Vi kørte afsted mod Prag torsdag morgen – tidligt torsdag morgen. Faktisk kørte jeg afsted lidt over 3 om morgenen, for at samle den næste morgenfriske chefinstruktør op, inden vi kørte videre til Midtsjælland, hvor vi samledes i én bil, og for alvor satte i gang sydpå.

Turen til færgen blev brugt på at kigge på morgendisen over det danske sommerland, og småsnakke om sommerferien og løst og fast
På færgen mødtes vi med Kimu Sensei og Jens Hanshi-dai. Vi havde arrangeret medbragt morgenmad med kaffe, juice osv., og her linede Kimu Sensei for første gang op hvad der skulle ske i den kommende forlængede weekend.

POMW

For vi var på TLUS POMW 3.4, POMW skytteinstruktør kursus. Som efterhånden nævnt en del gange er POMW et prestigeprojekt i Shindenkan, udtænkt, designet, startet og gennemført af Kimu Sensei, der med udgangspunkt i sig selv har sat barren meget højt, har satset alt, er startet fra bunden med skydning, og nu har lært fra de bedste i verden. POMW har til formål at bevise Minouchi Sensei’s tese om overgangen til kampkunst (se tidligere artikler om emnet).

Osteklokke

Så vi var på POMW Praha Camp – vi var i skytteverdenen. Vores egen osteklokke, og vi skulle leve, ånde og tænke skydning. Vi var på vej mod det vilde vesten. Den totale skydeoplevelse i Tjekkiet, hvor man kan komme til at skyde med stort set alt, lige på nær bazooka.
Og det var sjovt 🙂 men det var ikke for sjov!

Skydning

Vi blev indkvarteret på hotelværelserne på et rigtig godt hotel, hvor Kimu Sensei igen havde formået at få super gode rabatter, opgradering til Business Class, og adgang til Executive Lounge, hvilket vi alle nød godt af.
Derfra gik vi på skydebanerne og startede med baneskydning med cal 0.22, for at genopfriske det kendte, med fokus på POMW skydeteknisk håndbog, derunder benstilling, håndstilling, generel kropsposition, aftræk med pull squeeeeze, og eftersigte med rekylkontrol. Kimu Sensei rettede os for vores småfejl, og i løbet af dagen viste resultaterne sig af forarbejdet i form af tørtræningen, og den cal 0.22 skydning vi alle havde indøvet hjemme i skytteklubberne samt i vores tørtræning med airguns.
Derefter gik vi videre til terrænskydning – altså baneskydning med transitioner. Også det har vi tidligere øvet på med airgun og lasergun (SIRT). Vi lavede store og små transitioner og transitioner mod op til 4 mål, hvor bevægelsen starter i hofterne, med fokus på en jævn og kontinuerlig skudrytme, for double-tap findes ikke.
Vi arbejde videre med tørtræning med vores airguns og de medbragte SIRT’er, denne gang med træning af træk, magasinskifte, transitioner, strong hand og weak hand og håndskifte med pistol – tørtræning mod IPSC skydning.
Og da man skal kende sit udstyr, øvede vi rensning af de forskellige pistoler, så vi alle kendte dem og kunne håndtere dem.
Tilbage på skydebanen genopfriskede vi cal 0.22, og gik derefter over til vores 9mm CZ’ere. Vi havde alle store problemer med præcisionen, og det viste sig gennem problemer med rekylkontrol og rekylskræk. Samtidig tordnede Kimu Sensei derudaf med sin 9mm med flere skud i sekundet kun i det sorte, så vi på kortest mulig tid blev tilvænnet til den kraftigere ammunition og reaktion.
Igen gjorde den veltilrettelaget skydning sit, idet vi alle fik rettet vores fejl, hvilket havde stor virkning. Samtidig benyttede Kimu Sensei selvfølgelig lejligheden til at undervise os som skytteinstruktører i hvordan man analyserer et skudmønster og en skytte, fejlsøger og giver målrettet feedback.
Tørtræning og våbenrensning fortsatte derhjemme, og på skydebanen afsluttede vi vores cal 0.22 skydning med store forbedringer i vores resultater, og koncentrerede os nu kun om 9mm, hvor vi øvede skydning på forskellige distancer, pointskydning, og derefter skydning med strong hand og weak hand, nu også i to skuds salver, på stigende distancer.

Stabilitet

Der har været en lang periode, hvor jeg har været afhængig af udefrakommende hjælp for at få fundet fejl, og rettet og justeret i forhold til dem.
Også denne gang fik jeg hjælp igennem Kimu Sensei’s knivskarpe analyse af min skydning, og mine fejl.
Men det jeg selv gjorde godt denne gang, var at jeg var stabil. Og hvad der var endnu bedre – jeg lyttede til mig selv, og stolede på min egen vurdering af mig selv. Det betød at jeg aktivt kunne trække mig selv op ved hårene, når jeg kunne mærke jeg var på vej ned af slisken.
Det der fik lyset til at gå op for mig, var det Jens Hanshi-dai sagde om præstationsangst (altså uaaak! nu skal jeg gøre det igen, og jeg kan jo nok ikke), at den anden måde at se det på var: Når jeg har kunnet gøre det i går, så kan jeg også gøre det igen nu!
Det var så simpelt, men alligevel var de to synsvinkler som nat og dag, og gjorde stort indtryk på mig. Jeg blev så fokuseret at jeg blev samlet matchvinder for RRCampPraha. Det havde jeg ingen forventninger om, og det er jeg naturligvis pavestolt af.
Fedt nok!
……Videre……

