukser med plaster på knæet, mødte jeg et ældre ægtepar og søster over de 80-90 år. Det gav et gib i dem, da de så mig og midt på fortovet kastede de sig ned i seiza og holdt panden ned i fortovet. Jeg blev stærkt chokeret og ilde berørt, men min fætter nikkede blot, tog fat i min arm og vi gik så videre. Jeg har oplevet det flere gange siden, sidste gang i 1989 i Fukushima, Japan, I (Sensei) Nishiwake familiens private hjem. Det er noget man aldrig glemmer, og jeg har aldrig kunne lide det. For mig er det ydmygende.

Selvom adelens privilegier er afskaffet og er ren titulær, både i Danmark og i Japan, har denne respekt for familien også sine større fordele, som nu også min hustru, børn, venner og har oplevet en hel del gange. SOPORG oplevede det også i maj, 2018.

Japanere er meget pragmatiske anlagt. Det gælder både i religion som kejserhus og adel. Var et adel- eller kejserhus ved at uddø pga. manglende mandlige titelarvinger, adopterede man den bedste mandlige kandidat udefra, som så blev gift med en datter af det mandlige overhoved for adelsklan familien eller kejserhuset, og alt kunne fortsætte som før. Det skete også for min far og mor. Men her var ægteskabet drevet af kærlighed, som medførte 61 års ægteskab.

Min mor har levet en ekstraordinær barn- og ungdom, men opgav det hele for kærlighedens og eventyrets skyld. Hun har oplevet jordskælv Richter skala 7.4, hvor et støbejerns badekar reddede hendes liv, da familiens 300 år gamle palads styrtede sammen. Hun har oplevet amerikansk flybombning og allierede besætningsstyrker og et stærkt forandret Japan. Højadelens privilegier og afskaffelse – af den amerikansk dikterede nye nationale konstitution, hvilket måske også er årsagen til, at respekten for de 2000+ årige urgamle adelsfamilier, stadig er meget høj og er vokset betydeligt de sidste år. En forandring som min familie gentagne gange også har oplevet, – det der med at blive behandlet ”kongeligt”, med udelt opmærksomhed, alt er vederlagsfrit med meget høje grænser og det at der bliver ”hoppet og sprunget” for at opfylde dine ønsker og behov. Min mor arbejdede for Novo Nordisk i produktionen i over 30 år. Min mor bor fortsat i det hus i Hareskov, som min far og mor selv byggede med håndkraft i årene 1967-1968. Børn og børnebørn hjælper hende med at passe det hele.

Min barndom og opvækst.

I folkeskolen var jeg en glad dreng, men havde ikke særlig stort fokus på skolens formål; At lære noget. I de små klasser gik jeg til ekstra regning og læsning en kort overgang, men skolens formål havde desværre stadig ikke mit fokus. Det skiftede i 8. klasse, hvor jeg fik et 8 tal for en stil som jeg for første gang ikke havde skrevet i frikvarteret. Det gik op for mig at hvis jeg lavede en indsats, så blev resultaterne også bedre. I en årsopgave fik jeg tre 13-taller og to 11-taller og lå nr. 1. Men den som var mest stolt på mine vegne, var Thomas, som var en nær ven. Han havde fået tre 13 taller, ét 11 tal og ét 10 tal. Thomas var usædvanlig godt begavet, endte med et gennemsnit på 12.7, lidt lavere i gymnasiet og har en ganske god karriere i dag. Men desværre holdt mit fokus ikke ved og det betød at trods jeg blev erklæret egnet til gymnasiet, blev det med en hentydning til, at jeg ville have godt af et modningssår i 10. klasse. Og sådan blev det. Det var en klog beslutning, da jeg fandt i mit fokus igen og endte med ca. 10 i gennemsnit.

