Af Matthis Isaksen, Medlem indtil 2017

D. 14 december, tæt på kl 16.00, stod jeg klar ved Måløvhallen, fuldt udrustet med karateudstyr og forsyninger. Det var tid for mig til at deltage på SBTLUS – Sortbælte Lederudviklingsstævne. En træningslejr som afholdes i forbindelse med det store julestævne, målrettet dem som allerede er sortbælter, og dem som håber på at blive det!

Heraf hører jeg til den anden kategori. Som 2.kyu var dette min første mulighed for at deltage på sådan et stævne. Og som man nok kan forestille sig, så var spændingen langsomt ved at snige sig op i mig. Sommerfugle i maven som man siger. Selskabet omkring mig, var udover andre brun og sortbælter som jeg har trænet med gennem årene, også gruppen af chefinstruktører, som jeg nu skulle træne på lige fod med. Og med Kimu Sensei som underviser, kunne man godt have forventninger om at der var noget at leve op til.

Men ærlig talt, så gik det faktisk ret hurtigt over. Sortbæltegruppen, som jeg fremover vil kalde os, er en hyggelig og åben forsamling. Vi kender alle hinanden, og på lejren bliver man mødt hvor man er! Det som forventes af dig, er at du er åben og gør dit bedste! Det handler ikke om kæft, trit og retning, eller at man skal kunne sparke cirkelspark præcist sådan her. Det handler om at man udfylder sit potentiale, og får maksimalt læringsudbytte af undervisningen.

Før lejren, havde vi alle fået muligheden for at sende Kimu Sensei spørgsmål direkte. Vi havde fået at vide at vi kunne spørge om alt mellem himmel og jord, dog helst relateret til Shindenkan. Den første del af lejren gik derfor med at Kimu Sensei besvarede nogle af disse spørgsmål. Der var blevet talt over 70 spørgsmål, så naturligvis kunne alle ikke nås. Jeg var dog så heldig at få begge mine egne besvaret i løbet af dagen, så det kunne ikke være bedre.

Efter denne teori session var det så tid til en tur i dojo’en. En ganske god en af slagsen skal jeg hilse og sige! Temaet var Naihanchi kataerne. D. 14 Naihanchi shodan og d. 15 Naihanchi nidan. En gammel og vigtig kata, hvorom det af nogen siges, at den indeholder basis for al karate. Alle deltagere havde tidligere erfaring med Naihanchi, nogen i større grad end andre. Jeg vidste selv at dette var en vigtig kata, og jeg var derfor selv i tvivl om, hvordan mange ting præcist skal gøres. Det er derfor skønt at have Kimu Sensei som underviser. Han viser bevægelserne præcist som de skal udføres. Enkelt og logisk, kan man følge med i hvad der skal gøres, og man behøver ikke være i tvivl om små detaljer. For os var det bare et spørgsmål om at programmere vores krop til at gøre det samme. Noget der for mig var et kæmpe ’kick’ den aften. Det hele var serveret på et sølvfad, og det gjaldt bare om at tage for sig af retterne. Ikke fordi at jeg på den korte tid kunne nå at få alle detaljerne med, men fordi at de var der, og jeg kunne mærke hvordan det hele gav mening. Som nogen måske kan huske, så var temaet for vinterlejren at ’Man kan lige så godt lære det rigtigt fra start af’, og det var netop dette som blev udtrykt i demonstrationerne.

Da Kimu Senseis undervisning var færdig, fik vi alle en time til at selvtræne, og forsøge at samle de ting vi havde lært.

Efter en intens træningssession var det nu blevet aften, og en sortbæltegruppe, som naturligvis ikke havde mistet gejsten, gik nu over til aftensmad, samt aftenens teoretiske opgave. Igen spredte stemningen og fællesskabet sig, og der blev ivrigt delt og byttet blandt deltagernes medbragte forsyninger (Og Jens Hanshi-dai hentede pizza’er).

