Endnu et skridt op af stigen … Hvis man altså ikke tager elevatoren

Jeg kan lige så godt være ærlig – jeg havde glædet mig til denne lejr som en lille dreng

På vej til Malmø havde jeg de sædvanlige sommerfugle i maven, og jeg var bevidst om at jeg ikke havde lavet den 100% fysiske og psykiske optimale forberedelse til denne lejr. Men ikke desto mindre havde jeg lavet en meget seriøs forberedelse, og fra det ståsted kunne det kun blive bedre.

RRCamp er 100% på fra første øjeblik til sidste øjeblik, eller blodsdråbe. Det ved både mine konkollegaer og jeg, så efter at vi havde hilst på hinanden var vi lidt fåmælte, mens vi afventede hvad der skulle ske. I vanlig stil var alle parate til tiden, og Kimu Sensei fordelte værelser på Hilton Malmø, hvor vi skulle være de næste 48 timer. Efter 5 minutter til at etablere os på værelserne mødtes vi i møderummet, som lynhurtigt blev gjort klar til aktion. Derefter gik vi i gang. Vi havde en ny chefinstruktør med denne gang, og jeg havde været fraværende sidste gang. Derfor skulle vi alle introducere os for hinanden, ved hurtigt, ærligt og effektivt at fortælle om os selv til hinanden. Vi gik alle til opgaven med ildhu, og dermed var intimiteten og arbejdsstilen lagt.

RRCamp hæver niveauet op over dagligdagen, og Kimu Sensei trækker alle de overordnede linier op – hvorfor vi er her, hvad vores mission, motto, værdier og 1000 årige arv er. Samtidig satte Kimu Sensei scenen på sædvanlig vis. Grundreglerne er simple. Lejren er én lang test, og testen slutter først i det øjeblik vi dumper, eller får at vide at vi består! Gør som du bliver bedt om, ikke som du syntes du har lyst til. Det har de fleste af os hørt før, men det giver stadigvæk anledning til en klump der skal synkes, og så er vi på!

Kimu Sensei præsenterede de nyeste tiltag til at understøtte strategiplanen 2010-2015/20, og der var livlig debat og begejstring. Dette bevirkede at vi til aftensmaden i iltempo måtte til Burger King, hvor der var mere brændstof til hjerne og muskler. Det hedder ikke fast food for ingenting, og der gik ikke lang tid før vi igen var på plads. Herefter blev de tidligere RRCamps gennemgået i lyntempo for de “nyankomne”. Vi gennemgik Shindenkans værktøjskasse til styring og effektivisering af lokalskoler, og endnu en gang kunne vi få en øget forståelse for værktøjerne, og dermed bedre udnytte dem. Det fik vi lov til at vise, og efter at have arbejdet med det i par, fik vi forberedelsestid frem til præsentationen næste morgen. For at hjælpe os til at holde hjernerne klare, skulle vi selv på et passende tidspunkt, dosere en træningssession på 30 minutter i fitness centeret på 20. etage, med udsigt over hele Malmø. Hurra for døgnåbent. Som noget nyt fik vi faktisk påbudt at få noget søvn. Det er nye toner, og et par timer er helt klart værd at tage med. Derfor kan det jo undre, at da vi friske og veludhvilede mødtes vi næste morgen, skulle der som sædvanlig pænt store mængder espresso og anden kaffe til, før snakken gik livligt.

