For rigtig mange år siden købte jeg en Jo, som jeg skulle træne med. Hvilket jeg glædede mig rigtig meget til, for jeg havde set nogle aikido udøvere lave nogle rigtig seje bevægelser med en Jo, så det skulle jeg selvfølgelig også lære – troede jeg.
Desværre for mig syntes min daværende karate instruktør, at jeg var for dårlig med en Jo til at lære noget med den. Det måtte jeg jo give ham ret i, for jeg havde aldrig prøvet det før så ekspert kunne jeg ikke være. Så det hele resulterede i at Jo’en blev placeret hjemme i min entre og der har den så stået lige siden. Eller det skulle den, men i alle de år jeg har skullet til træning i Shindenkan, har jeg altid slæbt alle mine våben med, også Jo’en, og det på trods af at jeg aldrig har trænet med den i Shindenkan. Så min glæde var stor da invitationen til Jo-jutsu pakke 1 ankom i mailboksen.
Nu skulle jeg endelig til at lære de berømte Jo-jutsu teknikker jeg havde set Aikido udøvere lave. Nej, jeg skulle da ej, for jeg er udmærket klar over at sådan hænger det ikke sammen i Shindenkan.
I Shindenkan er der ikke noget der er tilfældigt, så jeg vidste da godt at Jo’en var endnu et værktøj vi kunne bruge i vores daglige træning – jeg var bare meget spændt på hvilket værktøj. Min ”gamle” Jo blev støvet af og glæden var enorm da jeg mødte op til den første lektion i Jo-jutsu pakke 1.
Som alle andre kurser så er Jo-jutsu kurset skabt og udviklet af Yamana-Itotani Sensei. Og som i alle andre kurser var første del af dette kursus Ryugi (filosofi). Man kan måske spørge sig selv, om hvor meget suppe kan der koges på det, som de fleste mennesker vil betragte som et kosteskaft. Og kære læser, der kan koges enorme mængder.
Tænk på at noget så simpelt som en træpind har en historie, der går igennem alle folkeslag på stort set alle kontinenter og som har været brugt til så simple ting som transportværktøj og samtidig et selvforsvars våben imod vilde dyr og mennesker. Det er også utroligt at tænke på, at den er blevet glorificeret igennem utallige film og skrøner om anvendelse i kamp, hvor samuraier har brugt den imod sværd og har vundet. Ja, historierne er mange, men hvor farlig er denne Jo og hvad kan man gøre med den?
Efter ryugi undervisningen var det blevet tid for Ryuha(teknik). Ju-huu nu skulle vi lære at svinge Jo’en.
Nej, det skulle vi så ikke. Som nævnt tidligere så kan Jo’en bruges som et værktøj til den daglige træning og sikken et værktøj.
”I Shindenkan lægges der stor vægt på at alle grundteknikker bliver undervist og trænet så optimalt som muligt og at den røde tråd bevares. Dette gælder selvfølgelig også for Jo-jutsu. Det vil med andre ord sige at den grundlæggende kihon fra Karate-do’en, Ken-jutsu og kokatchi-jutsu går igen som byggesten og giver direkte trænings viden til Jo’en og omvendt.”
Dette fandt jeg ud af på den hårde måde. Jeg vidste godt at jeg igennem træning med Ken og kotachi kunne forbedre min basis betydeligt, men jeg var overhovedet ikke klar over at jeg med Jo’en, fik et værktøj der direkte og meget kontant fortalte mig hvordan min basis var. Det bedste af det hele er faktisk, at des mere Jo’en afsløre, des mere får man at træne på, og kan forbedre og des bedre man bliver til sin basis, des mere effektiv bliver teknikkerne med Jo’en. Det er som om at den sætter gang i en kædereaktion, som bliver forstærket mere og mere efterhånden som man får trænet med den og som til sidst, vil resultere i kraftudladninger i atomstørrelse.
Da den første del af i alt 2 kurser var overstået, stod jeg tilbage med en følelse af at skulle påbegynde en ny rejse. En forbedringsrejse ind i basis træning der skal bringe mig op på et niveau, som meget få mennesker kender til og forstår. Men nu er ord jo ikke nok, der skal handling til og efter første del skrev jeg alt ned jeg overhovedet kunne huske.
Jeg tror faktisk også, at fingrene var det eneste sted jeg på det tidspunkt ikke havde ondt.
To uger senere var det så tid for del nr. 2. I tiden imellem havde jeg trænet meget, for at kunne huske teknikkerne og for at få forbedret min basis.
Anden del af kurset indeholdt ikke Ryugi, det var lige på og hårdt med Ryuha. Efter kurset var jeg fuldstændig blank oppe i mit hoved. Der var intet der hang fast overhovedet. Dvs. teknikkerne kunne jeg godt huske udførelsen af, men navnene var helt væk. Det var som om at tavlen var vasket fuldstændig ren og nu skulle fyldes ud med noget nyt. Men det er jo pokkers svært, når man ikke kan huske hvad det er der skal stå på tavlen.
Man siger at når man er over 40 år så begynder hukommelsen at svigte- jeg syntes bare ikke at det behøver at være så slemt. Til alt held dukkede der en mail op et par dage senere, som må være fra Julemanden (Red. Kimu Sensei). Den indeholdt navne på alle teknikkerne hvilket hjalp en hel del på hukommelsen.
”At svinge en Jo på fantasifulde måder, kan alle gøre med lidt øvelse, men ikke alle kan anvende den effektivt”.
Det kan man faktisk sige om alle teknikker, hvis ikke fundamentet er på plads, så kan man ikke bygge ovenpå. Mit fundament har nu fået en brugsvejsledning der gør, hvis den bruges rigtigt, at der kan bygges huse, som kan modstå selv de værste orkaner og andet der kunne tænke sig at forsøge at angribe.
Min ”gamle” Jo har jeg måttet bytte ud med en ny. Den var efterhånden blevet så skæv at den var ubrugelig at træne med. Men sådan er det hvis man skal bygge noget holdbart, så skal værktøjet være i orden.
