Af Jonas Munkesøe, Medlem indtil 2012

Der var ingen videre teoretisk introduktion på dette TSM Hsingi A; dét lod til gengæld vente på sig til næste kursusdel og indtil da, måtte vi selv gøre en indsats for at få stillet vores nysgerrighed. Nøgleordene blev vi dog hurtigt introduceret for: præcision, hastighed og kraft. Dertil var vi alle ”unikke”, hvilket blev slået fast mange gange.

Parvist skulle vi snart afprøve hinandens balancepunkter og andre svage punkter. Denne viden overførte vi sidenhen til fri kumite med 30 % fra heikodachi. Det bestod af ét slag (nakadakaken, ipponken, seiken – højre eller venstre) samt én parade og ét afsluttende angreb. Teknisk kan det lyde temmelig ligetil, men som oftest er det mere simpelt end ”let”.
Sidenhen gav vi i grupperne hinanden feedback – hvad virkede, hvad gjorde ikke og hvorfor mon?

Ukomfortabelt og uvant
Undervejs blev vi mange gange stoppet, for at vi et øjeblik kunne samle tankerne og evaluere, hvad der gik godt, og hvad der gik skidt; individuelt og sammen. Komfortszoner blev især diskuteret, da disse lå til grund for vores begrænsninger (hvor var vi ukomfortable og hvorfor?). Vores vaner afspejledes nemlig hurtigt i vores teknik, hvorfor det blev forudsigeligt og dermed alt for komfortabelt.
Hertil kunne man meget passende spørge sig selv, om et angreb overhovedet var ment til at ramme, og om en parade omvendt var ment til at parere? Og i begge tilfælde JA for ellers er det jo intet andet end en illusion! – lyder svaret selvfølgelig, men det kan være foruroligende, hvor lidt man efterlever sig en sådan tankegang. Noget så banalt som bare at slå med venstre hånd (når jeg lige så godt kan slå med min højre) kan for mig forekomme uvant.
Efterhånden som gruppen lærer hinandens slag og parader at kende, tilpasser man sig omstændighederne, og så kan det være svært at ”tænke ud af boksen” og prøve noget nyt. Da grupperne efterfølgende fik nye ansigter, blev det igen en smule ukomfortabelt og uvant.

(In)effektiv indlæring
Indstillingen var altafgørende, og det både erkendte og erfarede vi. Under de mange gruppesamtaler diskuterede vi, hvorfor vi kun var 98 eller 99 % – eller langt mindre – mentalt til stede, når vi kunne være det 100 %? Det blev til en hel del ”kloge ord og konklusioner” fra vores side.
I grupperne fortsatte vi således med de nye indgangsvinkler, vi havde tilegnet os, men der gik ikke mange minutter, inden Kimu Sensei tog os alle på fersk gerning i vores utilstrækkelige forsøg på at ”se og tage ved lære” uden at rigtigt at lære noget ved at se.
Hvad gør sagte gulkorn, når intet af det kan bruges i praksis? Så er det ikke andet end ubrugelig viden!
Kurset i det hele taget fokuserede i høj grad på vores indstilling – og hvorfor nu det, tænkte jeg? Skulle vi ikke hellere lære noget hsingi i stil med Bruce Lee’s 1 inch punch? Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var helt ubetydeligt og tilfældigt, at der blev lagt vægt på dette: En (in)effektiv indlæring er jo selvsagt afhængig af indstillingen, og det samme er vores muligheder for at forsvare os selv.

Da TSM Hsingi A sluttede, stod man med en følelse af, at man ikke havde set skoven for bar træer; at essensen var så enkel og samtidig så uhåndgribelig – og hvor let det var at beskrive egne tanker i form af ord, men hvor svært det alligevel var at overføre dem til handlinger.
Men unikke er vi, og så lang tid vi har dét for øje, vil det aldrig kunne gå helt galt. Det er trods alt i tiltroen på sig selv, at man udvikler sig.