Af Karsten Nielsen, Medlem indtil 2016
Det var blevet fredag den 18 Maj og tid til Shindenkans Hsingi kursus. Jeg havde glædet mig til dette kursus lige siden jeg fik indbydelsen, ja faktisk siden jeg hørte om Hsingi. Ligesom Martin Renshi og Mike, havde jeg aftalt, at køre med Claus Shishu derind. Da jeg sad i bussen fra Korsør og kiggede ud af vinduet på det dejlige vejr, var det som om tiden gik i stå og før jeg vidste af det, var jeg i Slagelse. Da jeg hoppede ud af bussen opdagede jeg, at jeg var der 45 min, før planlagt. Okay jeg havde taget en for tidlig bus, men hvad gør det, når man er loadet med kaffe krus og Karate-tasken hænger over skulderen. Solen skinnede og jeg havde det skønt. Desuden vil jeg hellere være for tidligt, end for sent på den.
På vej mod Måløv spurgte Mike mig om, hvad jeg forventede mig af kurset. Jeg sagde, at det eneste jeg sådan set forventede mig af kurset var, at det blev godt – lige som de andre kurser i Shindenkan. Derudover ville jeg være åben for læring. Vi ankom i god tid, så vi kunne sige ordenligt hej til de andre shindenkanere.
Efter vi havde varmet op, fortalte Kimu Sensei, at der ikke ville være så meget teori i dag, men at der ville komme noget lidt senere. Derudover forklarede han, at Hsingi lagde meget vægt på specielt hurtighed, præcision og kraft. Dette blev gentaget nogle gange i løbet af træningen.
Kimu Sensei gik efterfølgende i gang med, at undervise os i forskellige måder at slå på. Det er nogle forskellige teknikker som står i vores pensum. Derudover gennemgik og forklarede han teknikker, der omhandlede balancebrydning, samt bestemte punkter på kroppen hvor man er øm, eller nemmere kan bryde en modstanders balance. Dette fik vi lov til at at træne sammen to og to. Når vi havde prøvet det på hinanden, så skiftede vi makker. Dette var super godt, fordi man f. eks skal indstille sig på den ny makkers højde. Da vi havde fået øvet, skulle vi fortsætte i samme stil, ”bare” som i ippon kumite, hvor der kommer et angreb, så et forsvar og et modangreb, imod et af punkterne. Det viste sig, at være en rigtig god træning fordi man var nødt til, at have en plan for hvordan man selv skulle bevæge sig og samtidig præge modstanderen, således at der kom en åbning til en af punkterne.
Dette krævede hovedsageligt to ting. For det første krævede det, at man havde en kamptaktik, som man planlagde og derefter udførte. For det andet så krævede det at man tog ansvar for den taktik man nu havde, sin modstander og sig selv. Under denne del af træningen lykkedes det engang imellem, men langt fra hver gang og jeg kom til at tænke på hvordan det ville være hvis der kom to på en gang, eller hvis tempoet var 110 %, eller… Og hvad skete der så? Jo jeg holdt ikke fokus på opgaven, som var at lave en taktik og tage ansvar. I stedet lod jeg tankerne tage over, frem for handling.
Efter denne øvelse, blev vi inddelt i nye grupper med 5-6 i hver. En person skulle nu stå i midten, imens de andre skulle angribe med et tsuki (slag) hver, i rækkefølge. Personen i midten skulle så forsvare sig mod slagene og en ny kunne komme i centrum. Når personen i midten var færdig, skulle vi evaluere på hvordan den var gået. Her kom et andet essentielt ord på banen. Et ord som er vigtigt i alle sammenhænge, både i og udenfor Dojo’en – nemlig indstilling. For at gøre en lang historie kort, så må jeg indrømme at det gjorde lidt ondt på ego’et, at erkende at jeg havde brugt 2 timer på noget, som skal være der længe inden jeg nærmer mig Dojo’en. Det skal faktisk være der hele tiden. Min indstilling var langt fra optimal og det kunne mine trænings makkere mærke. Det var også det der var gået galt tidligere, jeg begynde at tænke hvad nu hvis, i stedet for, at havde den rigtige indstilling.
Efter kurset havde jeg lidt blandede følelser. Jeg var meget taknemmelig for at kurset havde lært/påmindet mig, at indstillingen gør hele forskellen. Det medførte og en tristhed over at jeg ikke udnyttede mit fulde potentiale, for det kan kun gøres med den rette indstilling, i nu’et. I filmen ”The Matrix” siger Morpheus til Neo ”There is a difference between knowing the path and walking the path”. Det kan jeg godt se noget sandheden i, men det kræver den rette indstilling.
Da jeg sagde tak til Kimu Sensei, for et godt kursus, fortalte jeg ham, at kurset havde mindet mig om noget han havde sagt til mig tidligere. Jeg måtte erkende, at han også dengang havde fuldstændig ret – som han plejer. Derefter fortalte jeg ham, at jeg ville gå hjem og arbejde på sagerne. Kimu Sensei spurgte mig efterfølgende om hvem der kan bestemme og ændre på mit liv? Og svaret er enkelt – det er nemlig mig.