Efter et solidt måltid, hvor den ny mand på holdet viste imponerende appetit, måtte vi tilbage til arenaen. Dagen gik i en lang spurt, hvor vi arbejdede med KPI’er og lokalskoleplaner afbrudt af endnu en lynfrokost. Derefter havde vi en session med den varme stol, hvor vi på skift udspurgte hinanden om hvorfor tingene var gået som de var gået, med hensyn til både fremskridt og tilbageslag. Det var en meget intens oplevelse, på skift at blive grillet, og gået meget tæt på. Vi kender efterhånden hinanden meget godt, og dermed kan vi stille alle de gode spørgsmål, og gå direkte til kernen. Og som sædvanlig kan Kimu Sensei meget kort og kontant hjælpe os, hvis vi ikke selv kan finde ud af at være ærlige og levere en indsats. Den aften var det en presset, men sammentømret flok der gik til spisning hos TGI Fridays, hvor menuen er stor og varieret. Vi nåede at fremlægge den seneste opgave med organisationens optimering og håndtering af potentielle konflikter, mens vi nød maden. Der var ingen der satsede på store bøffer, for der er jo altid chansen for en uventet fysisk test i løbet af aftenen. Den kom dog ikke. Derimod fik vi efter middagen en samarbejdsopgave, hvor vi skulle detailplanlægge kursuskalenderen for den kommende 5års periode. Opgaven blev gennemgået, og rammerne sat, så vi kunne gå i gang. Derudover havde vi jo så mulighed for med den overskydende tid lige at finpudse vores lokalskole planer, så de var 100% tip-top til næste morgen. Hvis vi skulle blive trætte var der opkvikkende motion på 20. etage, var godnat hilsnen fra en altid positiv Kimu Sensei. For øvrigt skulle vi tiltale med militære titler under øvelsen. Hmmm. Nå men som sagt så gjort. Vi planlagde i adskillige timer, og fandt mange udfordringer og løsningsmuligheder. Og jeg må indrømme at jeg på et tidspunkt så mig nødsaget til at tage en tur til 20. etage for at tage en kort løbetur med max hastighed, i håb om at hjernen så også ville komme i lige så mange omdrejninger. Det hjalp trods alt lidt, og efter endt kalenderplan, kunne vi gå videre til at pudse lokalskoleplanerne af endnu en gang. Den nat var jeg taknemmelig for det søvn jeg nåede, og jeg tog en ekstra kop kaffe da vi mødtes ved den store morgenbuffet et par timer senere.

Og så kom en af lejrens store clue, nemlig at vi alle var faldet i med begge ben. Kimu Sensei underviser altid i flere lag på samme tid, og planlægningsopgaven var langtfra det vigtigste lag. Vi har tidligere og igennem lang tid arbejdet med vores individuelle arbejdspunkter – vores normale handlemønstre, og at komme ud over dem. Og der var faktisk gået ganske godt. Men ikke bedre end at en simpel ting som militære titler, gjorde at vi fandt tilbage til vores sædvanlige handlemønstre. Læring er godt, men ind imellem svier det, når der kræves en ”lussing” før jeg vågner op. Den tyggede vi alle godt på. Vi havde en meditations session derefter for at samle os, og dermed var vi også opvarmede til den følgende omgang af den varme stol, hvor vi igen skulle grille hinanden, og der skulle ikke lægges fingre imellem! Det blev der så heller ikke skal jeg hilse og sige, og her må jeg sige at den nytilkomne arbejdede totalt igennem. Det er imponerende at se andre mennesker flytte sig, og hvor vi andre tog trappen op mod næste etage, der hoppede Claus Shishú på elevatoren. Det er godtnok godt gået, og blev bemærket behørigt af Kimu Sensei. Tillykke med den gode indsats, og den ny grad 🙂

I forhold til min sidste lejr i september 2010, er denne endnu en gang hævet et niveau op, og det har været en af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har haft. Endnu en gang bekræfter det mig, i at her er noget helt specielt at hente. Jeg har oplevet at andre personer og organisationer (sport som erhverv) bruger samme værktøjer som Kimu Sensei, men jeg har aldrig nogensinde mødt nogen der gør det med den planlægning, detalje, målrettethed, næstekærlighed og barske ærlighed. For det her er ikke en kaffeklub, hvor det gælder om at rose hinanden mest muligt. Her fortæller vi hinanden sandheden, og når der fedtspilles får man det at vide 100% ærligt. Og sådan skal det være.