Af Elisabet H. Bjarkmann, Shishó, 1.Dan SR. Yakami Shinsei-ryu, 3.Dan Kodosoku-kai Gensei-ryu
Det er fredag , nerverne sidder ude på tøjet og forventningerne til SB TLUS X-MAS lejr 2012 er endnu gang skyhøje. Denne gang er endda helt ekstraordinær – alle spørgsmål som de deltagende har på hjerte, vil blive besvaret af Kimu Sensei. Og der bliver ikke sparet på kræfterne, i alt bliver 74 spørgsmål stillet fra de i alt 15 deltagende. Spørgsmålene går alt fra organisation prægede ”Hvordan shindenkan vil se ud om 10 år?” til mere individuelle ”hvor er vi/jeg om 10-15 år?”. Efter denne session af ryugi hvor alle spørgsmål galant blev besvaret og alle tilfredsstillet, begiver vi os over til ryuha delen.
”Hvorfor ikke lære det rigtigt fra starten af?”
Hvergang vi laver Ryuha, bliver jeg altid overrasket. Det kan være nok så ”simple” bevægelser vi bliver bedt om at udføre, men det er altid en kamp om at få dem udført korrekt. Det kan derfor godt gå hen og blive fustrerende, når Kimu Sensei får det spørgsmål, om han ikke lige vil vise bevægelserne, at han med største lethed udfører det, som om det var ingenting – men det lærer man efterhånden med tiden ikke at skulle tage sig af.
På lejr-dagen var stemningen spækket af højt humør og julestemning. Nisse Gangnam Style ledsaget af Søren Renshi og Martin Renshi til opvarmning var gennem hele lejren en stemningsspreder som selv fik de voksnes smilebånd på gled. Alle var glade. Deltagerne fra sortbæltelejeren var dog også trætte efter mange timers træning dagen i forvejen og om morgenen. Jeg var også træt. Efter så mange timers træning og søvnmangel var det næsten umuligt ikke og være det. Som altid, og en af de dele som jeg holder mest af, skulle jeg også være med til at undervise. Jeg havde det privilegium at være på team med Jens Hanshi-dai og Karsten Shishu, men jeg må indrømme at jeg var ved at tisse i bukserne, da jeg hørte at vi skulle træne 10 kyu børn, og at Karsten og jeg, ville få tildelt et hold jokokidz hver især. Normalt ville jeg egentligt sige, at det er en fornøjelse at få udfordringer og at jeg tager det med et smil, men til tider takker jeg for, at jeg har gennemført Shindenkans instruktør kursusmoduler, da de klæder en instruktør godt på. Jeg kan heller ikke lade være med at smile af mig selv og andre der har deltaget på disse instruktørkurser, da vi næsten alle erklærede at de var urealistiske og én instruktør aldriiig kom ud for sådanne ting.
Men .. jo det gør de og det er meget værre!. Lad mig forklare et ganske almindelig instruktør ”arbejdsdag” under et Shindenkan stævne – vel at mærke en hjælpeinstruktør arbejdsdag, som egentlig er ganske beskyttet, da den ansvarlige instruktør i forvejen har planlagt og uddelegeret opgaverne, efter Kimu Sensei´s overordnede plan for stævnet.
30 stk. 10 kyu jokokidz i alderen 5-11 år alene til sommerstævnet 2012, blev mit ansvar. Mit mål lød på at engagere børnene, lære dem pensum og give dem en succes-følelse. Så jeg lægger undervisningen ud med at samle børnene og sige diverse ”yeah” og ”yi og yo” og hvad jeg ellers kan finde på, for at sprede god stemning og få dem til at føle, at undervisningen og karate er sjovt. Det lader så til at have den rigtige virkning, og jeg synes egentligt bare at det hele kører for mig!
Det synes jeg så lige indtil jeg må stoppe nogle drenge i at lege Luke Starwalker og Obi wan og i stedet træne karate, men det tager jeg slet ikke så tungt, fordi i det mindste har jeg fået motiveret børnene til at række hånden op hyppigt – for det gør da enhver træner glad – men kun for at høre om de godt må gå på toilettet eller om hvornår der er pause.
Jeg træner videre og når jeg endelig føler jeg har styr på det, vader en forældre ind midt i min undervisning, prikker mig på skulderen og fortæller mig, at nu har han holdt øje med sin søns makker gennem forløbet og, at han mener, han burde blive skiftet ud med en anden, fordi han forhindrer sønnen i at vise sine sande talenter indenfor kampsport. Efter at have forsikret forælderen om, at jeg har styr på det og at han bedes lade være med at gå ind og forstyrre undervisningen til en anden gang, vender jeg mig om for at fortsætte undervisningen hvor jeg slap den, og møder kun ca. halvdelen af holdet, da den anden halvdel alle er gået over i det ene hjørne for at pille næse.
Når jeg så endelig får samlet dem igen og endnu gang prøver på at motiverer dem og få humøret op og endelig synes jeg har styr på det, kan jeg vende mig om til en pige som står og skriger i hjørnet, en dreng som løber rundt i lokalet og leger jorden er giftig og en helt tredje, som hiver mig i ærmet og spørger mig, hvornår han bliver ligesom spiderman.
Samling igen. Entusiasme, entusiasme, entusiasme! SÅ har jeg styr på det igen og det hele kører på skinner, indtil jeg ser til venstre og ser en dreng lave orm nede på gulvet. Jeg var meget træt efter den træningslejr 🙂 Men jeg valgte at se positivt på det, og tage det som en oplevelse (måske ikke lige i momentet). Jeg havde nemlig fået fortalt, at man udvikler sig, når man bliver udfordret – hvilket jeg i den grad håber på, fordi det er noget jeg har lyst til at prøve kræfter med igen. Til min forbløffelse talte rygtet sandt, og det gik meget bedre til XMAS stævnet. Jeg havde lært en masse og fik tacklet en del situationer, som jeg havde svært ved at tackle sidst. Selvom det var en hård oplevelse, og lidt af en oplevelse, er jeg glad for at have bevidnet den nu, fordi udover at give mig forventninger om, at det aldrig (7-9-13) bliver værre end til det til et stævne, så ved jeg at jeg på det område har lært en masse. Og så blve jeg da også glad for, at jeg faktisk fik ros til begge stævner 🙂 Og mit råd er, Shindenkans instruktør kurser er guld værd og særdeles realistiske, så for din egen skyld, så vær åben og stol på, at dette er virkeligheden for en instruktør – for det er det!, og så ender du med at blive meget stærkere og bedre af det, når du tager det med et smil og den rette indstilling.
