Af Martin Hansen, Medlem indtil 2018

Project Old Modern Warrior – Shindenkans hidtil mest kontroversielle projekt og Kimu Sensei’s storstilede og kompromisløse værk, har allerede vist sig effektivt, da alle deltagere efter afviklingen af POMW 1 havde bevist Minouchi Sensei’s teori om, hvorvidt den skolede kampsportselev kan overføre sin træning og indstilling til den moderne krigers våben, og beherske denne kompetence også. Det i sig selv var ikke overraskende, men det var overraskende, hvor markant teorien blev bevist, hvilket du kan læse mere om her på hjemmesiden i de mange artikler, der beskriver POMW forløbet. Det har hele tiden været planen at POMW kursus rækken skal afvikles hvert 2-4. år, da det trækker rigtig mange ressourcer og samtidig er et TG3 kursus. Kimu Sensei har p.t. været den eneste ressource, der i kraft af hans høje kampkunstkompetence kan omsætte Minouchi Sensei’s teori og den moderne skyttes læring kompromisløst til et kursusforløb, der er designet til på mest optimal vis at uddanne Shindenkan elever til et meget højt skytte niveau indenfor baneskydning, der har vist sig at tangere den danske elite, men på kun 6-7 mdr. træning, og muligt kun 2-3 mdr. Næste gang kurset skal afvikles, skulle det gerne være med flere ressourcer, hvorfor Shindenkans chefinstruktører gennemgår et ganske specielt og unikt træningsforløb af POMW, som skal uddanne dem til POMW skytteinstruktører, der er i stand til at uddanne fremtidige Shindenkanere til et lignende højt niveau, men også stå for vedligehold når POMW slutter som projekt til efteråret. POMW Praha var et af højdepunkterne i denne uddannelse og unikt designet til chefinstruktørerne ud fra deres individuelle niveau, som på alle andre RRCamp’s, dog var der lidt mere ferie over denne camp, da deltagerne trods alt brugte lidt af deres sommerferie på, at blive uddannet, og så var det første gang for de fleste af chefinstruktørerne, at de tog udenlands for at blive undervist. Det blev til i alt 5 dage i POMW’s navn, selvbetalt og under Kimu Sensei’s kyndige instruktørvinger i Tjekkiets hovedstad – Prag.

Ganske få dage før RRCampPraha skulle løbe af stablen modtog chefinstruktørerne den sidste information og råskitse omkring træningsforløbet og hvad der skulle medbringes på turen, hvilket indebar skydetøj (tøj der bliver udsat for gentagne besøg i en skydekælder i 30 grader og uden effektiv udluftning kan komme til at dufte lidt af ”mand”), range bag, pistol rig (bælte med magasinholdere og skede), fitness tøj, vanddunk, sikkerhedsudstyr, CZ air guns, 9mm CZ pistoler etc. Det skal hertil siges at ingen i Shindenkan opbevarer våben i hjemmet og at de alle ligger i skytteforeninger, hvor også instruktørerne træner med pistolerne. Så spørger læseren måske, hvorfor træningsstævnet skal foregå i Prag og om det ikke er for dyrt. Erfaringer viser, at når man skal gennemføre et krævende kursusforløb er det bedst at være væk hjemmefra, fra de ordinære ”støjkilder” så som familie, kæreste, naboens gøende hunde, mails osv., hvilket også er tilfældet for RRCamp’s. I Danmark har vi også en god restriktiv våbenlov, hvilket er godt for alle, men i et land som Tjekkiet er det lidt nemmere at komme til at skyde med flere typer våben, og det er også billigere eksempelvis at leje baner flere dage i træk. Det kunne naturligvis heller ikke lade sig gøre uden Kimu Sensei’s omfattende rabat, hvilket sikrede deltagerne billige – meget billige – hotelværelser på et rigtig godt hotel, til formålet. Og når det så oven i købet er ferietid er Prag et oplagt sted, da det er billigt at spise her også, og det er tilgængeligt med bil, hvilket blot kræver en køretur på ca. 650 km gennem det gamle Østtyskland og lidt af Tjekkiet.

