RR camp 11.2 skulle endnu en gang foregå i Malmø centrum. Dette var den fjerde RR camp og for en gang skyld, havde jeg ikke nogle forventninger til en træningslejr, hvilket også gjorde at jeg slappede mere af – følte jeg ihvertfald selv.

Tiden inden transporten til Malmø blev brugt til afslapning og hygge med mine børn, der dog havde mere travlt med at diskutere små ligegyldige ting som kunne bringe deres sind i kog på forskellige tidspunkter. Det var som om, at de skiftedes til bevidst at provokere hinanden på en måde der ville få voksne mænd til at gå amok, hvis det foregik på en bar. Men nu er jeg jo ikke typen der lader mig påvirke af den slags – syntes jeg i hvert fald selv.

Da alle var ankommet til min adresse og bilen var pakket, blev kursen sat imod det svenske. Vi havde ikke set meget til hinanden hele sommeren, så snakken gik lystigt på hvad vi hver især havde oplevet. På denne lejr var der en ny med. Nemlig Claus Shisho som er Chefinstruktør i Jokokan Slagelse. Han er også storebror til Martin Renshi-dai hvilket nok skulle øge spændingen på denne lejr. Jeg var placeret på bagsædet sammen med Kjeld Renshi-dai og lagde mærke til, at han virkelig glædede sig til denne lejr og se os alle sammen. Det gjorde jeg da også – mente jeg i hvert fald selv.

Efter in check og samling i det værelse, der skulle være vores plenum fik vi en start på lejren, som vi nok ikke lige havde regnet med. Da vi havde et nyt medlem af Shihan-kaiet med, skulle vi hver især starte med at fortælle om os selv i en halvtime. Dette skulle gøres en af gangen og face to face til vores nye medlem.

Jeg tror at dette blev en større udfordring for Claus end det gjorde for os andre.

De af os der ikke lige skulle tale til og med Claus, skulle så tale sammen i et andet værelse. Inden vi begyndte samtalerne skulle vi lige give hinanden en krammer i ca. 15 sekunder. Her var det så lige, at fornemmelsen af ”Sauna Club” kom med i lejren. Ikke fordi at jeg kender til disse klubber, men man har vel altid en ide om hvordan den slags er. Lige som når man ser en fodbold eller boksekamp, hvor man også altid lige er lidt klogere end dem der udføre sporten. Nå, men tilbage på sporet.

Da samtalerne var færdige og vi havde været igennem en mindre omrokkering af samtlige møbler, i det værelse der skulle være vores plenum, kastede Kimu Sensei slideshowet op på væggen og så var vi i gang igen.

Jeg vil lige pointere at Kimu Sensei havde sørget for, at alle blev opgraderet til de værelser der lå på business etagerne. Ud over en meget smuk udsigt ud over Malmø, indeholdt værelserne også badekåbe og tøfler, hvilket vi ikke fik brug for. Til at starte med var der en recap fra de sidste RR camps. Hvilket var godt for de nye, men også for os andre der sikkert havde glemt indholdet – troede jeg i hvert fald selv.

Et af tiltagene fra de sidste lejre var indførelse af styringsværktøjerne de 5 KPI’er. De 4 af KPI’erne havde de fleste af hos efterhånden forstået og fået integreret i skolerne, men den femte, LU KPI’en, volte flere af os problemer med at forstå. Derfor blev den gennemgået, både som KPI men også det skema der bruges til at måle den med. Gennemgangen gav en meget bedre forståelse og indsigt i brug og bedre måling af LU – håber jeg i hvert fald selv.

I sæsonen 2011/2012 vil der blive åbnet tre nye satellit Shindenkan skoler. Dragør, Sorø og Veksø bliver de geografiske områder hvor skolerne bliver placeret. Dette bliver en unik mulighed for de tilhørende hovedskoler, at få mulighed for lederudvikling og mulighed for, at risikominimere deres økohjul således at alting kan hænge bedre sammen i et velfungerende maskineri. Dette kræver selvfølgelig at man som skoleleder, skaber en nøje overvejet og afklaret plan for begge skoler. Så da fredagen begyndte at blive mørk var det tid for den afsluttende opgave. Nemlig at lægge en plan for hoved og satellitskolerne. Denne plan skulle efterfølgende fremlægges for alle i plenum og de havde så til opgave at kommentere den således at huller og uafklaretheder blev fundet og lukket. Inden vi gik i gang fik vi besked på, at når klokken blev 03.00 så skulle vi stoppe. Hvilket ville give os ca. 3.5 times søvn inden vi skulle spise morgenmad – det var ok tænkte jeg.

