Af Benedikte Richter Iversen, Medlem indtil 2018
POMW I.B - Tid til alvor
Egentlig følte jeg modstand i mig, da vi skulle i gang med POMW kursets praktiske del. ’Skydning, er det ikke noget for mænd med lidt for stor maveomfang, som har brug for at kunne sige til andre, at de dyrker en sportsinteresse…..det er jo ikke noget jeg får sved på panden af….hvorfor skal jeg lære at skyde når jeg nu går til karate’
Jeg valgte dog at melde mig på kursusforløbet, da min rationelle sans sagde mig, at det var vigtigt af flere grunde:
- håndskydevåben er et af de våben, som jeg faktisk kan blive konfronteret med på gaden (og det er sikkert mere sandsynlig end at møde en person med bokuto!), så jeg bliver nød til at kende våbenet og hvordan jeg anvender det, eller forholder mig hvis jeg bliver truet, for at beskytte mig
- at kunne håndtere et håndskydevåben der kræver stor præcision kan sikkert bibringe mig erfaringer, som jeg rent praktisk og fysisk vil kunne drage nytte af i min karate-træning fremover, med fokus på center og timing
- at træne med et håndskydevåben gør det nødvendigt at have den rette indstilling; når – eller hvis – det vil blive nødvendigt for mig at forsvare mig eller mine kære på mit liv, bliver jeg nød til at gå fuldt ind i forsvarssituationen
Vi var en del forventningsfulde mennesker som mødte op lørdag morgen kl 8.30 i hallen i Greve, hvor chefinstruktørerne Søren Renshi, Martin Renshi og Kjeld Renshi-dai tog godt imod os med morgenmad og kaffe, kugler og ”guns”. Jeg havde Jonas med mig, som lige var blevet 11 år, og hans glæde og spænding var svær at styre. Desværre havde han forstuvet sin aftrækker-pegefinger, som drillede undervejs.
I de første par timer satte vi fokus på teori-recap fra første kursusdag, for at have et par afgørende facts lysende klar i bevidstheden:
- Uden mennesket fandtes intet våben!
- Det er mennesket som er bag våbenet, og det er mennesket der har ansvaret for, hvad der sker – mennesket har kontrollen/magten!
- Mennesket skal have den rette indstilling og afklaring ved brugen af våben, og kende konsekvenserne – det er menneskets menneskelige selverkendelse og indstilling der betyder noget.
- Jo højere kvalitets- og kompetenceniveau mennesket har indenfor brug af forskellige våben, des flere muligheder vil det have til at kunne forsvare sig.
- Kvalitets- og kompetenceniveauet af våbenet foran mennesket har indflydelse på udfaldet af en konfrontation.
Og essensen af det hele – mennesket skal stræbe efter at opfylde sit fulde potentiale! Og blive bedre til at kende sig selv, og handle på fornuftig vis for at imødegå at komme i uhensigtsmæssige og farlige situationer, hvis muligt. Vi er på vej på en spændende rejse…at udvikler os selv.
Endelig skulle vi i gang med at træne, og blev delt op i makkerpar. Vi fik gen-indskærpet de vigtigste regler fra POMW skydeteknisk håndbog:
SIKKERHED (Jeff Cooper)
- Behandl altid et våben som om det er ladt.
- Peg altid våbenet i sikker retning.
- Hav aldrig fingeren på aftrækkeren, før dine sigtemidler er på målet.
- Vær sikker på dit mål og hvad der er bagved.
BASISK MEN OPTIMAL SKYDETEKNIK
- Korrekt dobbelt-håndstilling hver gang
- Korrekt anvendelse af sigtemidler
- Korrekt aftræk – presse og squeeze
- Korrekt rekylkontrol – korrekt helhedsstilling, åndedræt og indstilling
- Fejlfinding – sæt pistolen ned efter hvert skud
Sådan fokuserede vi med det samme på at en sikker håndtering af våben er et absolut must, og at det gav god mening at have en makker for at optimere sikkerhed og udnyttelse af tiden ved denne skydetræning. Jeg var virkelig spændt, og havde også en dirrende nervøsitet i kroppen.
Vores gammelkendte hal fra kyu-pensumtræningerne var forvandlet til en skydebane. I den ene side af lokalet var et bord med magasiner, i den anden side et bord med airguns. Bag denne forreste del af hallen havde vores instruktører opbygget en skydebane med skydeskiver til alle, og med afmærkede afstandszoner, som man kun måtte betræde iført det rette sikkerhedsudstyr, nemlig briller og høreværn. Enhver overtrædelse af skydezoner eller sikkerhedsregler vil kaste os ud på bænken i to minutter i ”DQ” (disqualifiction), og efter 3 DQ’s vil vi skulle stoppe dagens træning…..
Det var tungt at komme i gang. Jeg var en af de få som ikke havde erfaring med skydning inden kurset, så det skete flere gange at jeg vendte pistolen på den forkerte led, eller ikke vidste hvordan jeg skulle lade.
