Efter et veloverstået og velbesøgt Task Fighting 3 kursus blev Shindenfight kursus 1-6 skudt i gang i marts måned 2011.
Hov hov, stop lige engang!
Task Fighting, Shindenfight- hvad det der foregår? Er Shindenkan ved at uddanne elever der skal lære at slås? Hhhmmm, både ja og nej. Vi er ikke ved at lære vores elever at slås – det kan alle i mere eller mindre grad. Vi er ved at lære vores elever hvad forskellen er på realistisk kamp(streetfight) og urealistisk kamp(kamp fyldt med regler). Sagt på en anden måde så lære vi vores elever, at forholde sig til virkelighedens kampe. De kampe hvor der ikke er regler og hvor man bliver mødt med styrke hvis man viser svaghed. Vi lære vores elever hvordan en pige på 45 kg. kan undgå at blive ramt af en mand på 90 kg. der angriber med samme tempo som et olm tyr.
Task Fighting 3 kurset er et kursus der lære eleverne at forholde sig til virkelighedens kampe og samtidig se forskellen på det og sportskumite. Shindenfight 1-6 kurset er en naturlig forlængelse af TF 3 hvor man graver et spadestik dybere og går mere i detaljen mht. realistisk kamp. Hvad er realistisk kamp og hvordan lære man at kæmpe i realistiske kampe, hvis man er bange? Disse spørgsmål kan sikkert besvares af deltagerne, men jeg vil i denne artikel være sød og fortælle lidt om hvordan det er skuret sammen.
I realistisk kamp score man ikke point når man rammer og der er absolut ingen regler for hvor man må og ikke må ramme. Realistisk kamp er fuldkontakt og kan være med alvorlige skader til følge – til tider desværre også døden. Derfor må man også lære at passe på sig selv. Hvilket ikke er så forskelligt i andre af livets udfordringer.
I Shindenkan har vi et princip der hedder, at man skal undgå at blive ramt. Hvilket er noget af det første vores elever lære. Da det ikke altid er lige let at undgå at blive ramt og da vi under Shindenfight kurset ikke havde lyst til at bruge tiden, på at vente på ambulancer hele tiden, var det et ”must” at deltagerne brugte beskyttelses udstyr. Dvs. handsker, tandbeskytter, brystpanser eller vest, benbeskytter samt hjelm for de der havde lyst til dette. På trods af denne polstring så lykkedes det ikke at undgå skader og jeg er også ret sikker på, at deltagerne fandt ud af vigtigheden at beskyttelsesudstyret. Det er ikke til pynt, ej heller til at gemme sig bag ved. Det er en gardering som skal formindske skaden hvis man ikke laver sit forsvar korrekt. På trods af dette budskab og på trods af at alt beskyttelsesudstyr blev gennemgået, så sker der alligevel skader når man kæmper som vi gjorde på Shindenfight kurserne.
Skades opgørelsen er som følger.:
- En knock-out der resulterede i en hjernerystelse med en varighed på ca. 2 uger.
- To brækkede tæer.
- Flere flænger på fødderne der resulterede i et massivt forbrug ad sportstape og plaster.
- En fibersprængning i læggen.
- En skadet skulder.
- Og vist også et eller to bukkede ribben.
Ud over ovennævnte skader er der også de skader som ikke helt kan undgås, så som blodtude samt ”mavepustere” der trækker tænder ud og andre små knubs.
En del af udstyret var til at starte med frivilligt men deltagerne fandt hurtigt ud af, at det skulle være obligatorisk. Måske skulle de bare lære at passe på sig selv i stedet for J
Når man udefra kigger på opgørelsen over skaderne kan man måske tænke at deltagerne har været en samling 20-25 årige hormon pumpene drenge, der skulle af med noget energi. Men nej, deltagerne var en blanding af teenagers piger og drenge, voksne mænd i 20’erne og 30’erne samt voksne mand og kvinder på 50 og derover.