Der var også lige indlagt lidt ekstra pres på os, for vi skulle også lige køre en halvtime i fitness lokalet inden klokken blev tre. Præcis hvornår vi gjorde det, var op til os selv, men det skulle gøres. Jeg havde værelse sammen med Claus og vi gik i gang med det samme og arbejdede der ud af indtil klokken blev omkring 01.30, så kunne jeg godt mærke at nu skulle kroppen i gang for ellers ville jeg falde i søvn. Så både Claus og jeg tog turen op på 20’ende etage og gik i gang med at flå i maskinerne. Da vi var ved at være færdige kunne jeg høre at det bankede på døren ind til fitness rummet. Det første jeg fik øje på, var en mand i badekåbe som umiddelbart ikke havde andet tøj på. Og kender I det, at man lige for en fornemmelse af at man befinder sig det forkerte sted og måske på det forkerte tidspunkt. Jeg ved ikke helt hvorfor, men ordet ”Sauna Club” dukker igen op i mit hoved.

Det røg da heldigvis ud af hovedet igen, da jeg fik øje på Martin og Kjeld Renshi – dai’s trætte og undrende ansigter. Undrende over hvad manden i badekåben skulle i fitness rummet så sent. Men mon ikke han også havde undret sig over, hvad der fik os til at træne så sent på natten. Faktisk var det en rigtig god træning for det fik energien tilbage og da klokken var lidt over tre, kunne jeg lægge mig ned med en plan der var færdig og komplet – troede jeg selv.

Fredagen og lørdagen blev også brugt til fremvisning af nye og meget spændende tiltag inden for kursus organisationen i Shindenkan. Og da vi lørdag skulle fremlægge planen for hinanden, var det med glæde i sindet at jeg gik i gang. Jeg havde lavet ca. 30 slides i min præsentation, som skulle vare 15 minutter, og nåede ca. til nr. 5 da tiden var gået. Jeg syntes selv at jeg havde en god plan og det har jeg sikkert også. Men der er langt fra en god plan til en skudsikkerplan – hvilket jeg måtte erkende.

Så faktisk er jeg glad for den gennemgang og de feedbacks der kom fra de andre, for det fik mig til at tænke over de sårbare steder i planen som jeg er nødt til at tage stilling til og få lagt en proaktiv plan, således at maskineriet kommer til at køre videre, selv om der kommer grus i det – hvilket har været en stor læring for mig som skoleleder.

Nu har jeg i de foregående afsnit sluttet dem af med mine egner følelser, meninger, tro og håb for det der er beskrevet i teksten. Hvilket sådan set er fint nok. Men jeg må også erkende, at denne lejr tog en drejning hvor følelserne og reaktionerne kom mere til udtryk end jeg havde regnet med. Følelser som havde været gemt af vejen under et tykt lag af teflon. Natten til søndag havde vi fået besked på, at stoppe arbejdet kl. 05.00 hvilket ville give os ca. 2 timers søvn inden vi skulle spise morgenmad. Nu er det jo sådan at man ikke lige falder i søvn med det samme, uanset om man kan få 8 timers søvn eller 2 timers søvn. Og når man ikke får så meget søvn, så kommer man ud på ens grænse hvor ens beskyttelse begynder at krakelere og man mærker, at man bliver mere sårbar og nærtagende. I kender det sikkert fra mennesker der ikke har sovet særlig godt om natten og som så er sure hele dagen og meget påvirkelige. På denne lejr oplevede vi stort set det samme. Bortset fra surheden og visningen af trætheden – for det er nemlig et direkte billet hjem 🙂

Men ikke desto mindre, så sker der noget inde i en, som man måske ikke lige er herre over, men som man ikke skal ignorere og gemme væk. Sådan oplevede jeg det også om søndagen, hvor ting som jeg havde gemt væk lige pludselig stod lysende klart for mig. Reaktioner og følelser som jeg igennem det meste af mit liv, ikke havde tænkt så meget over hvorfor de var som de var, lige pludselig stod klar at der var derfor var det er som det er. Illusionen blev meget tydelig og min reaktion på det blev meget mærkbar – hvilket jeg er rigtig glad for.

Nu blev det lige pludselig klart for mig, hvorfor og hvad jeg kan gøre for at ændre min fremtid og få afklaret diverse påvirkninger, således at jeg kan passe bedre på mig selv. Præcis hvad der skete, vil jeg ikke komme ind på – ”Because what happens in Malmø – Stays in Malmø”