Så for at maksimere tiden, havde Kimu Sensei bestilt færgebillet til kl. 07.00 torsdag morgen, hvilket betød at man kunne være fremme i Prag omkring kl. 15.00, tjekke ind på hotellet og nå den første skydelektion, inden der skulle spises aftensmad. Der er så næsten et par timers kørsel til færgen i Gedser, hvilket betød at de 4 chefinstruktører Søren, Kjeld, Claus og Martin havde aftalt at mødes kl. 04.30 (Der er solen endnu ikke stået op, så den dobbelte espresso var velfortjent), for at følges i én bil til Gedser og der mødes med Kimu Sensei og Jens Hanshi-dai umiddelbart før færgen skulle sejle. På færgen blev der nydt medbragt morgenmad og kaffe, mens Kimu Sensei løftede lidt af sløret for, hvad hans planer var for RRCampPraha ud fra det fremsendte træningsprogram, som senere viste sig ikke at holde helt, men Kimu Sensei har jo den fremragende egenskab at kunne tilpasse sig deltagernes behov, så de alt efter humør, indstilling og lærevillighed får maksimalt udbytte ud af undervisningen – kort sagt, han møder folk hvor folk er og tager dem med på en rejse, hvis de ellers vil.

Køreturen gennem Tyskland og senere Tjekkiet forløb planmæssigt, dog med en lille detour for vogn 1 med Jens Hanshi-dai og Kimu Sensei, så trods at BMW’en havde fået lov til at køre godt til på de Tyske motorveje med fri hastighed ankom de godt 25 minutter senere til Hotellet i Prag. Det viste sig at den seneste opdatering til Garmin indeholdte veje som Tjekkiet endnu ikke havde anlagt, men meldt færdige, så det gjorde det lidt sværere at finde vej for vogn 1 🙂 Indtjekningen på hotellet tog Kimu Sensei sig af og sædvanen tro fik han forhandlet upgrades hjem samt et ekstra værelse, så instruktørerne ikke skulle sove tre på et værelse. Disse upgrades betød at alle blev indkvarteret på Business Floor med adgang til Executive lounge (ikke execute lounge selvom det var en skyde lejr 🙂 ). Det var en ganske imponerende og ny oplevelse for deltagerne, da de nu havde ubegrænset adgang til drikkevarer, god kaffe (der blev drukket meget), snacks og små retter hele dagen, så længe det blev nydt i loungen. Så alt i alt en perfekt platform for de næste dage, som dels indeholdte skydning, men også tørtræning og arbejde foran Pc’en, da alle deltagere forhåbentlig også skulle bestå DSF A pistol licens, hvilket de havde forberedt sig på hjemmefra og dermed muligheden for at komme videre ind i skydningens formel 1 – IPSC. Efter indkvartering var det blevet tid til den første lektion, der fandt sted ved en lokal skydeforening, som var lokaliseret kun 4-5 min. gang fra hotellet.

Den første lektion var ren kaliber 0.22 baneskydning efter point og transitioner (vekslen mellem mål). Kimu Sensei kiggede de 5 deltagere efter når de på skift skød på de 2 baner (15 meter) og rettede til efter POMW tekniske skydehåndbog, som deltagerne havde trænet efter. Resultatet af dagens træning var ganske bemærkelsesværdigt, da de 5 deltagere alle scorede mellem 268 og 286 point eller et gennemsnit på 277 (ud af 300 mulige på 30 skud). Kigger man nærmere på dette resultat viser den seneste opgørelse at kun 100 skytter i DK har skudt 277 i 2012, hvilket samtidig bringer POMW skytterne op i den danske 1. division, hvor kravet i 2012 er 273. Det må siges at være ret godt efter 6-7 mdr. træning, hvor mange skytter måske har trænet både 5, 10 eller 15 år, for at kunne opnå de samme resultater. Transitionsskydningen viste sig ikke at være helt så vellykket (efter Shindenkan standard 🙂 ), men så er det rart at vide hvad der kan forbedres og til det har man tørtræning, som der også var planlagt på denne camp. Efter 2 timer på skydebanen i 30 grader og en tyk tåge af røg og blydampe, var det blevet tid til et bad inden sightseeing og middag.

