Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018

Tæsk-fighting blev nok øgenavnet i manges ører, eller det var hvad de tænkte, da Task Figthing 3 (TF3) var overstået. Der er jo flere artikler her på hjemmesiden, som beskriver, hvad der skete under de 2 TF3 kursus dage. Mange stemmer med usagn som ”Shindenkan er ikke realistisk, for de deltager ikke i turnering”, ”Hvis i er så gode, hvorfor viser I det ikke?” blev hængende i periferien, efter TF3 forstummede alle disse udsagn, og blev lagt helt i graven efter Shindenfight seminarerne (SFP1.1 –SFP1.6).

Shindenfight seminarrækken er som alle andre kurser designet af Kimu Sensei. Opgaven med at videreformidle og kommunikere kurset var lagt i handskerne på mig og Søren Renshi. For os var det en del af vores uddannelse som ledere og instruktører, men også at genbesøge den viden omkring realistisk kamp vi har opbygget igennem årerne og selv har svedt, grædt og blødt med, hvordan kunne vi give dette videre så optimalt som muligt? Det var samtidig første gang at en kursusrække fyldte hele 6 seminarer, spredt over 2 måneder. Dette var også en af udfordringerne både for deltagerne og for os som instruktører – at holde gryden i kog over længere tid, men det lykkedes rigtig godt og stor ros til deltagerne her.

Alt i Shindenkan gøres grundigt, da vi har en 1000 år gammel arv. Som led i den evige udviklingsspiral for os Honbu instruktører, fik vi serveret på et guldfad et fiks og færdigt kursuspakke af Kimu Sensei. Dette gøres til hvert kursus i Shindenkan, da målopfyldelse og succes forudsætter en grundig forberedelse. Dette kursus var specielt, da dette er det sidste frikamps kursus før 1.dan i det flersporede kampsportsystem; Yakami Shinsei-ryu Karate-do. Dette vil altså sige, det sidste kursus i frikamp, som jo udgøres af i alt tre naturligt overlappende frikampskurser før sortbælte;

• Første trin, TF1;                          Grundliggende sportskumite – hvad er det?
• Andet trin, TF2 ;                          Semi touch sportskumite – do and don´ts
• Tredie trin, TF3 ;     Sportskumite – fuldkontakt til MMA med få regler, uden vægt, køn og alders klasser.
• Fjerde trin, SFP1 (frivillig); ShindenFight, 15-18 timers intensivt kursusforløb med udgangspunkt i TF3

Over tre måneder mødtes vi til TF3 og Shindenfight kursus undervisning hjemme hos Kimu Sensei. Det begynder altid med noget mad, som vi hver gang koordinerede, således vi fik det bedste og billigste madtilbud hver gang. Efter maden følger kaffe og masser af vand, hvilket der er især er brug for, da vi altid bliver presset helt ud i grænseområdet – og nogen gange over vores kompetence kapacitet, set udfra en helhed. Det er utroligt lærerrigt og udviklende, og et absolut privilegie, at få ene undervisning af en rigtig Bujutsu kampkunststormester, som oven i købet også kan så meget andet qua hans arbejde som topleder og management konsulent på den internationale arena igennem de sidste 20 år. Denne gang blev det til samlet over 60-70 timer hos Kimu Sensei, yderligere samlet 2 x 250, 500 timer for Søren Renshi og jeg til at koordinere og ikke mindst øve os!.

Det er som sædvanligvis altid toppen af isbjerget af arbejde bag, som I altid kun hører om. Men så er der lige det der ligger skjult under vandet – langt den største del; Kimu Sensei´s ”forberedende arbejde” – leveringen af et fiks og færdig kursuspakke, som nøje passer ind i pensumhåndbogen og følger den røde tråd, og som kursusinstruktørerne nøje trænes i efterfølgende. Dertil medføre denne yderst grundige forberedelse, at os kursusinstruktører har størst sandsynlighed for at levere varen, samtidig med at vi står i et godt lys, – og hvem kan ikke lide at være helt J. Jebs, intet er tilfældigt i Shindenkan :-).