Mange af jer tænker så, hvor var mit fokus så? SPORT! Indtil 6 klasse var jeg en slagsbror, og jeg var rigtig god til det. I 6 klasse bankede jeg en 10 klasse elev, som mobbede fysisk nogle af mine klassekammerater. Jeg var altid selektiv og forsvarede altid de svage i mine slåskampe, men fandt hurtigt ud af, at de svage ikke altid var taknemmelige for at blive reddet, men der var en grund til at de var svage. Det betød at jeg nogle gange sad på inspektørens kontor og havde eftersidninger. Men heldigvis kunne inspektørens godt lide mig og de som havde fået bank af mig, havde nogle af lærerne bedt om i årevis, skulle få nogle over nakken. Så det var lidt af en win-win .

Mit sportsgen medførte, at jeg kom på skoleholdet i både fodbold, håndbold, badminton, basketball, volleyball og blev ærefuldt omtalt flere gange i Ekstrabladet. Det samme skete i gymnasiet, hvilket medførte at jeg desværre ikke havde lært af mine fejl i folkeskolen.

Det udviklede sig absurd da jeg ikke ville fravælge nogle sportsgrene. Det medførte groteske situationer, såsom at spille om klubmesterskabet i badminton på ret højt niveau. Men måtte opgive i andet sæt 5 point før sejr, da jeg skulle ud at spille en fodboldkamp på fodboldbanen ved siden af hallen. Hvorefter jeg lige efter fodboldkampen skulle spille mix double i badminton. Det medførte på et senere tidspunkt og lejlighed, at mine venner måtte ringe til min far som måtte bære mig ud i bilen, da jeg var gået totalt ”kold” og faktisk ikke kunne bevæge mig!

Som yngling, spillede jeg det som svare til fodbold Sjællandserien i dag, badminton i A/B rækken og håndbold på højeste niveau. Dertil kom også tennis og Jujutsu.

Håndboldholdet var helt specielt og allerede første år blev vi Sjællandmestre og tre af holdets spillere endte på det danske herrelandshold og fem i 1. division. Som sjællandmestre deltog vi i en stor sommer Danmarksturnering hvor der deltog mange af de kommende håndstjerner. Jeg var 80 % målmand og 20 % bak, men Jeg var mest succesfuld som målmand – maske på grund af min stærke psyke. I denne turnering var der én ”angriber” der var særlig frygtet og ham fik jeg et psykisk overtag på, sådan at han krakelerede fuldstændig. Han sagde til mig, at jeg var en mur for ham og han aldrig havde oplevet noget lignende før og begyndte at græde. Som sej teenager krammede man ikke, selvom jeg havde lyst til det, men klappede ham bare på skulderen og sagde at han var den bedste håndboldspiller jeg nogensinde havde set. Han smilede og gav hånd. En del år senere jublede jeg foran TVét, da han som én af de danske holdbolddrenge gav os så mange oplevelser. Men da spillede jeg ikke håndbold mere, selvom jeg allerede havde fået at vide, at uden tvivl ville blive landholdsudtaget. Jeg havde endeligt valgt og fravalgt.

Jeg havde valgt kampsporten, – og skolen, men det holdt ikke længe…

I Folkeskolen blev jeg besejret af et juletræ. En af mine klassekammerater havde sørget for et juletræ og i en kåd stund, blev jeg opfordret til at sparke julestjernen ned. Juletræet stod på et sjap vådt vinylgulv. Så det endte lidet glorværdigt med en saltomortale og så stod der i årbogen, at Kimu blev ved juletid besejret af et juletræ . Det lærte jeg til gengæld noget af, men vi grinte alle temmelig meget over dette og andre tåbelige ting jeg har lavet. F.eks. var jeg indehaver af skolen ”Hubba Bubba rekord – flest tyggegummi i munden”. Men det var en dejlig tid.

