Jeg deltog i POMW I, II og III (POMW = Project Old Modern Warrior)

Hvis dette er den første POMW kursus artikel du læser, vil det måske være en fordel at læse nogle af de øvrige POMW artikler først.

Jeg vil ikke komme ind på de enkelte teknikker der anvendes, behovet for korrekt indstilling, korrekt helhedsstilling, korrekt dobbelt håndstilling, korrekt aftræk, korrekt anvendelse af sigtemidler osv. Jeg vil ikke engang omtale vigtigheden af sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Det er sandsynligvis omtalt i andre artikler.

Det betyder ikke at disse elementer ikke er vigtige. Jeg er sikker på at de er essentielle for at opnå en god forståelse for god sikkerhed, skydning, og ultimativt for at opnå et godt resultat. I denne artikel vil jeg forsøge at dele mine tanker og erfaringer fra POMW, i det håb at det må gavne jer hvis, eller når i vælger at udvide jeres videns base med dette unikke kursusprogram.

Jeg havde ingen problemer med at tage pistolskydning op, da jeg tidligt så det logiske i at indlemme pistol skydning som en del af karate træningen.

Jeg holder af anvendelig viden, og viden om kamp og selvforsvar, så hvorfor ikke bruge pistoler i karate?

I det efterfølgende vil jeg kort beskrive min erfaring fra kurset, mine følelser, forventninger, indstilling, tanker, overvejelser og fysiske erfaringer, og jeg vil fortælle hvad jeg tror jeg kunne have gjort for at forbedre mine resultater.

Jeg syntes POMW var hårdt både fysisk og mentalt.

Selv med en god indstilling, er det hårdt. Hvorfor det? For at holde fokus skal du have en stærk krop – stærkere end jeg har i det mindste. De fleste har rygmuskler så stærke og veltrænede som gelé. Ryggen er en af de mest oversete muskelgrupper, hvilket jeg og flere af mine meddeltagere lærte på den hårde måde. Ondt i ryggen udfordrer dit fokus, og der er ingen nåde, når der skal skydes 500 skud på en dag.

Efter at have gennemført POMW II, så både min kone og jeg frem til POMW III.

Vi havde haft travlt med vores gøremål, og havde ikke fået gennemført vores tørtræninger, som vi var blevet bedt om. Den slags sker!

Efter POMW II, hvordan var vores forventninger så til POMW III?

Vi var spændte og forventningsfulde. At skyde med 9mm i stedet for cal 0.22 (et meget mindre projektil, med meget mindre rekyl).

Imellem de enkelte POMW III kursusdage, var jeg begyndt at styrke mine rygmuskler, i håbet om endelig at kunne holde pistolen mere stabil, og forlænge tiden inden hvert skud, uden at være så afhængig af ”the force” som før. Det var min erfaring at det bedste jeg kunne gøres, og det der gav bedst resultat, var at styrke mine rygmuskler, 500 skud om dagen, vil trætte de fleste af os. På den sidste kursusdag, var forbedringen så stor, og forblev det, så følelsen af at være ”busted” i ryggen kunne holdes i skak i en længere periode.

Det var interessant at følge min egen udvikling. Den korrekte holdning var til tider svær at opretholde.
Det var svært for mig efter 6 timers skydning, med ondt i ryggen, at holde et fast greb på pistolen, med varme patronhylstre der ramte mig, idet de skydes ud fra pistolen på personen ved siden af mig, rammer mine briller, rammer min kind, ryger ned af nakken under min trøje. Det var hårdt at forblive fokuseret og undlade at følge den konstante tanke: “pyt, bare skyd, få det overstået”. Hver gang var dagens sidste timers skydning bare ikke længere sjove. For at følge op på det klynkeri, var de sidste timer af dagen aldrig de mindst interessante, hvis du kiggede på dine egne tanker, reaktioner samt resultater. Jeg kan anbefale at tage kasket og hættetrøje på, med hætten oppe, hvis du står tæt på en anden skytte. Det hjælper med at fastholde fokus.

Noget andet der var godt til at distrahere mig fra den rette indstilling, var efterhånden som huden visse steder på mine hænder blev slidt, samt muskel reaktion i hånden

Den megen skydning den første dag, lærte mig at huske at have kortklippede negle og bruge plaster eller fed creme mellem tommel- og pegefinger. Fordelen ved korte negle er tydelig efter at have skudt et par hundrede skud, hvor neglene på hånd, der holder pistolen skræller huden af håndfladen på din anden hånd der også har et fast greb på pistolen. Rekylen eller måske grebet om pistolen kan også slide huden væk mellem tommel-og pegefinger. Yderligere 2 faktorer der bekæmper koncentrationen.

Instruksen er at kun skyde “gode skud” som i “ikke sjuskede skud”, men jo mere din koncentration svinder, jo tættere kommer du på at performe dårligt, eller sågar blive en sikkerhedsrisiko.

Om pistoler og kaliber:
9 mm kontra cal 0.22. Det er bare ingen sammenligning, både for min kone og jeg. Vi kunne begge bedst lide at skyde 9 mm. Vi havde nået at prøve dette under POMW II og det var fedt. Det er en fed følelse – at skyde en 9 mm pistol – i hvert fald for mig der er ny indenfor skydning.

Det er et ”kick” på mere end én måde. Efter at have prøvet CZ Shadow ’en, vel vidende, hvad vi kan forvente, er det på visse måder lettere at håndtere end cal 0.22 Smith og Wesson.

Min største bekymring var, at jeg ikke rigtig kunne mærke ”trigger point” på Smith og Wesson ’en. Dermed faldt skuddet lidt som en overraskelse. Jeg fandt det irriterende, da jeg hurtigt indså, at jeg var nødt til at finde målet og skyde hurtigere, end jeg ville, men jeg fandt ikke nogen fordel i at vente, da mit sigte var ikke stabil i mere end en brøkdel af et sekund ad gangen. Jeg fandt min indre Jedi, brugte ”kraften” og ”squeeeeze’de” aftrækkeren på det tidspunkt, hvor jeg følte min armbevægelse og mit mål matchede.

Med CZ’eren kunne jeg mærke ”trigger point”, og følte jeg havde mere kontrol over, hvor jeg ramte. Måske derfor følte jeg mig mere komfortable med IPSC skydning, end præcisions skydning. Nogle vil mene, at det var på grund af manglende indstilling, men jeg er uenig. Den sidste del af IPSC skydningen var på 45 m afstand med Magtech F (ekstra hårdt ladet) ammunition. Det var meget tilfredsstillende, ofte at høre “ding” fra metal målene.

På en måde, var Smith og Wesson mere behagelige at bruge end CZ Shadow. Når du lader magasiner. Efter at have ladt flere hundrede kugler i magasinerne, gik mine hænder i krampe, mine fingre mistede al styrke og det at lade virkede umuligt og pinefuld. Det var nemt med den lille kaliber pistol. Hvis jeg forventede at skulle gøre det igen, ville jeg nok bruge lidt tid derhjemme for at styrke mit greb. Og for Guds skyld, at prøve at lære teknikken med at lade disse magasiner!

Min pointscore endte med at være OK, men jeg kan ikke lade være med at overveje, hvad min score kunne have været, hvis jeg havde gjort som anbefalet, og øvet på forhånd. Hvis jeg havde stærkere rygmuskler. Måske er det dig der skal finde ud af det?