Shinden Fight 1

Af Jan L. Vendelboe, Medlem indtil 2014

Af Søren Hansen, Medlem indtil 2013

Af Pia Bruun, Medlem indtil 2012

Sikke noget: at blive opfordret (udfordret?) til at skrive en artikel i relation til vores alder!

Hvordan skulle vi 3 friske udøvere i Jokokan Ballerup karate tage den? Vi fandt hurtigt ud af, at det der kendetegnede forløbet for os, ikke var alderen, men noget ganske andet, og her er vores refleksioner hver især:

Jan Lau Vendelbo, Jokokan Ballerup

Her prøver jeg at opføre mig som en teenager, og så skal jeg skrive om, hvordan det er at være den ældste på holdetJ.

Som I kan forstå af ovenstående med et glimt i øjet, så føler jeg ikke, at alderen trykker – endnu.

Indledningsvis skal jeg nævne, at jeg synes at Shindenfight kurset har været et rigtig godt og spændende kursus. Godt nok indledte I SF1 med en hel del barske og frastødende videoer, hvor tankerne gik på, hvad der kunne vente os på dette kursus. Men da vi først kom i gang med kursus rækkefølgen, så viste det sig hurtigt, at vi var i sikre og trygge rammer – også selvom det til tider gik hårdt og hektisk for sig.

Det faldt mig rigtigt godt, at vore mange timers ugentlig, månedlig og årlig træning her blev omsat til mere hektisk nærkontakt og kamprelateret træning. Selvom vi alle har en hel del træningsmæssig erfaring, så kom vi alle for at lære mere, og det synes jeg helt bestemt også vi alle gjorde under det 15 timers lange og intense træningsforløb.

I skal have ros for en god og informativ afvikling af forløbet og jeg synes også, at vor skole og hold består af nogle rigtig gode træningskollegaer. Bevares vi går op i det og der blev delt en del knubs, slag og røde mærker ud, plus en brækket tå og nogle forstuvninger, men vi var i trygge og sikre rammer – i modsætning til hvad der kan opleves på gaden i det virkelige liv (jf. indledende videoer).

Jeg er nu 52 år ung og dermed den ældste på holdet. Jeg har på ingen måde følt alderen har været en hindring og har ikke følt mig hverken langsommere eller i dårligere kondi end mine trænings kollegaer. Tværtimod må jeg sige, at når jeg er på, så er jeg på og lægger fuld fokus og koncentration i træningen og ved afvikling af de forskellige kampteknikker.

På SF5 var jeg dog under frikamp kortvarigt så hårdt presset, at der både var tunnelsyn og åndedrætsbesvær og dermed lige skulle have et break for at få luft igen. Så læren var her, at spare på kræfterne, for man ved jo ikke hvornår kampen stopper eller hvor mange modstandere der må komme. Det gælder her i dojo’en og det gælder ude i det virkelige liv, hvis vi skulle være så uheldige at havne i en voldssituation.

OK jeg føler mig ikke aldersmæssigt presset under vort kursus og så alligevel sætter alderen sine spor. Efter træning og dagen efter har jeg godt kunnet mærke, at jeg ikke længe er 20-30 år. Ben og knæ er lidt slidte og det giver en vis ømhed og træthed efterfølgende og det er nok det, jeg føler mig mest hæmmet af.

Men så er det jo godt, at vi har træning igen om mandagen og kan få blødgjort de gamle ben igen…

Og hermed giver jeg ordet videre til en anden gammel dreng J, Søren Hansen

Søren Hansen, Jokokan Ballerup

Det var med spændthed at jeg meldte mig til Shindenfight. På trods af tilmeldingens ordlyd ”opbygges en fortrolighed og fordybelse af egen styrker og svagheder igennem en fokuseret praktisk afklaringsproces” lå det i luften at det ville et skridt videre mod realisme og dermed ”tættere” på. Men ønsket om at teste værktøjskassen drev nysgerrigheden.

Eftertænksomheden blev dog større efter en meget barsk åbning af kursus med de mest uappetitlige videoer med rå slagsmål og dyriske tendenser. Hvad mon der ventede os? Hvad var det jeg havde meldt mig til?

Som i tidligere TaskFight kurser blev der lagt stor vægt på hvorvidt vi ville være i stand til at anvende værktøjskassen optimalt og være psykisk og følelsesmæssigt afklaret med de situationer vil stod i. Shindenfight udøves under semi-touch til fuldkontakt på krop, så jeg skulle være afklaret med en vis kontakt på kroppen, med henblik på læring omkring mine reaktionsmønstre når jeg er presset. Dvs. evnen til at gå hele vejen såfremt det er nødvendigt.

På trods af den mentale udfordrende opstart viste det sig endnu engang at kurset var i sikre og trygge rammer, hvilket kendetegner alle Shindenkan aktiviteter. Der skal ikke herske tvivl om at hårdheden og iveren for at udfordre hinanden nåede hidtil usete højder hvilket også resulterede i brækkede ribben, tæer, mange blå mærker, en enkelt hjernerystelse – men trods alt i et styret forløb hvor viden blev omsat til praktisk kamptræning.

Shindenfight kurset har været et rigtig godt, spændende og lærerigt kursus. Et kursus ikke blot for unge kamphaner der har behov for at pleje sit ego, men for alle i Shindenkan der ønsker at se resultatet af mange års træning. Og ikke mindst at lære om sig selv. Det er jo trods alt bedre at lære det i dojo’en under styrede forhold end at skulle lære det ”the hard way” ud på gaden.

