Af Bertrand Bourgeat, Medlem indtil 2022

Sammen med Michael, Christian og Oliver gennemførte jeg den fysiske test i fin stil i et træningslokale i kælderen under Glostrup Hospital. Det vel overstået, var det kun at vente tålmodigt på at det blev tid til X-Mas lejren og de sidste fire stopprøver. Ugen blev brugt til at terpe intensivt på pensum og træne hjemme i stuen. Umiddelbart inden X-Mas lejren var der denne gang også et LUS – Leder Udviklings Seminar – for inviterede brun- og sort- bælter. Det startede fredag aften og kørte direkte over i X-Mas lejren, som var programsat til at starte lørdag middag.

Til dette LUS var der annonceret, at vi skulle bruge meget tid på Koryo Naihanchi II. Seminaret fokuserede på træning af den helt grundlæggende bevægelsesdynamik. Udgangspunktet for øvelserne var at “hvis man vil slutte rigtigt så skal man starte rigtigt” og vi trænede med udgangspunkt i ido-unsuku. Men oven på dette blev der tilføjet et nyt element – tai-segyo – kropskontrol.

Først på aftenen var træning i dojo’en overstået og vi blev inddelt i grupper. Der blev stillet tre opgaver, som vi skulle løse i fællesskab. De to første var analyse og præsentations opgaver, den sidste var at forberede en opvisning til X-Mas lejren dagen efter. Da klokken var 23:00 var vi færdige med forberedelserne og jeg cyklede hjem i seng.

Dagen efter skulle vi møde klokken 8:00. Denne tredje del af seminaret fokuserede på træning i præsentationsteknik. Et hold ad gangen, blev vi inviteret op for at fremlægge. Sensei tog derpå gode og dårlige eksempler ud af de enkelte præsentationer og ingen detalje var for lille. Alt fra hvordan man rejser sig fra stolen, peger på lærredet, stemmeføring, til de andre team medlemmers ansigtsudtryk blev gennemgået. Derpå blev det nye Project Old Modern Warrior og pistolskydning diskuteret hvorpå vi blev sendt ind i dojo’en igen.

Vi startede med repetition fra dagen før og gik derpå over til teknikker i at generere kraft til sidelæns bevægelse gennem manipulation af skuldre og hofte. Rigtigt sjovt og lidt svært her i starten. Jeg vidste ikke at min krop havde så mange led. Midt i det hele blev jeg trukket ind til graduering.

Gradueringens test nummer to i ryugi startede som sædvanligt med at Sensei slog op i pensum håndbogen og begyndte at stille spørgsmål. Jeg havde terpet ryugi ekstra grundigt denne gang men alligevel syntes jeg at der var vigtige ting som jeg ikke havde fanget. Hvis man vil være på den sikre side så skal man kunne de første 74 sider udenad… Ikke desto mindre bestod jeg og lidt efter var vi videre til den ryuha testen.

Ryuha testen varede 30-45 minutter hvor vi blev bedt om at lave forskellige kihon, kata og tai-sabaki. En del af dem var variationer, som vi mig bekendt aldrig har trænet før. Jeg gav den fuld skrue og gjorde mit bedste. Efterhånden som jeg blev træt kunne jeg se min teknik blive værre og værre. Endelig var testen ovre og vi havde alle bestået den tredje stop prøve. Vi blev nu bedt om at gøre os klar til kumite testen.

Som en del af forberedelsen havde Sensei sagt, at vi skulle finde ud af om vi var afklarede. Jeg fandt handsker og tandbeskytter frem mens jeg kiggede ind i den anden træningssal, hvor de andre på LUS kigge forventningsfulde ind på os. Jeg vidste fra sidste lejr at Sensei godt kan lide at lave sjov for at lægge mentalt pres på os og denne gang var ingen undtagelse. Pludseligt myldrede det ind med sort- og brun-bælter fra LUS og de havde alle kampudrustningen på! Et flot syn! Herefter proklamerede Sensei, at vi skulle slås mod dem alle sammen på én gang… Nå, sådan skulle det alligevel ikke være – selv om det senere føltes sådan.

Vi fik at vide at det var 100% kumite dog kun med slag og spark på kroppen. Jeg fornemmede fra starten af at jeg ikke var afklaret og det blev helt tydeligt undervejs. Jeg forsømte blandt andet at gennemføre en strangulering og spildte mange værdifulde kræfter mens jeg lå og ”krammede” med Oliver. Modstanderne blev hele tiden skiftet ud med nye friske modstandere. Jeg blev mere og mere træt og tung i armene men det så ikke ud til at plage mine modstandere. Jeg endte nede i en strangulering, som blev fint gennemført af Jan, men jeg kunne ikke rigtigt finde viljen til at slå igen. Til sidst var jeg oppe mod Søren Renshi, og selv om jeg fornemmede at han holdt lidt igen, så haglede slagene og sparkene nådesløst ind over mig. Jeg gjorde mit bedste for at holde den kørende, økonomisere med kræfterne og bevare overblikket. Og lige så pludseligt, som det var begyndt, var det overstået og den fjerde stopprøve bestået.

Derefter fulgte en god X-Mas lejr med koncentreret træning, fine opvisninger og god stemning hvorpå den blev tid til den sidste stopprøve – stamina og vilje testen. Kort fortalt skal man slå og sparke på puder uafbrudt i 3 x 2-4 minutter – eller deromkring. Jens Hanshi-dai havde stillet sig så han skulle holde puden for Oliver, men pludseligt annoncerede Sensei, at chefinstruktørerne skulle holde puden for deres egne elever. Jens Hanshi-dai gik over til mig og sagde lavmælt – og med et glimt i øjnene – at han helst ville have haft en af de små modstandere. Det har nok fået mig til ubevidst at holde lidt igen for at spare Jens Hanshi-dai, for efter den første runde sagde Sensei, at nu skulle jeg tage mig sammen. Så blev der slået og sparket på puden det bedste jeg vidste af mens jeg hele tiden forsøgte at økonomisere med kræfterne og trække vejret. Det var en rigtig hård øvelse men man bliver båret frem af folk der klapper og hepper på en.

Jeg bestod 1. kyu Yakami Shinsei-ryu Karate-do. Hele gradueringen var præget af en tryg, seriøs og venlig stemning. Der er i Shindenkan et utroligt godt kammeratskab og sammenhold, som er med til at gøre det nemmere at gennemføre. Selv når der bliver lagt pres på én ved man at det er for ens eget bedste og for at hjælpe én videre – trin for trin.

Essensen af karate er grundig forberedelse. Jeg skal derfor allerede nu i gang med at forberede mig til den næste graduering. Jeg har valgt, at jeg nu vil holde mig i form og at jeg vil strukturere min træningsindsats. Og denne gang er der også en mental dimension, som jeg skal have arbejdet med. Spørgsmålet er hvorfor jeg ikke var afklaret under kumite og ikke mindst: hvad skal der til for at blive det!?