I gymnasiet fik jeg øje på en nye art – piger! Og så mange samlet ét sted. En dag i 1.g blev jeg ramt af lynet, jeg så en blond langhåret pige komme svævende ned af gangen. Jeg var solgt til stanglakrids. To uger senere fik jeg at vide at hun var kæreste med tre år ældre tømmer som hed Michael. Hele min verden brød sammen, jeg fik tårer i øjnene, pigerne i klassen forsøgte at trøste mig, men jeg tog min racercykel med 12 gear og kørte fra Gladsaxe Gymnasium og hjem til Hareskov. Smed mig på sengen, græd mine salte tårer og var sygemeldt nogle dage. Stort teenage drama . Nogle uger senere var der gymnasiefest og jeg var fit for fight igen og havde affundet mig med min ”hårde skæbne”. Jeg har altid kunne lide at danse, så den fik hele armen ude på dansegulvet, – og tro det eller lad være, det var jeg også ret god til. Men..

Ud på dansegulvet kom så Susanne og hendes veninde, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Der gik kort tid, så dansede de ved siden af os. Jeg gjorde mit bedste for at være cool. Men lige pludselig blev jeg ramt af en numse på min hofte, som til min overraskelse kom fra Susanne! Jeg tænkte det var et uheld og lod som ingenting, indtil jeg igen blev ramt igen og igen. Det var jo lige til en hofteskade! Så slog det mig, at Susanne måske godt ville i kontakt med mig… men da hun havde en kæreste og jeg er opdraget værdibaseret, så forlod jeg dansegulvet.

Jeg kunne godt se at Susanne og hendes veninde var frustreret, men det var først år senere at jeg fik at vide, at Susanne var blevet dybt romantisk berørt over min reaktion, da jeg fik at vide at hun var optaget, at hun bare måtte lære mig nærmere at kende. Det blev aldrig til noget, men hun blev senere en succesfuld international model.

En dag i gymnasiet kom der en forening forbi som målte IQ – intelligenskvotient. De var på samme gang som vores klasseværelse, så nogle fra klassen besluttede at tage testen for sjov. Det var der rigtig mange andre der gjorde. Jeg kan ikke helt huske om der gik én uge eller nogle uger før de kom tilbage med resultaterne. Men rygtet var, at flere kunne optages i deres forening, men der var sket noget usædvanligt. Èn test havde været uden for måling, hvilket indikerede en ekstra super intelligent person. Jeg vidste med det samme det ikke kunne være mig, da jeg lå lunt lidt over midten i klassen og stadig kun havde sport i hovedet, – afbrudt af lidt piger. Men alle gættede på hvem det kunne være og der var mange spekulationer i gang.

Så oprandt dagen hvor foreningen kaldte alle ind til en kort samtale for at overgive resultaterne. Hver gang nogen kom ud, spurgte alle ”Fik du at vide hvem det var? Efterfulgt af; Hvordan gik det med dig?”. Mange synes at foreningens medlemmer var nogen underlige selvhøjtidelige fisk, men i 80´erne var det lidt et hit det der med IQ, så alle gik alligevel ind for at høre om deres resultater. Der var en del overraskelser imellem, da nogen af de som lå i toppen af klasserne ikke nødvendigvis lå højere end dem i bunden af klasserne. Jeg havde ingen illusioner, da jeg var sikker på at jeg havde lavet en masse fejl og misforståelser, da jeg var blevet færdig lidt før tid. Men jeg synes det var rigtig spændende og jag har altid fra helt lille af, kunne gå ind i en glasklokke og været 100 % opslugt at det jeg laver – altså hvis det har min interesse

Så blev det min tur og jeg blev mødt af 4-5 stirrende væsener i klasseværelset. Jeg tænkte – Så for den, det må jeg holde skjult, jeg er debil! Tavsheden blev brudt af en ung venlig mand i slutningen af 30érne, som spurgte om hvordan jeg troede det var gået. Jeg svarede: Øh, ikke så godt, da jeg blev færdig lidt før tid. Kortvarigt tabte han fatningen. Han sagde at de godt ville have at jeg skulle kom ind i foreningen til yderligere tests. Jeg var ét stort spørgsmål tegn. Han spurgte om jeg havde hørt at der var én uden for måling. Ja, sagde jeg og tænkte nu får jeg noget at vide, som jeg kan fortælle de andre! Det er dig sagde han kort.

