Da jeg første gang så invitationen til POMW! var min første bekymring, hvordan jeg skulle skaffe pengene. Men jeg fik snakket med Søren Renshi og selvfølgelig skulle jeg med. Vi snakkede frem og tilbage om, hvilke forventninger der var til kurset og hvordan det var opbygget sammen med Hsing’i. Mine forventninger var i top og jeg kunne ikke vente til, det første kursus skulle starte.

Kurset startede ud som ethvert andet, god stemning, folk glade for at se hinanden. Som altid gik vi og små prikkede til hinanden, alt var som det plejede.
Så gik kurset i gang, og selvom jeg personligt havde forestillet mig, at kurset skulle handle om våben og håndtering af samme, så tog kurset i starten en lidt anden drejning. Som det så ofte er, så bliver man overrasket til disse kurser og vi endte med nogle meget dybe spørgsmål. Dette resulterede, for mig, i en meget stor knude der samlede sig i maven. Spørgsmålene var meget konfronterende med vores eget ego. Jeg snakkede med flere efter kurset og de var enige med mig i, at det havde været en kende ubehageligt.

Efter den lidt ”dystre” start med selvindsigten fortsatte vi med våbenkurset. Næste skridt var våbens udvikling igennem århundrede og hvordan indre afklaring og indstilling hænger sammen med, hvor ens kompetenceniveau ligger som ”kriger”. Vi blev alle meget hurtigt enige om, at jo mere avanceret vores teknologi med tiden er blevet, jo lavere er kompetenceniveauet for at kunne betjene et våben blevet. Den afslappet stemning var vendt tilbage og kurset fortsatte med våbenhistorie, udvikling, præcision og lignende.

Som afslutning hørte vi om Kimu Sensei’s lærte kompetencer med skydevåben. Hvad han havde formået at opnå på relativt kort tid og de erfaringer han havde fået med sig. Som noget af det sidste, så fortalte han også, hvilke forventninger han havde til chefinstruktørerne.

Da vi var færdige, havde jeg utrolig svært ved at holde styr på tankerne. Jeg tænkte på alle de emner, der var blevet berørt på de 3 timer og kunne næsten ikke finde hoved og hale i det hele. En af de ting der virkelig havde fanget mig, var da Kimu Sensei havde spurgt os, ”hvorfor går i til karate?”.
Det er gået op for mig, at det sidste stykke tid, så har jeg ikke set den her sportsgren som en måde at lære selvforsvar på. Jeg har langt mere set det som en mulighed for personlig udvikling. Det var også mit svar, som ren refleks røg det ud, ”for at kunne udvikle mig som person, få redskaber til at bruge i hverdagen…”
Jeg har gået og tænkt rigtig meget på præcis det spørgsmål. Selv med alle vores våben, teknikker og råben over gulvet, så ser jeg ikke det, som det mest essentielle i denne sport. For mig er det vigtigste og mest interessante de redskaber som Shindenkan kan give til at udvikle sig som person og man kan bruge i sin hverdag.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde havde forestillet mig, at jeg under et foredrag, ville ende med at sidde med en knude i maven, i 2/3 af tiden. Men det var tilfældet med POMW! og selvom det var grænseoverskridende, så er jeg enormt glad for at have været til det. Dog er jeg stadig en smule forbløffet over, hvor meget vi kom til at snakke om vores ego. Både i forhold til, hvor langt man ville gå for at redde sit eget liv eller blot det, at man ville pleje sit ego med en militærgrad. Det var på en måde både skræmmende, men på samme tid en oplevelse som jeg ikke ville have været foruden. Jeg kan ikke vente med at komme igen med 2. og 3. del.