Tilbage i 80’erne, var der en fantastisk tegneseriefigur ved navn He-Man. He-Man var ”Master of the Universe” – hverken mere eller mindre! Den perfekte arketype på en mand. En type vi alle på et eller andet tidspunkt har stræbt efter at blive. He-Man var personificeringen af de klassiske dyder, så som styrke, mod og viljekraft.

Heldigvis var He-Man kun en tegneseriefigur. Men derfor kan figuren som en allegori stadig sagtens fremstå som et godt eksempel til inspiration for os der lever anno 2015. Kimu Sensei har – måske af samme årsag – flittigt benyttet He-Man, som referenceramme under POMW forløbene. Dog nok mest som en noget negativ ladet reference, for at minde os om, at ikke alt hvad der fremstår absolut mandigt med voldsom styrke og kæmpe ego, nødvendigvis er indbegrebet af de dyder som vil sikre os succes inden for skydningen.

Ovenstående dyder er i hvert fald en forhindring, såfremt du deltager i POMW for at lære – og vi deltager jo først og fremmest for at lære. Både skydetekniksk, men også for at lære os selv bedre at kende.

Som tidligere underholdt med i POMW-artikler, så har jeg gennem hele mit liv, døjet med en ubegrundet frygt for ting der siger BANG. Både under POMW I og II forløbet, har jeg bevist over for mig selv, at jeg har haft modet (en af de tre He-Man dyder!) til at gøre op med dette. Det sagt, så rumsterer det stadig i baghovedet på mig så snart pistolerne kommer frem eller når kaliberen bliver større! Men al dette har jeg nu bevist, at jeg kan overvind! Jeg gør det, og jeg gør det OK. Ikke perfekt, men OK!

Under POMW II, har jeg momentvis bevist, at det faktisk er muligt for mig at mestrer pistolen. I disse øjeblikke er jeg super koncentreret og glemmer alt om tid og sted – og frygt. Skuddene sidder perfekt. Dette blev understreget af, at jeg under POMW II – anden del – skød mit absolut bedste til dato, opgjort på point.

Det sagt, så er der masser af rum til forbedring. For under disse skydninger er det tydeligt, at der er øjeblikke hvor frygt og koncentrationssvigt tager over. Til tider, super koncentreret skydning, hvor der konstateres en del ”Bulls Eyes” eller skud tæt på, men skydningen bliver forplumret af en del ”Stray Cats” der ikke umiddelbart har nogen logisk forklaring.

POMW II, har lært mig – for her bliver det virkeligt – at det langt hen ad vejen, er et spørgsmål om at være i nuet og nyde skydningen. Det får vi konstant besked på at gøre, men det er til stadighed svært for mig at nyde, men i de øjeblikke hvor jeg står og skyder – og glemmer alt om tid og sted – så bliver jeg ét med sigtemiddel, målskive og ikke mindst processen. I dette øjeblik, er det virkelig en fornøjelse. Men det er noget der sker over tid, og dermed ikke en tilstand jeg på kommando endnu kan fremmane. Det er en ubevidst transition fra ubehag til nydelse.

”Desværre” bliver denne sindstilstand til tider afbrudt. Hvad enten det er grundet store mængder af patronhylstre, der flyver om ørene på dig eller vel-menene, og ikke mindst berettigede, kommentarer fra skydeinstruktører. Uanset årsag, så er det forstyrrende elementer og det bringer mig ud af den ubevidste tilstedeværelse og tilbage til det bevidste Jeg. Her er det, at usikkerheden og frygten igen tager over.

Den He-Man som skal vinde kampen, er den indre He-Man. Broen imellem Mod og den Indre Styrke, som jeg ved tilfælde har stiftet bekendtskab med, går via viljekraften. Viljekraft! På godt og ondt. Og det skal der når alt kommer til alt arbejdes med. Det er forberedelsen i alle begrebets aspekter. Båden i form af tør-træning og styrkeøvelser, som vi bliver bedt om at øve mellem hver POMW session; men i lige så høj grad for mit vedkommende en mental forberedelse. Der skal være balance mellem det indre og det ydre! Hvis teknik og styrke ikke er på plads, så er der ikke rum til at arbejde med den indre He-Man.

POMW II har vist mig, at skydning under virkelige forhold – fra at være noget ubehageligt og noget der decideret var en gene for mig – nu pludseligt er noget som jeg momentvis har haft super gode oplevelser med. Når alt kommer til alt, så er det et spørgsmål om at have tillid til sig selv og sine evner. For som vi bliver fortalt igen og igen i Shindenkan-regi, så kan vi jo godt, hvis vi selv vil – og vi selv tror på det!