Jeg tabte fuldkommen fatningen, det snurrede rundt og jeg fik gele i benene. Han fortsatte, vi har ikke været ude for før, at én person har løst alle opgaverne, oven i købet før tid og 100 % korrekt – og derfor er du udenfor måling. Jeg er ikke mærkelig og en nørd! fremstammede jeg. Nej, det du ikke og vi heller ikke. Jeg kikkede rundt i lokalet, og var ikke enig. Så tog jeg mig sammen og spurgte om resultat og om denne samtale var fortrolig. Det bekræftede han, hvorefter jeg sagde at jeg med garanti ikke var interesseret i at komme til ekstra tests og at jeg ikke ville være medlem af foreningen. Et lunt smil kom frem helt op til øjnene og han sagde det var en skam, da de godt kunne bruge mig. Jeg gav ham hånden, sagde farvel og tak. Udenfor ventede mine kammerater og de spurgte; ”Du var lang tid derinde? Fik du noget at vide hvem det var?”. Jeg svarede ”Nej, det gik OK med mig, jeg er – NORMAL” og så gik jeg ud i skolegården og skulle lige sunde mig.

Nogle måneder senere ringede telefonen hjemme hos mine forældre. Det var den unge mand fra foreningen som bad mig komme til et møde i en virksomhed og han garanterede at det intet havde med foreningen at gøre. I 80´erne piblede det frem med alskens test til brug for ansættelser og ikke alle var lige gode. Jeg blev bedt om jeg kunne teste dem, prøve at snyde dem, komme med feedback, – og bedst af alt, så ville jeg blive betalt for det! Det gjorde jeg i mange år, indtil jeg teknologisk blev out-datet og andre metoder vandt terræn. Jeg synes det var det sjoveste job jeg nogensinde har haft til dato! Nogle år efter blev jeg kaldt ind til et briefing møde og den nu modne mand sagde blot til mig; ”Jeg vidste det!” og smilede over hele hovedet. Jeg vidste med det samme hvad han mente, men var nu ligeglad og kalder mig den dag i dag med glæde en NØRD.

Det var en sjov tid og jeg har faktisk også arbejdet nogle år som tøjmodel til modeshows og blev også Danmarksmester i hår sammen med frisørmester Tage Frandsen. I dag har jeg ikke mere hår, men det havde jeg dengang. Tage Frandsen var jetsettets og de kulørte blades kendis frisør, hvor Lancôme også havde deres make-up artister tilknyttet. Jeg lærte en masse om den kulørte verden og at de fleste kendisser var helt almindelige mennesker som alle os andre. Men også at nogle kendisser var helt uenige i den betragtning – dem undgik jeg.

Jeg arbejdede ét år hos FL Smidth som arbejdsmand efter gymnasiet. Den gang kunne du søge ind på flere uddannelser. Gymnasietiden var en god oplevelse for mig, men mit fokus var stadig på sport og jeg var ikke særlig moden eller målrettet. Mit snit i vandskorpen gjorde, at jeg søgte medicin, Diplomingeniør og officer og det endte med at jeg skulle vælge! Jeg vidste ikke mit levende råd, så jeg valgte den mest alsidige uddannelse; Diplomingeniør, Produktion med speciale i Supply Chain Management.

