Af Oliver V. Bagersted, Medlem indtil 2015
Hsingi 1 del b.
Dette kursus var nok lidt mere, hvad vi havde forventet Hsingi var. Den første del havde været meget baseret på punkter at ramme og korrekt basis og det essentielle for at kunne generere kraft. Hsingi 1 del B havde selvfølgelig de samme aspekter, som del A, men denne gang arbejdede vi langt mere med de 3 fokuspunkter. Kimu sensei forklarede at der er 3 vigtige fokuspunkter i Hsingi. Disse 3 fokuspunkter er:
- Kraft
- Hastighed
- Præcision
De 3 ting er de vigtigste i Hsingi. Altså de ting vi skal prøve at efterleve så godt som muligt…. Hvilket er enormt svært.
At skulle sammensætte disse ting i et 100% angreb er svært nok i sig selv. Men derudover at skulle gøre det mod et bevægende objekt virker nærmest umuligt at gøre korrekt.
Opgaven lød; Fuld kraft på puden, zenkutsu-dachi med oi-tsuki.
Til at starte med stod puden stille, så barrieren der skulle overskrides var at slå igennem på en god træningsmakker/ven.
Udfordringen udviklede sig igennem timerne, først oi-tsuki, så gyaku-tsuki. Dernæst skulle vi fra kokutsu-dachi tage et step frem og slå henholdsvist oi- og gyaku-tsuki. Andet brugte vi ikke, disse 2 stillinger og teknikker var det eneste vi benyttede.
Som før var kraft, hastighed og præcision i fokus. Men det var (er) svært at komme op i gear. Kimu sensei stoppede os også efter 1,5 time og spurgte hvorfor det var nødvendigt for os at skulle bruge 1,5 time på at kunne angribe på fuld kraft. Desværre kan det ikke undskyldes med at det var fredag og havde været en hård uge. For det er blevet sagt før, vi hører det også tit til brunbæltetræninger, at vi skal være på. Så det tyder på vi generelt skal forbedre vores indstilling.
Ud af de 4 teknikker vi havde brugt, skulle vi i grupper vurdere, hvilken vi mente der var mest optimal. Størstedelen af grupperne besluttede kokutsu-dachi med gyaku-tsuki. Af en eller anden grund faldt det de fleste af os lettest at angribe med et step frem for et helt skridt.
Dog fik vi af vide at der ikke bør være nogen forskel. Teknisk skulle de være lige svære (lige lette) at udføre.
Som det sidste viste Kimu sensei, hvordan man ved hjælp af et step før skridtet kan tilbagelægge sig langt større afstand. Altså de to bevægelsesteknikker sammensat (bevægelsesmønsteret ligesom i ken og kotachi kumite).
Dette gjorde på ingen måde de 3 fokuspunkter lettere, men det satte en masse tanker i gang om, hvordan man kan forbedre sine angreb.
Jeg bliver forbløffet igen og igen over dette system og hvordan der imellem hver eneste kompetence er en sammenhæng. Det blev fortalt at Hsingi stammede fra yari (spyd), som hænger sammen med Jo, der igen kan relateres til ken og kotachi. Selvfølgelig er Hsingi også oplagt at bringe ind i systemet, da det er kraftgenerering. Men jeg havde bare ikke troet at det ville have så stor sammenhæng med de andre kompetencer.
Så hvad jeg har lært indtil videre af Hsingi kurserne er:
- Bevar/Erobre centeret
- Centeret er essentielt for at man kan lave et kraftfuldt slag.
- Et slag på kort afstand afhænger af kraft, hastighed og præcision.
- Step for dernæst skridt for at komme tættere på modstanderen.