Min vej tilbage fra bænken, JODEN og hvor er det fedt med denne test og tillid

Året i år er skelsættende, i og med det er 50 års jubilæet for Shindenkan i Danmark
Personligt er det også et skelsættende år Jeg startede min budo karriere i 1982, med sportskarate. Efter 14 år skiftede jeg til Shindenkan i 1996, hvor jeg har været siden. Dermed er jeg en af de gamle i gårde.

Folk starter til karate af forskellige årsager, og for mig, var det drømmen om at være den danske østlige gentleman med overskud og overblik og de sande værdier, og om nødvendigt evnerne til at bakke dem op.

Af årsager jeg selv ikke helt forstår, endte jeg i en glorværdig sportskarriere kulminerende med 2 x VM bronze i 1994, men med en mærkelig ”tom” fornemmelse, hvorefter jeg desillusioneret endte med at lede efter den originale ide – indre værdier, overskud, overblik.

Her hjalp skæbnen, og jeg fandt Shindenkan, hvor jeg efter god gammel tradition fik jeg en passende afklapsning (af en brunbælte, og jeg var 3. dan!), der fik mig til at indse at her kunne jeg lære noget, og så startede jeg forfra på min rejse.

Rejsen har ført mig op gennem Yakami Shinsei-ryus omfangsrige pensum, både indenfor Ryuha (teknik) og Ryugi (filosofi/indstilling), og som forventet er det helt klart Ryugi der er den store udfordring. Det nytter ikke at have selv de bedste teknikker, hvis du ikke har dig selv med!

Og netop det er årsagen til at jeg har været på sidelinjen i 1½ års tid – processen med at forbinde de indre værdier med den ydre verden – den virkelige verden.

For at det skal have ægte værdi, skal det være konstant – hele tiden; også når er kun er venstresokker, trafikpropper, sure mennesker og nedtur i verden – netop dér skal man vise sine værdier og sit værd.

Efter at have tygget på det er jeg kommet tilbage på banen i Shindenkan i fuld fart, hvilket jeg mærker hjemme i lokalskolen, og i Honbu, hvor jeg igen har fået lov til at yde et bidrag igennem et stigende antal opgave, kurser og roller i Honbu regi.

Men tydeligst kan det dog ses på at jeg efter 6 måneder, netop er blevet gradueret densho graden JODEN (4.dan Yakami Shinsei-ryu, 4.dan Sr., Bujutsu Kodosokukai, 5.dan Kodosokukai Gensei-ryu Karate-do).

Så lige nu føler jeg mig flyvende, og klar til alt.

Og det er godt, for det er netop hvad der var planlagt til X-mas SBTLUS stævnet – virkeligheden, råt og uforsødet lige i ansigtet. En extended version af OBC3 kurset kørt aftenen før der blev afviklet. Kimu Sensei havde som sædvanlig en plan med at afholde SBTLUS, 12 timer efter OBC3; for så var vi jo allerede tappet for en del ressourcer, og så kommer den sande person bag facaden frem.

Vi startede med det historiske perspektiv, hvor Søren Renshi så udemærket formidlede Kimu Senseis Kodosokukai Gensei Karate-do præsentation, hvor der blev trukket paralleller tilbage 50-70 år i Kodosokukai Gensei, og 1000 år tilbage i Yakami Shinsei-ryu.

Kroppen blev også aktiveret med Tai-Chi efterfulgt af essensen af Hsing-i 1 kurset, og videre til Task Fighting 3 hvor Søren Renshi og jeg skulle assistere Kimu Sensei. Her gælder det om at være klar til at følge instruktioner, og hele tiden bedst mulig demonstrere læringspunkter og optimeringer fra Kimu Senseis side. Vi arbejdede kurset igennem, og der skulle realistiske angreb og forsvar til, så alle fik varmet kroppen godt igennem. Derfra gik det direkte videre til Jujutsu 3 med balancebrydninger, kast og gulvkamp, og der kom rigtig gang i alle.

ShindenFight er en kombination af kurserne Hsingi 1, JuJutsu 3 og TaskFight 3, og vi var dermed allerede godt i gang med det ny ShindenFight koncept, der er en optimeret afvikling af ShindenFight, hvor der er mindre risiko for skader, samtidig med at alle deltagere stadigvæk lærer at håndtere realiteterne, og ikke ens egen konstruerede virkelighed.

