Af Claus Hansen, Medlem indtil 2017
Det var med store forventninger at jeg tilmeldte mig TF3. Jeg havde set frem til dette kursus længe og når jeg kiggede på hvad vi var igennem i TF1 og TF2 kunne det kun blive mere interessant. Forventning blev ikke mindre, da jeg hørte hvilke krav, der var til sikkerheds udstyr. Der skulle jo nærmest investeres en mindre formue i udstyr. Men som en af lære sætningerne lyder ”pas på dig selv” var det jo nok en god ide at få indkøbt noget af det. Og så er det jo også bedre at være på den sikre side frem for at være kommet til skade, hvis man kunne have undgået det.
Inden selve den fysiske del kunne komme i gang skulle vi dog lige igennem ca. 1-1,5 times ryghi træning.
Vi sad 30-40 forventnings fulde elever, primært 4-1 kyu, og lyttede intens til Søren Renshi og Martin Renshi dai, fortælle om kumite. De havde medbragt tal og statestik fra sortbælte shiai, hvilket var noget imponerende og også lidt skræmmende. Det lød nærmste som om alle deres kampe blev afgjort på KO (Knock Out). Efter en korter intro startede vi blødt med nogle klip fra sport kumite. Der var eksempler på 40 års udvikling inden for sports kumite. I Video klippene fra de første år kunne man godt genkende nogle af tingene i shintenkan kumite. Det lå ikke helt så fjernt fra vores egen kumite på linje. Men efterhånden som årene nærmede sig vore dage fjernede det sig mere og mere fra shintenkan kumite. Til sidste minde det mest af alt om en slags oppende dans, med pludselige udfald fra den ene part. Det sidste video eksempel fra nyere tid på det nye store navn indenfor sport kumite ligenede mest af alt to lallende…. Jeg ved ikke hvad, der var til en eller anden art oppe konkurrence, hvor det galt om at hoppe ind og røre den anden part flest gange. Der var mangel på alt, der var ikke TAK der var ikke MITT, der var Ikke CT. Sports kumite var kommet ”langt” siden starten men om det kunne bruges til noget var deltagerne på TF3 temmelig sikker på ikke var tilfældet.
Efter denne noget ”rystende” oplevelse blev der spillet på deltagernes følelses registeret. Instruktørerne havde nemlig valgt nogle eksempler ud fra hverdagen, taget med overvågnings kameraer og mobil telefoner fra offentlige steder fra alle dele af verden, fra Steder hvor helt almindelig mennesker færdes. Nogle klip var en brat opvågning, jeg tog mig i og tænkte, at det der, det sker bare ikke, men et af de bizarre klip var vist nok fra strøget i københavn.
Der var også klip fra MMA kampe, som må siges at være noget af det ultimative inden for kumite. Visse af disse klip var direkte modbydelige. Det var himmelvid forskel på denne form for kumite og den i sport kumite.
Nu var det ikke kun modbydelig klip, der var også et par klip, der viste hvordan man kan handle, hvis man holder hovedet koldt. I de viste eksempler kom denne adfærd meget bag på voldpersonerne.
For mig var det klart, hellere lære det inden i dojo, inden det er forsent og være forberedt på ens reaktions mønster, end stå ude på gaden og blive hvirvlet ind i begivenhederne ude at være forberedt.
Efter denne teoretiske forberedelse var det tid til den praktiske del af kurset. Her blev der gennemgået forskellige angreb og forsvar til disse. Disse blev stille og roligt bygget op gradvist svære og med mere intensitet. Først 20 så 50% for at blive fortrolig med teknikken, siden til 80 og 100% hvor man fik set om det holdte, hvilket det jo gerne skulle. Til at starte med var det begrænset med fast angreb og forsvar og sidenhen blev det frit med frit angreb og frit forsvar. Det var når der blev sagt 80 og 100% at man skulle være ”vågne”, dette gjaldt både når det var faste angreb og forsvar og i aller højest grad når angrebet var frit. Sov man bare et brøkdel af et sekund gik det galt. Ikke dermed sagt at man kunne tillade sig at slappe af fordi det var 20 og 50%, det var her man havde chance for at pudse tingene af og forberede sig til når tempoet blev sat op. Men man skulle bare være der så meget mere på ved 80- 100%. Men det var bedre at lære det i dojo end uden på gaden. Der blev trænet angreb og forsvar på linie og forsvar ved at bryde angrebs retningen som i sankaku kihon. Hvilket var yderst effektivt men også svært at udføre i praksis. Ved forsvar på linie var lære sætning at begge parter stod til at have en 50-50 chance for at vinde. Blot ved at flytte sig ud af angrebs retningen kunne man øge sine odds ganske betragteligt. Under den frie kumite lykkedes det mig 10-15% af gangene at flytte mig ud af angrebs retningen og i disse tilfælde vandt jeg alle gange. De gange hvor jeg ikke fik flytte mig, husker jeg det som at jeg tabte flere gange end jeg vandt. En fin tælling skal dog vise at det ligger ganske tæt på 50%.
Min læresætning for kumite fremover må derfor være ”flyt dig eller få klaps”. Hvilket sjovt nok også er det som blev udbasuneret adskellige gange. En anden lære sætning er den, at hvis der kommer et tog og du står på skinnerne, bliver du så stående og forsøger at stoppe toget, eller flytter du dig. Ja hvis du er super mand og skal redde alle passagerne kan du jo godt blive stående ellers vil jeg anbefale dig at du flytter dig, det er nemlig klogt. En anden ting der er klogt er at ”være der” når du laver kumite, det er også klogt og så passer du på dig selv.