Nu var det en ferie så der var afsat hele 30 minutter til sightseeing, hvilket foregik gående fra hotellet til restauranten, hvor nogle af de mest populære attraktioner i Prags gader blev passeret i raskt tempo – operahuset, det astronomisk ur, Karlsbroen etc. ”Så var det jo overstået” var Kimu Sensei’s ord.

Aftenens middag blev indtaget på en prisbillig men god restaurant med udsigt til netop Karlsbroen. Første dag var overstået i Prag og ganske trætte efter træning og 10 timers køretur var det blevet sengetid, men ikke uden en introduktion til tørtræningen, som fik en ny dimension over sig, da den nu var tilrettelagt mod IPSC.

De næste 3 dage var stramt planlagte og startede alle ud med morgenmad kl. 07.00, hvor dagens program blev gennemgået af Kimu Sensei, der hele tiden var klar til at omstille og tilpasse undervisningen så den fungerede mest optimal for alle deltagerne. Fast på programmet var skydning fra kl. 10.00 til 13.00. Hernæst hurtig frokost i form af sandwich fra en nærliggende KFC eller snacks i loungen. Eftermiddagene var lørdag og søndag afsat til at deltagerne kunne forsøge at bestå deres teoretisk IPSC DSF A licens. Efter aftensmad var der planlagt tørtræning som bestod af 6 øvelser, træk fra hylster, magasinskifte, transitioner, strong hand (sigte og enhåndsskydning med din favorit hånd) og weak hand (sigte og enhåndsskydning med din anden ”svage” hånd), skifte mellem hænder og en fri øvelse. Disse øvelser er en del af POMW skydeteknik og skal forberede deltagerne til IPSC skydning. Alle øvelserne trænes med SIRT pistoler eller Air-guns, da de er udmærket til formålet. Alle øvelserne blev trænet et kvarter gennem tre trin 20, 50 og 80-100%. Ud over tørtræningen om aftenen skulle der renses pistoler, da alle 9mm pistoler plus Kimu Sensei’s 0.22 Browning var medtaget fra Danmark på EU-våbenpas og Tjekkisk tilladelser. Det var måske ikke nødvendigt at rense pistoler hver dag, men pistolerne gik på skift og på denne vis blev alle deltagerne fortrolige med, hvordan man skiller, renser og samler forskellige typer af pistoler.

Fredag bød både på 0.22 men også 9mm skydning og denne gang på en større skydebane, der også blev valgt resten af dagene, der var noget bedre udluftning, men også mulighed for at skyde ud til 18 m.

Lørdag startede også ud med 0.22 point skydning og transitioner, hvorefter der blev skiftet til 9 mm. Det vigtige var her at anvende samme POMW skydeteknik på 9mm. dvs. præcision i højsædet. Kimu Sensei kommenterede og analyserede skiverne for hver skytte, efter hvert gennemløb og på denne måde kunne deltagerne lære, hvordan man analyserer et skydebillede og fejlfinder i ens skydning eller andres for den sags skyld, altså en direkte undervisning i at blive POMW skytteinstruktør.

Søndagens skydning var kun 9 mm, til gengæld blev der skudt rigtig mange gode skud. Søndag var også en ekstra opløftende dag for alle deltagerne da de skulle afprøve strong og weak hand (enhåndsskydning) med 9mm. Det er temmelig hårdt at holde en 1,5 kg pistol i en hånd og skyde 2 skud i træk der gerne skulle træffe det sorte i en skive. Det kom bag på alle deltagerne at de faktisk var rigtig dygtige til ramme med både venstre og højre hånd trods den kraftige rekyl fra 9mm pistolen. Men Kimu Sensei’s træning de første dage og tørtræningen havde endnu en gang båret frugt og alle deltager præsterede mere eller mindre hul i hul.

Det lykkedes alle chefinstruktørerne at bestå deres teoretiske test med et gennemsnit omkring 98% rigtige ud af 100 spørgsmål, så de var naturligvis stolte og ligeså Kimu Sensei. Mængden af skud var nok ikke helt som Kimu Sensei havde planlagt det i første omgang, men kvaliteten var til gengæld høj og resultaterne var til at føle på.