Aftenens teoretiske opgave bestod i, at vi skulle forsøge at udtrykke ’den optimale årstræningsproces for mig selv og de andre’ på en 1 sides powerpoint-slide. Vi fik altså med andre ord tid til selv at tænke over hvordan vi bedst kunne lægge vores træning i løbet i af et år. Både så vi kan progressere, og så det fungerer i forhold til vores hverdagsliv. Jeg kan dog godt afsløre, at der ikke var ønske om de store ændringer, og det samlede indtryk var derfor status quo. Hvilket jo kan siges at være en god ting.

D.14 december endte tæt ved midnat hjemme i min egen seng, hvor kroppen skulle restitueres, så den kunne være klar til næste dags udfordringer.

D.15 december startede med at jeg lettere utålmodigt tog toget til Måløv og stod ved hallen ca. 7.00, 45 minutter før aftalt. Heldigvis var jeg iført varmt overtøj, og kunne derfor få tiden til at gå med at bygge en snemand (som på grund af tøvejr desværre var blevet til en klump på jorden ved vinterlejrens begyndelse).

Vi startede igen dagen i ’teorilokalet’ hvor vi kort snakkede om aftenens opgave. Som nævnt tidligere, var konklusionen, at der blev meldt status quo. Der blev derfor tid til at svare på flere af vores spørgsmål, og Kimu Sensei delte nogle af hans træningserfaringer med Soké Sensei Tonegawa. Det sidstnævnte kan godt være noget af en mundfuld at sluge nogle gange 🙂

Inden længe stod vi dog klar i dojo’en igen. Vi startede med at samle op på gårsdagens træning, og blev bedt om at udføre Naihanchi shodan. Kimu Sensei, som lød lettere skuffet, måtte konstatere at det tog os et par forsøg, før vi var tilbage i gårsdagens præstation (som han havde rost, skal det bemærkes). Som man måske kunne forvente, havde det ikke lykkedes os fuldt at programmere kroppen, og levere vores fulde præstation til denne morgentræning. Man kunne måske også bemærke deltagernes egen frustation, da der i modsætning til dagen før, blev råbt høje og udtryksfulde kiai, i et forsøg på at vække energien igen.

Roen og koncentrationen faldt sig dog igen over os, og som lovet skulle vi arbejde med Naihanchi nidan. Før dette, måtte Kimu Sensei dog fortælle, at han syntes at vi var alt for alvorlige. Kimu Sensei bad os derfor om at stille os op i rundkreds, hvorefter han begyndte at gå rundt om os og klukke som en høne. Faktisk fik vi alle sammen lov til at tage en runde, og så var vi klar til Naihanchi nidan. Denne icebreaker var dog ikke helt tilfældig, da første bevægelse i Naihanchi nidan kan sammenlignes med en høne, der skal vriste sig ud af en slanges greb.

Det var dog dagen før, at den egentlige lektion var givet følte jeg, og Naihanchi nidan fortsatte derfor i samme stil med programmering af de korrekte bevægelser. Efter denne træningssession var det derfor nu blevet tid til det store vintertræningsstævne, og vi måtte derfor skifte tilbage til vores sædvanlige roller som instruktører og hjælpeinstruktører. En situation som vi alle er bekendte med.

Som jeg nævnte til at starte med, var dette mit første SBTLUS. Og jeg var faktisk rigtig positivt overrasket! Jeg blev mødt af et fællesskab som jeg ikke har set tidligere på andre træningsstævner, og træningsånden var helt i top. Efter jeg var kommet hjem og havde hvilet mig, gik det op for mig, at jeg havde modtaget en kæmpe inspiration til at fortsætte. Der havde været klar og meningsfyldt undervisning, samt et engagement der helt klar er værd at bakke op om. Jeg ved at jeg derfor med sikkerhed vil se frem til flere af disse lejre, og at de vil blive et kommende højdepunkt i træningsåret. Som jeg nævnte tidligere, bliver man mødt hvor man er, og jeg kan derfor kun sige, at der er noget at se frem til!