Af Jane Nielsen, Medlem indtil 2014
Klokken er 9.40 Lørdag d 29/9-12 og jeg er på vej til Greve. Skal deltage i Instruktør Kursus 2. Det er med en vis form for nervøsitet jeg tager af sted, og for at være helt ærlig, så er det ikke et af mine favorit kurser. Nok fordi, på denne slags kurser udfordres man mere på det mentale, end det fysiske. Her kan du ikke læse dig til, i pensum, hvordan du skal agere. Og lige pt. synes jeg måske ikke jeg har mentalt overskud til at skulle udfordres. Men igen så er det her man virkelig lærer noget om sig selv og sine grænser.
Jeg ankommer i god tid, så jeg sidder roligt og snakker med en af de andre, som også er i god tid. Snakker lidt om det første kursus, og så den forestående test vi skal igennem efter de praktiske øvelser.
Vi kaldes ind, vi er 8 der skal deltage. Vi går lige på og hårdt, alle ved jo fra det første kursus godt hvad det går ud på. Der udvælges 2 til at skulle være de første til at få en case, hvor de skal være instruktører og vi andre er elever. Mens de 2 forbereder sig kort, får vi andre tildelt forskellige roller. Der er bl.a. en der er fuld, en der er meget provokerende, en der flirter med instruktøren, to teenagepiger der klapper kage og synger, en far der retter på sønnen konstant, og den meget kritiske elev. Alle skulle bare gi den gas og spille rollerne til det yderste. Og så tilførte Søren Renshi og Martin Renshi (undervisere på kurset) yderligere udfordringer under forløbene.
Jeg var nu lidt glad for det ikke var mig der skulle starte, men turen kom jo hurtigt til mig. Jeg skulle være sammen med Asger. Vi forsøgte at lægge en plan for hvordan vi ville gribe det an. Ikke fordi vi så jo godt hvor svært det var for de andre at bevare roen og overblikket, fordi alle var så gode til at spille deres tildelte roller. Men vi havde dog en plan, og så var det i gang. Til at starte med gik det ok, vi havde nogenlunde styr på eleverne, jeg brugte min stemme til at skabe autoritet. Men ret hurtigt begyndte eleverne at udleve deres roller, og så røg disciplinen sig en gevaldig tur. Både Asger og jeg fik hurtigt problemer med overblik og teamwork. Utroligt som man kan blive presset i en fiktiv situation, man ved jo det der sker ikke er skuespil, men alligevel føler man presset og pulsen stiger. Man mærker frustrationen og en snært af magtesløshed når man står over for en flok der bare ikke vil gøre som man siger, hele tiden stiller spørgsmålstegn ved det man siger/gør, og når man så yderligere konfronteres med en provokerende og aggressiv person, der bare ikke er til at tale til fornuft, hverken på den ene eller den anden måde, ryger den sidste rest af overblik og autoritet.
Bagefter skulle vi have konstruktiv kritik fra holdet og undervisere. Det var lærerigt, især noget som Søren Renshi sagde, bed jeg mærke i ” når noget ikke fungerer mere, så gå tilbage til der hvor det fungerede” det gav især mening. Det der nok var det mest grænseoverskridende for mig, var da jeg skulle flirte med instruktøren, som i dette tilfælde var Daniel, en 12-14 årig dreng, jeg er lige blevet 40, det var ikke nemt…
Jeg har undervist i mange år bl.a på mit arbejde og som pige-fodboldtræner i mange år, men har dog aldrig været ude for så uregerlige elever. Men de uregerlige elever var med til at minde mig om, hvor vigtigt det er fortsat at arbejde med sig selv i uvante situationer.
Efter en times tid med rollespil skulle vi over til teorien og testen. Faktisk var det rart med al den teori om Shindenkan og baggrunden for det karatesystem vi følger. Naturligvis kan vi læse en del af det i pensum, men synes det synker mere ind når det gennemgåes på denne måde, med at der står en og fortæller ud fra overheads. Især var det spændende at høre om SST’s (Soke Sensei Tonegawa) og Kimu Sensei’s historie. To meget interresante personligheder. Så det var bare med at få taget notater, og jo helst om det rigtige, så man var klar til testen. En test på 20 spørgsmål, hvoraf 14 skulle besvares korrekt, for at bestå. Vil sige jeg forlod lokalet noget nervøs, og med pulsen godt bankende i brystet. Tænkte noget på hvornår man ville blive løst fra sin nervøsitet, med et ”bestået” eller ”ikke bestået”. Men Martin Renshi (min chefinstruktør) sendte ret hurtigt en sms ”bestået m 18 rigtige ud af 20, Flot!!” puh ha så kunne jeg roligt køre hjem. Dog lige med en lille ekstra opgave i ”tasken”. Så Tak til Søren Renshi og Martin Renshi for opgaven, at skrive en artikel om dagen, og for det frie valg, og at lære at man aldrig, skal være den sidste der forlader lokalet 🙂
Tak for et godt Kursus 🙂
