Fredag d. 18. november 2016 havde 46 deltagere fundet vej til KataFit kurset som skulle foregå i den nye gymnastiksal på Hareskov skole. Dette sted er iblandt Honbu-dojo’s nye lokaler for den kommende sæson 2016-2017. Det var 46 deltagere som havde bidt kulden i sig, og som i den grad var klar til at få en rigtig god gennemgang af KataFit.
KataFit er det første værktøj, der er kommet ud fra SHIELD KISS projektet, og det er et værktøj som i den grad kan skabe resultater. En chefinstruktør har været opgivet af lægerne pga. en ”manglende” muskel i skulderen, men har igennem KataFIt fået ”skabt” musklen igen og er nu igen fit for fight. Andre udøvere af KataFit har ligeledes haft meget bemærkelsesværdige resultater med solstrålehistorier til følge. Så der kan kun konkluderes én ting nemlig at med KataFit virker det, og man har alt at vinde og intet at tabe – udover lidt fedtprocent, men det er ikke så skidt endda 🙂
Som i alle andre Shindenkan kurser så startede KataFit også med Ryugi. Det omhandlede SHIELD KISS projektet og der blev lagt ud med visningen af filmen, der starter SHIELD KISS hjemmesiden. Filmen er en fantastisk smuk oplevelse og er krydret med musik, der får tårerne frem i selv den mest hardcore mandsperson. Ryugi delen fortæller også om helheden i Shindenkan og om at KataFit har relationer og links til andre kendte øvelser, så som Yoga og pilates – eller er det yoga og pilates, der har relationer og links til kataFit?
Derefter var det tid for gennemgang af KataFit. Til lejligheden var der bygget et podium således, at alle deltagere havde mulighed for at se instruktørerne udføre bevægelserne korrekt. Jens Hanshi-Dai er hovedinstruktør på kurset og blev flankeret af Martin Renshi og Søren Renshi – vs. Instruktører i forskellige vægtklasser og former 🙂
Der var også kommet deltagere fra en af Shindenkans sponsorer og vedkomende havde stor glæde af gennemgangen, idet der var flere detaljer der kom på plads. Der var også enkelte af deltagerne, som deltog for anden gang, igen for at få fat i flere detaljer og for at få større forståelse for KataFit.
Alle deltagere var delt op i 3 grupper. To grupper med Jokokidz og en gruppe med voksne og Jokoteen. På den måde får instruktørerne og deltageren bedre mulighed for at finde hinanden i kurset. Det virker også på alle Jokokidz, som i den grad giver den gas, og som er fuldt ud koncentreret på trods af, at det var på tidspunktet for Disney sjov og fredags slik. Men sukkeret måtte vente, for de Jokokidz der deltog på kurset var dybt koncentreret om at lære KataFit.
KataFit er en teknisk udfordring på samme facon som karate kata – gad vide om der er en rød tråd her? 🙂 Der er ingen bevægelser, der er tilfældige, og man kan faktisk få en meditativ oplevelse ved at udføre kataFit – hvilket er en langt bedre oplevelse en at syntes, at det er hårdt – så det er indstillingen hos den enkelte, der afgør hvilken oplevelse man får ud af kataFit – er det ikke bare fantastisk?
Kurset sluttede af med en opsamling af hele kataFit værktøjet. Dette blev gjort ved at alle deltagerne og instruktørerne gennemførte en KataFit 1S. Det var fantastisk at se, hvordan alle fik sat alting sammen til en helhed, og hvor var det fantastisk at se, hvordan jokokidz kæmper på trods af at sukkerniveauet var lavt på det tidspunkt – Disney sjov og fredagsslik var forbi.
Efter et fællesbillede og en række spørgsmål fra deltagerne, var det tid for en velfortjent weekend. KataFit er en succes. Ikke kun på kurset men i høj grad også blandt udøverne i Shindenkan og også iblandt udøverne uden for Shindenkan. Der skal ikke være tvivl om, at KataFit hjælper en masse mennesker, også selv om nogle ikke vil indrømme det. Men sådan er verden skruet sammen, og det eneste der er gøre er at fortsætte den gode intension og holdning til, at der er alt at vinde og intet at tabe – og stadigvæk er det kun fedt % der kan gå ned 🙂