Sortbæltelejr Julen 2011 – Udvikling og læring

Af Elisabet H. Bjarkmann, Shishó, 1.Dan SR. Yakami Shinsei-ryu, 3.Dan Kodosoku-kai Gensei-ryu

Denne sortbæltelejr har været særdeles anderledes end hvad jeg før har oplevet. Dog skal jeg lige bemærke, at jeg kun har erfaret to sortbæltelejre i hele mit liv og begge har givet lige stor teknisk udbytte. Den første sortbæltelejr var der krav på høj fysisk kondi. Derfor var det også mine forventninger til denne lejr – men igen blev jeg mødt med stor overraskelse: Stor fysisk aktivitet var slet ikke påkrævet, men tværtimod var det mentaliteten og det psykiske der blev nøglepunkterne. Var man afklaret og fuldstændig klar på at lære, og få endnu mere viden og kendskab til kampkunst og – sport? Ville man kunne følge med rent psykisk? Jeg følte lidt jeg var med i ”Bubber – Behind the scenes”, hvor jeg opdagede ting, som jeg egentligt godt vidste eksisterede, men som jeg aldrig havde anerkendt og taget ved lære af før, jeg blev præsenteret for det på sortbæltelejren – altså ”Aha-oplevelser på det groveste”.

Vi lavede virkelig mange tekniske øvelser, som virkelig gik ind og påvirkede mig psykisk. Det gjorde det, fordi at det var meget simple øvelser, men dog noget af det sværeste jeg længe har prøvet og virkelig noget, som gik ind og udfordrede mig maksimalt rent psykisk. Jeg følte mig næsten som hvidbælte igen; Helt uerfaren og slet ikke fundet ud af hvor stor kampkunstens og – sportens store viden er inden for teknikkens verden. Dette måtte jeg sande med stor ærbødighed og anerkende overfor mig selv, men samtidig med dette, så jeg det som en hel ny verden, der åbnede sig for mig og, som bare ventede på at blive udforsket.

Efter den hårde mentale træning, havde vi teori og gruppe opgaver, som der ikke var ændret noget ved. Grupperne blev tilfældigt valgt, og jeg endte i gruppe med: Bjørn, Henrik og Agnes. Vi fik diskuteret opgaverne godt igennem, og kom frem til nogle konklusioner og ting, som jeg igen fik ahaoplevelser af. Alt i alt fik vi nogle gode resultater med på vejen, som vi senere valgte Bjørn til at fremlægge for de resterende grupper – men selvfølgelig fik vi endnu en overraskelse med på vejen, da vi dagen efter mødtes kl. 8 i Måløv med alle de andre sortbælter. Dem som vi på gruppens vegne havde valgt til at fremlægge vores produkt, blev selvfølgelig ikke den person, som endeligt skulle fremlægge. Det blev en udvalgt af Kimu Sensei, hvilket i min gruppes tilfælde, blev mig. Det satte mig selv på en hård prøve, men jeg gjorde op med mig selv, at det var ”Take it or leave it” og så måtte jeg gribe situationen, som den nu var. Jeg må dog indrømme at Kimu Senseis bedømmelse og konstruktive kritik, var min største bekymring inden jeg begav mig ud i at fremlægge, men heldigvis, fik vi en kort pause inden da, hvor vi lige kunne brainstorme, hele gruppen samlet, så vi kunne få alt på plads både indholdsmæssigt, men også hvordan vi skulle agere som gruppe under fremlæggelsen, som vi lærte fra sidste lejr.

Jeg må indrømme, at normalt plejer jeg ikke at være så nervøs, når jeg skal fremlægge noget når jeg føler jeg har styr på det, men dette var helt en anden sag. Jeg var virkelig nervøs – og så kan det være lige meget, hvor mange gange jeg har undervist lokalt overfor mange flere mennesker eller fremlagt i skolen eller på gymnasiet – den dag skulle jeg nemlig fremlægge overfor Kimu Sensei, hvilket jeg aldrig i mit liv havde gjort før. Jeg rystede nærmest, men stolt som jeg nu engang er, prøvede jeg at skjule det så godt jeg kunne – og det udgjorde en kæmpe indre kamp med mig selv, som min fornuftige side heldigvis vandt. Til min store overraskelse fik min gruppe ros, hvilket jeg glædede mig meget over, og jeg så, som en sejr, ikke blot på gruppens vegne, men også overfor mig selv og den grænse jeg lige havde brudt.

Alt i alt har dette været den hårdeste lejr, jeg nogensinde har været på i mit liv. Det var den ikke fysisk, men psykisk. Den information og læring vi fik, var så stor, at jeg til sidst følte min hjerne var blevet så overbelastet, at den ligefrem ikke kunne rumme mere. Aldrig har jeg været så psykisk træt før. På den måde, kan man også sige at jeg virkelig har fået teknisk maksimalt udbytte af denne lejr, som har gjort, at jeg opfatter nogle ting helt anderledes end førhen. Jeg fik overtrådt nogle grænser, som jeg end ikke troede, var muligt at overtræde, men som dog blev forskubbet yderligere. Dette menes også, at være formålet med hele lejren: At flytte grænser. Og på det punkt har det været succesfuld med mig.

Denne form for træning er også helt klart min foretrukne har jeg erfaret. Det er det fordi, det også giver plads til fordybelse og nye tilgange. Det er virkelig en tankevækker, som tager mere end 18 timer, som vi havde været i gang, at fordybe sig med.

Min indstilling har også ændret sig, og gjort mig bedre mentalt forberedt til timerne. Dertil føler jeg, at min hjernes rummelighed har udvidet sig, så der til næste gang vil være meget større rum for endnu mere viden og læring.

Jeg ser også tingene fra en helt anden vinkel – et nyt perspektiv, som jeg aldrig ville havde opdaget, hvis jeg ikke havde deltaget i lejren. Samtidig føler jeg mig meget privilegeret over, at være en del af dette og få alle disse mange ”ahaoplevelser” (pizzaslices), som udgør, måske kun en brøkdel, del af helheden, men som alligevel er med at til give et tættere billede af hvad kampkunst og kampsport egentligt er.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login