Og så blev der ellers kæmpet, arbejdet og svedt totalt igennem i selve ShindenFight, hvor kørte kamp med stadig større intensitet, fra Task Fighting 3 Randori, over Jujutsu 3 Randori til gulvkamp i halslås, hvor man kæmper 100% for sit ”liv”, og alle reserver blev taget i brug.

Hele formiddagen var pludselig forsvundet, og jeg fandt mine rugbrøds klapsammener frem, for at få tanket lidt op, da gårsdagens strabadser også begyndte at kunne mærkes.

Og dermed var vi så varmet op til selve hovedattraktionen IKU1-3 (Instruktørkurser 1-3), kamp mod flere modstandere, i instruktørrollen. IKU er baseret på den virkelige verden, og hvad man kan komme ud for i en dojo/undervisningssituation, samt det faktum at som instruktør skal man være en rollemodel og gå foran og vise et godt eksempel.

Og det skal naturligvis testes!

Og det blev det!

SOPORG, havde fået til opgave at assistere med at planlægge indholdet af kurset, indenfor rammerne udstukket af Kimu Sensei, og vi havde arbejdet meget med det for at kunne hjælpe med at lave den optimale læring for alle, der var mest relevant i lokalskolerne.

De næste 3 timer arbejdede alle intenst med cases, hvor der var en eller flere konflikter eller udfordringer i dojoen der skulle løses, samtidig med at man holdt det overordnede mål for øje. Cases blev gennemgået i 3 dojoer samtidig i flere gennemløb med forskellige personer i hovedrollen (Vicechefinstruktør, holdinstruktør), og derefter skulle Honbu Instruktørerne på én af gangen, for at ”præsentere den optimale løsning”. Og ganske rigtig, så var der lagt optimalt pres på os!

Hver gennemgang blev indsatsen vurderet på punkterne af hele dojo holdet, – ens KonKollegaer på;

1. Synligt lederskab
2. Uddelegering og kontrol over situationen
3. Løsning af opgaven

Som jeg sagde var det kamp – kumite, og efter ShindenFight tidligere hvor adrenalinen havde været i gang, vidste vi alle at hvis man tøver, eller holder tilbage, er man færdig før man får begyndt. Så stemningen var høj, og det blev gået til makronerne indenfor de roller man havde.

Husk Shindenkans værdi: ”Du er meget bedre end du selv og andre påbyder dig”.

Så vis det!…….

Jeg er super stolt over hvor godt langt hovedparten klarede sig, og hvor lærevilligt alle sugede til sig af de løsninger der blev præsenteret, de ærlige og råt u forsødede karakter bedømmelser af ens dojo-hold, og efterfølgende hvor essensen blev fremdraget af Kimu Sensei.

Og vi blev bedømt undervejs, alle som én, for regler gælder for alle.

Finalen

Til sidst blev vi Honbu instruktører sendt uden for døren, mens Kimu Sensei instruerede en ”special” case til os. Vi var ikke i tvivl om at den ville sætte os under maksimalt pres.

Situationen viste sig at være med 2 totalt uforudsigelige elever, man ingen anelse havde om hvordan ville reagere, der brugte alle de kneb der var blevet fundet i løbet af alle de forgangne cases til at bringe instruktøren på glatis.

Jens Hanshi-dai havde været først på gulvet, og havde klaret situationen godt, hvorefter Kimu Sensei havde givet supplerende instruktioner inden Søren Renshi var i ilden, og man kunne tydeligt se at presset på ham var steget endnu mere.

Og så var det mig. Og igen gav Kimu Sensei yderligere instruktioner…

Det var heromkring jeg tog et par dybe indåndinger, og for mig selv mumlede ”indre værdier, overskud, overblik”, og sank en klump, og så gik vi i gang.

Jeg må ærligt indrømme at jeg blev presset over hvad jeg troede min grænse var af de 2 totalt uforudsigelige stjernepsykopater, og der er ingen tvivl om at det var en kamp mod 2 modstandere. Godt nok forblev det en mental kamp, men der var så meget spænding i luften at det slog gnister, og mit adrenalin niveau var max i top.

Jeg var stadig ikke faldet ned under vurderingen af min indsats, og det var først bagefter at der var overskud til at tænke over hvad der egentlig var sket…

Men jeg stod fast, og håndterede situation
en så godt jeg kunne, så jeg var stolt over at få topkarakter i denne test.

Jeg tror alle var enige om at det er den mest lærerig SBTLUS hidtil, og jeg kan bare for min del sige: Hvor er det bare fedt at blive testet, og så faktisk mærke ”indre værdier, overblik” og måske endda overskud.

Kjeld Renshi