Vi har altid haft realistisk kumite i Shindenkan, men i modsætning til mange andre kampsportssystemer har vi i Shindenkan en skolet tilgang til kamp gennem opbygning af et solidt fundament og bliver ikke kastet ud i turneringskamp fra dag 1, der i sidste ende alligevel er en urealistisk tilgang til kamp. Vores kampe har ikke været offentlige tilgængelige som turneringer, men en del af brun/sortbælte gradueringer, hvor det har været holdt for lukkede døre. Enkelte har dog overværet Shindenkan kumite og fået dyb respekt efter de har set hvor voldsomt det er, når kamp kæmpes uden regler, med nådesløshed og realisme. Hvorfor mener vi så at turneringskamp er urealistisk, det er da her at man kan vise, hvad man kan og vinde guldmedaljer? Årsagen er ret simpel – der er regler og alle kæmper på lige vilkår, i vægtklasser, efter køn. Er der regler ude på gaden? Kan du sige til voldsmanden, at det er en urealistisk måde han kæmper på mens han slår dig til lirekassemand? Dette var viden som alle deltagerne havde fået på TF3 kurset, der nu skulle finpudses og kæles om i Shindenfight seminar rækken.

Det var en sand mosaik af ansigtsudtryk der mødte Søren Renshi og mig selv til første seminar SF1 Årsagen var naturligvis at deltagerne havde fået en på opleveren under TF3 og nu ikke rigtig vidste, hvad de skulle forvente af Shindenfight. Det vi som instruktører kunne fortælle deltagerne var, at vi skulle i dybden med teknikkerne, opøve rutine gennem den allerede kendte tilgang med flere niveauer af tempi 20, 50, 80 og 100 % Det stigende tempo er en del af den skolede tilgang, som giver mulighed for et optimalt læringsforum – fra: indøv teknikken langsomt, til: afprøv om den også virker når det gælder! Og da tiden var knap for hver enkelt seminar (2 ½ time), ville det også komme til at gå stærkt J Den første kursusdag var tiltænkt som recap af håndteknikker, så der var god tid til at øve de 3 trin som var kamp på linie, 45 grader og fri kumite (randori), hvilket var de samme 3 trin som under TF3. Det var meget vigtigt at alle deltagerne fik lært, hvad forskellen er på kamp på lige linie og hvis man bevæger sig til siden (45 grader) og hvilke muligheder og begrænsninger der er.

Således gik de 3 første seminarer med recap af henholdsvis håndteknikker, benteknikker og kombination af hænder og ben i de 3 tempi, og tjente dermed også som programmering af kroppen og rigtig meget tai-sabaki. Det som var rigtig interessant at se var, at deltagerne fra gang til gang blev bedre til at bevæge sig både i lige linie men også til siden, som var en af de vigtigste budskaber, som det også var under TF3 – ”Hop og få tæsk, gå til siden og vær bedst”, forstår udenforstående nok ikke så meget af, men for dem der har deltaget er det indlysende. Det vi som instruktører var rigtig glade for at se var også, at deltagerne kun skulle bruge ganske kort tid til at trykke på ”Nu er jeg tændt” knappen, men hurtig kontant afregning fra enten en instruktør eller kumite makkeren hjalp også, hvis man havde en sløv start J For ikke at blive alt for venskabelige, blev der hele tiden skiftet modstander for hver teknik for at afspejle realismen, for ude i virkeligheden er det store mod små, høje mod lave og piger mod drenge.  Det er som med al andet kampsport et spørgsmål om indstilling, hvilket også var essensen af det første Task Fighting kursus. Det der i sidste ende afgør om du vinder over din modstander ude på gaden, er din indstilling og om du er afklaret. De sidste 3 kursusdage var derfor designet til at løfte realismen endnu et tak op. Selvfølgelig var essensen for hele Shindenfight, at det er et kursus i realistisk kamp, hvilket budskabet, som jævnligt blev råbt i kor ” Hvis sportskumite er underholdning så er Shindenfight realistisk”, også vidner om.