Hvad der skulle have taget 3½ år, tog 5 år for mig. SST og Jokokan var kommet ind i billedet og der var mit totale hovedfokus. Mine karakterer afspejlede min interesse; En af DTU studiets ”superstjerner” indenfor management og SCM området, og det modsatte indenfor de tekniske speciale fag som ikke fangede min interesse. Det betød at jeg i sidste semester skulle afslutte 11 fag for at blive diplomingeniør. Alle mine professorer frarådede forsøget, da det før var forsøgt, men var gået skidt og det fornuftige var at tage et ½ år mere. De som kendte mig, sagde GO! Jeg bestod alle 11 fag, blev ingeniør og sov flere uger væk. Om det var festerne eller manglen på søvn skal jeg ikke kunne sige

Mit første job var i rederiet J. Lauritzen på St. Annæ plads. Her løste jeg en opgave som andre erfarne kræfter var mislykkedes med. Det handlede om Japan og Fjernøsten. Det jeg bare ikke vidste var, at det var meningen at jeg skulle mislykkedes med opgaven og ikke lykkedes. Så da de ikke holdt ord, blev jeg temmelig sur og vi blev enige om at ”vores veje skulle skilles”.

Det var krisetider, så jeg havde udfordringer med at lande det næste job. Men samtidig havde jeg mødt mit livs kærlighed, Anette, så tiden gik hurtigt. Men her greb skæbnen ind. Mercuri Urval havde indkaldt mig til et SCM job, men på det forkerte kontor! Men heldigvis tog Oberst Helge Kroon samtalen på deres Københavnskontor og det er én af de sjoveste job samtaler jeg har været til. Han konkluderede ”At jeg var en usædvanlig charmerende bandit, men ville kede mig r.. i laser i logistikchefjobbet efter kort tid og han havde noget andet i tankerne”. Nogle dage senere dumpede et brev ind af døren fra Danish Crowns Koncernhovedkontor, Paderup, – i Randers!

Sommeren 1991, flyttede jeg og Anette til Randers. Anette fandt en gammel herskabslejlighed i Danmarksgade 12, st., 8900 Randers, hvor vi kom til at bo i de næste 6 år. Anette havde sagt sit revisorjob op i KPMG for, at læse på handelshøjskolen i Århus, hvor hun læste Cand.Merc. Det var godt hun gjorde dette, da ingen af os regnede med, at jeg ville havde mere end 260 rejsedage om året de næste 6 år.

Jeg tiltrådte jobbet som regional eksportchef for Japan, i Danish Crown koncernhovedkontor. Jeg tiltrådte en omsætning som var crashet fra ca. 30 mio. DKK til 2 mio. DKK og retssager med Japans største supermarkedskæde, som også var én af verdens største supermarkedskæder. Første dag jeg tiltrådte skulle jeg præsentere Danish Crowns produkter for den danske og japanske handels- og udenrigsminister og 14 dage efter var jeg i Japan for, at forhandle den juridiske kompensationsaftale med Daiei på plads.

Endnu engang regnede alle med at vi ville tabe og at det var en tabt sag men, to uger senere havde vi vundet sagen med ordene, fra en meget tung divisions- og koncerndirektør for Daiei, ”Congratulations, Kimu, you win, I loose – do well in you life”. To uger senere blev han pensioneret kun 57 år gammel. Det strømmede ind med lykønskninger og min chef sagde at jeg kunne gøre som jeg ville og købe som jeg ville. Jeg endte med at købe for ca. 10.000,- DKK bøger, spise en burger og sove i 24 timer. Men jeg havde skabt mig et navn meget hurtigt, og jeg fik derfor 100 % handlefrihed, blev den yngste eksportchef, fik Danmarks eksportpris og Prins Henriks æresmedalje, havde skabt hundredvis af arbejdspladser og rundet en omsætning på knap ½ milliard kroner i 1997.

Når jeg har givet mit ord på en aftale, så har jeg altid haft en ambition om at gøre mit bedste, opfylde mit fulde potentiale til enhver tid og er dybt taknemmelig for, at jeg har arbejdet hårdt og målrettet for, at have fået den mulighed at blive undervist af de absolut bedste international anerkendte stormestre i Japan og Kina. Disse 6 år trænede jeg mindst 6 gange årligt af 3 ugers varighed i Japan, som var min primære beskæftigelse, – jobbet kom i anden række. Men det var nok, da jeg helliget mig 100 % begge dele, – i de allokerede tidsslots.