Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
En fredag aften i november – den mørke tid. Hvad er det bedste man kan gøre for sig selv? Er det på langs på divaneseren med en skål fredagsslik og Netflix på skærmen? Muligvis, men ikke I Shindenkan, der er man god ved sig selv, når man gør noget godt for sig selv = Katafit. Endnu en gang var KataFit kurset et stort tilløbsstykke både for Shindenkanerne selv, men også for eksterne venner af Shindenkan, som også havde valgt at deltage denne fredag aften.
Jens Hanshi-dai, flankeret af Søren Renshi og Martin Renshi indledte kurset med en præsentation af det skelsættende KataFit kursus, som er godt forankret i Shindenkans pensum og det første obligatoriske kursus, som alle Shindenkanere møder på deres rejse gennem Yakami Shinsei-ryu’s omfattende pensum. Når det ligger først på kompetenceplanen for den enkelte udøver, er det fordi det er meget vigtigt for forståelsen af kroppen som helhed samt korrekt vejrtrækning, og dermed får den enkelte udøver de bedst mulige forudsætninger for, at få det optimale ud af den fremtidig træning i Yakami Shinsei-ryu. De 50 deltagere lyttede intenst og rejste nogle gode spørgsmål, som Jens Hanshi-dai besvarede med stor entusiasme. Specielt da præsentationen berørte udbyttet og resultatet af den globale lancering og afprøvning af KataFit blev opmærksomheden skærpet. KataFit har skabt gode resultater i skades genoptræning i ellers, af den moderne lægestand udtrykt,”umulige tilfælde”. Intet er umuligt i Kimu Sensei’s øjne, hvilket afspejles i Shindenkans stærke værdisæt og i særdelshed gennem handling i KataFit.
Efter den ca. halve times præsentation blev deltagerne delt i 3 grupper således, at de kunne få optimalt fokus og undervisning gennem den praktiske del af kurset – én gruppe voksne/JokoTeens og 2 grupper af JokoKidz. Kimu Sensei’s filosofi er en konstant forbedringsspiral, hvilket sagtens kan finde sted, selvom viden er 1000 år gammel og mennesket ikke har ændret sig i meget længere tid, men det har kommunikation, formidling og indstilling, der følger tidens tendenser. Derfor bliver der altid justeret til det bedre gennem feedback fra deltagere og instruktører på tidligere kurser, hvilket også afspejles her på hjemmesiden i det omfattende vidensforum og alle artiklerne gennem tiden. Jens Hanshi-dai gav sig i kast med MMBH, som er forkortelsen for de gavnlige helkrops strækøvelser (som er meget mere end strækøvelser) der indleder KataFit. Mange af deltagerne på KataFit var helt nye I Shindenkan, så alene MMBH var allerede en udfordring, men også en god oplevelse ”Har jeg en muskel der?” ”Av for søren, kan mans også få ondt der?” – ja tankerne og kommentarerne var både sjove, forløsende og forundrende 🙂
I alt 2,5 timer tog det ca. at komme igennem hele KataFit, hvorefter der blev kørt en fuld KataFit 1S. Indøvningen foregik i et tempo, hvor alle kunne følge med og dvæle ved de vigtige detaljer, som danner grundlag for en korrekt udført KataFit, der jo blot udefra ligner meget anden træning. Men intet, absolut intet, er overladt til tilfældighederne, hvilket også deltagerne måtte sande ved gentagelse på gentagelse, som er nødvendigt for at lære KataFit korrekt. ”Øvelsen” hedder netop Kata fordi der skal være flow, åndedræt, indstilling osv. som i enhver anden optimalt udført kata i Yakami Shinsei-ryu. KataFit er inddelt i de fire hovedgrupper BackFit, FrontFit, CoreFit og LowerCrossHit som hver især er overlappende mod hinanden og bygger op til klimaks, også cardio vaskulært, i Lower Cross Hit. Deltagerne kom igennem alle teknikkerne og fik øjnene op for en masse muskler, sener, ligamenter og nerver som de ikke anede de har eller har trænet tidligere. Det giver øget kropsbevidsthed, hvilket også er en af hovedformålene med KataFit og et essentielt ben i Yakami Shinsei-ryu. Derfor var det også med en god form for træthed, muskelømhed og summen i kroppen som de fleste gik fra kurset med. Bonussen var også den mentale træthed, da KataFit ikke kun træner den fysiske del, men lige så meget den psykiske, startende med komfortzoner, bevidsthed om egen formåen, indstilling osv. Kiggede man på ansigtsudtrykkene alene, var kurset en stor succes, men mon ikke også udbyttet for den enkelte afspejles tilsvarende. I alle tilfælde gik alle fra kurset med forudsætningen for at vedligeholde KataFit både hjemme og i lokalskolerne, og dermed med håbet om, at kunne bevare en sund krop og sjæl i mange år frem, fysisk som psykisk.