Processen

For vigtigere end resultatet, er processen. Kan du se hvad der sker, eller kigger du bare? Forstod du hvad der skete, kan du gentage det eller var det et lucky punch? Og kan du se det i den større sammenhæng? Kan du se resultaterne, og tolke dem? I så fald kan du se at jeg var fokuseret og topmotiveret, da jeg var klar over at mine forberedelser ikke havde været lige så grundige som mine konkollegaers. Og så kan du se at Søren Renshi, der konsekvent ikke skød op til sit bedste, ikke skød dårligt. Selv om han havde en dårlig dag, skød han konsistent og ensartet, på det der var hans bundniveau, og det var faktisk væsentligt højere end mit bundniveau. Havde vi mødtes en dag, hvor jeg nåede mit bundniveau, er jeg sikker på at han ville slået mig eftertrykkeligt. En kæde er ikke stærkere end det svageste led.
Det betyder at jeg er nødt til at se fremfor bare at kigge. Jeg skal også se under overfladen.

Ego

For skydning indeholder en fare for at forfalde til at kigge på resultatet, frem for at se på processen og på læringen. I skydning har man et øjeblikkeligt målbart resultat. Du skal bare fyre 30 skud af, hente skiven ind, og voila, kan du se hvor god du er. Det minder en hel del om de ny sociale medier (Facebook, Twitter etc.) hvor du lægger oplysninger ud om dig selv, og vupti har du i løbet af no time et svar på om du er elsket – eller populær, og du kan forme dine posts efter hvad der giver resultater. Det er ”instant gratification” – øjeblikkelig tilfredsstillelse, og det er meget populært, og meget vanedannende.
Problemet er at det opfordrer til resultater på den korte bane, og ikke belønner fremsynet arbejde. Og hvis man som jeg, har en usikkerhed om hvorvidt jeg er elsket, kan man her få sit fix af øjeblikkelige resultater, kortsigtet!
Her bruger Kimu Sensei skydningen som et tydeligt eksempel på farerne for at søge kortsigtede resultater, og anerkendelse udefra. Den langsigtede løsning er at lære af processen, forstå og erkende. Den langsigtede proces er at anerkende mig selv fremfor at være afhængig af andres anerkendelse.
Jeg husker tydeligt en dag på 25 m banen, hvor det ikke rigtig kørte for mig. Heldigvis var Kimu Sensei der og han tog sig tid til mig. Bagefter rettelserne, demonstrerede han hvad han mente, med to fyldte magasiner, skød han i et rasende tempo først det ene magasin, derefter flydende og lynhurtigt magasinskifte, hvorefter han skød næste magasin. Derefter smilte han til mig og gik sin vej uden at se på skiven og resultatet! Alt i alt tog hans 30 skud og magasinskifte imellem 30-45 sekunder, vil jeg tro, og resultatet – jeg talte 286 ud af 300 points, og han var bare ligeglad.

Resultater, og et værktøj, som alle andre

Inden vi forlod Danmark havde jeg skudt ca. 250 skud med min 9mm CZ’er, og ca. 2.700 cal 0.22.
Det målrettede fokus, det gode fundament og de specifikke rettelser, gjorde at 80% af deltagerne satte ny rekord med cal. 0.22 – jeg selv skød 277. Jeg satte ny personlig rekord på 9mm, hvor jeg gik fra ”ramte jeg mon skiven?” til en score på 255 på 15m. Det er godt nok et fremskridt der vil noget, og vi var alle lidt rystede over hvordan Kimu Sensei’s strukturerede undervisning hjalp os på vej.
Kimu Sensei benytter sig altid af de muligheder der byder sig, og her i Prag var muligheden for at gå ud over den normale skydeoplevelse. Derfor skulle vi naturligvis alle prøve at skyde med lidt eksotisk
Vi prøvede pistoler – nemlig cal .40 (Glock), cal .45 (Glock), samt revolvere – Magnum Cal .357 og Magnum Cal .44, og endelig Shotgun med almindelige hagl, og med Magnum slugs.
Det vi lærte her, var hvordan væsentlig større kalibre pistoler, revolvere og shotguns opfører sig, vores reaktion overfor det, vores rekylkontrol af det, og hvor overkommelig vores 9mm i virkeligheden er.
Og lidt drengerøv gik der da også i den. Det er ret svært at affyre sin første Magnum cal .44 uden at komme med et dybtfølt Motherf…..!
Og det var sjovt 🙂 men det var ikke for sjov!

Fakta:

POMW har ført til bemærkelsesværdige resultater blandt chefinstruktørerne
POMW har ført til bemærkelsesværdige resultater blandt eleverne
POMW har tiltrukket sig stor opmærksomhed i både ind og udland, hos både civile og militære skytter
POMW er, som Shindenkan, større end os, og både har et større mål, og også et uselvisk mål, om at fremme læring, og det må vi holde os for øje – vi skal se os i den større sags sammenhæng!

Tak for endnu en god og lærerig RRCamp
Denne gang i Praha, hvor vi også havde tid til en spadseretur på Karlsbroen, et kig på de astronomiske ur, og en god middag med Tjekkisk øl til – vi var jo i vores skytteverdens osteklokke 🙂