Gennem dette intensive forløb har deltagerne opnået en skyde kompetence på 6-7 måneder som det tager ”almindelige” skytter mange år at opnå. Dette i kraft af Kimu Sensei’s læringsmetodikker der er et direkte spejl af hans kompromisløshed fra kampkunsttræningen. Vi må ikke glemme at Kimu Sensei kom uden nogen form for skydekompetence og i dag er i stand til at skyde op med verdenseliten og nogle af de bedste IPSC skytter, uden at nødvendigvis selv ville indrømme det. Men vi har vores udenlandske kilder 🙂

Søndag var der planlagt en festmiddag for det var beregnet at der var noget at fejre, så efter at den sidste deltager havde bestået sin teoretiske prøve og lidt meditation begav alle sig i rasende tempo til restaurant Bellevue i den gamle bydel i Prag, hvor der blev trakteret med 3 retter og rød og hvidvin. Det var en rigtig god oplevelse og det var ca. halv pris af hvad det koster i Danmark, så Prag kan godt anbefales hvis man vil på storbyferie og spise gourmet. Efter middagen gik det i normal tempo tilbage til hotellet og selskabet var blevet enige om at tjekke hotellets bar og natklub på øverste 9 etage ud, da der skulle være en fantastisk udsigt og gode drinks. Men søndag havde den selvfølgelig lukket, så i stedet blev der renset pistoler til langt ud på natten.

Mandag var det blevet tid til rigtig drengerøv, da der var planlagt fun-shooting. Det var naturligvis ikke helt for sjov, da deltagerne selvfølgelig blev opfordret til at mærke forskel i rekyl, præcision osv. på de forskellige våbentyper som de skulle igennem mandag formiddag. På en time nåede deltagerne uden Kimu Sensei at skyde med 0.40 (pistol), 0.44 (pistol), 357 (revolver) og Magnum 44 (revolver), pump gun (haglgevær) med alm. spredehagl og Magnum slugs. De to første var der ikke meget forskel til 9mm, hvorefter 357 slog lidt hårdere, men Magnum 44 er helt hysterisk, som Jens Hanshi-dai udtalte sig. Dog var det muligt med POMW skydeteknik at lave nogle velplacerede træffere trods den kraftigere rekyl. Med haglgevær var det en anden snak, da du ikke sigter, men peger for at ramme og en Magnum haglpatron sparker som en hest, hvilket kunne ses på deltagernes brystmuskler efterfølgende der alle var røde eller havde blodudtrækninger.

RRCampPraha var endnu ikke slut, da der også var en køretur hjem til lille Danmark. Under denne køretur var der også en opgave at løse, der var startet op i Prag søndag eftermiddag. Shindenkan planlægger at åbne egen skytteforening SPOMW – SDKSkyt, hvortil der en masse der skal planlægges og snakkes igennem, hvilket køreturen hjem blev brugt på. Denne skytteforening skal først og fremmest tjene som vedligeholdelsesbase for fremtidige POMW uddannede Shindenkan elever, og dermed sikre at kompetencen kan blive vedligeholdt efter POMW skydeteknisk håndbog også med skarpt. Den vil selvfølgelig være åben for alle, men vil være opdelt, så alle kan træne målrettet efter deres behov og motivation. POMW kurserne og RRCampPraha har skabt så spektakulære resultater der må siges at være enestående. Statistikken og træningen efter POMW skydehåndbog viser at Shindenkan faktisk er i stand til at kunne uddanne en topskytte, der kan skyde op med den danske elite indenfor baneskydning på 2-3 mdr. vel og mærke hvis POMW skydehåndbog og proces følges 100% og med korrekt indstilling. Hvor lang tid er det lige det tager at få lilla bælte? Det var nogle rigtig trætte Chefinstruktører der efter en 5 dages selvbetalt ”ferie” ankom til Danmark omkring kl. 01.30 og ærgrede sig over en hård arbejdsdag ventede samme dag. Men de var også enige om at det var nogle fantastiske dage i Prag de med rette kunne være stolte af både for sig selv men også for hele Shindenkan og POMW.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login