Tilhørende aldersgruppen 50+ er det altid spændende hvordan en lang livserfaring kan omsættes til handling i forhold til de yngre og mere agile konkollegaer. Men det er ikke alderen der er en hindring for at yde det optimale. Trods alderen var jeg lige så tændt som de andre kursister. Hurtigheden og rækkevidden i kampen afgøres ikke nødvendigvis af alderen. Det er den enkeltes afklarethed i de givne situationer der afgør kampens udvikling – ønsket om at afgøre kampen så tidligt som muligt og evnen til at bruge værktøjskassen (ikke mindst taisabaki’en). Til tider tror jeg endog at der med alderen kommer en vis afklarethed som kan have sine fordele i kamp – evt. evnen til at holde hovedet koldt lidt længere.

Læringspunkterne for mit vedkommende var mangfoldige men især tre områder bør nævnes i denne sammenhæng:

· Vigtigheden i at bevare overblikket og være resolut beslutsom selv i pressede situationer.

· Økonomisere med kræfterne til enhver tid da ”the show ain’t over before the fat lady has song” og

· selvom alt ser umuligt ud led efter mulighederne for at sætte det sidste slag eller spark ind. Glæden ved at finde en åbning og levere et afgørende spark er ubeskrivelig hvis det giver et kort pusterum midt i kampen.

Så selvom kroppen var slidt (hvilket kan være alders betonet) var det netop dette vi har hiet efter længe – at afprøve os selv. Jeg er blevet klogere på mig selv, jeg ved hvad jeg skal arbejde på i fremtiden for at få endnu større afklarethed. Dette kursusforløb har været en kanon læringsproces med meget stort udbytte,

En meget stor tak til Søren Renshi og Martin Renshi-dai for et meget kompetent og styret forløb. Selvom vi var i trygge rammer var vi ikke i tvivl om at hårdheden på gaden overstiger det vi fik afprøvet – men vi har alle bevæget os et stykke tættere på personlige grænser og afklarethed, hvilket er så essentielt for at afgøre kampen før den er begyndt. Det er vigtigt da vi jo aldrig ved hvor mange angribere der er eller hvor de kommer fra. Men beslutsomhed kan skabe den kortvarige overlegenhed som kan skabe fordelen i kampen

Og hermed giver jeg ordet videre til en gammel pige J, Pia Brun (så nu får jeg tæsk! J )

Shindenfight
Pia Brun, Jokokan Ballerup

Task fighting 3 var grænseoverskridende helt fra starten, men allerede efter første omgang, måtte jeg sande, at det var jeg nødt til at få mere af, og besluttede derfor at jeg også skulle på Shindenfight. Desværre opstod en lyskenskade efter en anden træning og det var derfor med overtalelse for undertegnede af sig selv at deltage såvel på den sidste TF 3 som Shindenfight.

Set i bakspejlet var det en god beslutning, og den rigtige, selvom jeg var en af dem, der ikke kunne træne på fuld power. Efter en overraskende og voldsom introduktion startede vi, og det var med nerverne uden på tøjet – gi’en og vesten med tand- og skinnebensskytter. Nogle med mere udstyr, som der flittigt blev øvet på, lad os bare kalde det et klokkeorkester. Selvom nogle af os, var beskyttet af alverdens udstyr var det stadig grænseoverskridende, men også realistisk i en anden form end vi tidligere havde afprøvet. Men ikke mere grænseoverskridende – set i bakspejlet – end at vi vidste vi var i trygge hænder hos instruktørerne, der kørte dette kursus over 6 gange.

Vi er blevet spurgt om alderen var en begrænsning, hvilket den ikke var hos mine konkolleger, og det vil jeg til dels give dem ret i. Største udfordring rent fysisk var, da vi var 2 mod 1, hvor vigtigheden af at have et fysisk overskud viser sig meget tydeligt, uanset om at drejer sig om at løbe, parere eller angribe.

Det er forskelligt hvad vi bedst kan lide – jeg hører til dem, der er vild med kata, og ellers håber på at det er nok at parere. Men ved I hvad, det kan man ikke overleve på…. Det var nok den største læring (og meget vigtige) for mig Og når jeg parerer, hvis ikke jeg er den der angriber, så SKAL der angribes, og der skal angribes med høj intensitet og flere gange, ellers bliver slagene ved med at komme. En anden vigtig læring for dem der er vilde med kata, er at kihon og kumite kommer først, og det giver mening på en anden måde efter dette kursusforløb.

Jeg har efter disse forløb efterfølgende følt mig afklaret og parat i en anden grad, og så det er jo egentlig kun godt at få overskredet sine grænser ind i mellem, og især når forløbet og udøvelsen er planlagt og udført så professionelt som her.

I min uheldighed (også kaldet min gave – lyskenskaden), var jeg så heldig også at træne mere med Kjeld Renshi-dai end andre, hvilket jeg er meget taknemmelig over. Her lærte jeg meget mere om, hvor vigtig den rigtige afstand er, og vigtigheden af et korrekt slag.

Herudover er det en suveræn god mulighed at øve sig via Shindenfight inden man går til graduering til det brune bælte første gang, og kan derfor stærkt anbefales.

Ja, vi er forskellige, men læringen har for os alle haft noget at gøre med en mental parathed, at være bevidst om at være afklaret omkring at gå hele vejen, og gøre det. Vi var alle 3 påvirkede af den voldsomme start, og den deraf medfølgende utryghed ind til det reelt startede op. Vi er alle blevet udfordret i en grad som aldrig før, og vi er alle kommet igennem, meget klogere både det at fighte og også hvordan vi kan anvende denne læring i andre sammenhænge.

En stor tak for et veludført og afviklet kursusforløb til Søren Renshi og Martin Renshi-dai

En stor tak til alle der har bidraget og dermed også Kimu sensei.