Af Elisabet H. Bjarkmann, Renshi-dai, 2.Dan Yakami Shinsei-ryu, 3.Dan Kodosoku-kai Gensei-ryu

Jeg har altid drømt om at træne med sværd. Lige siden jeg var helt lille var det noget af det mest ultimative, man kunne opnå, at få lov at træne. Jeg husker som mindre, at Jens Hanshi-dai nogen gange selvtrænede på Iai og viste det frem. Det skabte altid stor interesse både for mig, men også for min Shindenkaner-kollegaer. Interessen blev ikke mindre, da jeg fandt ud af, at iai-jutsu har udgjort en stor del af min familiehistorie i over 1000 år.

Så da kurset blev udbudt, så var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle med – og allerede da vidste jeg, at det ville blive en rejse, som jeg sent ville glemme.

Inden kurset startede kunne jeg ikke lade være med, at tage mit sværd ud af embalagen og beundre det. Tanken om, at jeg snart skulle undervises i en kunst, som er over 2000 år gammel (hvis ikke ældre) gjorde mig glad. I kan nok forestille jer, at eftersom jeg simpelthen ikke kunne lade være med, at tage sværdet op (hele tiden!) rendte jeg rundt som en glad julegris i flere uger før kurset startede. Selvfølgelig kunne jeg heller ikke lade være med at svinge sværdet et par gange. Jeg stoppede dog hurtigt med dette, idet det gik op for mig, at jeg ikke var den eneste hvis øjne hvilede på mit sværd og jeg. Det var ikke gået op for mig, at jeg fra at bo i et ugeneret hus, nu bor i et ejendomskompleks, hvor alle lejligheder over for mig, kan se direkte ind på mit værelse. Det gjorde mig derfor skrækslagen at se, at flere naboer stod med meget store øjne og fulgte med i hver eneste bevægelse, jeg lavede. Jeg kunne dog ikke finde ud af, om de kiggede på mig med fascination (sådan som jeg havde det), eller tværtimod troede jeg var lettere sindssyg. For at være på den sikre side besluttede jeg mig derfor for, at vente med at øve med sværdet, indtil kurset begyndte.

Da kurset startede, kunne jeg se, at jeg ikke var den eneste, som havde glædet sig til at lære kunsten i Iai-jutsu. Voksne mænd var blevet små drenge, hvis drøm var gået i opfyldelse og alle dirrede af spænding. Der var ikke én ved håndsoprækning, som ikke havde svinget med iai’en derhjemme. Dette var til stor glæde for Kimu Sensei.

Første kursus lærte vi at trække sværdet og hvordan det blev gjort korrekt. Selvom folk, inkl. Jeg selv, havde forventet mere, fandt vi snart ud af på 2. del, at netop den del var hele essensen og det vigtigste vi havde lært på iai-kurset. Min tvivl og forventning blev derfor gjort til skamme. Kunne man optrækket, som vi lærte på første kursus, kunne man det hele.

Anden del af kurset gik stærkt. Vi skulle lære 4 teknikker, som alle var meget omfattende, svære og lange. Humøret blev dog ikke mindsket af den årsag; Humøret og atmosfæren i rummet løftede sig tværtimod. Alle var spændte og glade. Det var fantastisk! Her stod jeg og lærte præcis samme bevægelser, som de lærte tilbage for 1000 år siden. Følelsen var ubeskrivelig; Jeg følte mig som en samurai-kriger – og det gjorde resten af salen også.

Teknik nr. 4 var især helt speciel; Da Kimu Sensei udførte bevægelserne blev der så stille, at selvom lokalet er mindst 250 m2, kunne man høre en knappenål falde. Jeg har aldrig oplevet 45 mennesker i samme rum være så stille, koncentreret og fulde af spænding på samme tid. Folk var høje på energi – herunder jeg selv – som slet ikke kunne vente med at øve bevægelsen igen og igen.

Det samme gjaldt, da vi skulle øve indmarchen. Da Kimu Sensei fortalte historien bag denne, følte vi os igen som en part af samurai-krigerne i 1400-tallet. Alle levede sig ind i rollerne. Selvom vi i Shindenkan er venner både i og uden for organisationen, gik vi alle i indmarchen forbi hinanden med en vis overvågenhed og påpasselighed – ligesom man gjorde dengang. Vi var alle blevet samuraikrigere.

Selvom kurset nu er afviklet, tør jeg sige med stor sikkerhed, at alle der selvtræner derhjemme får samme sus i maven, når de trækker sværdet frem. Det gør jeg stadig. Jeg elsker kurset, mit sværd og den kundskab jeg har lært helt ind til benet. Der er ingen tvivl om, at Iai-kurset har været en af de mest spændende kurser for mig – og samtidig en af de mest lærerige. Iai er nemlig ikke kun læring af at træne med sværd, men også en kobling til kampkunsten og den indre afklaring. Det kan man kan lære meget af. Det gjorde jeg.

Af den årsag vil jeg ikke kun anbefale andre, at tage kurset såfremt man har haft en barnedrøm ligesom jeg. Man skal også tilmelde sig kurset for at blive bedre til sin yakami-shinseu ryu og udvikle sig som person.

Med det i mente vil jeg dog lige tilføje; Har man ikke allerede haft en barnedrøm, om at træne med Iai – så kan jeg love jer for, at det får man, efter man har deltaget på iai-jutsu pakke 1.

Glæd dig til flere artikler om Iaijutsu