Som så meget andet i Shindenkan så var der på kurset plads til alle. Deltagerne havde også forskellige indgangsvinkler til kurset. Der var dem der efter TF 3 kurset ikke længere ville være bange for at kæmpe, Der var dem der troede de vidste hvordan man kæmpede rigtigt, men som hurtigt fandt ud af at realistisk kamp faktisk var skræmmende og noget vanskeligt noget man skal forholde sig til, og så var der dem der simpelthen var nysgerrige efter at lære mere om dem selv. De ville se hvad realistisk kamp egentlig er for en fisk og om de kunne begå sig eller om de ville løbe skrigende bort som en anden hylende gris. Som instruktør på kurset må jeg sige at alle klarede sig fantastisk godt. Der blev flyttet mange grænser og der var flere der fik ”aha” oplevelser og indsigt i, at det at passe på sig selv faktisk ikke er så svært endda. Der var faktisk også dem der fandt ud af, at det bedste var at erkende at hjulet og den dybe tallerken var opfundet. Indholdet i Shindenfight er ikke raketvidenskab, det er 1000 års viden og erfaring på slagmarken der er videre givet.
Når vi i Shindenkan lære vores elever at kæmpe, så gøres det igennem det der hedder ”Den skolede tilgang” til kamp. Dette betyder at de skal lære om kamp i det vi kalder for ”kumite’ens 4 trin”.
Kamp og i særdeles hed realistisk kamp er ikke noget man bare udfører på en søndag eftermiddag med den en hånd på ryggen. Det er indstilling, accept af virkelighedens verden, og træning af teknik der er simpel og effektiv. Hvis man skal bygge et solidt og stærkt hus der kan modstå storme og andet kraftigt vejr, så starter man med at bygge et solidt fundament og ovenpå dette byger man så videre trin for trin. I Shindenkan gør vi det samme med stort set alt. Kamp er absolut ingen undtagelse. Hvis ikke man starter med et solidt fundament og bygger oven på dette trin for trin, så lære man aldrig at kæmpe realistisk kamp.
Regler i kamp= begrænset kamp– Ingen regler i kamp = ubegrænset kamp.
Vi må efterhånden også erkende at hvis man ikke lære at kæmpe korrekt så får man tæsk – og det kan være særdeles effektive tæsk man kan løbe ind i. Derfor træner vi også med det princip der hedder, at des mere fuldkontakt i dojoen, des bedre klare man sig på gaden. For det er bedre at få tæskene under trygge og kontrolleret forhold i dojoen end at få dem på den hårde måde på gaden.
En realistisk kamp er efterhånden sjældent en imod en. Det er mange gange en imod flere. Hvilket er endnu en grund til, at vi bygger vores elever op med et solidt fundament. Og også noget man ikke lære i sportskumite. I en realistisk kamp er man tvunget til at være 100% effektiv, det vil med andre ord sige at man skal ramme de rigtige steder ellers er der ingen effekt = ingen realisme. Det gælder både i forsvar og angreb.
En anden del af realismen er også at store mænd på 90 kg angriber små piger på 45 kg. En størrelses forskel der kan skabe stor skade, hvis man ikke ved hvordan man skal forholde sig over for den størrelse. Hvad gør man hvis der kommer et godstog imod en. Prøver man at stoppe det eller flytter man sig? Er man sej eller klog?
Ja, kære læser svaret findes lige for- hvis man kan se detJ
Der er selvfølgelig også faktummet at unge mænd og kvinder overfalder ældre mænd og kvinder. Også et element man som Shindenkaner skal forholde sig til. Faktisk var den ældste af deltagerne godt over de 50 år, men han havde indstilling og fokus som en 25 årig. Hvilket bare siger noget om at man kan hvis man vil.
Som de fleste af deltagerne hurtigt fandt ud af så er realisme noget som man er nødt til konkret at forholde sig til. Det kan godt være at det er grimt og ikke lugter særlig godt. Men hvis ikke man erkender at verden måske ikke er som man selv ser den, så kan man få et alvorligt chok hvis man en dag bliver konfronteret med realismen på en alvorlig måde. Er det så ikke bedre at forholde sig til de grimme ting og erkende at de findes end bare at lukke øjnene og tro at det aldrig rammer en selv.
Det er netop dette der gjorde samuraierne til så gode krigere. De erkendte at de kunne dø og de forholdte sig til denne risiko. Hvilket gjorde at de ikke blev mentalt påvirket af dette og dermed kunne kæmpe frit. Og som man kan læse på vores hjemmeside så træner vi i Shindenkan et system der har rødder direkte til 1000 års viden om samuraiernes kamp på slagmarken.
Så mon ikke det hele hænger sammen med en tyk rød tråd?