Under SF4 var der indlagt en lille surprise efter at alle teknikkerne på de forskellige niveauer var blevet tæsket igennem. Jeg havde jo været alene med holdet hele aftenen, men så dukkede Søren Renshi op den sidste halve time. Folk var blevet trætte men sendte ham alligevel et venligt blik og tænkte, ”hvad mon de nu har fundet på, nu har de jo på skift været alene om at undervise?” Kimu Sensei ville gerne introducere noget nyt, da deltagerne havde klaret sig rigtig godt under TF3, så nu skulle de have muligheden for at kæmpe mod flere modstandere. Denne del af kurset varede forholdsvis afgrænset tid. men blev en vigtig læring for de fleste. Hvordan forsvarer man sig mod flere modstandere? Der er en strategi man skal følge, og den er afprøvet i mange slag og er en viden, som er over 1000 år gammel. Vi har det motto at man ikke skal opfinde den dybe tallerken flere gange, så selvfølgelig skal denne viden anvendes, da den stadig er aktuel i dag. Søren Renshi og jeg har afprøvet den på vores instruktørlejre de sidste 10-15 år og vi var spændte på at, hvor godt det blev modtaget af deltagerne på Shindenfight. Det fungerede rigtig godt, og deltagerne gik i de indlagte fælder, hvilket selvfølgelig havde et formål, nemlig at de skulle få nogle såkaldte ”AHA” oplevelser. Det vigtigste var at deltagerne også lærte, hvad det vil sige at være presset i bund, når slag og spark kommer væltende i en sand byge. Det der kunne konkluderes var bl.a. at giver man op får man tæsk, det er svært at bevæge sig og bevare kontrollen når der er 2 eller flere modstandere og man kan være nødt til selv at slå først. De fleste fik lov til at føle rigtig mange slag og spark, som ude i virkeligheden måske ville være endt katastrofalt, så man skal være glad for dojo’en som er en træningsarena hvor man kan afprøve sig selv under relative trygge og sikre vilkår.

Selvom vi nu har trænet kumité under kontrollerede og beskyttede forhold og ikke har deltaget i turneringer vidner resultatet og den skades statistik der også medfølger om at vi er realistiske i vores tilgang til kamp i Shindenkan vi vinder bare ikke medaljer, vi bliver en livserfaring rigere. Der var en del ”uheld” under de 6 seminarer som sikkert også beskrives i nogle af deltagernes artikler. Kort summeret kan jeg dog fortælle at der var fibersprængninger, blodnæse, hjernerystelse, forstuvninger, snitsår (ikke fra knive, men uklippede negle – hvilket man forhåbentlig har lært af J ), forstrækninger og en del tekniske knockouts (ukampdygtig i få til flere sekunder).

Ud over at man måske kan sætte hak ved sig selv på skadeslisten, har Shindenfight kurserne med sikkerhed også tilført deltagerne en ny vinkel på kumite og en rutine i at håndtere et højere pres, og givet et indblik hvordan al teorien i buskaberne skal handles ud. Så ud over at deltagerne hele tiden fik buskaberne om TAK MITT og kumiteens 4 trin, har de rent faktisk også forsøgt at vise det, og det gjorde I godt J Som instruktør har jeg været glad for at jeg fik opgaven sammen med Søren Renshi. Det har været en sand fornøjelse at opleve hvordan alle deltagere over tid har vokset. Dem der kom med angst har stået ansigt til ansigt med denne angst og enten bekæmpet den, eller har lært at foholde sig til den. Dem der kom og troede de kunne det hele, har lært at se mere realistisk på dem selv når det hele er ved at koge lidt over. Allerede nu er der en tydelig forskel på dem der har deltaget på kurset og dem der har fravalgt det, men så er det jo godt det ikke er en engangsfornøjelse.