Vi havde skyderunder fra 5, 7, 11 og 13 meters afstande, hvor vores makker flittigt sørgede for at vi fik ammunition og kunne koncentrere os på selve skydningen. I starten var det udfordrende, at finde den korrekte kropsposition med ’JEB’, at vænne sig til at bruge sigtemidlerne korrekt og ikke blive helt skeløjet, at huske på kokyo-ho under skydeprocessen, og at forstå kommandoerne og håndtere pistolen rigtigt. Men der gik ikke mange omgange, før jeg havde vænnet mig til hele processen, og jeg begyndte mere og mere at afprøve, hvordan jeg kom tættere på det område vi skulle ramme.
Timerne fløj af sted, det blev en sen frokost kl 14 som vi slugte vores madpakker som om man havde løbet en halvmaraton. Folk var mere afslappede, nu vidste vi lidt mere om hvad dette gik ud på. Så gik vi i gang med dagens sidste del af de praktiske øvelser, hvor et hold skød med airguns fra større og mindre afstande og med skudrepetitioner, mens et andet hold trænede med SIRT-laserguns.
Og jeg endte med at synes det var lidt sjovt, det gik meget bedre end jeg havde forventet!
Vores glade og opmærksomme instruktører ønskede os ved kursets afslutning en god sommer, og gav os den lektie at øve os hver dag mellem 10 – 20 minutter, så vi kunne blive skarpe til næste seance efter sommerferien, måske som Wyatt Earp…?
POMW I.C - Hvad har skydning med karate at gøre?
Det spørgsmål har de fleste, der har taget POMW-kurserne, sikkert hørt. Folk ryster på hovedet, og forstår ingenting. Flersporet karate, først sværd, knive, stave og nu – skydevåben!!!
Men det er sandt! Karate og pistolskydning hænger rigtig godt sammen under fællesnævneren, at kende sig selv, at kunne beherske teknik med centrering, timing og åndedræt.
Jeg er ved at lære det – utrolig nok! Jeg stod med en pistol for første gang for 7 uger siden, og det var ikke specielt godt hvad der kom ud af det. Trods de læresætninger vi fik under Ryugi seancen, var det langt fra nemt at få det til at fungere i virkeligheden.
Jeg havde faktisk svært ved det hele; det var svært at holde våbenet korrekt, at lade være med at pege det i forkerte retninger som ville være farlig for andre, at lade og afsikre våbenet, at sigte korrekt, at betjene aftrækkeren korrekt, og at ramme noget som var i nærheden af det mål jeg havde sigtet på.
Det var virkelig uoverskueligt!
Første skydedag afsluttede med at skyde-instruktørerne fortalte os at vi skulle øve os med ”tør-træning” i sommerferien – helst hver dag.
Jeg øvede mig ikke hver dag, men det blev nok 6 ud af 10 dage at jeg tog pistolen frem og øvede POMW skydeteknik.
Hvad var det som skete herefter?
Vi skulle jo bare øve os lidt i sommerferien – 10-15 minutter hver dag, hvilket ingen af os nåede. Men trods minimal øve-indsats i ferien, var vi alle blevet mere afklaret og fokuseret på at skyde korrekt. Det var forundrende, at vores ”hjemmeopgave” med at øve på de helt basale håndgreb og sigtemidler, havde en så stor effekt – som de fleste af os oplevede, at vi var klart mere sikre i håndteringen af våbenet, i at sigte og trække vejret roligt undervejs.
Det blev derfor en rigtig underholdende afslutning af POMW I, med skydning både på et fast mål, skydning med transition mellem to mål, skydning på forskellige mål og skydning i bevægelse, i stil med IPSC skydning.
På holdet var vi klar nu til at komme på skydebane!
En meget berigende oplevelse var, at min 11-årige søn Jonas kunne deltage i kurset sammen med mig. Det havde vi begge glædet os meget til.
Desværre havde Jonas brækket sin ankel i skolen 5 dage inden skydningen. Det blev lidt af en udfordring, da jeg vidste at vi skulle tilbringe 5 kursustimer i stående stilling, så jeg følte mig nødsaget til at framelde Jonas fra kurset. Jeg havde fået af vide af min chefinstruktør at Jonas således ikke ville kunne bestå kurset…
Heldigvis foreslog POMW instruktørteamet og Kimu Sensei en alternativ måde, hvorpå Jonas kunne deltage og bestå kurset alligevel.
Og det blev både Jonas og jeg meget glade for, selvom jeg var meget nervøs for hvordan det ville går.
Ved brug af en kørestol og kreative POMW instruktører, som hjalp med at fiksere benet til kørestolen og trillede Jonas gennem banen i bevægelse, lykkedes det ham at gennemføre træningspasset i siddende stilling og kvalificere sig til POMW II – så det blev en fantastisk dag for både Jonas og jeg, lige som vi havde håbet!
Det var rigtig dejligt at det kunne lade sig gøre, at Jonas kunne deltage på de mulige vilkår – og derfor vil vi takke instruktørteamet og Kimu Sensei for den alternative løsning og den store fleksibilitet, således at Jonas kunne gennemføre kurset!
Nu er vi begge videre til POMW II – hvilket måske også kommer til at foregå med en kørestol som backup det meste af tiden.
Men vi der går i Shindenkan ved – der er altid plads til alle!
